Two Danes On Tour Som du måske har læst i sidste blogindlæg om Cairo Down town, så var jeg VILD med byen. Kontrasterne var så enorme, og der var så meget spændende at se på alle steder. I dette blogindlæg vil jeg fortælle om nogle af de specielle og anderledes oplevelser, som jeg fik i Cairo – oftest uden for den gængse turistrute.
I centrum af Cairo bor der omkring 10 millioner mennesker, og tager du forstæderne med, skal du som minimum fordoble det tal. Det gør Cairo til en af Afrikas største byer. Der er derfor mange spændende kvarterer at udforske. Så du bliver nok træt, inden du løber tør for oplevelser. Mit bedste råd er at prøve at komme rundt og se nogle af de forskellige områder, for de har meget at byde på, hvis du er lidt nysgerrig og ude efter eventyr ligesom mig.
Sjove oplevelser på gaden
Jeg var virkelig overrasket over stadig at se hestevogne og æselkærrer køre side om side med i tusindvis af biler midt i centrum.
Og jeg var utrolig imponeret og kom altid til at smile, når jeg så de unge drenge på cykel med træstativer på hovedet. De kørte ud med fladbrød fra bageren og styrede over store kryds og gennem et utal af dyttende biler uden at vælte eller tabe nogle af brødene.
Jeg gik også forbi denne bil, som vist ikke havde været ude og køre for nyligt…
Jeg undrede mig over at der sad en luge, hvor der burde sidde et bagdæk. Samtidig lod jeg mærket til, at der lå en butik lige ved siden af, der solgte æg. Derfor spurgte jeg med lyde og fagter en ung pige, om det var et hønsehus. Altså vi talte jo ikke samme sprog, men jeg kunne dog sige som en høne til stor morskab for os begge 🙂
Jo, jo. Den var god nok! Bilen blev nu brugt som hønsehus. Der må godt nok blive varmt inde under blikbilen og alle tæpperne, når temperaturen rammer over 45 grader om sommeren. Stakkels høns!
Cave Church
I udkanten af Cairo, i flere store grotter hugget ud i bjerget Mokattam, ligger Cave Church også kendt som Saint Samaan The Tanner Monastery eller The Monastery of St. Simon.
Det ville jeg rigtig gerne besøge, så vi tog en Uber derop. Uber virker for øvrigt ubeklageligt i Cairo, når bare man har internet. Man slipper for at diskutere med en hærdet taxachauffør og man kan tilknytte sit betalingskort til Uber, så man ikke skal have penge frem i bilen.
Klosteret består blandt andet af tre forskellige kirkerum, som man kan besøge gratis.
Virgin Mary and St. Simon the Tanner Cathedral er det flotteste og mest imponerende kirkerum, hvis du spørger mig.
Grotten er efter sigende den største kirke i Mellemøsten. Jeg har læst flere steder på nettet, at den kan rumme op til 20.000 kirkegængere på en gang. Om det er rigtigt, ved jeg ikke.
Du kan gå ned langs den ene side af grotten, og når du står ved alteret, er det fantastisk at kigge tilbage mod den blå himmel.
I Church of St. Mark kan der sidde omkring 2000 kirkegængere. Vi var de eneste besøgende i den lukkede grotte, som oftest bruges om vinteren pga. vind og vejr.
Derudover er der også Church of St. Paula. Hvis du ikke har så meget tid eller blot vil se de to store kirkerum, så kan du efter min mening godt springe den sidste over. Jeg fik ikke engang taget et billede dernede. Der var ikke så meget at se.
Klosteret i grotterne blev bygget i 1975, da mange koptiske kristne flyttede til Cairo fra Øvre Egypten, hvor deres høst var slået fejl. På jagt efter arbejde i storbyen bosatte mange sig i området Manshiyat Nasser.
Manshiyat Nasser – Garbage City
De koptiske bondemænd medbragte deres grise, høns, geder og får. Men snart fandt de også ud af at ernære sig som skraldemænd, og derfor er området i dag kendt som Garbage City.
Stadigvæk tager mændene rundt i Cairo på æselkærrer eller i små lastbiler og samler skrald, som de kører til Manshiyat Nasser.
Her bliver det sorteret og genanvendt af kvinder og børn. Alt organisk bliver spist af deres husdyr og kødet sælges. Alt andet brugbart bliver solgt til genbrug f.eks. plastik, metal og pap.
Faktisk er skraldemændene i Garbage City kendt for at genanvende helt op til 80% af det, de indsamler, så det er meget effektivt. Til sammenligning bliver ca. 45% af vores husholdningsaffald i Danmark genanvendt.
En gåtur gennem Garbage City
Af en eller anden uforklarlig grund, så bliver jeg draget af sådan nogle områder. Steder som udfordrer mig både fysisk i form af lugt og syn, men også psykisk, når jeg tænker på, at det er børn, voksne og gamle, som bor og arbejder i sådanne kummerlige forhold. Jeg har tidligere besøgt en losseplads på Filippinerne, som også gjorde stort indtryk på mig.
Så jeg var nærmest besat af tanken om, at vi skulle besøge Garbage City. Og ikke i en taxa, hvor vi kunne sidde inde i bilen og kigge ud af bilruderne. Det skulle være på gåben, så vi kunne se, hvad de forskellige mennesker arbejdede med, og så vi kunne hilse på folk undervejs.
Martin var mere tvivlende overfor min crazy idé, men han kunne godt høre, at der ikke rigtig var nogen vej udenom. Når jeg får en idé såååå…
Da vi havde set Cave Church, insisterede jeg derfor på, at vi gik ned gennem Garbage City og over mod centrum. Det er et kæmpe område med omkring 250.000 indbyggere, så vi så selvfølgelig kun en lille del af det.
Vi blev straks mødt af bjerge af affald og en stank af sødligt råddenskab. Men også børn og voksne, som var i gang med at sortere affald.
Livet leves også her
Det der altid slår mig sådanne steder er, hvordan folk, ud over at leve i skidt til op over begge ører, også lever et helt normalt liv. Der var butikker og bagerforretninger. Ja, selv tøjbutikker, vandpibecaféer og et apotek fandtes der i de beskidte gader.
Og børnene leger ligesom alle andre steder i verden. Vi gik forbi et lille sted, hvor de kunne komme og spille billard.
De fleste mennesker ønskede forståeligt nok ikke at blive fotograferet i al deres elendighed. Men nogle sagde ja og stillede op til fotografering med et stolt smil.
På vores tur gennem byen følte vi os på intet tidspunkt utrygge, og vi så meget få børn, som tiggede. Til gengæld blev vi mødt med masser af smil fra glade og nysgerrige børn, som råbte Hello.
Det var en rigtig god oplevelse at besøge Garbage City. Men jeg er helt med på, at det ikke er en oplevelse for alle. Og turistet kan man i hvert fald ikke påstå, at det er.
Husk, at hvis du besøger Garbage City, så gør det med respekt for dem, der bor og arbejder der. Smil og sig hej, til dem du møder på din vej. Og spørg altid om du må tage billeder – og får du nej, så respekter det.
De dødes by – Qaitbay
Ud over Garbage City havde jeg også fået en idé om, at vi skulle finde det område, som går under navnet De dødes by.
Da der har været alt for mange tilflyttere til Cairo og for få huse, har mange familier slået sig ned på gamle kirkegårde rundt om i byen. De bor simpelthen mellem gravpladserne. Det kunne jeg da ikke gå glip af. Men hvor skulle vi begynde at lede?
Jeg havde lavet et større research-arbejde for at finde ud af, hvor disse kirkegårde befandt sig. Jeg fandt ud af, at der er i alt 5 store kirkegårde, som samlet går under navnet De dødes by.
Områderne hedder Qaitbay (Den nordlige kirkegård), Bab-el-Nasr Cemetery, Den sydlige kirkegård, the Cemetery of the Great og Bab-el-Wazir Cemetery. Der skulle i alt bo ca. 5 millioner mennesker på disse kirkegårde. Det lyder jo helt vildt!
Det passede med, at vi ville komme igennem Qaitbay på vejen fra Garbage City og tilbage til centrum. Samtidig skulle denne kirkegård være det mest tilgængelige område af Dødebyerne i Cairo.
Igen var det spændende at bevæge sig rundt i et område, som vi vidste meget lidt om. Et par steder stod porte åbne, så vi kunne gå ind mellem gravene.
De dødes by – Bab Al-Nasr Cementery
Senere på dagen nåede vi til området Bab Al-Nasr Cementery. Det var tæt på solnedgang og Martin var lidt usikker på, om vi skulle gå gennem området. Men det var jo gået så fint med Garbage City og Qaitbay, så jeg insisterede.
Inden vi gik derind, sad vi på en mur lige ved Bab Al-Nasr byporten og prøvede at spørge to mænd om området, men de talte meget lidt engelsk, og forstod ikke rigtig, hvad vi mente.
Vi krydsende en stor vej og gik ind på Bab Al-Nasr Cementery. Husende var lavet af blikplader og affaldstræ. Det så spændende men også meget fattigt ud, og jeg kiggede ind gennem en port for at se gravende inde bagved. Martin var lidt mere tilbageholdende og spurgte forsigtigt, om jeg troede, at vi skulle fortsætte eller vende om. Jeg insisterede på, at vi fortsatte.
Vi var ikke kommet langt ind i området, før vi blev indhentet af en af de mænd, som vi havde forsøgt at snakke med lige uden for kirkegården. Han sagde venligt men bestemt, at vi ikke måtte gå længere. Her styrer mafiaen, og vi ville risikere at blive rullet. Så vi vendte om, og han fulgtes med os ud af området igen.
Jeg har efterfølgende hørt blandede meldinger om Bab Al-Nasr. Både at man skal holde sig væk fra kirkegårde, og at man sagtens kan begive sig derind i dagstimerne. Hvad der er op og ned på det, kan jeg ikke bedømme. Så du må selv vurdere, om det er noget for dig. Men nu ved du, hvad vi blev rådet til af en lokal.
Salah El Din Citadellet
En mere “normal” seværdighed er Salah El Din Citadel, hvor også den berømte Muhammed Ali moské ligger sammen med Al-Gawhara Paladset, Al-Nasir Muhammed moskeen og et par museer. Det er et fint sted at besøge. Ikke mindst for udsigten over det gamle Cairo.
Cairo bliver kaldt “De 1000 minareters by”, og med god grund. Hvor end du kigger hen, kan du se minareter, kupler og tårne. Mange i jordfarver.
Citadellet blev bygget af den egyptiske sultan Saladin i 1100-tallet og står stadig flot. Først besøgte vi en gård, som hørte til Al-Nasir Muhammed moskeen.
Muhammad Ali moskeen
Men kronjuvelen er uden tvivl Muhammad Ali moskeen, som imponerede både udvendig og indvendig.
Og nej, moskeen er ikke opkaldt efter ham der bokseren, men derimod Muhammad Ali Pasha, som var vicekonge af Egypten fra 1805 til 1848. Han betragtes ofte som grundlæggeren af det moderne Egypten.
Moskeen blev bygget til minde om Muhammad Ali Pashas søn, Tusun Pasha, som døde i 1816.
Gåtur i det Islamiske Cairo
Efter besøget i citadellet slentrede vi igen mod centrum og den del af byen, som bliver kaldt Islamisk Cairo.
Her var der liv og glade dage med grønthandlere, falafelboder, moskéer og små håndværkere.
Det var utrolig autentisk med kvinder på indkøb og børn, som legede i de smalle gader. Vi så absolut ingen andre turister undervejs.
Denne søde dreng var en rigtig charmør, og han var meget nysgerrig og fulgte efter os – måske fordi han gerne ville fotograferes. Jeg kunne i hvert fald efterfølgende se på mine billeder, at han havde sneget sig ind på flere af dem.
Vi kom også ind i nogle virkelig faldefærdige baggårde, og tit var gaderne som en labyrint, så flere gange måtte vi vende om og finde en anden vej ud.
Jeg anbefaler virkelig denne del af Cairo, hvis du er ligeglad med souvenirbutikker og folk, som prøver at få dig ind i deres butik ved at råbe af dig. Her kan du gå helt fredeligt og se, hvordan det daglige liv udspiller sig.
Du kan prøve at finde gaden Al Serougeya Street, som er én lang lokal shoppinggade. Den går også forbi flere moskeer og den berømte teltemagergade, hvor der sidder mange mænd og syr. I dag syr de dog ikke længere telte, men flotte vægtæpper.
Skønne, grimme Cairo
Gang på gang blev jeg imponeret over Cairo og dens mangfoldighed, den kaotiske trafik og det hektiske gadeliv. Og jeg elskede virkelig byens mange kontraster.
Jeg kunne sagtens have brugt flere dage i Cairo, men jeg fornemmer også, at det er et sted, som er godt at tage i små doser. Byen er utrolig intens og trafikken er vild og ubarmhjertig med store trafikpropper. Så jeg nåede ikke alle de steder, som jeg hjemmefra havde læst om. Til gengæld har jeg masser af oplevelser at komme tilbage til en anden gang.
Tak fordi du læste med. Jeg håber, at du har lyst til at følge mig på sociale medier Facebook: Two Danes On Tour og Instragram @twodanesontour
Jeg er i januar flyttet til Ittoqqortoormiit i Østgrønland, så der vil være masser af historier og billeder af sne og flot natur.
Kh. Anne Marie
