Myanmar/Burma

Fakta om Myanmar

Vi må nok lige give lidt information om dette særlige land, inden vi fortæller om vores oplevelser her.

Grunden til at landet har to navne er, at briterne under kolonitiden navngav landet Burma efter den største etniske befolkningsgruppe i landet (barma-folket). Men efter at landet igen blev selvstændigt, fik det sit oprindelige navn tilbage, Myanmar. Lokalbefolkningen kalder det således igen for Myanmar, mens en del turister stadig siger Burma. På samme måde er det også med millionbyen Yangon, som under briterne hed Rangoon, men nu igen hedder Yangon.

Myanmar har haft en noget broget og blodig historie med få stabile perioder. Også i dag bliver landet styret af en militærjunta, som holder befolkningen i et jerngreb. Demokrati og fri presse er en ”by i Rusland”. Demonstrationer bliver der slået hårdt ned på. Folk vogter på hinanden, og ingen tør udtale sig åbenlyst om styret eller hvad der sker rundt omkring i landet. – I hvert fald ikke til os, fordi styret har spioner ude overalt.

Begrænset internet

Som turister mærker vi det ikke sådan umiddelbart, men går vi på internettet, er det umuligt for os at bruge f.eks. Yahoo, Hotmail og andre lignende sider – hvis man da ikke lige kender ”smutvejene” rundt om blokeringerne. Ja, som et hvert andet sted, hvor der sættes begrænsninger op, så er der folk, som finder ud af at nedbryde dem!

Valuta

En anden pudsig ting her i landet er, at der ikke findes nogle hæveautomater. Og det er umuligt at hæve penge i banken eller betale med kreditkort på hoteller og restauranter. Det betyder, at når man rejser ind i Myanmar, skal man have ALLE de penge med, som man har tænkt sig at spendere under sit ophold, i funklende nye dollar eller Euro sedler. Og da vi jo ikke har været her før, og derfor ikke helt kender prisniveauet, har det været lidt af et hovedbrud at finde ud af, hvor mange penge vi skulle hæve og veksle til dollars.

For at tingene ikke skal glide alt for let, så kører man i Myanmar, lidt som i Cuba, med to forskellige valutaer. Dollars og kyat. Så vi skulle selvfølgelig have vekslet nogle af vores dollars til lokalvalutaen.

Når vi har fulgt ”kursen” hjemmefra, så har man kunne få ca. 1000 kyat for en dollar. Men da vi undersøgte det i Kuala Lumpur, var den nede på 800. Altså et fald på 20%. Det er meget – især for en nærig matematiklærer. Så nu gjaldt det så om at få en kurs så tæt på de 800. Det skulle man tro var ret lige til. Men hvis man går i banken eller til andre officielle vekselsteder under kontrol af juntaen, så får man den officielle kurs på mellem 5 og 6 kyat for sin dollar! (Ja, du læste rigtigt!) Så vi måtte som alle andre turister ud på det sorte marked.

Pas på med at veksle på gaden!

Vores hotel ville give kurs 750. Men det måtte kunne gøres bedre, så vi gik på vekseljagt. Der gik da heller ikke andet end en times tid, så havde en lille lokal pige fået øje på os og spurgt, om vi skulle have vekslet. Hun ville give kurs 900. Det lød jo nærmest for godt til at være sandt. Men måske var dette vores ”lucky day”?

Hun gik med tilbage til hotellet og ventede udenfor. Så kom vi ud med 300 sprit nye dollars. Og rundt om hjørnet kom hendes to ”fætre” med lokalpengene. Vi gik lidt hen ad vejen, hvorefter den ene begyndte at tælle pengene, der var pænt bundtede. Alt så ud til at være i den skønneste orden. Men matematiklæreren ville nu alligevel gerne lige selv have lov til at tælle efter, om der nu var de 100.000 kyat i bunken, som lige var blevet talt. Fætrene var ikke meget for at give bunken fra sig. Og ved eftertællingen blev det hurtigt klart hvorfor!

Lige ved at blive snydt

Til sidst stod Rasmus med en kæmpe stak, der var mindst dobbelt så stor som den oprindelige, og der var stadig kun 90.000 i den. Da de 90.000 var talt op, tilbød makkeren at holde pengene, imens næste bunke blev talt. Men Anne Marie opdagede hurtigt, hvor fingernemt han med én hånd både holdt bunken og samtidig foldede halvdelen af sedlerne ind i hånden. Så til sidst endte vi med at droppe vores vekselaftale – endnu en gang belært om (næsten på den hårde måde), at når noget lyder for godt til at være sandt, så er det det som oftest!

Vi endte med at veksle på et af de store hoteller til kurs 800. Men det var vist bedre end at risikere flere studehandler! Vi har snakket med flere MEGET uheldige turister, som faldt for fristelsen til at veksle på gaden. Alle var de blevet overordentlig snydt!

Hverdagslivet i Yangon

I Yangon brugte vi halvanden dag på at gå rundt i gaderne og se på hverdagslivet. Det er en travl by, og der er nok at kigge på. Vi oplevede, at folk generelt er meget venlige og gerne vil i kontakt med os. De siger mest ”Hej” og ”Hvor kommer I fra?” og så tænker de fleste noget over, hvor det nu lige er, at Danmark ligger.

Swedagon Paya

Vi besøgte byens største turistattraktion og Myanmars helligste sted for buddhister; den overdådige Swedagon Paya.

Det er et kæmpe sted og for at være sikre på at få set det vigtigste, betalte vi en guide for at vise os rundt. Og de penge var vidst meget godt givet ud, da vi ellers ikke havde opdaget en tiendedel af alt det, som guiden fortalte og pegede ud for os.

Sjove markedsgader

Centrum af Yangon er opdelt i ”markedsgader”, hvor alle butikker sælger mere eller mindre de samme ting i hele gaden. Der er således ”malinggaden”, ”papirgaden”, ”ventilatorgaden”, ”grydegaden” osv. Vi har især forelsket os i ”madgaden”, hvor der sælges alt mellem himmel og jord af grøntsager, frugt, blomster, fisk og kød.

De fleste burmesere – både kvinder, mænd og børn, påfører sig hver morgen et gult barkudtræk i ansigtet. De gør det både fordi de synes, at det ser pænt ud, men også for at beskytte deres hud imod solen. Nogle af dem har bare en stribe på hver kind, andre er gule i hele hovedet, mens andre igen er malet flot og dekorativt.

Udtrykket ”at få kam til sit hår” har fået en helt ny betydning her i Myanmar. Det er nemlig højeste mode for kvinderne at sætte deres hår op med en plastikkam i stedet for et hårspænde, men så har man jo selvfølgelig også kammen med hele tiden, hvis man skulle få brug for den.