Athens vartegn er smukke og majestætiske Akropolis. Den store, flade, hellige klippe rejser sig 150 meter op midt i byen og kan ses både dag og nat. Akropolis er uden sammenligning Grækenlands største turistattraktion og med rette optaget på Unescos Verdensarvsliste. Vi er ikke i tvivl om, at det er et must see, hvis din rejse går til Athen.
Mange tror fejlagtigt, at det er det smukkel tempel på toppen, der hedder Akropolis. Men det kaldes Parthenon, og er kun ét blandt flere templer på den flade kalkstensklippe.
Køb af billet til Akropolis
Når du skal besøge Akropolis, kan du købe flere forskellige slags billetter. Vi lavede et større researcharbejde hjemmefra for at finde ud af, hvad der bedst kunne betale sig for os.
Det er muligt at købe en kombi-billet til 30 Euro. Herved har du fem dage til at besøge 7 historiske steder: Akropolis, Ancient Agora, Hadrians bibliotek, Roman Agora, Kerameikos, Olympieion og Lykeion.
Vi kunne dog hurtigt se, at det ville blive alt for mange ruiner – i hvert fald for mindst én af os. Så i stedet for at løbe fra det ene til det andet, besluttede vi at gå all in på selve Akropolis og derudover se The Acropolis Museum.
Du kan enten købe billetter online eller ved indgangen. I højsæsonen er det nok tilrådeligt at købe billet online, men her i februar var der ingen kø. Vi købte billetter inde på The Acropolis Museum og betalte 10 Euro pr. mand for Akropolis og 5 Euro for at se museet.
For selve Akropolis gælder følgende priser:
Fra 1. april til 31. oktober koster billetterne 20 Euro.
Fra 1 november til 31. marts, er der halv pris.
Børn under 25 år, som samtidig er EU-borgere, kommer gratis ind!
Du kan også være heldig at ramme en af de gratis dage – til gengæld er der nok rimelig mange mennesker på disse datoer:
Alle søndage mellem d. 1. november og 31. marts. Derudover er det også gratis d. 18. april, 18. maj, sidste weekend i september samt 28. oktober.
The Acropolis Museum
Anne Marie havde glædet sig til at se The Acropolis Museum. Hun besøgte nemlig det gamle Akropolis-museum, da hun var i Grækenland i 1990.
I 2003 påbegyndte grækerne et nyt og meget større museum lige neden for Akropolis. Museet stod færdig i 2009, og der er i dag udstillet over 4250 genstande i den 14.000 kvadratmeter store bygning.
En af grundene til, at der skulle bygges et nyt museum, var, at Storbritannien ligger inde med en masse klenodier fra Akropolis. I begyndelsen af 1800-tallet fjernede den skotske jarl Thomas Bruce en hulens masse statuer og relieffer fra Parthenon, som i dag er udstillet i London på the British Museum.
Men briterne synes ikke rigtig, at de skal aflevere dem tilbage igen, og har tidligere kommet med den begrundelse, at Grækenland ikke havde plads på det gamle museum til at udstille dem. Hvad der er deres undskyldning nu, står vist lidt hen i det uvisse.
Det nye museum er i flere etager og er både flot og interessant. Flere steder må du fotografere – men ikke alle, så vær lige opmærksom på det.
Vi var især imponerede over de kvindelige statuer, som stod på 1. sal og som havde virkelig smukt hår. De har oprindeligt stået som søjler i templet Erechtheion, som vi skulle se på Akropolis bagefter.
På vej til Akropolis
Da vi havde set nok statuer og relieffer, begyndte vi opstigningen til Akropolis. Det er desværre ikke et sted for gangbesværede eller kørestolsbrugere, da det til tider går stejlt op ad bakke og der er mange trapper.
Undervejs var der masser at kigge på. Bl.a. to amfiteatre, som var rimelig velbevarede. Først kom vi forbi Dionysos-teatret. Dionysos var vinen og ekstasens gud, og ham, som romerne kalder Bacchus. Vi besøgte et romersk tempel til hans ære, da vi var i Libanon sidste år.
Derefter så vi det meget imponerende Herodes Attikus teater, som stadig bruges til koncerter om sommeren.
En af vores følgere skrev følgende til os på Facebook: “I dette amfiteater har jeg for 60 år siden hørt et klaverkoncert fra Beethoven. Jeg har stadig følelsen i mig, når jeg hører det igen fra min lp, luften, varmen, den mørkeblå himmel og månen der kom op bag teatret. En oplevelse for livet!”
Det er fantastisk at få sådan en hilsen! 🙂
På toppen af Akropolis
Arkæologiske udgravninger har vist, der har været menneskelig aktivitet på Akropolis siden stenalderen, og de første bygningskonstruktioner kan føres tilbage til bronzealderen. Men der er ingen tvivl om, at det er templerne fra antikken, Grækenlands storhedstid, som har gjort Akropolis kendt.
Der har været flere forskellige templer på Akropolis. Men krige og jordskælv har undervejs gjort det af med nogle af dem. Og nye er blevet bygget oven på.
Ved indgangen kommer du til Athena Nike templet og indgangsporten Propylæa.
Og netop det smukke Athena Nike tempel blev restaureret af den danske arkitekt H.C. Hansen, som vi også omtalte i vores Athen-indlæg. Det var ham, der bl.a. havde tegnet Athens universitet.
Da Akropolis har stejle klipper på tre sider, er der kun én indgang til templerne.
Parthenon
Akropolis’ stolthed og største tempel er uden tvivl Parthenon. Templet blev bygget til ære for gudinden Athena Parthnos, som jo efterfølgende har givet navn til byen Athen.
Parthenon blev bygget oven på ruinerne af et andet tempel, som også var dedikeret til Athena, men som blev ødelagt under den persiske invasion i 480 f.v.t. Det nye store tempel blev påbegyndt i 447 f.v.t. under Athens storhedstid. Det tog 8 år at færdiggøre byggeriet og yderligere 6 år at dekorere templet.
Da Parthenon stod færdigt, var det malet i smukke farver. Men tidens tand, vejr og vind og ikke mindst forurening betyder, at det nu fremstår hvidt i sollyset. Tænk engang, hvis man besøgte stedet i 1960’erne, kunne man gå ind i templet. I dag er det lukket af for turister og altid under rekonstruktion. Og hvis du tror, at du skal se statuer og relieffer, så bliver du skuffet. Det findes alt sammen på museum i dag.
Ved første øjekast ser Parthenon symmetrisk ud, men ved nærmere eftersyn vil man snart opdage, at intet er symmetrisk. Templet er bygget af 1000 unikke stykker. Ikke to er ens!
Lidt gymnasielærdom
Parthenon er et tempel med doriske søjler. Dorisk??? tænker du måske.
Har du haft old i gymnasiet, kan det være, at der er en lille klokke, der ringer. (Rasmus kan godt afsløre, at han IKKE havde ringen for ørerne, mens vi var i Grækenland). Og skulle du være i tvivl, kan Anne Marie da lige fortælle, at de græske templer er bygget under forskellige tidsperioder. Hun nævner i flæng: Dorisk, Jonisk og Korintisk (og Rasmus bliver helt træt i hovedet). Forskellen er bl.a. måden søjlerne og reliefferne er udsmykket på.
Til sammenligning ses her en jonisk søjle med de flotte snoninger fra Athena Nike templet.
Til dem det måtte interesserer, kan vi anbefale Google for yderligere forklaringer.
I dag er Parthenon virkelig medtaget. Man skal dog også huske på, at det gennem tiden har været brugt som byzantinsk kirke, frankisk katedral, ottomansk moske samt militært anlæg og krudtlager!
For enden af Parthenon er der en lille “platform”, hvor mange mennesker samles. Her kan du tage den obligatoriske Parthenon-selfie og kigge ud over Athens hustage.
Inden vi forlod Akropolis skulle vi jo også lige hen og se de der damer, som vi havde kigget på nede på museet. De står og holder templet Erechtheion med hovedet.
En gratis oplevelse
Vil du have en gratis og fin udsigt til Akropolis og samtidig nyde solnedgangen, så skal du bevæge dig mod Areopagus Hill sidst på eftermiddagen. Det er en lille klatretur over klipperne, som godt kan være lidt glatte, så tag gerne et par fornuftige sko på. Og pas på dine ting. Lommetyve har også fundet stedet.
Læs alle vores indlæg fra Grækenland.
Eller læs om Libanon, Spanien eller den italienske ø Sicilien.
Sidst men ikke mindst: Godt nytår til alle.
Som altid glæder vi os over jer, der har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi er også at finde på Instagram @twodanesontour. Vi har endnu ikke nogle faste planer for 2021, da vi slet ikke kan forestille os, hvordan Verden ser ud bare 2-3 måneder fra nu. Men følg med, så ser du, hvad vi finder på. Det bliver helt sikkert ikke kedeligt.