Efter sygdom og diverse natbusser besluttede vi at undlade den 18 timer lange bustur fra Nyaung Shwe til Yangon. I stedet ofrede vi lidt ekstra dollars og fløj turen på 45 minutter med Air Bagan. Og dette endda inc. sandwich, kage og cola. Så nemt kan det gøres!

Tilbage i Yangon flyttede vi ind på det samme Guest House, spiste på de samme indiske restauranter og gik igen rundt i de samme gader og kiggede på menneskemylderet.

Hyggelig eftermiddag med Pernille

Tilbage til KL og McD

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Tilbage til Yangon og Kuala Lumpur blev først udgivet på Two Danes On Tour.

På vej til Inle-søen blev det tid til endnu en natbus… Denne gang slap vi for buddhistiske bønner og popmusik. Til gengæld fik vi fornøjelsen af første del af en total åndssvag og urealistisk amerikansk serie og et par timer med Myanmars svar på Linje 3. Jep, så heldige var vi nemlig!

Denne gang skulle vi desværre ikke køre på den gode vej fra hovedstaden. Til gengæld var vi ude i bjergrige områder med hårnålesving, hvor der kun var en vejbane. Til tider med en stribe asfalt… Det betød, at hver gang vi mødte en modkørende (hvilket nærmest skete hele tiden), skulle den ene trække ud i rabatten og holde helt stille, mens den anden kørte meget langsomt forbi.

Det er ikke underligt, at al transport i dette land tager lang tid. Vi mener faktisk aldrig før at have rejst i et land med så dårlige veje som her.

Fødselsdag

Lidt over midnat sang Anne Marie fødselsdagssang for Rasmus, som altså begyndte sin fødselsdag i en natbus fra Mandalay. Og igen på denne tur blev vi vækket kl. godt 4 for at stå ud af bussen til en masse hoveder, som ville kører os til et hotel. Og belært af tidligere fejl havde vi rent faktisk denne gang bestilt værelse på et hotel, så vi ikke skulle flække rundt midt om natten og lede efter et sted.

Markedet i Nyaung Shwe

Efter nogle timers søvn stod vi op til den hyggelige by Nyaung Shwe, som ligger tæt på Inle-søen. Vi besøgte byens marked og så, hvordan folk fra de nærliggende bjergstammer kommer ned for at sælge deres afgrøder. Også her var folk virkelig venlige, og flere stillede gerne op til et lille portrætfoto.

Et interessant besøg hos lægen

Vi besluttede hurtigt at slå os ned her i Nyaung Shwe nogle dage. Vi stadig var halvsyge med hoste, snot og ondt i halsen.

Og det endte da også med en tur til lægen. Ingen rejse ville jo for os være fuldendt, hvis ikke mindst en af os havde været forbi doktoren… Og da vi efter 7 dage stadig ikke var kommet over forkølelsen, var det vist på tide at gøre noget drastisk ved det.

Den lille lægeklinik var i vores øjne et halvgammelt skur. Her sad patienterne på række på en bænk og ventede på deres tur. En ung sygeplejerske, som så ud til at kede sig det meste af tiden, forberedte nogle kæmpe hestesprøjter ved at slå toppen af ampullerne af med en saks, suge indholdet op i sprøjterne, trykke en stor stråle ud af nålen og smide emballagen ud ad vinduet. Vi var noget nysgerrige for at vide, hvor stor skrammelbunken var uden for vinduet? Og om den nogen sinde blev fjernet?

Da det blev Anne Maries tur viste det sig, at lægen var utrolig flink og talte et udmærket engelsk. Han tog blodtryk, lyttede på lungerne mv. og afsagde sin ”dom”: Forkølelse, infektion i de øvre luftveje, bronkitis og streptokokker. Sådan! Mindre kunne ikke gøre det.

Anne Marie fik udleveret fire forskellige tabletter og blev beordret hvile, men slap heldigvis for den store sprøjte Og når vi nu var der, blev vi enige om, at Rasmus da også ligeså godt kunne blive undersøgt. Han slap med to forskellige tabletter.

Bådtur på Inle-søen

Da Anne Marie nu havde fået udgangsforbud fra hotellet, tog Rasmus en bådtur på Inle-søen med tyske Murat og italienske Fabio. Det blev den helt store turist-tur til at begynde med. Men bådsmanden fik hurtigt besked på, at workshops og markeder ikke lige var sagen. Så da han havde fået sine ”lucky tickets” ved at tage os turister hen til tre ”fælder”, faldt han til ro og begyndte at vise det, som i vores øjne er interessant, nemlig livet på søen.

Da Anne Marie et par dage efter også kom med på sejltur, havde vi fortalt bådsmanden, at der ikke blev nogen ”lucky tickets” den dag.

Det var spændende at opleve, hvordan man selv i et lille samfund som dette kunne se, hvilket område af søen, der var ”Hellerup”, og hvad der var ”Nakskov”.

Men på trods af forskellen i husstørrelserne, så var der ikke stor forskel i ”vognparken”, hvor alle benyttede de samme to slags smalle både med eller uden motor. Om nogen af dem var nyere årgange end andre, var ikke til at se, da de alle var tjæret godt til.

Forskellige roteknikker

Ud over at se, hvordan folk lever på søen, så er det også sjovt at se deres roteknikker. De lokale fiskere har udviklet en teknik, hvor de står i agterstavnen af båden med en hånd på åren og samtidig et ben ”viklet” omkring den. Så står de ellers på et ben, og med et godt vrid i hoften, et benspark og et tryk med hånden får de lavet et kraftfuldt åretag, samtidig med at de har en hånd og ofte et par fingre fri til at sætte garn mm.

En anden teknik er, at de benytter sig af store bambusrør, som de slår ned i vandet med fuld power, og så bruger de den kraft til at føre røret igennem vandet, som når man padler. Formålet med teknikken er at skræmme fiskene hen i de udsatte net.

Ud over at søen forsyner hele området med fisk, så har man også anlagt flydende haver på den, hvor man producerer tomater og agurker i et kæmpe omfang.

Hoppende katte

Et buddhistisk tempel bygget midt ude i søen er blevet en kæmpe turistattraktion, da munkene her opdrætter katte, som kan hoppe?! Vi var noget forundrede over, hvad det havde med buddhisme – eller med noget andet at gøre. Og efter besøget må vi sige, at vi ikke er blevet klogere…

Da vi ankom til templet lå kattene mest og sov mens ca. 10 turister gik rundt og tog billeder af dem. For os at se kunne de lige så godt have taget billede af naboens kat derhjemme.

Efter vi havde gået en tur blandt en masse souvenirboder begyndte der pludselig at ske noget. En ung fyr tog en metalring frem og kaldte kattene hen til sig. Han lokkede dem med kattemad og de hoppede på skift ca. 30 cm. op i luften og gennem ringen – wow! (Not so much…) 

Så Thomas, nu kan du godt komme i gang med at træne Walter og Funder, så de er flyvende til næste gang, vi kommer forbi.

På vejen hjem så vi det, som vi faktisk var kommet for at se – de flotteste silhuetter af fiskerne i solnedgangens skær.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Inle-søen blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Oven på natbussen fra Yangon til Bagan tænkte vi, at det kunne være godt med lidt afveksling. Vi havde derfor i stedet bestilt en færgetur i dagslys på Ayeyarwady-floden på vej til Mandalay.

På hotellet fortalte de, at turen ville tage ca. 7 timer. Så vi regnede med, at vi kunne klare os med det vand og de kiks mm, som vi havde tilbage fra busturen. Da vi så mødte op ved færgen kl. 04.45 næste morgen, spurgte vi forsigtigt til den forventede ankomsttid til Mandalay. Omkring kl. 18.00 lød svaret! Altså næsten en fordobling af det forventede. Så vi var endnu engang spændte på, hvor mange timer turen reelt ville ende med at tage.

I salonen kunne der sidde ca. 100 mennesker. Vi var 6 turister og to burmesere. Men så havde vi da plads nok til at brede os på.

Som selskab om bord på båden havde vi også en lille mus, som løb rundt mellem vores tasker.

Vi havde glædet os til at se livet på og langs med floden. Men det viste sig desværre meget begrænset, hvad der var at se ud over brunt vand og en lille bambushytte på bredden i ny og næ. Så godt 13 timer senere var vi glade for igen at have fast grund under fødderne.

Mandalay

Vi delte en ”blå taxa” med to tyske piger ind til Mandalay by. En ”blå taxa” er en meget lille japanskproduceret Mazda B600 fra 1950’erne med overdækket lad og to bænke. I kabinen er der plads til føreren og en person mere, hvis bare den ene altså ikke er europæer eller over 160 cm. Bagi kan der sidde fire europæere eller otte burmesere.

Sygdom

Vores tid i Mandalay startede lidt uheldigt. Vi havde begge fået ondt i halsen og ind i mellem lidt feber, så den første dag gik faktisk bare med at ligge i sengen og finde lidt mad, som vi havde lyst til at spise. Her i Myanmar er det meget koldere end vi havde regnet med og samtidig er der utrolig kold air condition i natbusserne, så det er nok det, der har fået os ned med nakken.

Amarapura

Dagen efter delte vi igen en ”blå taxa” med de to tyske piger og kørte på en dagstur ud af Mandalay. Vi besøgte Amarapura, hvor vi så ca. 1200 munke, novicer og nonner spise i tavshed.

Vi besøgte også klosterets skole for børn, som ikke har råd til at gå i en “almindelig” skole og derfor bliver undervist gratis af munkene. Vi må sige, at vi er lidt skeptiske over for de pædagogiske principper…

Broen U Bein

Derefter besøgte vi den 1170 meter lange og berømt teaktræsbro U Bein. Først gik vi over den (den var noget vakkelvorn til tider) og siden sejlede vi under den.

Inwa og Sagaing

Så gik turen til Inwa, hvor vi egentlig var kommet for at se et teaktræskloster og et skævt klokketårn, men vi syntes, at landskabet var den største og bedste attraktion. Her var flotte grønne rismarker med guldkupler i baggrunden og folk, der gik og arbejdede i markerne.

Til sidst besøgte vi Sagaing, hvor man kunne kravle op ad et bjerg og nyde udsigten over området. Da vi nåede tilbage til Mandalay var vi MEGET støvede af at have siddet på ladet af en pick up hele dagen.

Mingun

Den næste dag tog vi selv en halvdagstur til byen Mingun, som er kendt for et stort tempel, som aldrig blev færdigbygget, da bygherren døde – hvilket jo ikke i sig selv er noget ekstraordinært. Men i 1838 blev området ramt af et stort jordskælv, som flækkede templet i flere dele. Og det er det, som man nu kan komme og se ved at gå rundt om templet og kravle op på det. Her er det så bare man ønsker, at det næste jordskælv ikke rammer mens man er deroppe!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Mandalay blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi havde regnet med, at vi skulle til Bagan sidst på Myanmar-turen, og vi havde læst, at det i Bagan skulle være muligt at komme op og flyve i varmluftballon over templerne med selskabet Balloons over Bagan. Det lød som en stor oplevelse!

Vi regnede derfor med, at vi til den tid ville have et overblik over vores dollar-situation, hvilket så kunne afgøre, om det økonomisk kunne lade sig gøre.

Nu blev det grundet diverse omstændigheder i stedet først på turen. Men da Rasmus på forskud fik ballonturen i fødselsdagsgave af Anne Marie, mor og far, så var der ingen vej tilbage. Dollars eller ikke dollars. Vi bestilte turen og glædede os begge som små børn.

Wauw!

Turen skulle vise sig at blive en lige så stor oplevelse som forventet og med en helt ubeskrivelig udsigt.

Vi blev hentet i bus ved vores hotel allerede kl. 6.10 og kørt ud til golfbanen, hvor 5 varmluftsballoner allerede lå linet op. Snart blev de varmet op. Og så var vi klar til at lette lidt i 7, imens solen var ved at stå op. 

Det varme morgenlys på de gamle templer, imens vi næsten lydløst gled hen over landskabet, var en oplevelse for livet.

Det var simpelthen helt fantastisk at se alle de flotte templer, som vi dagen før havde kørt rundt imellem i hestevogn.

De 50 minutter gik alt for hurtigt. Men med både kameraets og det indre hukommelseskort fyldt helt op var det alligevel en dejlig fornemmelse igen at stå på jorden. En kæmpe oplevelse rigere.

Lidt morgenmad og et glas champagne, da vi kom ned, var en ringe trøst for eventyrets afslutning!

Kommer du en tur til Bagan og har mulighed for at tage en tur i luftballon over templerne med Balloons over Bagan, så skal du gøre det! Det er en oplevelse af de helt store.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Balloons over Bagan blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Efter godt 4 timers søvn stod vi op til endnu køligere luft end i Yangon (og der var det i forvejen køligt) og udsigten til en hel dag i en hestevogn for at køre rundt mellem alle de templer, som Bagan er så kendt for.

Over 2000 større og mindre templer er spredt ud over et område på godt 25 km2. Templerne er bygget i løbet af tre forskellige perioder mellem ca. 850 og 1300-tallet.

Rundt mellem templer i hestevogn

For at komme rundt på sandvejene mellem alle templerne har man mulighed for at leje cykler eller hestevogn. Men efter en nat i en bus og 4 timer på en skummadras var vi ikke i tvivl om, at hestevogn var det helt rigtige for os. Nu lyder det jo som det rene driver-liv, men vi blev dog klogere i løbet af dagen. Man rystes godt igennem og bliver rimelig øm efter 8 timer på hullede veje i en hestevogn, især når man ikke er vant til det!

Vi havde hyret den samme fyr, som vi også kørte med om natten, og han sørgede for, at vi fik set nogle af Bagans største attraktioner. Der var templer med kæmpe store Buddha-statuer, andre med gamle vægmalerier. Men de templer, vi syntes allerbedst om, var dem, man kunne kravle op på og kigge ud over området og se toppene af mange af de andre templer. Det var virkelig et flot syn.

Golden Express

Vi endte dagen på et tempel med fladt tag, hvorfra vi kunne nyde en utrolig flot solnedgang. Og her mødte vi tilfældigt Birgitte og Erik fra Skovlunde, som fortalte om det udmærkede hotel Golden Express, som vi dagen efter flyttet hen på.

For 6 dollars ekstra fik vi nu en skøn swimmingpool med liggestole-område og en dejlig morgenmadsbuffet i haven. En dame stegte pandekager eller lavede omelet og røræg alt efter hvad du ønskede. Se det er livet!

Hektisk hverdagsliv

Ud over de mange flotte templer, nød vi også at kigge på hverdagslivet, som er noget hektisk her i Bagan.

Nu kan det godt være, at du ind imellem bliver irriteret, når HT bussen er stuvende fuld – men i Myanmar kommer de for alvor hinanden ved og tager det med rigtig godt humør. Det kunne vi andre måske lære lidt af…

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Bagan blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Natbus fra Yangon til Bagan! Ikke lige vores foretrukne, men der var ikke rigtig så mange alternativer i en fornuftig prisklasse.

Bussen afgik planmæssigt 17.30, men vi kunne ikke rigtig finde ud af, hvor mange timer det helt præcist ville tage at køre til Bagan. Vores guidebog sagde 16 timer (!), men da der er anlagt en ny, moderne vej til hovedstaden Nay Pyi Taw håbede vi på, at det ville være med til at forkorte turen betragteligt. Ud over os var der fem andre turister med bussen – og så selvfølgelig en masse burmesere.

Rimelig dårlig underholdning

Undervejs blev vi underholdt af en stor fladskærm, som først viste buddhistiske bønner med karaoke-undertekster i tre kvarter, derefter burmesisk popmusikvideoer og til sidst burmesiske ”novelas”(sæbeopera) – hvor heldig har man lov at være?
Undervejs stoppede vi to steder – første gang for at spise, anden gang for at få udleveret tandbørste, tandpasta og vådserviet. Værs’ go’ at børste – og så var vi klar til natten.

Hyp hyp

Vi blev pludselig vækket ved 4-tiden og fandt ud af, at vi var fremme efter kun 10½ time. –Utroligt hvad konstruktionen af denne ”jyske motorvej”(3 spor i hver retning og nærmest ingen biler) kan spare af tid!

Udenfor bussen blev vi mødt af ca. 10 hoveder, som alle spurgte, hvor vi skulle hen, og om vi ville køre med dem. Vi var jo noget fortumlede og skulle også have fat i vores bagage, men til sidst fulgte vi efter en ung fyr hen til hans taxa – som viste sig at være en hestevogn! Så kl. 4 om morgenen var det ellers op i vognen med bagagen og to trætte danskere og så hyp, hyp.

På første hotel meldte de om ”alt optaget”, på andet hotel det samme, 3. hotel…, 4. hotel…, 5. … Endelig det sjette sted havde vi heldet med os, og så var det ellers om at komme i seng og få et par timers søvn.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Natbus til Bagan blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi må nok lige give lidt information om dette særlige land, inden vi fortæller om vores oplevelser her.

Grunden til at landet har to navne er, at briterne under kolonitiden navngav landet Burma efter den største etniske befolkningsgruppe i landet (barma-folket). Men efter at landet igen blev selvstændigt, fik det sit oprindelige navn tilbage, Myanmar. Lokalbefolkningen kalder det således igen for Myanmar, mens en del turister stadig siger Burma. På samme måde er det også med millionbyen Yangon, som under briterne hed Rangoon, men nu igen hedder Yangon.

Myanmar har haft en noget broget og blodig historie med få stabile perioder. Også i dag bliver landet styret af en militærjunta, som holder befolkningen i et jerngreb. Demokrati og fri presse er en ”by i Rusland”. Demonstrationer bliver der slået hårdt ned på. Folk vogter på hinanden, og ingen tør udtale sig åbenlyst om styret eller hvad der sker rundt omkring i landet. – I hvert fald ikke til os, fordi styret har spioner ude overalt.

Begrænset internet

Som turister mærker vi det ikke sådan umiddelbart, men går vi på internettet, er det umuligt for os at bruge f.eks. Yahoo, Hotmail og andre lignende sider – hvis man da ikke lige kender ”smutvejene” rundt om blokeringerne. Ja, som et hvert andet sted, hvor der sættes begrænsninger op, så er der folk, som finder ud af at nedbryde dem!

Valuta

En anden pudsig ting her i landet er, at der ikke findes nogle hæveautomater. Og det er umuligt at hæve penge i banken eller betale med kreditkort på hoteller og restauranter. Det betyder, at når man rejser ind i Myanmar, skal man have ALLE de penge med, som man har tænkt sig at spendere under sit ophold, i funklende nye dollar eller Euro sedler. Og da vi jo ikke har været her før, og derfor ikke helt kender prisniveauet, har det været lidt af et hovedbrud at finde ud af, hvor mange penge vi skulle hæve og veksle til dollars.

For at tingene ikke skal glide alt for let, så kører man i Myanmar, lidt som i Cuba, med to forskellige valutaer. Dollars og kyat. Så vi skulle selvfølgelig have vekslet nogle af vores dollars til lokalvalutaen.

Når vi har fulgt ”kursen” hjemmefra, så har man kunne få ca. 1000 kyat for en dollar. Men da vi undersøgte det i Kuala Lumpur, var den nede på 800. Altså et fald på 20%. Det er meget – især for en nærig matematiklærer. Så nu gjaldt det så om at få en kurs så tæt på de 800. Det skulle man tro var ret lige til. Men hvis man går i banken eller til andre officielle vekselsteder under kontrol af juntaen, så får man den officielle kurs på mellem 5 og 6 kyat for sin dollar! (Ja, du læste rigtigt!) Så vi måtte som alle andre turister ud på det sorte marked.

Pas på med at veksle på gaden!

Vores hotel ville give kurs 750. Men det måtte kunne gøres bedre, så vi gik på vekseljagt. Der gik da heller ikke andet end en times tid, så havde en lille lokal pige fået øje på os og spurgt, om vi skulle have vekslet. Hun ville give kurs 900. Det lød jo nærmest for godt til at være sandt. Men måske var dette vores ”lucky day”?

Hun gik med tilbage til hotellet og ventede udenfor. Så kom vi ud med 300 sprit nye dollars. Og rundt om hjørnet kom hendes to ”fætre” med lokalpengene. Vi gik lidt hen ad vejen, hvorefter den ene begyndte at tælle pengene, der var pænt bundtede. Alt så ud til at være i den skønneste orden. Men matematiklæreren ville nu alligevel gerne lige selv have lov til at tælle efter, om der nu var de 100.000 kyat i bunken, som lige var blevet talt. Fætrene var ikke meget for at give bunken fra sig. Og ved eftertællingen blev det hurtigt klart hvorfor!

Lige ved at blive snydt

Til sidst stod Rasmus med en kæmpe stak, der var mindst dobbelt så stor som den oprindelige, og der var stadig kun 90.000 i den. Da de 90.000 var talt op, tilbød makkeren at holde pengene, imens næste bunke blev talt. Men Anne Marie opdagede hurtigt, hvor fingernemt han med én hånd både holdt bunken og samtidig foldede halvdelen af sedlerne ind i hånden. Så til sidst endte vi med at droppe vores vekselaftale – endnu en gang belært om (næsten på den hårde måde), at når noget lyder for godt til at være sandt, så er det det som oftest!

Vi endte med at veksle på et af de store hoteller til kurs 800. Men det var vist bedre end at risikere flere studehandler! Vi har snakket med flere MEGET uheldige turister, som faldt for fristelsen til at veksle på gaden. Alle var de blevet overordentlig snydt!

Hverdagslivet i Yangon

I Yangon brugte vi halvanden dag på at gå rundt i gaderne og se på hverdagslivet. Det er en travl by, og der er nok at kigge på. Vi oplevede, at folk generelt er meget venlige og gerne vil i kontakt med os. De siger mest ”Hej” og ”Hvor kommer I fra?” og så tænker de fleste noget over, hvor det nu lige er, at Danmark ligger.

Swedagon Paya

Vi besøgte byens største turistattraktion og Myanmars helligste sted for buddhister; den overdådige Swedagon Paya.

Det er et kæmpe sted og for at være sikre på at få set det vigtigste, betalte vi en guide for at vise os rundt. Og de penge var vidst meget godt givet ud, da vi ellers ikke havde opdaget en tiendedel af alt det, som guiden fortalte og pegede ud for os.

Sjove markedsgader

Centrum af Yangon er opdelt i ”markedsgader”, hvor alle butikker sælger mere eller mindre de samme ting i hele gaden. Der er således ”malinggaden”, ”papirgaden”, ”ventilatorgaden”, ”grydegaden” osv. Vi har især forelsket os i ”madgaden”, hvor der sælges alt mellem himmel og jord af grøntsager, frugt, blomster, fisk og kød.

De fleste burmesere – både kvinder, mænd og børn, påfører sig hver morgen et gult barkudtræk i ansigtet. De gør det både fordi de synes, at det ser pænt ud, men også for at beskytte deres hud imod solen. Nogle af dem har bare en stribe på hver kind, andre er gule i hele hovedet, mens andre igen er malet flot og dekorativt.

Udtrykket ”at få kam til sit hår” har fået en helt ny betydning her i Myanmar. Det er nemlig højeste mode for kvinderne at sætte deres hår op med en plastikkam i stedet for et hårspænde, men så har man jo selvfølgelig også kammen med hele tiden, hvis man skulle få brug for den.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Myanmar/Burma blev først udgivet på Two Danes On Tour.