Den sidste dag i Colombia tog vi på Bogotá Graffiti Tour. Vi skulle mødes med vores guide Jay og de ca. 40 andre, der denne dag havde fået samme idé, på pladsen Parque de Los Periodistas kl. 10.

Det var godt at Jay, der oprindeligt var født i Colombia, men som i mange år havde boet i New York, kunne tale højt og tydeligt. Ellers havde det været helt umuligt med så mange mennesker på samme tur. 

DJ Lu

Vi blev straks indviet i Bogotás forskellige graffiti-kunstneres navne, udtryksformer og kendetegn. Især kunstneren DJ Lu fik vores opmærksomhed, og den sidste tid vi var i Bogotá, lagde vi mærke til hans kunstværker over hele byen. 

DJ Lu er uddannet kunstmaler, arkitekt og arbejder som professor ved universitetet i Bogotá. Ud over det er hans identitet skjult. Måske på grund af de meget politiske motiver, som han maler. Således stiller han spørgsmålstegn ved regeringens politik, våbenindustrien og boring efter olie.

DJ Lu’s meget berømte ananas/håndgranater skal sætte fokus på alle de landminer, som stadig findes på landet i Colombia. Han har også et stort hjerte for hjemløse og taler deres sag gennem sine motiver.

La Candelaria

Vi vandrede nu i samlet flok til området La Candelaria, hvor nogle af de mest ikoniske graffiti-malerier i Bogotá findes.

Problemet er, at bystyret i Bogotá i øjeblikket prøver at rydde op i det fredede område. De gamle kolonistilsbygninger bliver renoveret, så de fremstår flotte og autentiske overfor turisterne. Det betyder, at der hver uge er fantastiske grafitti-malerier, der går tabt, fordi de bliver malet over af kommunes medarbejdere.

Det vil graffitimalerne selvfølgelig ikke finde sig i, så i ly af nattens mørke, forsøger de at tage byen tilbage. Med andre ord: De billeder vi har fotograferet, kan altså allerede være væk. Til gengæld er der helt sikkert dukket noget andet op.

Politidrab og lovlig graffiti

Efter et politidrab på en 16-årig graffitimaler i 2011, er det ellers blevet lovligt på udvalgte bygninger at male graffiti.

Mange butiks- og husejere ønsker også flotte værker på deres bygning og bestiller selv en graffitimaler. Det kan man måske undre sig over, men alternativet er de mange tags, som blot skæmmer bygningen. Så hellere komme det i forkøbet og samtidig øge værdien af huset ved at få en kendt kunstner til at udsmykke det. Der er nemlig en uskreven regel blandt graffiti-kunstnere: Aldrig tegne oven på andres værker. 

Graffiti-kunstnere fra hele verden

Bogotá er et af de vigtigste steder i Sydamerika for street art, og mange berømte graffiti-kunstnere fra hele verden kommer forbi for at sætte deres farverige præg på byen.

Nogle bliver hængende i længere tid, når de falder for byens charme, dens muligheder for at male og det store fællesskab der er i graffitimiljøet.

Andre arbejder sammen med lokale kunstnere eller underviser på byens folkeskoler, da graffiti er blevet en fast del af Bogotá på lige fod med andre kunstarter.

Vi kan på det varmeste anbefale Bogotá Graffiti Tour. Det var meget informativt og interessant at gå med på denne tur, hvor vi også fik insiderviden om overnatning, restauranter mv. Jay var en guldgrube af viden og en fantastisk guide.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget På graffiti-tur i Bogotá blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vores to sidste dage i Colombia blev tilbragt i downtown Bogotá. Her besøgte vi blandt andet et par museer for at se nærmere på kunstneren Botero og nogle af landets store forekomster af guld. 

Vi tog bybussen fra vores bydel Nueva Granada, som vi fortalte om i sidste indlæg, og ind til centrum. Det er billigt at køre med bus, men sørg for at få et sæde, eller hold godt fast, for de kører råddent!

I bussen kom Anne Marie til at sidde ved siden af en ældre dame, som straks rådede os til at passe godt på vores ting og penge. Det var rigtig sødt af hende, men vi oplevede heldigvis ingen lommetyve – hverken i Bogotá eller på resten af vores tur rundt i Colombia.

La Candelaria

Den første dag bevægede vi os rundt i det mest centrale af Bogotá. Men snart fandt vi det hyggelige kvarter La Candelaria, som er den ældste og smukkeste del af byen.

Museo Botero

Her besøgte vi Museo Botero, som har gratis adgang for alle hver dag. Allerede i Medellin havde vi snuset til Fernando Botero i form af skulpturer. Men nu var det mest billeder, vi kiggede på. De er jo super skøre med fede dyr, mennesker og frugter. Blandt andet var der Botero’s udgave af Mona Lisa.

Aller sjovest var det faktisk at læse titlerne på billederne – så kan man lidt spansk, er det hermed en opfordring.

På sine ældre dage er Botero også gået hen og blevet mere politisk i sine motiver. Det er også et studie værd.

Museet praler af kunstnere som Dali, Monet, Degas, Matisse og mange flere, men de fleste kunstnere har kun bidraget med et eller to billeder og klart ikke deres bedste eller mest kendte værker. Vi må sige, at denne del af udstillingen kan man godt springe over, og så nøjes med at koncentrere sig om Botero. 

Museo del Oro

Vi lagde også vejen forbi guldmuseet: Museo del Oro. Det har åbent hver dag 9-18, dog ikke mandag. Søndag er det gratis, men skulle du ikke være i Bogotá på en søndag, så fortvivl ikke… billetprisen de andre dage er 4.000 pesos – Ca. 10 danske kr.

Er du interesseret i en rundvisning på engelsk, så er det kl. 10 og kl. 16.

Museet er udråbt som et af Sydamerikas bedste guldmuseer. Det har med 55.000 genstande verdens talrigeste samling af guld, og alle roser det til skyerne.

Måske netop derfor var det for os lidt skuffende. Vi havde forventet endnu mere end det, vi så. Men gå forbi, tag det som en oplevelse og sæt ikke forventningerne lige så højt som os.

Plaza de Bolivar

Sidst men ikke mindst kom vi også forbi den store Plaza de Bolivar, hvor de smukke gamle bygninger Capitolio National, Catedral Primada og Palacio Justicia ligger. 

Har man et par dage i Bogotá, vil vi gerne anbefale, at man også udforsker nogle af alle de lækre restauranter, som byen byder på.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Downtown Bogotá med guld og Botero blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Mange havde på forhånd sagt til os, at Colombias hovedstad Bogotá ikke var et besøg værd. “Bogogtá er uinteressant, Bogotá er farlig, Bogotá er kold” – Det sidste fik de så sandelig ret i! Skide kold og indimellem regnfuld.

I begyndelsen af denne ferie fløj vi flere gange via Bogotá lufthavn – dog uden at gå ud af terminalen. Vi tog hurtigt videre til andre byer og naturområder. Men her sidst på ferien var vi alligevel blevet så nysgerrige på hovedstaden, at vi bookede 4 nætter på det lille hotel La Santa Maria. Det lå ca. en halv time med bus fra down town på Calle 65 # 5 – 50 Chapinero Alto.

I Minca havde vi mødt en sød, ung kvinde fra Bogotá, som havde hjulpet os i forhold til hvilket område, vi skulle vælge at bo i. Hendes råd var at bo mellem Calle 53 og 72, og et Carrera-nummer lavere end 9. (I Bogotá går Calle øst-vest, mens Carrera går nord-syd)

Vi faldt straks for vores nye kvarter Nueva Granada. Det er Bogotás Østerbro med masser af hippe caféer, restauranter og vintagebutikker. Og så er det et sikkert område at gå på gaden i – også efter mørkets frembrud.

Vi kan også anbefale området La Candelaria som er et charmerende kvarter med de ældste kolonistilshuse i Bogotá. Området ligger i gåafstand fra downtown. Her er der både små hoteller og omkring 70 forskellige hostels at vælge imellem. Så vil man bo tæt på det hele, er det La Candelaria, man skal bosætte sig i.

Den hængende have

I de sidste år er der på alle måder blevet ryddet op i Bogotá. Politiet har sikret en stor del af byen, så det er sikkert for både lokalbefolkningen og for os, der kigger forbi i et par dage.

Derudover har man også kigget på forurening af byen. For at skabe bedre luft i en overfyldt by, har man fundet på at lave en hængende have på et stort boligkompleks.

Den første dag udforskede vi Nueva Granada på “gåben”. Vores mål var netop “de vertikale, hængende haver” som hen over sommeren også var blevet beskrevet i danske medier.

Vi forsøgte at komme op i bygningen samt de nærliggende, men uden held. Vagterne turde ikke lukke os ind, og vi var nok ikke de første, som stod og bankede på for at se det hele lidt fra oven. Vil du også se bygningen, så finder du den på Calle 76 # 4.

Catedral de sal

Dagen efter kørte vi med taxa til området Usaquén, hvorfra vi tog en bus til byen Zipaquirá. Her ligger der en gammel saltmine, som nu ikke er i brug længere. Til gengæld er der blevet bygget en katedral i den gamle mine: “Catedral de sal”. Vi købte billetter, som var rimelig dyre (50.000 pesos), og tog med på en guidet rundvisning på engelsk.

Vi har tidligere besøgt saltmine-katedralen ved Krakow i Polen. Den var vi ret imponerede over, så denne katedral skuffede lidt. Har man før besøgt en mine og ikke har nogen særlig interesse i præcis denne mine eller i den katolske kirke, så kan man måske godt springe denne turistattraktion over.

Til gengæld kunne vi meget godt lide byen Zipaquirá og dens fine torve og pladser, så hvis man alligevel vover sig herud, så er det et udmærket besøg. Og som bonusinfo så serveres der i byen meget smagfuld, helstegt pattegris.

Søndagsmarked i Usaquén

På hjemvejen gjorde vi et stop i Usaquén, hvor der er et fint “kunstnermarked” hver søndag med masser af brugskunst, tøj og økologiske fødevarer. Anne Marie nåede at bruge næsten alle vores kontanter på markedet. Men som Rasmus så fornuftigt sagde: “Så behøver vi da ikke at tage stilling til, om vi skal med taxa eller bus hjem, for vi har kun råd til bussen…” 

Vil du vide mere om, hvor vi rejser hen, og hvad vi oplever, så følg os på Facebook, hvor vi kommer med opdates og billeder, når vi er på farten. Senest har vi været i Warszawa, og næste stop er det nordlige Norge.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Goddag til Bogotá og besøg i en saltmine blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Efter 4 timer i en bus og en halv time i taxa, havde vi flyttet os fra varme, varme Cartagena til lidt mere moderate temperaturer i den lille bjergby Minca.

Minca og det omkringliggende område har i mange år været styret af bevæbnede guerillatropper. Men nu er det igen sikkert for turister at besøge området, som i løbet af få år har udviklet sig til en backpacker-magnet. Her er masser af guesthouses og hostels, yoga-retreats og små restauranter med internationalt køkken. Vi anbefaler Lazy cat, som ligger midt på hovedgaden.

På fugletur ved Minca

Derudover kommer folk for at se det bjergrige landskab, de smukke vandfald og de små traditionelle kaffefarme. Og så er der selvfølgelig nørder ligesom os, som er på udkig efter områdets dyreliv.

Det lille vandfald Pozo Azul i nærheden af Minca

Især fugleområdet, højt over Minca, El Dorado er meget berømt, og vi ærgrede os over de meget høje priser på ture dertil. Ja, de var så vilde, at de på ingen måde matchede et backpacker-budget.

En af dagene mødte vi tilfældigt et hollandsk par, som netop kom derfra og de fortalte, at det slet ikke var sæson lige nu. (Det havde deres rejsebureau bare lige glemt at fortælle dem inden afrejse…) I stedet skal man tage dertil i november/december måned. De havde betalt “en bondegård” og kun set meget lidt. Så nu havde de bedt deres chauffør om at køre dem ned til Minca, hvor de havde hørt, at der var mere held. 

Og held håbede vi også på. Vi havde længe ønsket os at se en flot tukan. Vi har flere gange set forskellige tucanetter, men denne gang skulle det være en ordentlig sa… Ja, vi ved godt, at vi så et pragteksemplar i Amazonas, men der er altså flere forskellige underarter. Kølnæbbet tukan lever bl.a. her i det nordlige Colombia. Det er den med det seje grønne, røde, orange og blå næb, som de fleste mennesker forbinder med ordet tukan.

Så op kl. 5.30 (hvornår lærer de skide fugle egentlig at sove længe?) og af sted på guided tur for 25.000 pr. person. Vi havde ikke gået langt før vores guide Jeferson løb i forvejen. Han havde selvfølgelig hørt, hvad der ventede os forude.

To fine tukaner satte sig på en gren over vores hoveder. Men ikke længe efter fløj de ud og satte sig helt perfekt i et gammelt vissent træ, hvor vi rigtig kunne nyde synet af dem og høre hvordan de snakkede sammen. Det var den perfekte morgen, og det bedste skud vi nogen sinde har fået af en tukan!

Varme Santa Marta

Og da den var i kassen, gik turen igen mod kysten til varme, varme Santa Marta, hvor vi fik sommerens bedste solnedgang.

Ellers er byen mest kendt som gateway til den meget kendte Tyrona Nationalpark. Men for os rimede det ikke så godt på sindssyg varme og en sørøver med et træben (Anne Maries dårlige knæ). Så vi nøjedes med en bustur til det lille søvnige fiskerleje Taganga.

Tidligere var det et backpacker-paradis, men grundet masser af narko er tiden løbet fra stedet. Og snart løb vi hjem i poolen på hotel Nueva Granada for at blive kølet af i heden. Men er du til en dag ved stranden eller til dykning, så kan det stadig være noget for dig.

Mange har et lidt anstrengt forhold til Santa Martha og ser det som en varm, støvet og uinteressant by. Vi forsøgte dog at få det bedste ud af byen og listede rundt for at finde byens sjæl, inden turen for os gik til vores sidste destination i Colombia: Bogotá.

Vi bliver rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kan du følge med, når vi er på tur, og når vi poster nye blogindlæg.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Minca og Santa Marta blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Stor, varm, voldsom, turistet – og smuk! Det var vores første indtryk af Cartagena, en millionby i spansk kolonistil, som ligger på kanten af Det caribiske hav.

Alle, vi på forhånd havde spurgt om byen, sagde: “Cartagena? Oh, it’s hot! But beautiful”. Og de fik fuldstændig ret.

Vi bosatte os i det gamle centrum på det lille hyggelige hotel Casa Alejandría. Det lå perfekt og var en fin base for ture rundt i byen.

Vi fandt hurtigt ud af, at det var om at stå tidligt op, da det som omtalt blev ulidelig varmt op ad formiddagen! Så krøb vi på værelset under aircon’en og vågede os først sådan rigtig ud på gaden igen hen på eftermiddagen – ja, altså lige med undtagelse af, når vi sneg os ud midt på dagen til en omgang frokost.

Las Murallas

Den gamle bydel er omgivet af en tyk mur Las Murallas, som er bygget for at forsvare byen mod angreb fra fjender. Det tog næsten 200 år at bygge muren, og undervejs blev den flere gange ødelagt af både stormvejr og pirater. Men nu står den der: stor, bombastisk og næsten intakt.

Plaza de los Coches

Plaza de los Coches, med det karakteristiske gule klokketårn, var tidligere markedsplads for slavehandel. Her blev der tinget om slaver, efter de var bragt i land fra store skibe fra Afrika. Penge skiftede hænder og mennesker skiftede ejere, hvorefter de blev ført ud til områdets fincaer, for at arbejde i markerne. (En finca er en slags farm eller ranch, hvor der dyrkes afgrøder og holdes kvæg).

Det var trist at læse om denne skæbne, som overgik i 1000-vis af uskyldige mennesker. Og deres efterkommere går i dag rundt på pladsen som en naturlig del af gadebilledet. Den største del af befolkningen langs den Caribiske kyst i Colombia er således af afrikansk oprindelse.

Både om dagen og om aftenen var der sang, dans og musik på Plaza Bolívar. En fin oplevelse for os og en MEGET varm oplevelse for danserne…

Mange turister har et had-kærlighedsforhold til Cartagena. Den gamle bydel er ret turistet, og går du lige på Alfa-vej, så møder du masser af unge mænd, som henvender sig for at sælge Panama-hatte og cubanske cigarer. Og man kan føle sig helt hensat til Cuba, som vi også holder meget af.

Men bevæger du dig lidt ud i sidegaderne kan du få det hele for dig selv. Så for os blev Cartagena kun til kærlighed.

Følg gerne med på Facebook Two Danes On Tour, hvor vi lægger billeder op, når vi er på rejse og poster nye indlæg fra bloggen.  

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Cartagena – varm og vidunderlig blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Efter ankomsten til ferieøen San Andrés i Det caribiske hav, dobbelttjekkede vi færgeafgangen til den endnu mindre ø Providencia, hvor vi havde booket 5 overnatninger.

På internettet havde Rasmus læst, at færgen havde afgang kl. 8, men nu fik vi at vide af de lokale, at færgen ville afgå kl. 6.30, og at vi skulle være der 1½ time før!!! Så op kl. 4.30, pakke et par småting og så ud på gaden i bælgragende mørke og på gåben ned til havnen. Kun for at opdage, at ALT var lukket, og at der intet skete!

Nå, ja, hvad gør man så??? Tilbage til hotellet, sove en time mere og så gentage scenariet fra før…

Denne gang var det det rigtige tidspunkt (det er nu smart det internet), og vi fik købt billetter til katamaranen. 

Billetterne kom sammen med to poser vand og to søsygepiller, samt et godt råd om at spise morgenmad. En lokal mand kiggede ud over havet og sagde, at det så stille ud i dag, så det skulle nok blive en fin og hurtig tur.

Katamarantur from hell

Lidt i 8 var der afgang, og så snart vi var ude af havneområdet, vågnede vi for alvor! Katamaranen sejlede op imod bølgerne, slog hårdt ned og vippede fra side til side. Welcome to a boat ride from hell!

Det var som at køre i ruchebane i Tivoli i over tre stive timer i træk uden mulighed for at stå af undervejs… En dame skreg ved hver en bølge det første kvarter, men så holdt hun heldigvis kaje – ellers havde turen føltes endnu længere! Og nu gav det pludselig mening, hvorfor alle fik udleveret søsygetabletter…

Heldigvis var der ikke så mange passagerer med båden, så vi fik 5 sæder hver, hvor vi kunne ligge udstrakte med sikkerhedssele på. Den var uhyre effektiv, for den fik os nemlig tilbage i sædet, hver gang vi lettede, efter at have ramt en bølge.

Da vi endelig nåede Providencia, skulle vi af båden, men da der var lavvande, lå den lavt i forhold til havnekajen. To mænd gav Anne Marie en hånd med at komme op, og på en eller anden måde fik hun knaldet sit knæ ind i molen – AV AV AV!

Rasmus siger, at det ser ud som om Anne Marie går med træben ligesom en sørøver. Tak for den sammenligning!
Nå, jamen så tillykke med fødselsdagen da. Denne dag kan vist kun blive bedre fra nu af…

Skønne Providencia

Providencia er en meget grøn og frodig ø, som stadig har sin charme i behold (Modsat San Andrés, som er colombianernes Ibiza.) Her må kun bygges i to etagers højde. Der lander ingen fly efter kl. 18. Grunde må ikke sælges til udlændinge. Og man forsøger kun at sælge til folk fra øen.

Lokalbefolkningen er hovedsageligt efterkommere af slaver, så man føler sig næsten hensat til Afrika. Både San Andrés og Providencia var oprindeligt britiske kolonier. I 1928 blev det endeligt besluttet, at øerne skulle høre til Colombia på trods af, at de ligger meget tættere på Nicaragua.

Her tales to officielle sprog: engelsk og spansk samt den lokale dialekt af kreolsk. Det sidste er en blanding af både engelsk, spansk, lyde, forkortelser og slang, så det har vi fuldstændig opgivet at forstå.

Øen er vulkansk, med høje bjerge i midten. Det er muligt at vandre til The Peak – men selvfølgelig ikke med et træben…! Fra toppen skulle der være en fantastisk udsigt ud over øen og havet.

På scooter rundt på øen

Der er én “hovedvej” hele vejen rundt om øen. ALLE ejer en scooter eller en motorcykel, og vi så ikke én eneste styrthjelm på hele øen. Måske skyldes det, at vejene er så hullede, at man aldrig rigtig kommer op i fart? Vi lejede således også en scooter i to dage, da vi ellers var afhængige af taxaer hele tiden (som for de flestes vedkommende også er motorcykler).

Det har været lidt en udfordring at køre rundt, da vi ud over vejbump og andre scootere, også har skulle navigere uden om hunde, køer, krabber og leguaner.

Og a pro pos leguaner, så har vi fundet ud af, at det er en delikatesse her på øen. Da vi gjorde stop ved en lille restaurant for at indtage frokosten, kunne vi således vælge mellem suppe, snegle og leguan. Vi valgte suppen. For vi synes nu både at leguanerne og firbenene her på øen er så fine.

Santa Catalina

Fra Providencia kan man via Kærlighedsbroen gå over til øen Santa Catalina. Her er scootere og motorcykler forbudt. Vi gik til den lille strand Fort Beach, hvor vi tog en snorkeltur, uden at der var noget videre at se.

Da vi gik tilbage henover Kærlighedsbroen så vi til gengæld 15 ørnerokker lige under os – så de er her!

Snorkeltur til Crab caye og Three brothers

Derfor bookede vi en snorkeltur til de nærliggende øer Crab caye og Three brothers. Vandet var perfekt turkist, som man kun kan forestille sig det i Det caribiske hav og dejlig lunt – lige noget for os.

Vi havde i alt 4 snorkelstop, hvor vi først svømmede med 3 skildpadder og et par rokker. Lidt senere spottede vi også en nurseshark, og ellers var der mange flotte fisk og koraller. En rigtig fin morgen på havet.

Colombias uafhængighedsdag

Den sidste dag vi var på øen, fejrede hele Colombia uafhængighedsdag fra Spanien. Vi kørte tidligt ind til Town, så vi stod klar i centrum, da optoget kom forbi.

Det var fantastisk at se alle pigernes smukke frisurer, som var helt særlige i dagens anledning.

Tilbage til San Andrés

Og så lige lidt om, hvordan vi kom fra øen igen – for det skulle selvfølgelig også nå at blive ret interessant!

Vi skulle være ved katamaranen kl. 13.30, men allerede omkring kl. 11, kom vores vært Kildren hjem og fortalte, at han havde hørt fra en taxachauffør, at katamaranen ikke sejlede denne dag pga. vejret. Og vi havde et fly videre fra San Andrés næste morgen kl. 9, så vi var ret afhængige af at komme fra øen denne dag.

Vi pakkede derfor hurtigt og drønede i lufthavnen. Her var der selvfølgelig frokostpause, så den eneste mand, som kunne udstede billetter, var taget hjem for at spise . Efter en del venten kom manden tilbage. Selvom Rasmus, som han havde fået besked på, fortalte, at han kendte Kildren, så kunne vi kun komme på venteliste, for de sidste to billetter var afsat til en pr. telefon. Kildren dukkede op igen, men heller ikke han kunne få overtalt sin kammerat til, at vi skulle have billetterne. Han turde ganske enkelt ikke overrule damen fra billetkontoret.
Som afgangstiden nærmede sig, spurgte Kildren, hvor længe vi skulle vente på de sidste to. Kammeraten sagde, at han lige ville høre damen fra kontoret og nævnte samtidig hendes navn.

Så faldt 10-øren for Kildren, og det gik op for ham, at det var hans veninde, han tidligere på dagen havde ringet til og sagt, at hvis der var flere billetter, så skulle han bruge to. Kammeraten kiggede lidt skeptisk på Kildren, men efter at have fået det bekræftet, at billetterne var til ham, så fik vi de sidste to billetter væk fra Providencia den dag.

Som Anne Marie plejer at sige: “Ting løser sig”.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Caribisk stemning på Providencia blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi havde flere steder læst om den lille, smukke by Jardín, så det blev næste stop på vores tur rundt i Colombia. 3½ time med bus sydpå fra Medellin og så stod vi midt i Andesbjergene.

Vi hoppede af bussen midt på byens torv, og blev nærmest blæst omkuld af alle farverne samt byens smukhed og ro. Vi var med det samme klar over, at vi var kommet til det helt rigtige sted!

Men også omgivelserne omkring den lille by er spektakulære og grunden til, at mange lægger vejen forbi.

På jagt efter Cock-of-the-rock

Den første morgen stod vi op kl. 04.45 for at se den fantastiske fugl Andean Cock-of-the-rock, eller som den hedder på dansk: Rød klippehane.

Vi så den også sidste år i Ecuador, men det kunne nemt tåle en gentagelse. Især fordi Jardín er det sted i verden, hvor fuglen er nemmest at se, og hvor man kan komme aller tættest på. Tilmed var det også meget billigt!

Lige uden for byen ligger der et revir, hvor hannerne mødes hver morgen og aften for at vise sig frem for damerne. Det er en dame, som ejer området, og hun bor på stedet. Ja altså, det er ikke hende, de viser sig frem for! Men man kan lave en aftale med hende, så lukker hun op for porten kl. 5.30 om morgenen mod en betaling på 25 kr. pr. person. Det er altså rørende billigt.
Vi mødte også nogle, som havde været der om eftermiddagen. De havde set to fugle meget langt væk, mens vi så en 10-12 stykker helt tæt på.

Gul-ørede papegøjer

Dagen efter havde vi lavet en aftale med Guillermo fra Aramacao Tours. Så op igen kl. 4.45! Han ville tage os med op til “Reserva natural de las aves loro orejiamarillo”, hvor man om morgenen kan være heldige at se den endemiske gul-ørede papegøje. Den findes kun 4 steder i Colombia og er på listen over truede fuglearter.

Det tog en god time at køre derop i en gammel Landrover fra 1976. Og lige som vi gik det sidste lille stykke op til fuglestationen, kom ca. 30 papegøjer flyvende hen over hovederne på os. De 7 satte sig i et træ og begyndte at spise – det var fedt at høre, hvordan de gnaskede frugter i sig.

Efter en halv times tid fløj papegøjerne videre, og så var det tid for os til at se på andre fugle. Bl.a. var der masser af forskellige kolibrier, og de er jo altid sjove at kigge på.

Den ene art sværdkolibrien har rekorden som den fugl med det længste næb i verden i forhold til dens kropslængde. Det er den eneste fugl, som kan drikke nektar fra planten engletrompet, da blomsterne er så lange.

Dagens overraskelse

Vi gik ned ad vejen for at kigge efter andre arter. Guillermo viste os en smal revne i bjergsiden, som man kunne kravle igennem, og da vi kom ud på den anden side, sad der en ugle i en høj bregne. Det var klart dagens overraskelse.

Efter lidt morgenmad gik vi nu nedad de næste par timer, spottede fugle hele vejen og nød udsigten. Alt i alt var vi afsted i 9½ time og så omkring 35 forskellige arter, så det var en god dag.

Kommer du til Jardín og er du interesseret i fugle, så er Guillermo helt sikkert den rigtige at kontakte! Du kan skrive til ham på Whatsapp: +57 305 3184585 eller finde ham på Facebook: Aramacao Tours.

Gider du derimod ikke at lede efter fugle, så fortvivl ikke. I området kan du besøge flotte vandfald til fods eller på hesteryg, og de laver efter sigende Colombias bedste kaffe og har derfor også guidede ture til kaffefarmene, hvor man ser hele processen og får smagsprøver. Det kan Guillermo også hjælpe med. Og som bonus taler han engelsk!

En sjov ridestil

En dag imens vi sad udenfor en café på torvet og vippede på stolen op imod muren, som man gør i Jardín, så opdagede vi, at man i Colombia har en helt særlig ridestil – altså en gangart, som vi ikke kendte til. Den hedder Paso fino colombiano. I kan lige se en lille video, som vi har filmet i Jardín, og ellers kan der søges mange flere videoer på YouTube, hvis det skulle have nogens interesse. Det ser i hvert fald ret vildt ud, når hestene kommer ridende sådan ned ad gaden.

Nu kommer det nok ikke som den store overraskelse for de af jer, der er bekendte med vores manglende viden om heste, men vi troede faktisk de første gange, vi oplevede gangarten i gaderne, at de ikke rigtigt havde styr på krikken og var ved at ride den til. Eller at den steppede sådan for ikke at falde på de våde brosten. Men sådan kan man jo blive klogere.

Farverige Jardín

Den sidste dag blev brugt i selve Jardín, hvor vi listede rundt i byen og tog billeder af de farverige huse og dens indbyggere. I får lige en lille stemningsbilledserie:

Alt i alt var Jardín et fantastiske bekendtskab for os – og indtil nu vores yndlingssted i Colombia. Her er også en skøn temperatur i forhold til Amazonas og Los Llanos!

Skulle du komme forbi, så vil vi gerne anbefale det lille hotel Sgt. Peppers. Damerne, som arbejdede der, var utroligt søde og hjælpsomme. Kan du få det øverste 4-mandsværelse, så har det en fin udsigt!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Smukke Jardín blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Efter 2 uger i gummistøvler blev det tid til lidt storbyferie. Vi havde valgt at gøre et stop i den grønne, venlige og meget moderne by Medellin. Men venlighed og imødekommenhed har langt fra altid været byens varemærke.

Medellin var tidligere en af verdens aller farligste byer på grund af bandekrige, narkokarteller og ikke mindst berømte og berygtede Pablo Escobar. Men grundet en kæmpe indsats fra den colombianske regering med politiet og militæret i spidsen samt hjælp udefra, er det lykkedes at ”generobre” byen samt gøre den til en fredelig storby med 4,5 millioner indbyggere med opland – altså fredelig efter sydamerikansk standard.

Metro og svævebaner

Vi havde valgt at bosætte os på hostelet Black Sheep, da det lå super centralt i forhold til metrostationen Poblado. Metroen er virkelig byens stolthed, og lokalbefolkningen passer rigtig godt på den – så ingen graffiti eller hærværk her.

Indtil nu er der bygget to metrolinjer samt flere svævebaner, som forbinder den meget lange og til tider ret stejle by.

Da vi ankom til Black Sheep kl. 23, var der liv og glade dage med ”umchi umchi” for fuld udblæsning! Vi kiggede lige på hinanden og overvejede et øjeblik, om vi måske var vokset fra hostelverdenen? Men da vi, efter et besøg hos vores veninde Dianas gode venner Mabel og Leon (som nu også er vores gode venner), kom hjem godt ud på natten, var festen døet ud.

Dagen efter fik vi de hyggelige og informative snakke med de andre rejsende, som vi havde eftersøgt, så vi er ikke helt blevet for gamle til at bo på hostel – endnu.

Parque Botero i centrum af Medellin

Efter en fin nats søvn og vores første varme bad i Colombia, var vi klar til at kigge nærmere på centrum af Medellin. Her ligger den meget berømte park ”Parque Botero”, hvor bysbarnet Fernando Botero har udstillet en del af hans meget karakteristiske skulpturer. Vi måtte selvfølgelig en tur forbi for at forevige os selv sammen med nogle af de fede skulpturer.

Medellin botaniske have

Vi aflagde også et besøg i byens botaniske have, hvor en stor leguan havde indtaget nogle besøgenes tæppe, til stor morskab for alle.

Det største tilløbsstykke var måske dette sprinkleranlæg uden for haven, som kunne afkøle varme sjæle – inklusiv AM.

Guidet tur til Comuna 13

En anden stor turistattraktion er Comuna 13. Et område af Medellin, som tidligere var fuldstændigt ”no-go” for andre folk end dem, der boede der samt FARC, som styrede området. Hvis vi skal sammenligne det med noget, minder det lidt om en favela som i Rio de Janeiro, på nær at her i Comuna 13 er de fleste huse bygget af mursten modsat i Rio, hvor mange af husene var flækket sammen af brædder.

Comuna 13 var tidligere nærmest uovervindeligt, da der kun er én vej ind i området. Den vej kunne nemt beskyttes af snigskytter, som var placeret højere oppe.

Mange af dem, som boede der, havde intet med konflikten imellem FARC og regeringen at gøre. De var fanget i et drama, som de ikke kunne komme ud af. De blev presset til at betale beskyttelsespenge, og de måtte se til, mens deres sønner enten blev rekrutteret af FARC, eller blev nød til at flytte (flygte) væk.

Der var derfor jubelråb og viften med hvide flag og lommetørklæder den dag, da det lykkedes politi, militær og specialstyrker at generobre området. Det tog dog yderligere et stykke tid, inden hele bydelen blev befriet fra bander og narkohandlere. En frihed, som befolkningen nu nyder godt af.

Masser af street art

Flere graffiti-tegnere har skildret vejen til frihed på væggene i Comuna 13. Nogle af dem er i dag ret berømte for deres værker og deres tegnestil.

Seje rulletrapper

Efter befrielsen af bydelen blev der lavet en undersøgelse, som viste, at størstedelen af beboerne i området var ældre mennesker. De stejle gader var et problem i forhold til deres bevægelsesfrihed, og derfor blev det besluttet, at forsyne bjergskråningen med rulletrapper. Ret smart!

Møde med selveste Bill Clinton

Så dem skulle vi selvfølgelig også ud og prøve. Og mens vi kørte rundt på dem, ja så kom selveste Bill Clinton forbi. Han var også lige ude at prøve trapperne Vi ventede lidt på, at Bill drak en kop kaffe, og så kom han op til den etage, som vi stod på. 

Han var super imødekommende over for alle og ville gerne lade sig fotografere. Og mens vi stod der, så tænkte Anne Marie, at hun da lige kunne fortælle Bill, at vi var fra Danmark. Bill begyndte straks at rose Danmark og danskerne i store vendinger. Han fortalte, at han ofte rejser til Skandinavien om sommeren og elsker både København og Stockholm. Han havde dog ikke nået forbi denne sommer.

Da vi efterfølgende fortalte vores ven og rejsefælle Martin om vores møde med den tidligere præsident, mindede han os om, at vi da også så ham for tre år siden, da vi var i den indonesiske del af Borneo. Dengang nåede vi bare ikke at tage et billede, da han susede forbi i en speedbåd. Men hvad er lige chancen for, at man møder den mand to gange i løbet af sit liv??? Og så i hver sin ende af verden. Men han må jo være interesseret i de samme steder som os.

Vi bliver rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her vil du kunne se, når vi er ude og rejse, og når vi udgiver nye blogindlæg. Du er også altid velkommen til at stille os rejserelaterede spørgsmål, som vi svarer på med glæde.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Medellin og Bill Clinton blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi er taget LANGT ud på landet i Colombia. Som i MEGET langt ud. Ja, nogle gange overgår virkeligheden ligefrem fantasien! Vi havde godt nok forsøgt at google stedet, men alligevel blev vi overraskede over vejen her til området Los Llanos, som på dansk betyder sletterne.

Først fløj vi fra Leticia via Bogota til Yopal. Næste formiddag hoppede vi på en bus til Paz de Ariporo, det tog 1½ time. Når vi kiggede på kortet, forventede vi, at den næste bustur ville tage ca. samme tid, men der blev vi igen overraskede. Da de ca. 1½ time var gået, blev asfaltvejen til en grusvej – en ujævn en af slagsen. De andre passagerer fortrak ikke en mine, mens bussen skrumlede langsomt afsted. Da der var gået yderligere 1½ time blev grusvejen til et hjulspor, og nu gik det for alvor langsomt! Efter ca. i alt 4 timer i denne varme sardindåse blev vi endelig sat af midt på hjulsporet. Men her stoppede trængslerne ikke.

Efter 10 minutters venten kom en lille lastbil med lad for at hente os og to andre passagerer fra bussen. Da de var lokale, fik de ladet, mens vi klemte os sammen på passagersædet. Og nu gik det humpende og bumpende ned ad et mudret hjulspor, til vi omsider nåede ranchen Juan Solito, som vi havde booket tre nætter på.

Tre nætter på ranch i Los Llanos

Altså nu lyder ranch jo så fint – vi har selvfølgelig indlogeret os på det billigste værelse, som mest af alt minder om en sovesal, men vi har dog eget badeværelse, hvor der bor en lille frø, som kan kravle lodret op af væggen i brusenichen.

Og hvorfor er vi så taget helt her ud på landet? Det er vi, fordi her er et rigt fugle- og dyreliv. Vores største forhåbning er at se en myresluger. Her i Colombia findes der to arter – den store og den lille. Og i modsætning til i Amazonas, bliver dyrene her ikke jagtet af mennesker, så de er ret tillidsfulde, og man kan således komme forholdsvis tæt på.

Okay – det var måske lige lovlig tæt på! En hjort har kastet sin kærlighed på ranchen og kommer der hver dag for at hilse på og blive klappet.

Fugle for alle pengene

Den første morgen vågnede vi til et kæmpe regnvejr og var derfor godt klar over, at dagens bådtur ville blive aflyst.

Men pludselig kl. 10.30 klarede det op, og så var det afgang. Nu blev det pr. båd over floden og så på en vogn bag på en traktor, som kunne trække os gennem dette uvejsomme terræn.

Denne tur skulle blive en perle hvad angår fugle. Vi giver jer her et par af dagens skud:

Lyserød skestork

Jabiru

Amerikansk skovstork

Rød ibis

Prærieugle

Kapivarer, brillekarimaner og en anakonda

Men dagen bød også på andre dyr. Anne Marie så sin første kapivar, som er verdens største gnaver. Den kan veje næsten 70 kg, og så lever den både på land og i vand. Den kan holde vejret under vandet i små 5 minutter, den har svømmehud imellem tæerne, og så kan den gå på bunden lige som flodhesten. Sejt dyr, hva’?

Vi så også brillekaimaner og en ca. 3½ meter lang anakonda.

Bådtur med sjove brøleaber

Næste dag kom vi på bådtur og blev beriget med en skildpadde og de altid sjove brøleaber, som vi kun hørte i Amazonas, men ikke kom til at se før nu.

Los Llanos er lig med cowboy

Hvis man skal have levet sin indre cowboy ud, så er det her stedet. Kæmpe græssletter og masser af heste og køer. Alle synes at kunne ride og kaste med lasso.

Bare for lige at sætte streg under, at det her område er for de rigtige mænd, så skulle en af farmens ansatte hjem og på vildsvinejagt – det er måske ikke så macho endda, men ham her drog af sted med to hunde, kniv og lasso!

Myresluger så vi desværre ikke, men der skal jo også være noget til næste gang.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Helt tæt på dyrene i Los Llanos blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Fra den lille Amazonas-by Puerto Nariño er det muligt at tage på bådtur for at lede efter lyserøde floddelfiner. Gennem vores guest house Malokas Napú bookede vi en sejltur med den lokale gut Larry.
Larry havde en båd/kano på størrelse med den, vi lige havde sejlet med sammen med Victor og Hans. Men denne her var ren luksus i forhold til. Der var lavet opklappelige ryglæn, og der var siddepuder og redningsveste. Men endnu vigtigere: der var tag på båden i form af en presenning, så vi ikke blev stegt levende som i den anden båd.

Lyserøde floddelfiner

Vi sejlede lige uden for byen til der, hvor Tarapotofloden møder selve Amazonasfloden. Allerede inden vi var kommet helt derhen, kunne vi se delfinerne bryde vandoverfladen. Der var både de lidt mindre grå delfiner og de lyserøde med den lange snude.

Her lå vi så i en halv times tid, imens Larry hele tiden sørgede for at lægge båden, så vi kunne tage billeder af delfinerne, hvis vi vel at mærke var hurtige nok. Det er ikke super nemt at have zoomet helt ind, kigge igennem søgeren og samtidig forudse, hvor de kommer op næste gang. Så der var mange fotos af vandet i Amazonfloden den eftermiddag.
Heldigvis blev det også til et par stykker, hvor man både kan fornemme farve og form på delfinerne. Ja, kønne er de jo ikke ligefrem.

Gorreosøen og Tarapotosøen

Fra delfinerne sejlede vi hen for at lede efter dovendyr. Men vi fandt kun et dovent dyr i form af en leguan, der lå på en gren i træet og solede sig.

Vi fortsatte eftermiddagsturen først til Gorreosøen og videre til Tarapotosøen, som er kendt som tilholdssted for de lyserøde floddelfiner. Men de var åbenbart på udflugt, for vi så ingen. Til gengæld så vi dødningehoved-aber som ”Hr. Nilsson” samt nogle papegøjer og isfugle.

Vi gik også en kort tur ind for at se den næststørste træart i Amazonas. Træerne bliver op til 80 meter høje og har nogle kæmpe stabiliserende rødder. Larry mente at vide, at dette træ var over 600 år gammelt.

På turen tilbage nød vi brisen i håret (Anne Maries) og den nedgående sol.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget På jagt efter lyserøde floddelfiner blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi havde nogle fantastiske oplevelser i Amazonas sidste år, da vi besøgte området Cuyabeno i Ecuador. Vi boede på en lodge i regnskoven, så masser af dyr og havde en fantastisk guide, som spottede stort og småt.

Det ville vi gerne gentage i år her i Colombia, men denne gang var lodgen skiftet ud med hængekøjer og myggenet, og vores guider var en ældre mand og hans svigersøn fra ticuna-folket i Amazonas. Altså: væk med komfort og turisme. Ja tak til ”The real deal” og indsigt i hvordan det er at leve i en regnskov.

Med junglefærgen til Puerto Nariño

Fra Leticia tog vi junglefærgen ca. 75 km op ad Amazonasfloden til den noget mindre by Puerto Nariño. Her havde vi en aftale om at blive hentet på ”havnen” af vores guider Don Victor og Hans.

Men altså – nu er dette her jo Amazonas, hvor tiden kun betyder noget i forhold til, hvornår solen står op og går ned. Så efter 1½ times venten, blev vi hentet.

I mellemtiden havde vi fået opmagasineret en stor del af vores bagage på et guesthouse i byen, så vi f.eks. ikke behøvede at slæbe svømmefødder med i skoven.

Så er der endelig afgang

Efter vi var blevet udstyret med hver et par gummistøvler – som snart skulle vise sig at blive noget af vores kæreste eje de kommende 4 dage, var det afgang i en meget lille og fladbundet kano med påhængsmotor.

Det var noget af en oplevelse at sidde i denne ”plimsolder” ned ad den store Amazonasflod – især når vi mødte en junglefærge, som sendte dønninger ind over rælingen på båden.

Det hjalp lidt, da vi ramte bifloden Rio Amacayacu, og efter godt 1 times sejlads nåede vi Don Victor og Hans’ hjemby San Martin.

På besøg i San Martin

Her bor de i 3 generationer i et stort åbent hus, hvor der altid er liv og glade dage. Andre landsbybeboere går ind og ud ad døren i et væk, og det var for os svært at overskue præcis hvilke 7 børn, der var Hans’.

Her fik vi turens første måltid med fisk og ris (og som I måske har gættet, ikke det sidste!). Imens kiggede vi lidt på en lille abe, som også boede i huset. Ifølge familien var den faldet ned og kommet væk fra dens mor, så nu havde de taget den til sig.

Vi bryder os ikke om vilde dyr i private hjem, da vi synes, at de hører til ude i naturen. Men vi kan på den anden side heller ikke komme i tre dage og lave om på ting. Vi kan kun glæde os over, at det så ud til, at alle tog sig kærligt af den, og at den ikke på nogen måde var bundet eller sat i bur. Den løb frit rundt i huset og kunne i princippet smutte ud af vinduet – eller rettere ud over kanten af væggen – hvis den ville.

Aben nærmede sig mere og mere Anne Marie, og efter ca. 10 minutter kom den over og lagde sig på hendes skød, hvor den faldt i søvn. Rasmus jokede med, at sådanne aber oftest tisser, når de sover. Det fik han dog ikke ret i, idet det først var, da den vågnede igen, at den tissede på AM’s bukser – velkommen til junglen!

Flere med på tur end forventet

Da vi var klar til afgang, stillede 10-årige Auri sig i døren og sagde, at hun og hendes 8-årige søster Hana skulle med os i junglen. Rasmus sagde, at det troede han nu ikke. Men heller ikke her fik han ret. De to piger fik hurtigt pakket en lille taske med hver et sæt ekstratøj, og så var de klar til afgang.

Nu gik det igen med fladbundet kano i godt 2½ time længere op ad floden. Vi sejlede for motor og så ikke meget undervejs ud over de flotte isfugle, som krydsede floden foran os flere gange.

Da vi nåede vores bestemmelsessted, skulle vi først op ad en mudderbanke og efterfølgende forcere 25 meter smat. Fik vi nævnt, at vi blev glade for vores gummistøvler?

Junglelejr

Vores hjem i junglen for de næste 3 nætter var fantastisk – primitivt! Folk fra lokalsamfundet havde bygget et trægulv på pæle med tag over. Gulvet var i to plan, og på det øverste måtte man ikke have gummistøvler på. Her kunne man til gengæld sidde og spise sin mad. Det er sjældent, at vores rejsebudget tillader at booke overnatningssteder i 2 plan, så det var bare om at nyde det!

Pigerne satte deres egne myggenet op og gjorde klar, så de alle fire kunne sove på gulvet. Imens organiserede Don Victor vores hængekøjer og de tilhørende myggenet. Samtidig samlede Hans brænde i skoven og tændte op i bålet. Han havde vist os noget harpiks fra et træ og fortalt, at det var en glimrende optændingskilde. Men benzin er hurtigere, sagde han grinende, da han tappede lidt fra bådmotoren og satte en tændstik til.

Lidt om mad og myg – og et jungletoilet

Lad det være sagt med det samme. Denne tur blev på ingen måde en kulinarisk oplevelse – tværtimod. Aftenens måltid bestod af hvide ris kogt i vandet fra en dåse tun og derefter blandet med en dåse blandede kartofler, gulerødder og ærter (I ved, dem der er blevet helt grålige). Det smagte så kedeligt, at man stoppede med at spise, før man egentlig var mæt. Men vores rester gik så sandelig ikke til spilde! Der stod to små piger klar til at tage vores tallerkener med et stort smil og derefter ”støvsuge” dem for vores efterladenskaber. Her spiser man, fandt vi ud af, til der ikke er mere. Og disse små tøser kunne altså hver indtage føde som en voksen mand.

Da den sidste mundfuld var slugt, sagde Don Victor, at nu ville han gå til ro, for nu kom myggene. Vi skyndte os derfor at børste tænder og komme på jungletoilettet, som vi havde døbt området på 3 gange 3 meter inde i skoven. Don Victor havde udpeget stedet som toilettet, hvor man lige skulle huske at skrabe jorden for slanger med sine gummistøvler, inden man satte sig på hug! Vi var glade for vores gummistøvler! Efter at have gjort os klar til natten, krøb vi også under myggenettet – lige i tide inden myggeinvasionen. Så når Hans sagde, at der ikke var så mange i øjeblikket, var vi svært tilfredse med ikke at være der, når der er mange myg!

Den første nat i hængekøjen

Og der lå vi så klokken kvart over 7 om aftenen i hver vores køje og lyttede til alle junglens lyde. Især én fugl, som AM senere døbte vækkeursfuglen, larmede øredøvende. Det var allerede mørkt, og der var godt 11 timer til, det ville blive lyst igen.

Man kan nå at tænke mange, mange tanker sådan en nat, mens man forsigtigt prøver at vende sig lidt i køjen, uden at det gynger alt for meget, da man godt ved, at så gynger alle andre med.

En gang i løbet af natten skulle Anne Marie selvfølgelig ud og tisse. Hun turde ikke gå de ca. 25 meter ind i skoven til jungletoilettet, så i stedet valgte hun et sted lidt tættere på lejren. Og alligevel var hun panisk angst for at blive bidt i r…. af en slange. Så bange, at hendes hjerte hamrede vildt, da hun nåede tilbage i sikkerhed under myggenettet.

Næste morgen, efter et par timers søvn, vågnede vi igen op til alle skovens fantastiske lyde: summen og sværmen, brøleaber på lang afstand, ara’er, som fløj skræppende hen over camp’en – og så selvfølgelig vækkeursfuglen! Forestil jer en god gammeldags ”clock-radio”, som du ikke kan nå og derfor ikke kan slukke for – dut-dut-dut-dut…

Morgenmaden bestod af havresuppe, stegte bananer og røget fisk. Hana og Hans tog ud for at fiske, mens vi andre gjorde klar til en lille gåtur i skoven for at kigge efter dyr.  

På jungletur

Beredte med kamera, kikkert og vand gik vi af sted. Heldigvis havde Don Victor valgt et meget roligt tempo i varmen, men snart var vi alligevel gennemblødte af sved.

Nogle steder gik vi på stier lavet af mennesker og dyr, andre steder gik Victor forrest med macheten og huggede os vej gennem lianer, grene og slyngplanter. Undervejs forcerede vi diverse junglebroer – gamle, glatte træstammer, som var lagt over floden, og som vi skulle balancere over. Altid en spændende udfordring!

Vi hørte gule og blå ara-papegøjer og opsporede også en lille flok woolly monkeys, men de kom aldrig tæt nok på til, at vi kunne få taget et par gode billeder af dem.

Et sted i skoven kunne vi se, at der havde været en stor flok vildsvin, som havde rodet op i jorden. Vi mødte senere en mand tilbage i lejren, som kunne fortælle, at han havde set en flok på ca. 500 svin dagen før – det ville have været et flot syn.

Da vi igen nærmede os camp’en, fik 10-årige Auri lov til at føre an, mens bedstefar trådte af på naturens vegne. Hun var hjemmevant i skoven og sød til at vente på os.

Tilbage i lejren

Efter 6 timer var vi godt trætte og drivende af sved tilbage i lejren, lige tidsnok til at komme i læ for et ordentligt regnskyl i regnskoven.

Snart blev vi budt på aftensmad, som Hana og Hans havde tilberedt, men da klokken kun var 15.30, sagde vi pænt nej tak. Det viste sig dog, at de andre i løbet af et kvarter øste fisk og yuca op på deres tallerkener, og så kunne vi vel også lige så godt få lidt i skrutten.

Og kl. 16.30 krøb bedstefar til køjs (altså på gulvet under myggenettet). Vi kiggede lidt skeptiske på hinanden, men fulgte snart trop. Hvorfor blive stukket af (endnu flere) myg, når man kan ligge trygt og godt i hængekøjen under myggenettet? Og sådan gik det til, at denne nat blev på 13 timers søvn for de hurtige!

Med kano gennem junglen

På tredjedagen skulle vi på tur med kanoen endnu længere op ad floden for at kigge efter dyr. Bådmotoren var godt nok gået i stykker dagen før, og da vi stod klar til af gang, begyndte mændene at reparere den. Vi tror, at det er meget typisk for disse folk. Hvorfor fikse noget i går, når det først skal bruges i dag? Ud af en tyk plasticpose, der havde indeholdt vand, lavede de en ny pakning til motoren, da den gamle var gået i stykker. Efter en halv times venten ved flodbredden kunne vi hoppe i kanoen og så var der afgang.

Vi håbede på større held end dagen før, og vi var ikke sejlet langt, før vi så dette pragteksemplar af en tukan. Den sad længe i trætoppen, så vi kunne nyde synet af den og skyde et par billeder.

Jungleudfordringer

Og nu tænker I nok, at det må være nemt sådan at sejle i kano på en biflod til Amazonasfloden. Men der ligger utrolig mange grene og træstammer i floden, som bådsmand Hans skulle holde øje med og sejle uden om.

Ja, nogle steder lå der så meget, at vi måtte ud af kanoen, mens Hans alene sejlede hen over nogle af de største stammer eller mens ham og Victor forsøgte med machete og løftestænger, at få en farbar passage. Imens fiskede pigerne fra stranden, og Rasmus jagtede isfugle med kameraet. Men snart var vi på farten igen.

Pludselig var der bevægelse i buskadset. Hans slukkede motoren, og vi flød lidt med strømmen. Vi kunne høre, at der var aber i nærheden. Ja, der var faktisk to slags aber – både Yellow handed titi monkey og black manteled tamarin. To typer aber, som vi lærte at kende i Cuayabeno sidste år.

Vi sejlede så langt, som floden og de væltede træstammer tillod, og så vendte vi om og drev nu med strømmen tilbage. Mændene fiskede, og vi forsøgte at spotte dyr, imens sveden drev af os i den brændende middagshede.

Hjemme i lejeren igen gentog den foregående dages scenarie sig. Så efter at have spist lidt aftensmad, gik vi igen tidligt i hængekøjen.

Næste dag pakkede vi sammen. Og da vi gjorde klar til at hoppe i båden, opdagede vi friske spor af oddere på bredden. Men det var desværre det tætteste, vi kom på at se dem. Det er ellers et dyr, som står højt på ønskelisten.

Turen tilbage til Puerto Nariño forløb roligt, for Hans var meget opmærksom på ikke at overbelaste den defekte motor.

Lidt tanker efter turen

Og hvad har vi så lært af ticuna-folket på disse dage?

Her spiser man, når man er sulten. – ALT bliver spist op, og intet går til spilde. At være kræsen er ikke et begreb, de kender til.

Børn går i seng i ordentlig tid. Her er ikke tv, tablets eller telefoner, og lyset slukker helt af sig selv ved 18.30-tiden. Legetøj af nogen slags så vi intet af, og børnene så ikke ud til at mangle det.

Alle hjælper til i familien uden brok eller spørgsmålstegn. Det er helt naturligt at hjælpe hinanden og tage del i de daglige gøremål. Børn gør det til en leg at vaske op, hente ting og hjælpe med til at søge efter føde.

Man deler ALT, hvad man ejer og har. Og man gemmer ikke til natten. Er der kiks, bliver de spist. Kommer der fremmede forbi, får de en ordentlig portion fisk og yuca. Har man kun ét par gummistøvler, skiftes man til at have dem på.

Man kan nøjes med lidt, og alt, hvad man ejer, har et formål. Intet er til pynt, her er ingen Amagerhylder, og mangler man en kost, så bruger man skjorten.

Her spares på ressourcerne. Bålet passes nøje, så unødig brænde ikke futtes af, og der fanges kun det antal fisk, som familien forventer at kunne spise. Fisken ryges over sagte ild, så den kan holde sig i længere tid.

Summa summarum: Vi er gevaldigt privilegerede. Vi spiser for at nyde, hænger os ofte i bagateller, og brokker os over småting. Vi har let til at kede os og forventer underholdning, samt at der er bredbånd alle steder.

Vi havde vist meget godt af et par dage i junglen!

Og angående at sove i hængekøje, så gik det over al forventning. Jo flere nætter der gik, jo nemmere blev det. Til sidst var det nærmest meditativt for os at ligge der og vente på at falde i søvn til skovens lyde. Vi bytter gerne et overlummert værelse i Leticia ud for en nat i Amazonjunglen i en hængekøje.

Har du lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, bliver vi helt vildt glade. Så kan du også se, når vi har skrevet nyt på bloggen eller er på tur et eller andet sted langt væk eller lige rundt om hjørnet.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Med ticuna-folket i Amazonas blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Mange har kigget lidt skeptisk på os, når vi har fortalt dem, at dette års sommerferie går til Colombia. Det var egentlig også vores holdning for en 5-10 år siden. Dengang Colombia mest var kendt for FARC, narkokarteller med Pablo Escobar i spidsen, kidnapninger og en høj kriminalitet. Dette har heldigvis ændret sig drastisk til det bedre inden for de sidste par år.
Da vi var i Ecuador sidste sommer og her mødte en masse rejsende, der lige havde været i Colombia, fortælle om uopdagede områder, et rigt dyreliv, en venlig befolkning og billige priser, så var vi ikke i tvivl. Det lød klart som noget for os.

Forarbejdet til denne tur har for os dog været lidt sparsomt. For det første brugte vi mange kræfter på turen til Iran i april. Desuden er der ”store grå områder” af Colombia, som endnu ikke er beskrevet i guidebøger. Og så har vi vist bare haft et travlt forår.

Men nu er vi her, og så tager vi tingene lidt, som de kommer. Vi har indtil videre kun købt 3 indenrigsflybilletter, en tur i Amazonas med to lokale gutter og et par overnatninger på en ranch uden for byen Yopal.

Leticia – på kanten af Amazonas

Vi befinder os nu i Leticia, som er Colombias letteste adgang til Amazonas. Vi tog den hardcore vej og rejste direkte hertil med et indenrigsfly efter ankomsten fra Europa til Bogota, Colombia. Når man kender lidt til præcisionen i flyafgangene i Sydamerika, så ved man, at det meget let kan gå galt med et ”vindue” på kun 4 timer.
Vi blev imidlertid belønnet for vores ”mod” og landede godt trætte i Leticia. Byen ligger og grænser op til Brasilien og har Peru på den anden side af floden.

I 1970’erne var stedet kendt som et lovløst narkoområde. Men efter militæret rykkede ind og ryddede bulen, har byen været sikker at færdes i. Man skal da også lede længe for at finde en by med så mange politifolk på gaderne både dag og nat.

Ud over adgangen til Amazonas, så har Leticia ikke ret meget at tilbyde – det skulle da lige være sandfluer og myg…

Her er et lille hyggeligt marked, hvor der mest sælges fisk, frugt og grønt, men har man set masser af markeder før, så skal man kun gå derned for at spise et par empanadas (vi anbefaler dem med kød og kartofler), samt drikke en stor friskpresset juice ved en af de små travle boder.

Fugleinvation

Byens største seværdighed kan opleves hver aften kl. 17.30 på torvet – Parque Santander – foran kirken, når tusindvis af pragtsvaler samt små grønne papegøjer lander i træerne omkring pladsen.

Der er en infernalsk larm, og det er vildt at se, hvor tæt især svalerne sidder i træerne. Skru op for lyden på din computer og hør med

Svalerne har hele dagen været på jagt efter føde, inden de om aftenen kommer til Leticia for at sove. Og hvor der er indtægter, er der udgifter, hvilket Anne Marie fik at mærke. Men det giver forhåbentligt held på resten af ferien.

Et smut i Brasilien

En af dagene gik vi en tur til Brasilien – bare fordi vi kunne! Fra vores hotel tog det 15 minutter at gå til Tabatinga. Der er ikke nogen egentlig grænse, så man skal selv melde sig på immigrationskontoret ved floden i Leticia, hvis man vil blive i Brasilien. Er det bare for en smuttur, så kan man uden videre krydse grænsen – man skal dog lige huske på, at klokken er en time mere i Brasilien.

Det var sjovt at se, at bare fordi vi var gået forbi et skilt, så stod tingene lige pludselig på portugisisk og reklamerne samt ølmærkerne var skiftet ud.
Ja altså, måske er det ikke så sjovt endda, for det er jo nøjagtig lige som at køre over grænseovergangene i Sønderjylland. Men det virkede altså lidt mere eksotisk at gå til Brasilien

Følg med næste gang, hvor vi fortæller om vores tur i Amazonasjunglen og like os gerne på Facebook: Two Danes On Tour, hvor vi lægger billeder ud og kommer med endnu flere små historier.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Leticia, Colombia blev først udgivet på Two Danes On Tour.