Efter godt 14 dage på øerne, er vi begyndt vores tilbagetog. Martin og Sanne skulle mod Port Blair nogle dage før os, og vi fulgte dem på vej, så vi kunne bruge de sidste dage sammen.

Det gav os lidt ekstra god tid i Port Blair, så den brugte vi på museumsbesøg, hvor vi bl.a. så det gamle fængsel, der i sin storhedstid kunne huse 700 indsatte.

Den ene aften tog vi også til fængslets ”Sound and light show”, som dog denne dag kun blev vist på hindi… men det kan vel også kaldes en oplevelse, især når billetprisen lød på den nette sum af 2,50 kr.

Island Tourism Festival

En anden aften tog vi ud til en stor plads, hvor der blev holdt Island Tourism Festival. Indere i smukke kostumer fra mange forskellige egne, dansede på en stor scene, og rundt omkring var der forskellige boder. Vi var nogle af de eneste turister, så det var en noget indisk oplevelse.

Ross Island

Det blev også til en sejltur til den tidligere hovedby på Andamanerne, som ligger på Ross Island. Her var alle de gamle bygninger fra kolonitiden overgroede med træer, og der var ikke meget engelsk storhed over det længere.

En eftermiddag besluttede vi os for at gå en tur til frisøren. Rasmus betalte 3,75 kr. for at få studset skægget, og Anne Marie måtte slippe 5 kr. for at blive klippet – men så var det også inklusiv en noget smertefuld hovedbundsmassage.

Med bussen ud i det blå

Og så var vi med den lokale bus til Wandoor. Bare fordi vi kunne og for at opleve noget.

Derfra viste det sig, at man kunne tage en båd ud til en lille bitte ubeboet ø Jolly Bouy, som lå i Gandhi Marine National Park. Så vi skyndte os at hoppe på. 

Vi var igen for alvor kommet på ”Inder-tur”, men det var fint og stranden var rigtig god. Eneste problem var, at vi ikke lige havde luret, at man selv skulle have sin frokost med, da intet kunne købes på øen. Vores rejsefæller havde alle take-away med, mens vi måtte nøjes med en liter vand.

Tilbage i Wandoor gjorde det derfor godt med helt nystegte samosas, inden vi tog bussen tilbage til Port Blair.

Skraldemænd på arbejde i Port Blair

I netop Port Blair fik vi set, hvordan man indsamler affald på de kanter.
Bedøm selv:

Tilbage til Chennai

Mandag d. 10. januar fløj vi tilbage til Chennai (Vi må her lige prale med, at flyveren afgik 10 minutter før tid! Så det kan være, at den onde cirkel omkring forsinkede fly nu er brudt).

I Chennai spiste vi 2 gange på vores lokale in-sted med bananbladene og slappede ellers bare af. Det føltes som om, at Indien både lugtede og fyldte mere denne gang, end da vi var her for 3 uger siden. Indien er nu et land uden sidestykke – på godt og ondt!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget I egne fodspor i Port Blair blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Først og fremmest må vi sige, at inderne har været overraskende venlige og imødekommende! Hele tiden er der folk, som er villige til at hjælpe os med alverdens ting, og de spørger desuden til vores nationalitet og vores rejse.

Men samtidig er der også nogle ting, som undrer os ved disse mennesker:

Hvad er det de laver med hovedet?

De af jer, der selv har været i Indien, vil kunne ”nikke” genkendende til indernes ”hovedrysten”. De har nemlig, som få andre i denne verden, valgt, at ryste på hovedet, når de mener ”JA”! Det er ikke en drejning i halsen fra side til side, som vi er vant til ved vores ”NEJ”. Der er snarere tale om en Pinocchio-agtig – ”mit hoved hænger i en snor, og min kæbe går fra side til side, som når man ringer med en klokke” – bevægelse.

Vi kan lige så godt fastslå med det samme, at det har været svært at vænne sig til! Vi har flere gange været på vej ud af en butik igen efter at have stillet et spørgsmål, for så at komme i tanke om, at de faktisk havde svaret ja. Samtidig har vi jo følt os nødsagede til at forsøge at lære tricket, hvilket ind til nu har vist sig ganske umuligt.

Inderne er ikke så meddelsomme

Som vi også tidligere har været inde på i forbindelse med bestilling af færgebilletter mm., så svarer langt de fleste indere kun på det, de er blevet spurgt om, uden at komme med uddybende oplysninger eller forklaringer.

”Er det her billetkøen til Neil Island?” ”Yes, sir!” Ikke noget med lige at videreformidle, at den til højre er til forudbestilling og den til venstre er til billetter med afgang i dag.

Inder-tricket

Det gælder også altid om at spørge flere indere om det samme, før man følger deres anvisninger og svar. De vil nemlig hellere pege folk i den forkerte retning, end de vil sige, at de ikke kender svaret på spørgsmålet. Så vi har flere gange spredt os og fundet hver en inder og stillet samme spørgsmål. Herefter er vi så samledes igen for at sammenholde de indsamlede informationer. Hvis der ikke er sammenhold imellem dem, så må vi ud og spørge nogle flere. Alt i alt meget underholdende, hvis man ikke lige står og har travlt – men det har man, som I måske kan fornemme, sjældent i Indien!

Vi blev også lidt forvirrede på en lille restaurant i Port Blair, hvor de kun havde ”rice items” til frokost – altså kun én ret på frokostmenukortet. Vi spurgte så, om det var thali de serverede – det vi og inderne plejer at spise til frokost, men til det svarede de ”NEJ”. Vi besluttede alligevel at bestille det, da det de andre gæster fik serveret, så godt ud. Ind kom en bakke med ris og 10 forskellige ting at dyppe i. Vi spurgte, hvad det vi fik serveret hed, hvorefter en indisk familie begyndte at forklare hver enkel sovs. Vi spurgte så, hvad det hed som måltid – hvorefter svaret var… ”THALI”!?

De larmer!

Vi oplever, at Inderne har en helt anden støjgrænse end os europæere. De dytter MEGET højt og MEGET længe – og hører utrolig høj og larmende musik – gerne kl. 6 om morgenen til stor ”glæde” for alle omkringboende. Vi har en mistanke om, at de alle mere eller mindre løber rundt med en høreskade.

Den indiske accent

Og så er der jo indernes accent, når de taler engelsk! Af en eller anden grund har de meget svært ved f.eks. at udtale f – til stor morskab for os andre. Vi har moret os gevaldigt, når vi skulle betale, og prisen var ”bibdi” eller når de har vist vej og svaret ”lebt, lebt”. Eller for den sags skyld ved bestilling af øl, når de siger navnet på den lokale, ”Kingpisher”. ”Halvt af hvert” bliver til ”hab – hab!” Men den sværeste, vi alligevel ved et lykketræf fik tydet, må være ”hab kædji” – selvfølgelig et halvt kilo ”half kg”! Og så er der selvfølgelig alle dem, hvor vi bare har smilet og nikket uden at forstå!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Vores møde med inderne blev først udgivet på Two Danes On Tour.

På en rejse til det nordlige Thailand for 10 år siden var Anne Marie på ”kokkekursus” for at lære at lave thaimad, hvilket var en skøn oplevelse. Så da hun så, at noget lignende blev udbudt på den lokale restaurant Gyan Garden på Neil Island, slog vi alle fire til. Vi var klar til at prøve kræfter som indiske mesterkokke.

På indkøbstur med Lipi

Vi tog på det lokale marked med vores kok, Lipi. – Efter at have ventet godt en halv time på, at hun skulle frisere sit hår.

Vi besluttede, at menuen skulle bestå af naan, chapati, parota, alu parota, samosas, alugobi og butter chicken. På markedet købte vi diverse krydderier og grøntsager samt udvalgte os en flot høne, der blev slagtet, plukket og parteret på stedet.

Så aftalte vi at mødes næste dag, hvor kurset så startede.

Indiske mesterkokke

Vi kom til den aftalte tid, og fik derfor lov til at vente lidt over en time på, at Lipi fik badet mm. Så indtog vi restaurantens spartanske og dunkle køkken, hvor en lille kattekilling hele tiden sad i vejen midt på gulvet.
Vi startede med at lære at lave dej til tre forskellige slags brød plus til samosas, som senere skulle foldes sammen med kartoffelfyld i.

Herefter ristede vi krydderierne og blendede dem til en dejlig masala – indernes karry. Henholdsvis hvidløg og ingefær blev blendet med lidt vand. De tre ting sammen med lidt chili var alt, hvad vi skulle bruge af krydderier.

De forskellige brød blev stegt på en glohed støbejernsplade, imens vi trykkede på dem med et stykke avispapir for at få luft i dem. – Åbenbart et gammelt ”husmor-trick” her i Indien!

Vi fortsætter kogekunsten

Nu var tiden imidlertid så fremskreden, at gæsterne begyndte at komme til restauranten. Så for ikke at gå for meget i vejen, gik vi over i et tilstødende og endnu mere primitivt køkken. Her lavede vi ”Butterchicken” og ”Alu Gobi”(karryret med kartofler og blomkål) samt foldede samosas.

Der var noget tilrøget i det lille køkken, da komfuret ”kørte” på brænde, og det sved noget i øjnene.

Men det var rigtig hyggeligt og en rigtig god oplevelse – ja altså, vi kunne nok godt have undværet at se, at æggene står oven på køleskabet, at fisk og kylling tøs op i det samme vandfad, at den samme kniv, som for øvrigt står på gulvet, uden afvaskning bruges til både kylling, grøntsager og frisk frugt – men ellers var det en god oplevelse! Det lader ikke til, at man i Indien skal gennemgå levnedsmiddelstyrelsens pølsemandskursus…

Pris for kokkekurset

Da maden var færdig, satte vi os i restauranten og spiste aftensmad. Sådan en oplevelse kommer man selvfølgelig til at betale for. Vi måtte af med små 300 for råvarer og 500 for de godt 3½ time sammen med Lipi inklusiv drikkepenge. Nåh ja, altså rupees, så en lille hundredekrone for os alle fire!

Også restaurantens unger var tilfredse med vores kogekunst.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Indiske mesterkokke blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi er nu ankommet fra Havelock til den noget mindre ø Neil Island. Her er vi virkelig for alvor kommet ned i gear!

De fleste af vores dage går med at stå op, for så at lægge os i hver vores hængekøje på den overdækkede terrasse foran vores bambushytte.

Når vi er sultne kører vi de 700 meter til torvet for at spise på ”Mr. Chands restaurant”. Her bestiller vi friskpresset mango- eller lemonjuice samt en indisk morgenmad. Den samlede regning beløber sig til godt 7,50 kr. pr. person.

Derefter kører vi hjem til hængekøjen igen for at læse lidt under kokospalmerne og se ud over havet, inden vi bevæger os tilbage til Mr. Chands, når vi er klar til indisk frokost til ca. samme pris…

Om eftermiddagen ligger vi igen i hængekøjerne og snakker, kører rundt på øen, eller vi tager til stranden for at bade og snorkle.

Venlighed alle steder

Vi har også set lidt på dagliglivet for befolkningen på Neil Island. Således har vi både talt med fiskere og landmænd. Om end samtalerne bliver lidt korte, da der ikke er mange, som taler engelsk. Men venlighed møder vi alle steder.

Efter en tur under bruseren står den på en øl eller en rom i hængekøjen. Så spiser vi aftensmad (gerne hos Mr. Chand). Derefter bliver det tid til en øl eller rom, inden vi kryber til køjs i hytten. – Livet er hårdt på disse kanter…

Man undrer sig over, hvor al den tid bliver af. Men den ene dag tager ligesom bare den anden her på Neil Island.

Vi kender efterhånden alle de andre, som bor i små hytter ligesom os. Så vi snakker, hygger og udveksler rejseanekdoter og snorkelsteder. Vi læser bøger, fotograferer, leger med hundehvalpe, samler sneglehuse på stranden og spekulere lidt over, hvad vi skal have at spise ved næste måltid. Det bliver helt sikkert hårdt at komme tilbage til Chennai igen om nogle dage!

Ordensmagten

Men som i et hvert andet paradis findes der også ”slanger” på Neil … og det fik Martin og Sanne så sandelig at mærke i dag, da de kom trillende på deres scooter. Pludselig blev de af en kvindelig betjent vinket ind til siden og afkrævet et kørekort. Hun var dog ikke tilfreds, da Martin kun kunne fremvise et dansk et af slagsen og ikke et internationalt. Og ydermere havde han heller ikke hjelm på. Her i Indien skal føreren af kværnen nemlig have hjelm på, mens inderne hver gang siger ”no need, no need” når vi spørger til passagerens hoved. Det er åbenbart ikke lige så værdigfuldt.
Nå, men enden på komedien blev, at motorcyklen blev konfiskeret, og Sanne og Martin blev sat ind bag i politibilen og taget med på stationen. Der blev der udskrevet en bøde på 600 rupees (små 75 kr.) og så gik turen til Hotel Kingfisher, som havde lejet scooteren ud. Der fik manageren læst og påskrevet af politidamen og besked på at betale bøden. Herefter blev Martin og Sanne kørt hjem til “resortet”.

Og lidt om husdyr

Derudover har Martin og Sanne også været de heldige ejere af først en rotte og senere en spidsmus i deres hytte – ja, vi misunder dem nu ikke.

Til gengæld har vi haft besøg af en skolopender og efter begge at være blive bidt, da vi var i Madagaskar, så er det nu et dyr, som vi har en vis respekt for. Den blev derfor behændigt verfet op i en dykkermaske med Rasmus’ sandal og derefter slået ihjel på verandaen.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Neil Island blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Indien og køkultur er to ord, som sjældent bliver sat i forbindelse med hinanden. Og på Andamanerne er det ingen undtagelse…

Til trods for at man i hovedbyen Port Blair har en fin bygning, hvor man kan købe færgebilletter til forskellige destinationer, så kan man kun købe 3 dage forud, og man skal møde op i egen høje person.

Vi har ofte i andre lande haft fornøjelsen af lignende køer, så denne gang fik Sanne og Martin æren. Og efter at have stået i kø i et par timer med skubbende indere, lykkedes det dem da også at nå frem til lugen og få at vide, at de naturligvis skulle bruge en kopi af deres rejsetilladelse for øerne samt udfylde en ekstra seddel, som de heller ikke havde. Det var selvfølgelig ikke muligt at få taget fotokopierne ved havnen, så de måtte atter ind til centrum og finde en kopibiks.

Vi prøver igen

Udstyrede med de stadigt lune kopier begav vi os nu alle 4 ned til havnen. Sanne og Anne Marie stillede sig denne gang i kvindekøen, og Martin og Rasmus kom med gode ideer til, hvordan de kunne holde de anmassende indiske kvinder bag sig.

Vi ville gerne med båden kl. 11.30. Der afgår imellem 2 og 3 færger om dagen, så det skulle ikke blive noget problem, skulle man tro!
Ingen pladser kl. 11.30. ”Sorry Madam, all full!”- ”also tomorrow all full” –“ticket available on the 26.th of December”. Nu kunne vi efterhånden godt se, at vores plan om at tilbringe juleaften på en hvid sandstrand, havde lange udsigter. Anne Marie stillede et åbent spørgsmål om, hvornår første ledige afgang så var. ”Klokken 1400 i dag!”, lød svaret til vores store overraskelse. Men vi accepterede gladeligt tilbuddet og kom senere på dagen efter en rolig færgetur til øen Havelock.

Billetter til Neil Island

Vi tilbragte nogle dejlige dage på Havelock, inden det igen blev tid til at rekvirere færgebilletter – denne gang til Neil Island.
Nu var der ingen tvivl om, at det var vores tur til at prøve kræfter med den manglende køkultur.

Billetsalget åbnede kl. 9.15., så vi var der lidt før. Vi ville gerne have billetter til dagen efter, men havde ikke kunne købe dem før nu, da de foregående dage havde været helligdage. Og på helligdage kan man ikke købe billetter forud – men kun til den pågældende dag!

En meget sur betjent

Vi stillede os op i hver sin kø – kvindekøen og mandekøen. Først noget senere gik det op for os, at de to køer endte ved en og samme luge. Men inden vi rigtigt nåede at reagere på det, så blev lugen knaldet i og folk forsvandt fra køerne. Vi stod noget fårede tilbage uden at vide, hvad der var sket.

Anne Marie forsøgte sig så med flettereglen – kendt fra de danske motorveje – i køen til den anden luge. Men de kender åbenbart ikke flettereglen i Indien?

Imens kunne Rasmus fra den bagerste plads i den tilbageværende mandekø nu overvære et sandt drama udspille sig i kvindekøen. Det endte med, at Anne Marie af flere omgange blev smidt bagerst i køen af en meget ophidset og højtråbende tyk betjent, efter at en række mindst lige så ophidsede kvinder havde peget fingre af hende og forklaret betjenten en hel masse meget hurtigt. De selv samme kvinder undlod dog at fortælle betjenten, hvordan de selv flere gange havde flettet ind og ud af køen…

Vi starter forfra

Så cirka halvanden time efter showet begyndte, stod vi nu igen begge bagerst i hver vores kø – begge lidt klogere på, hvordan man IKKE skal stille sig i den kø, der kun sælger billetter til samme dag, samt på de lokales forståeligt nok manglende vilje til at flette!

Der var nu kun godt en time til den 2 timer lange frokostpause, og folk bagfra endte på underlig vis med lige pludselig at stå foran os med et utal af sedler med navne, der alle skulle skrives ind i den eneste computer på kontoret – med én finger!

Billetterne i hånden

Fem minutter før lukketid lykkedes det os at nå lugen samtidig. Og imens Rasmus – godt tilbagelænet, med sin taske som skjold og et knæ presset imod skranken – holdt de bagfra kommende væk, fik vi vores 4 billetter og gik glade men trætte derfra – en del lærdom rigere.

Som så mange andre steder i Asien, ser man her på Andamanerne også en masse unge mænd, der umiddelbart ikke ser ud til at lave dagens gode gerning. De hænger bare ud! Men her i køen stod en hel masse af dem – uden dog at skulle med båden. Når så en af deres venner kom og skulle have billetter, så byttede de plads for en lille skilling, og det var sådan, det gik til, at vi næsten hele tiden befandt os sidst i køen med senere ankomne foran os!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Køkultur når det er bedst! blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Så blev det juleaften, og vi opdagede det dårligt nok før kl. 19, da vi på vores veranda over en pilsner og en rom, åbnede de julegaver, som vi havde fået med hjemmefra i tændstikæsker. Desuden sendte vi lidt sms’er og fik lidt retur fra familien i DK.

Middagen blev indtaget på den lokale hyggelige restaurant Anju-Coco Resto. Andestegen havde vi fået på forskud hjemmefra. Så rejer, kongemakrel og forårsruller blev i stedet dette års julemenu.

Derefter drak vi endnu en rom og en whisky på verandaen sammen med 3 hollændere og 2 englændere. Vi havde det alle fint med, at julen som sådan ikke blev fejret i år. Dog sendte vi et par tanker til de derhjemme, som vi ved, er sneet inde rundt omkring – og især til dem, som ikke nåede frem til juleaften!

Samtidig vil vi da også gerne benytte lejligheden til at sende en forsinket julehilsen og ønske godt nytår til alle jer læsere. Som I måske på nuværende tidspunkt har gættet, så er internet ikke noget, som hænger på træerne i Indien. Men bare vent – de skal nok komme efter det. Om 5 til 10 år er vi sikre på, at der vil være Wi-Fi alle steder.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Juleaften på Havelock blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi kan allerede nu sige, at kendetegnet for denne tur må være forsinkede fly. Uden at gå i detaljer med rejsen herud, så var flyveren København – Berlin 30 min. forsinket, Berlin – Dubai 3½ time forsinket, Dubai – Chennai 1 time forsinket og Chennai – Port Blair 35 min. forsinket… Men så har vi da haft tid til at snakke sammen og glæde os endnu mere til alt det, vi skal opleve.

Andamanerne

Men nu er vi altså vel ankommet til den første egentlige destination: Andamanerne i den Bengalske bugt.

Anne Marie hørte om den indiske øgruppe Andamanerne for første gang, da hun var i Israel med Danny og Noemi i 2004 og disse øer har siden ligget og rumsteret i baghovedet. Nu er vi endelig fremme og der er dømt afslapning og hygge for alle pengene!

I Port Blair havde vi bestilt en overnatning på Palm Grove Eco Resort, men vi fandt ud af, at det lå rimelig langt fra centrum, så efter et døgn i hovedstaden, sejlede vi (efter en del tumult omkring billetkøb, som vi nok må vende tilbage til i et senere indlæg) med færgen til øen Havelock – Indiens svar på Mallorca.

Den 2½ times færgetur var en oplevelse i sig selv, da vi havde fået køjepladser under dæk i et rum så varmt som en sauna. Rasmus fik sig en ven fra Punjab, der trods varmen beholdt sin turban på under hele overfarten…

Havelock

Nu er vi flyttet ind på Beachresortet El Dorado i små bambushytter på strand No. 5. Hytterne er noget spartanske, men dog med eget bad og toilet – her fanger vi af og til en lille tudse.

Øens mest berømte strand er Beach No.7, som i 2004 blev kåret til verdens bedste strand. For at komme derover har vi lejet scootere, og vi nyder hver dag turene frem og tilbage. Der er mange gode fotomotiver undervejs med arbejdende bønder, børn der leger, vandbøfler og rismarker med palmer i baggrunden. Utrolig smukt.

Vi har også set en del fugle: både beostære, papegøjer og isfugle.

Beach No. 7

Selve stranden har vi praktisk talt for os selv! Inderne bader i flok indhyllede i lange sarier lige ved begyndelsen af stranden – og resten ligger nærmest øde hen. Udlændingene finder hver deres små hyggekroge, nogle har endda hængekøjer med til stranden, som de sætter op mellem træerne.

Elephant Beach

Vi har også været på ekspedition til Elephant Beach. Der er ikke nogen vej derud til, så man skal enten gå gennem junglen og mangroven eller sejle. Vi valgte selvfølgelig at gå…

Martin og Sanne havde forhørt sig blandt nogle andre turister og havde fået at vide, at det ville tage ca. 20 minutter at gå til stranden – vi var fremme efter 45. Vi havde også hørt rygter om, at stien var rimelig mudret – og der må vi så medgive, at rygterne talte sandt! Vi havde mudder til anklerne, og farven på vores sandaler var bagefter svær at bestemme.

Vel ude af junglen – hvor der jo havde været en sti, som vi kunne følge, kom vi til mangroven. Der var ca. 20-40 cm vand overalt og ingen pejlemærker mod stranden overhovedet. Samtidig svirrer der en del historier om saltvandskrokodiller på Havelock, efter en amerikansk turist blev dræbt sidste år.

På Andamanerne har der været 25 dødsfald pga. af krokodilleangreb de sidste 25 år. Så det var da en noget ”spændende” tur, vi var kommet ud på! Sanne tog teten og ledte os vel gennem mangroven og heldigvis kom vi alle sikkert frem – så ventede blot tilbageturen…

Læs også: Juleaften på Havelock

Læs også: Køkultur når det er bedst!

Du må meget gerne følge os på Facebook. Vi lægger billeder op, når vi er ude og rejse og poster blogindlæg, når vi har skrevet nyt.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Andamanerne blev først udgivet på Two Danes On Tour.