Kuala Lumpur for 3 uger siden
Som I efterhånden har opdaget, så har der været noget stille på bloggen de sidste tre uger. Grundet vores tur til Myanmar/Burma, har det ikke været muligt for os at lægge nye indlæg ind. For at råde bod på det, vil vi nu forsøge at delagtiggøre jer i vores bedrifter i kronologisk rækkefølge (så godt det nu lader sig gøre), så vi begynder derfor i Kuala Lumpur for godt 3 uger siden.
Efter Indien ankom vi til Malaysias hovedstad Kuala Lumpur. Der var utrolig varmt og fugtigt, og ind imellem fik vi en regnbyge af de store!
Visum til Myanmar
Grunden til, at vi gjorde ophold der, var, at vi skulle ansøge om visum til Myanmar/Burma, og det blev som altid en oplevelse.
Vi tog forholdsvist tidligt ud til ambassaden, da vi jo efterhånden ved, at den slags kan tage meget god tid. Selve visumansøgningen foregik i et telt i ambassadens have! Derudover var der en stor udendørs restaurant, hvor man kunne få stillet sulten, mens man udfyldte papirerne.
Sammen med visumansøgningen skulle man også aflevere:
En kopi at første side i passet
To pasfotos med hvid baggrund
En kopi af returbilletten til Myanmar
Kopi af pas og billeder med hvid baggrund var intet problem – der var simpelthen en mand, som havde en lille nebengesjæft i forbindelse med restauranten, hvor den slags kunne lade sig gøre. Kopi af returbillet var lidt mere vanskeligt, da vi kun havde købt en udrejsebillet. Vi skulle derfor bruge internet for at købe en indrejse, men det fandtes ikke i ambassadens have. Vi kørte derfor til sidst med taxa til et shoppingcenter, hvor McDonald’s belejligt havde gratis internet.
Vel tilbage i haven fik vi afleveret alle dokumenter mv. og fik besked på at komme igen tre dage senere og hente pas med visum – sådan!
Rundt i KL
Ellers brugte vi tiden i Kuala Lumpur til at kigge lidt nærmere på byen, som er stor, travl og fyldt med gode shoppesteder, hvis det er det, man er ude efter. Men da vi jo stadig har 2½ måned foran os, gælder det for os om ikke at få fyldt rygsækkene op for tidligt – og samtidig får vi yderligere to stop i Kuala Lumpur på denne rejse, så butikkerne må vente lidt endnu.
KL Bird Park
Vi besøgte derfor i stedet verdens største fuglevoliere i KL Bird Park. Det var et kæmpe overdækket område, hvor der var mange forskellige slags fugle, som man kunne gå rundt imellem og kigge på.
Den bedste oplevelse var dog at spise frokost på Restaurant Hornbill, hvor vi blev ”angrebet” af en MEGET pomfrit-glad beostær. Den opgav ikke sådan lige sit forehavende, selvom Anne Marie prøvede at holde den på afstand med en gaffel, mens Rasmus filmede.
Junkfood i lange baner
Og så blev vi på mærkværdigvis lokket i en McDonald’s fælde…
Hver aften lige inden sovetid var det som om, at en kæmpe magnet trak os mod McD, og når der nu kun var 20 meter fra vores Guest House og til fastfood-heaven, ja så måtte vi jo bare bide i det sure æble og så af sted – så sover man også så dejligt bagefter 🙂
Anonymous says:
Herlig film – simpel, men herligt! 😉
En lille bid af jer live fra troperne – mere af det tak…