Fanø har længe stået højt på listen over danske øer, som vi gerne vil besøge. Det er nok mixet af gammel dansk kultur, rå natur og dejlig feriestemning, som har pirret vores nysgerrighed. Og så har vi tidligere besøgt både Mandø og Rømø. Så Fanø var ligesom den sidste ø vi manglede, for at trilogien i Vadehavet kunne blive komplet.
Her i sommerperioden er der et voldsomt pres på færgen fra Esbjerg, som sejler i pendulfart i dagtimerne. Og regeringens sommerpakke med billige færgeture kan kun gjort presset endnu større. Vi blev opfordret til at melde os ind i Facebook-gruppen: Sejler Fanøfærgen lige nu? Her kan man få de seneste opdateringer på, hvor lang køen er på begge sider af vandet.
Vi kom selv til at vente halvanden time, men holdt humøret højt med kørelakridser og tanken om, at vi havde ferie og al tid i hele verden.
Fantastiske Fanø
Fanø mødte os med hyggestemning og smukke gamle huse. Vi var derfor super spændte på at bruge et par dage på øen.
Fanø har to hovedbyer, som ligger i hver sin ende af øen. Når man sejler med færgen, Fanøs livsnerve, kommer man til Nordby, som ud over at være øens største by, også er en gammel skipperby med smukke velrestaurerede huse.
12 km længere mod syd ligger Sønderho, som er ren landsby-idyl med omkring 300 gamle, stråtækte skipperhuse fra midten af 1700-tallet. Man kan virkelig se, at folk gør noget ud af både husene, pynten i vinduerne og de små haver rundt om. Det er ikke uden grund, at Sønderho i 2013 blev kåret til Danmarks smukkeste landsby!
Til dem der kan lide ro og hygge
Efter en nat i Caddy Camperen begav vi os derfor først til Sønderho. Her fandt vi hurtigt ud af, at man bør parkere bilen på en af parkeringspladserne i byens udkant og gå rundt i byen. Byen er lille, og gaderne er så smalle og hyggelige, at de kræver slentretempo og masser af tid.
En af de ting, som vi straks lagde mærke til, var fajancehundene, som mange steder sad i vinduerne. Vi fandt senere ud af, at det var en meget populær og tidstypisk gave, som sømændene tog med hjem til deres koner og kærester fra engelske havne i tiden omkring 1860-1900.
Der er altid to hunde, som sidder ved siden af hinanden. Hvis sømanden var ude på havet, kiggede hundene længselsfuldt ud af vinduet. Når sømanden kom hjem igen, blev hundene vendt, så de kiggede ind i huset. Så behøvede man ikke at ringe på for at spørge, om herren i huset var kommet hjem. Meget smart!
Rasmus var meget imponeret over disse hunde og mente, at det var forløberen for den røde lygte. Men det må stå for egen regning!
Til de historieinteresserede
En del gader i Sønderho har fået fine vejskilte med forklaring på, hvorfor vejen hedder, som den gør. Det gør historien levende i byen, og det er en rigtig fin detalje, synes vi.
I Sønderho vil vi også gerne anbefale at kigge forbi den unikke kirke fra 1782, som ikke ligner andre kirker vi kender. I slutningen af 1700-tallet var der tradition for, at alle sognets voksne skulle kunne være i kirken til gudstjenesterne, så derfor er der bygget kviste ind i kirkens grundplan og den fremstår derfor stor, bombastisk og næsten kvadratisk. Meget specielt.
Vi lagde vejen forbi det gamle sømærke bag byen – kaldet Æ Kåver. Det var oprindeligt Danmarks ældste sømærke, sat op i 1624. Igennem århundreder blev sømærket vedligeholdt, men i løbet af 1900-tallet blev det overflødigt, og i 1935 væltede det i en efterårsstorm. I 2011 blev et nyt sømærke rejst og står nu som et flot vartegn for Sønderho.
Er du til skattejagt, kan du gå på opdagelse efter Æ Kåver på en stoleryg i Sønderho kirke, ligesom du kan lede efter en gammel gravsten i kirken, med to sømærker på.
Og i den anden ende af byen er der en mindelund for de sømænd, som aldrig kom hjem fra havet. En meget sørgelig historie fortæller om en slem storm i 1824, hvor 12 skibe forliste. De syv af skibene mistede hele besætningen. 40 Fanøkvinder blev enker den nat, og 90 børn blev faderløse! Det var meget hårde tider for sådan et lille øsamfund.
For 2. Verdenskrigs-entusiasterne
Levn fra Nazisterne er også at finde rundt omkring på øen. Der blev bygget omkring 300 bunkere på Fanø som et led i Hitlers plan om at lave et kæmpe forsvarsværk fra Nordnorge til Spanien kaldet Atlantvolden.
Tæt på Sønderho strandsø ligger en bunker, som man kan gå på opdagelse i, med dette fede slogan:
Er du meget bunkerinteresseret, så kig nærmere på hjemmesiden Fanø i Atlantvolden, som faktisk er en forening, som både har bunkermuseum, og som laver guidede bunkerture i sommerferien eller efter aftale.
For de museumsinteresserede
I Nordby besøgte vi det lille fine Fanø museum, som er placeret i et gammelt skipperhus fra 1600-tallet. Her kan man få en fornemmelse af, hvordan sømændene og deres familier har levet, da museet er indrettet som et hjem for en skipperfamilie fra 1885-1920.
Det er også muligt at besøge Hannes hus i Sønderho, som ligeledes fortæller historien om et skipperhjem fra slutningen af 1800-tallet. Det var desværre lukket, da vi kom forbi.
For vandhunde og legebørn
Fanø har en ca. 15 km lang, hvid sandstrand. Nogle steder er stranden op til 1 km bred, og den lægger op til masser af leg. Som noget helt særligt må man her (og på Rømø, samt nogle steder langs Vesterhavet) køre i bil på stranden, hvilket mange gør. Lige et godt råd: Hvis sandet ser blødt ud, så er det ofte tilfældet! Og så er det en dårlig idé at køre derud – kan vi sige af erfaring… 😉
Der er også mange (især tyskere) som tager til stranden for at køre blokart eller kitebuggy. Blokart er et trehjulet køretøj med et surfsejl som “motor”. Den skulle være rimelig let at styre, imens det kræver mere øvelse at køre kitebuggy. Her skal man i et lignende køretøj skabe fremdriften ved hjælp af en drage som ved kitesurfing.
Til de vadehavsinteresserede
På andendagen havde vi bestilt en gåtur med guide udover vaden.
Vi kunne jo i princippet godt have gået derud selv, men da vi overhovedet ikke er kendte med hensyn til Vadehavet og dets luner, syntes vi, at det var rart at følges med en erfaren guide.
Det viste sig at blive en rigtig, rigtig god tur, hvor vi kiggede på alle dyr og skaller, som vi mødte på vores vej.
Fremme ved sejlrenden kunne vi se gråsæler på den anden side. Rasmus gjorde sit til at få et par billeder med hjem, selvom de var temmelig langt væk.
Anne Marie derimod gik all in på at finde et stykke rav. Og snart var hun heldig! I løbet af et par minutter havde hun fundet hele tre stykker. Stor succes!
Til de fugleinteresserede
Fanø har nogle gode fuglespots. Hele stranden er et slaraffenland for vadefugle, og derudover er der også et fint fugleskjul ved Sønderho strandsø. Her var vi blandt andet heldige at se rørhøgen tæt på.
Om foråret er det muligt at se den smukke blåhals ved Sønderho. Af andre spændende ynglefugle kan nævnes natravn og den sjælden hvidbrystet præstekrave. Om efteråret er der store fugletræk ved Hønen nær Sønderho af bl.a. rovfugle, finker, pibere og drosler. Så der er nok at komme efter for fugleinteresserede.
Som noget helt særligt kan man besøge Sønderho Gamle Fuglekøje og Albue Fuglekøje. Vi kendte intet til disse fuglekøjer før vores besøg på Fanø, men vi læste lidt op på historien ved den lille udstilling ved Sønderho Gamle Fuglekøje.
I midten af 1800-tallet blev der på Fanø bygget fire fuglekøjer efter tysk/hollandsk forbillede. Det er en måde at lokke vildænder til for derefter at indfange dem og spise dem. Fangsten har uden tvivl været et godt supplement til det hårde øliv i Vadehavet. I 1931 blev det forbudt ved lov at fange ænder ved hjælp af fuglekøjer, og de to sidste blev nedlagt.
For de kulturinteresserede
Vi havde egentlig først besluttet kun at blive to nætter på Fanø, men da vi var vilde med øen og derudover opdagede, at der skulle være Fannikerdage, tog vi en ekstra overnatning. Det er jo netop den frihed Caddy Camperen giver os.
Fannikerdagene er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor den levende kultur på Fanø fejres. Faktisk var arrangementet aflyst denne sommer pga. Corona, men alligevel var der folk i Nordby i de flotte Fanødragter og spillemænd, som spillede op til dans.
Vi gik rundt i byen og så de flotte kjoler og nød de dansende par. Derudover var vi også heldige at falde lidt i snak med et par af de lokale om traditioner og dragter.
Det var spændende at høre om, at egnsdragterne på Fanø tidligere blev brugt både til hverdag og fest. De var altså ikke et klenodie, som blev trukket frem ved særlige lejligheder, men var en vigtig del af øens kultur. Vi fik også fortalt, at den sidste kvinde, som gik i Fanødragt fra vugge til grav, døde så sent som i 1970’erne.
Masker
Vi havde dagen for inden underet os over et billede vi havde set på Fanø bryghus, hvor kvinder i Fanødragt gik med en maske. For os så det helt mellemøstlig ud og vi kunne ikke rigtig forstå hvorfor kunstneren havde valgt at fremstille fannikkerne sådan.
Men nu fik vi forklaringen. Det var jo hårdt arbejde at være Fanøkvinde dengang, og en del af sliddet foregik udenfor under den bagende sol. Men det var ikke moderne at være solbrændt – tværtimod. For det afslørede jo, at man blev nød til at arbejde i markerne eller ved fiskeriet. Derfor bar kvinderne masker for ikke at få sol i ansigtet.
Kan du time dit besøg på Fanø med Fannikerdagene, så vil vi klart anbefale det. Det var en stor oplevelse. Eller måske Sønderhodagen, som er en anden festlig og traditionel dag på Fanø. Den falder altid tredje søndag i juli. Disse kulturdage er klart værd at køre efter, hvis man vil opleve fanøske traditioner og dragter.
Til madørerne
En tur til Fanø må selvfølgelig også byde på dejlige madoplevelser. Med havet hele vejen rundt om øen, lægges der op til brug af masser af fisk og skalddyr. Men der er selvfølgelig også andet på menuen.
Vi fandt dog hurtigt ud af, at hvis vi ville have et bord på restaurant, så blev vi nød til at booke i forvejen her i højsæsonen. ALT var besat!
Café Nanas stue
I Sønderho vil vi på det varmeste anbefale Café Nanas stue. Restauranten ligger i hjertet af byen, og der er en lille hyggelig gårdhave. Da vi var forbi, havde de et dejligt frokostkort og en venlig betjening.
Anne Marie skulle selvfølgelig prøve den vestjyske specialitet bakskuld, som er saltet, tørret og røget ising. Det smagte dejligt!
Rasmus havde denne dag mere lyst til deres fish n’ chips, som også var helt i orden og med en rigtig lækker tartarsauce.
Rudbecks
I Nordby havde vi booket bord på Rudbecks, som er en lille familiedrevet café med både inde- og udeservering. I Caféen er der også mulighed for at købe forskellige specialiteter fra egnen plus de fine Fanø-tørklæder. Så står du og skal have en unik gave med hjem, så kig forbi Rudbecks.
Med Rasmus’ hjælp valgte Anne Marie landgangsbrød. Egentlig er det noget, som hører 80’erne til og ikke lige AM’s kop te. Men Rasmus fik hende overtalt til at prøve dette gourmet landgangsbrød, som bestod af bakskuld, røget laks fra Fanø, små pillerejer fra Nordsøen og hjemmelavet hønsesalat. Der var ikke et øje tørt.
Rasmus er som oftest mere konservativ i hans madvalg og denne dag faldt det på æggekage med gedeost og røget laks.
Fanø bryghus
Fanø har selvfølgelig også sit eget bryghus, som uden tvivl er et besøg værd. Det var svært at få et bord inde, men med ca. 20 øl på hanen, så kan det klart anbefales ikke at have for langt til baren.
Øllene på Fanø bryghus er generelt af rigtig fin kvalitet, og man finder ikke de skæverter, som man desværre ofte oplever andre steder. De har, som man ville sige i sportsverdenen, et højt bundniveau, og der er øltyper for enhver smag.
Så skulle du komme ud for dårligt vejr eller lede efter et sted at tilbringe en hyggelig aften, så vil håndbryggeren på det kraftigste anbefale at kigge forbi bryggeriet.
Vi havde nogle fantastiske og utroligt spændende dage på Fanø, hvor vi fik masser af oplevelser og indtryk af livet i Vadehavet. Vi vender uden tvivl tilbage igen en anden gang.
Læs også: Hjarnø
Læs også: Sort sol i grænselandet
Som altid håber vi, at du har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Du kan også finde os på Instagram @twodanesontour. Vi håber, at turen går til Norge i november, men ellers finder vi et dejligt sted i Danmark at udforske.
hossein fazlalipour says:
Hej, jeg så din side på internettet. Jeg kan meget godt lide den. Jeg kan meget godt lide Danmark og øen Fanø
Mød og få venner med de lokale, og jeg vil gerne lære mere om det. Jeg følger dig på
Instagram me
@hosse_in_fazl
twodanesontour says:
Hej Hossein
Tak for din besked. Fanø er et dejligt sted.
Dejligt at du følger os på Instagram.
Venlig hilsen
Rasmus og Anne Marie