Hviderusland var faktisk et sted, vi på forhånd vidste forholdsvis lidt om. Alligevel var vi sikre på, at det nok skulle blive en rigtig god og interessant tur. Vi elsker at kaste os ud i det uventede, vi elsker at opleve nye steder, og vi ELSKER Østeuropa.

Grundet ændrede visumregler var det nu en reel og nem mulighed at rejse til Hviderusland. Det er et land med meget få turister, og Minsk er derfor også en af Europas mindst besøgte hovedstæder. Samtidig syntes vi, at det lød rigtig spændende at besøge denne del af det tidligere Sovjetunionen, som stadig har så tætte bånd til Rusland. Det måtte vi da bare opleve.

Under anden verdenskrig blev landområdet besat af Tyskland og mistede mere end en tredjedel af befolkningen. I årerne efter krigen blev Hviderusland genopbygget til at blive en af de vigtigste industrizoner i Sovjetunionen. Landet blev selvstændigt, da Sovjetunionen gik i opløsning i 1991.

I dag styres landet med hård hånd af præsident Aleksander Lukasjenko, der ofte omtales som ”Europas sidste diktator”.

Vejrudsigt og håndbagage

Vi havde længe holdt øje med vejrudsigten, og ca. 14 dage før vores afrejse, stod der -25 grader på yr.no. Vi var rystede et øjeblik. Især fordi vi skulle flyve med AirBaltic og kun havde bestilt med håndbagage, da bare én kuffert ville koste os over 900 kr. Det mente vi godt, vi kunne spare.
Men pludselig lød det alligevel tillokkende at pakke skibukserne, som var fast del af uniformen, da vi var i Norge i januar.
Vi havde dog is i maven (ha ha) og så tiden lidt an. Det endte med, at vi var nede på omkring -8, inden afrejse. Så vi skyndte os bare at stikke et par lange underbukser i tasken, og så var vi enige om, at vi måtte købe noget mere tøj, hvis vi fik brug for det.

Levn fra Sovjet-tiden

Hjemmefra havde vi en forventning om, at vi skulle se på masser af gamle sovjetiske bygninger og symboler. Og ja, det kom til at holde meget godt stik.

På den tidligere Leninplads, nu omdøbt til Frihedspladsen, står Lenin stadig rank og stolt foran regeringsbygningen, som er i typisk stalinistisk arkitektur.

Lenin hyldes fortsat som Sovjetunionens fader på trods af, at han har millioner af liv på samvittigheden. Og det vel at mærke af hans egen befolkning.

På samme gade ligger også det store postkontor, hvor hammer og sejl pryder bygningens logo.

Og endnu længere henne ad samme gade ligger KGB’s hovedkvarter, som stadig er i brug i Hviderusland. Landet kaldes ofte Europas sidste diktatur, og der foregår stadig ting, som bryder med menneskerettighederne. F.eks. har vi læst om, hvordan mistænkte pludselig forsvinder, og først efter deres henrettelse, får familierne besked om, at deres kære er afgået ved døden. Vi oplevede heldigvis ikke noget ubehageligt af nogen art, og følte os ikke overvåget, mens vi var i landet.

Skråt over for KGB står en buste af en mandsperson. Vi troede (lige som flere andre turister) at det var Lenin. Så ham skulle vi selvfølgelig have en selfie med. I stedet opdagede vi, at det var Felix Dzerzhinsky (Nå, ham har du heller ikke hørt om???). Felix var ophavsmanden til Cheka, som var forløberen for KGB. Det giver jo meget god mening, at hans “hoved” står her. Så hermed har I os og Felix

På gaden Karl Marx er der opstillet en sovjetisk T-34/85 kampvogn fra 2. Verdenskrig. Den er dedikeret til Den røde hær, som befriede Minsk by under krigen. Kampvognen måtte vi selvfølgelig også forbi for at se. Den lader til at være et af de mest fotograferede monumenter i Hviderusland.

Et andet meget fotograferet sted er gadehjørnet, hvor nyt og gammelt mødes. På toppen af bygningen ses et gammelt sovjetisk relief, mens der neden under er åbnet en KFC-restaurant. Vil du også finde denne bygning, så ligger den meget tæt på den gamle bydel og metrostationen Niamiha.

Den gamle bydel

Minsk har også en gammel bydel. Det er dog lidt snyd, da byen blev bombet så voldsomt under 2. Verdenskrig, at de aller fleste huse er genopført efter krigen – og derfor i princippet ikke er særlig gamle. Derfor virker området også lidt kulisse-agtigt, og det er i vores øjne ikke så flot og hyggeligt som f.eks. den gamle bydel i Warszawa, som har lidt den samme skæbne.

I det nybyggede område ligger der masser af restauranter og barer, ligesom større hoteller og andre vestlige kæder skyder op.

Gennem Minsk, og lige ved den gamle bydel, løber floden Svislach. Det er et flot område og sikkert et dejligt sted at gå en tur om sommeren. Det var dog lidt køligt her sidst i marts.

Ude i floden ligger der en lille ø, som bliver kaldt Island of tears. Man kan gå over en lille bro for at se monumentet for faldne soldater i krigen mellem Sovjetunionen og Afghanistan fra 1979-1989. 

Free walking tour

Fra den gamle bydel tog vi en formiddag en Free walking tour med guiden  Sasha. Hun viste os mange steder, hvor det gav held at røre forskellige statuer og et sted, hvor vi skulle træde på nogle store mønter på jorden, så vi ville blive rige. Vi venter stadig på, at det virker…

Ud over den gamle bydel, tog Sasha os også med på café, da det var så koldt den formiddag, så vi måtte lidt ind i varmen. Her fik vi den dejligste pandekage, som I vil kunne læse mere om i vores Spise med Price indlæg, som er på trapperne.

Sasha var aller mest begejstret, da hun viste os teateret til ballet og opera. Ja, hun lavede ligefrem små hop på stedet, da denne bygning virkelig er hviderussernes store stolthed. Det er også en flot og pompøs bygning, som ligger i en smuk park.

Fra statens side er det besluttet, at de billigste billetter til forestillingerne max må koste 30 kroner. Således har alle hviderussere råd og mulighed for at gå i teateret mindst en gang om måneden. Her i landet satses der altså benhårdt på kulturopdragelse til befolkningen. Sasha var sød at hjælpe andre på turen, som gerne ville købe billetter til en forestilling.

Lee Harvey Oswald

På vores Free walking tour kom vi også forbi lejligheden, hvor Lee Harvey Oswald angiveligt skal have boet i en periode før attentatet på JFK. Han fik en hviderussisk kæreste, hvis far var KGB, hvilket vel kun bringer yderligere brænde til konspirationsteori-bålet. Lejligheden står opgivet som en seværdighed i Minsk, men eftersom det ikke er muligt at besøge lejligheden, så er det alligevel begrænset, hvor meget seværdighed der er over at se en lejlighed nede fra gaden. Vores guide kunne kun fortælle, at der nu bor en sur, gammel mand, som ikke ønsker besøg.
Som et lille kuriosum kan vi fortælle, at vi har set billeder af lejligheden fra andre rejsende . De fleste synes at være af den samme bygning, men der er helt klart ikke enighed om, hvilken lejlighed det rent faktisk var, han boede i.

Vores tur sluttede ved monumentet Victory, der er rejst efter 2. verdenskrig. Det ligger midt i en stor, central rundkørsel på Victory Square.
Det var 3 timer med frisk luft, mange facts og nye steder, som vi ikke havde set før. Klart anbefalelsesværdigt, hvis det er din første tur til Minsk.

Derefter gik vi igen videre på egen hånd, for at opleve endnu mere af Minsk.

Cirkus – nej tak!

Hviderusland er kendt for og har en stolt tradition for cirkusforestillinger. Derfor har man også valgt at gøre en del ud af Cirkusbygningen i centrum af Minsk samt at opstille flere statuer med cirkustema. Vi er dog ikke så begejstrede for cirkus og dansebjørne, så vi nøjedes med at nyde bygningen udefra.

The Pit

Meget tæt på vores lejlighed lå det jødiske monument The pit. Monumentet er anlagt på det sted, hvor 5000 jøder fra ghettoen i Minsk blev skudt på én dag i marts 1942. Mange af ligene blev smidt i en massegrav netop her. Man har ikke svært ved at se, hvad kunstneren har ville genskabe med monumentet, som hedder Den sidste vej. Et sørgerligt og uhyggeligt sted at besøge. Vil du også finde stedet, så ligger det på hjørnet af Vulica Mielnikajte og Vulica Zaslauskaja omgivet af boligblokke.

Museet for den store fædrelandskrig

Flere havde anbefalet os at se Museet for den store fædrelandskrig – altså 2. Verdenskrig. Der er et stort monument udenfor, hvor unge drenge skatede.

Indenfor var museet nyt og moderne. Der var en stor udstilling med militære køretøjer og fly.

Derudover var der alverdens sale i flere etager med forskellige aspekter af krigen. De fleste steder var der tekster på både hviderussisk, russisk og engelsk. Alt i alt var det en fin oplevelse og et must see, hvis man er en historienørd med interesse for 2. Verdenskrig.

Lækker street art

Vi besluttede os også for at gå ud og se street art i den anden ende af byen. Først fandt vi den brasilianske ambassade, hvor kunstnerne Os Gemeos – tvillingerne Otavio og Gustavo Pandolfo fra fædrelandet har sat deres fingeraftryk.

Derefter gik vi videre til gaden Oktyabrskaya (Kastrycnickaja), hvor flere flotte motiver præger gadebilledet. Her er det både brasilianske og  hviderussiske kunstnere, som har dekoreret bygningerne. Og selvfølgelig er Lenin også med.

På bagsiden af en stor fabriksbygning findes verdens (måske) længste street-art udført af kun en kunstner, brasilianeren Ramon Martins. Bygningen er dekoreret med nogle af Hvideruslands truede dyrearter.

Hvis du har svært ved at finde stedet, så prøv at søge på restauranten Enzo. Ønsker du at tage metroen, så skal du stå af på Piersamajskaja

Minsk bibliotek

Efter mørkets frembrud kørte vi med metroen ud til metrostationen Uschod for at se det futuristiske bibliotek. Her er der lysreklamer i alverdens farver hver aften. Derudover ligner biblioteket noget fra det ydre rum, som netop er landet. Man står bare og venter på, at små marsmænd skal komme ud af hoveddøren.

Vi vil blive rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores side på Facebook og følge vores næste rejse til Island i maj.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Minsk blev først udgivet på Two Danes On Tour.