Neil Island

Ned i gear på Neil Island

Vi er nu ankommet fra Havelock til den noget mindre ø Neil Island. Her er vi virkelig for alvor kommet ned i gear!

De fleste af vores dage går med at stå op, for så at lægge os i hver vores hængekøje på den overdækkede terrasse foran vores bambushytte.

Når vi er sultne kører vi de 700 meter til torvet for at spise på ”Mr. Chands restaurant”. Her bestiller vi friskpresset mango- eller lemonjuice samt en indisk morgenmad. Den samlede regning beløber sig til godt 7,50 kr. pr. person.

Derefter kører vi hjem til hængekøjen igen for at læse lidt under kokospalmerne og se ud over havet, inden vi bevæger os tilbage til Mr. Chands, når vi er klar til indisk frokost til ca. samme pris…

Om eftermiddagen ligger vi igen i hængekøjerne og snakker, kører rundt på øen, eller vi tager til stranden for at bade og snorkle.

Venlighed alle steder

Vi har også set lidt på dagliglivet for befolkningen på Neil Island. Således har vi både talt med fiskere og landmænd. Om end samtalerne bliver lidt korte, da der ikke er mange, som taler engelsk. Men venlighed møder vi alle steder.

 

 

Efter en tur under bruseren står den på en øl eller en rom i hængekøjen. Så spiser vi aftensmad (gerne hos Mr. Chand). Derefter bliver det tid til en øl eller rom, inden vi kryber til køjs i hytten. – Livet er hårdt på disse kanter…

 

Man undrer sig over, hvor al den tid bliver af. Men den ene dag tager ligesom bare den anden her på Neil Island.

Vi kender efterhånden alle de andre, som bor i små hytter ligesom os. Så vi snakker, hygger og udveksler rejseanekdoter og snorkelsteder. Vi læser bøger, fotograferer, leger med hundehvalpe, samler sneglehuse på stranden og spekulere lidt over, hvad vi skal have at spise ved næste måltid. Det bliver helt sikkert hårdt at komme tilbage til Chennai igen om nogle dage!

Ordensmagten

Men som i et hvert andet paradis findes der også ”slanger” på Neil … og det fik Martin og Sanne så sandelig at mærke i dag, da de kom trillende på deres scooter. Pludselig blev de af en kvindelig betjent vinket ind til siden og afkrævet et kørekort. Hun var dog ikke tilfreds, da Martin kun kunne fremvise et dansk et af slagsen og ikke et internationalt. Og ydermere havde han heller ikke hjelm på. Her i Indien skal føreren af kværnen nemlig have hjelm på, mens inderne hver gang siger ”no need, no need” når vi spørger til passagerens hoved. Det er åbenbart ikke lige så værdigfuldt.
Nå, men enden på komedien blev, at motorcyklen blev konfiskeret, og Sanne og Martin blev sat ind bag i politibilen og taget med på stationen. Der blev der udskrevet en bøde på 600 rupees (små 75 kr.) og så gik turen til Hotel Kingfisher, som havde lejet scooteren ud. Der fik manageren læst og påskrevet af politidamen og besked på at betale bøden. Herefter blev Martin og Sanne kørt hjem til “resortet”.

Og lidt om husdyr

Derudover har Martin og Sanne også været de heldige ejere af først en rotte og senere en spidsmus i deres hytte – ja, vi misunder dem nu ikke.

Til gengæld har vi haft besøg af en skolopender og efter begge at være blive bidt, da vi var i Madagaskar, så er det nu et dyr, som vi har en vis respekt for. Den blev derfor behændigt verfet op i en dykkermaske med Rasmus’ sandal og derefter slået ihjel på verandaen.