Køretur gennem Jordan
Da vi landede i lufthavnen lige uden for Amman, havde vi lejet en bil. Den skulle bringe os rundt i Jordan de næste 8 dage.
Vi fandt dog snart ud af, at Jordan ikke er fyldt med vejskilte, at kortet i Lonely Planet-bogen ikke er det bedste at køre efter og at det måske havde været pengene værd at leje en GPS (og tegne en fuld forsikring på bilen). Men med godt humør og evnen til at spørge om vej, så begav vi os ufortrødent af sted på “grønspætte-manér” og uden moderne teknik.
Madaba
Første stop var byen Madaba. Den er kendt for sine mange mosaikker. Og især det store Bysantinske landkort over ”Det hellige land”, som findes i gulvet i kirken Saint George. Kortet kan dateres tilbage til det 6. århundrede efter Kristi og det var både flot og interessant at se. Men desværre ikke længere helt intakt.
Køretur gennem The Great Rift Valley
Derefter gik turen mod syd. Vi kørte gennem smukke landskaber med stenørken og dybe slugter, som er en lille del af The Great Rift Valley.
Rift Valley er et meget omfattende geografisk og geologisk system, som indeholder en forkastningszone og masser af geologiske sprækkedannelser med en alder på over 35 millioner år.
The Great Rift Valley strækker sig over næsten 6000 km fra det nordlige Syrien, gennem Jordandalen, Det Røde Hav og videre ned gennem Østafrika til den centrale del af Mozambique. Det er vildt at stå på kanten af denne kløft og vide, at vi nærmest står i en den ene ende med tusindvis af kilometer til den anden.
Vi gjorde frokoststop i byen Karak, som vist nok er kendt for et gammelt fort. Vi fik nu bare noget meget lokal mad, som vi ikke rigtig kunne bestemme. Men det var som altid en oplevelse at spise som de lokale, og det smagte fint.
Lidt rejsetips til Jordan