Kongernes dal ved Luxor

Et af de mest berømte steder i Egypten, ud over pyramiderne i Giza, er uden tvivl Kongernes dal ved Luxor. Stedet hvor man under Det nye rige begravede sine faraoer i skjulte gravkamre i jorden. Det var også her, at Tutankhamons grav blev fundet i 1922. 

Mange tror fejlagtigt, at Kongernes dal ligger i selve Luxor, som i oldtiden hed Theben. Men i Det nye rige boede man på den østlige side af Nilen, hvor solen stod op, mens man begravede sine døde på den vestlige side af Nilen, hvor solen selvsagt gik ned. Derfor er der også en halv times køretur fra Luxor til alle de store templer og gravmonumenter, og det skal man lige være opmærksom på, når man planlægger sit besøg. 

Det er ikke så nemt at komme frem og tilbage med offentlig transport, så vi hyrede Ali, den chauffør, som havde “fanget os” da vi kom med nattoget fra Cairo. Han var lidt en slambert, men også en hårdarbejdende fyr, som gjorde alt for at skrabe penge sammen til sin familie. 

Fra toget kørte han os først til Jolie Ville Hotel og Spa på Kings Island, hvor vi satte vores bagage i lobbyen, da det var for tidligt på dagen til at tjekke ind. Og så begav vi os straks af sted mod West Bank – Den vestlige bred af Nilen, hvor de største oldtidsgrave og templer findes.

West Bank

Det er en fin køretur fra Luxor by til West Bank of Luxor, som består af 14 arkæologiske steder samt Kongernes dal og Dronningernes dal. Derfor skal du ikke regne med at kunne se al ting på en dag eller to. I stedet er det vigtigt at læse op på tingene hjemmefra og vælge det vigtigste ud. Dog er det jo altid svært at danne sig et overblik over nye steder, som man ikke har besøgt før. Jeg håber, at dette blogindlæg kan være en lille hjælp. 

Undervejs skal man selvfølgelig krydse Nilen, og man kører også gennem landbrugsland med bønder, der arbejder i rismarkerne. En meget fin tur, hvis man gerne vil se lidt af det rurale Egypten. 

Nilen

Det første der møder en, når man nærmer sig begivenhedernes epicenter er Memnonkolosserne – to statuer på hver 23 meter, som er meget medtagede, men stadig værd at se. De står foran Amenhotep den 3.’s dødetempel, som man altså skal have god fantasi for at forestille sig.

Desværre blev også kolosserne delvist ødelagt under et jordskælv i år 23 f.kr. Men de er stadig et flot vartegn og klart et lille stop værd. Især hvis man kan time det med, at der ikke er alt for mange andre turister – altså morgen eller sidst på eftermiddagen. 

Hatsepsut Temple

Vores første rigtige stop var det berømte tempel Hatsepsut. Det er fantastisk, når man kommer gående fra parkeringspladsen. Templet er i tre plateauer med de smukkeste bjerge i baggrunden, og det var helt surrealistisk at stå her kun en god time efter, at vi var hoppet af nattoget.

Hatsepsut ligner noget fra Star Wars, en filmkulisse eller en anden planet. Jeg var virkelig bjergtaget, da jeg så det i virkeligheden. Og for mig var det en større oplevelse at se det på afstand end at besøge selve templet.  

Indenfor er der store statuer, hieroglyffer og tegninger på væggene, men det er altså omgivelserne der giver magien. 

Besøg i Kongernes dal

Derefter kørte vi til Kongernes dal, som har stået højt på min ønskeliste i årtier – og ikke uden grund. I Kongernes dal findes der i alt 63 grave. Stedet blev brugt som begravelsesplads for Egyptens faraoer fra 1539 f.v.t. til 1075 f.v.t.

Kongernes dal, Luxor, Egypten

Det er selvfølgelig ikke muligt at se alle gravene på en dag, og når man køber en billet til 260 egyptiske pund – ca. 57 kr, er der kun tre grave inkluderet. Derudover kan man købe tillægsbilletter til bl.a. Tutankhamons grav for 300 egyptiske pund – ca. 66 kr.

Når man kommer første gang kan det være udfordrende at vælge de tre grave, som man gerne vil se. Ind imellem er nogle af gravene også lukkede, da de er under yderligere udgravning eller restaurering.  

Derfor kan det være godt at have en guide til at hjælpe med at udvælge de vigtigste grave samt fortælle om, hvilke faraoer der har ligget begravet der, og hvad man skal lægge særligt mærke til nede i graven. Guiden går ikke med ned, men venter udenfor. 

Vi fandt en guide, lige da vi kom ind i området. Det viste sig at være Mike Atty, som er professor i egyptisk oldtid med speciale i Tuthankhamon. Han kunne også læse hieroglyffer, og vi kunne derfor spørge ham om alle de hieroglyffer, som vi ikke kunne tolke selv, så det var ret interessant. 

Guiden fortalte os blandt andet om folks status. Folk der står op, er gode mennesker. Folk der ligger ned er onde. Og dem, der hænger på hovedet, er der intet håb for. De får ikke et næste liv…

Kongernes dal

Er du interesseret i at lave en aftale med Mike Atty på forhånd, så kan du finde ham på WhatsApp. Hans telefonnummer er 0100 634 4684

Ud over Tutankhamons grav, som vi havde købt ekstra billet til, så udvalgte vores guide Ramses IV, Ramses IX og Ramses III grave, som alle tre var fine oplevelser. Men der var ingen tvivl om, at Tutankhamons grav var trækplasteret.  

Tutankhamons grav

Tutankamon blev farao i en alder af kun 9 år og gift med sin egen halvsøster. Han var den 13. konge i det 18. dynasti, og han regerede kun i 8 år fra 1332 til 1324 f. kr. Egentlig var han ikke en særlig vigtig farao, men alligevel er hans navn et af de mest kendte.

Tutankhamons grav, Luxor

Tutankhamons grav blev fundet i 1922 af den britiske arkæolog Howard Carter og vagte stor opsigt. Graven var intakt og havde aldrig været plyndret. Den var nemlig placeret under Ramses IV’s grav og var derfor blevet overset af gravrøvere. 

Nede i Tutankhamons grav fik vi lov til at beskue han lille, tynde balsamerede lig. Det var vel på en måde en stor oplevelse – om end en lidt morbid en af slagsen.

Tutankhamons lig

Jeg har været fascineret af Tutankhamon siden jeg i gymnasiet skrev 2. G’s opgave om ham, og jeg har mange gange undervist om Det gamle Egypten i 3. klasse, hvor mumier altid er et godt samtaleemne. Og dagen før havde vi jo set alt hans gravgods i Cairo. Så dette besøg ved Tutankhamons lig var med til at slutte cirklen for min fascination af ham. Og hvilken finale!

Medinat Habu

Vi sluttede dagen af ved Medinat Habu templet, også kendt som Mortuary Temple of Ramses III.

Templet er berømt for at være godt bevaret, detaljeret og farverigt og at det har nogle fantastisk smukke søjler. 

Hurtigt blev vi dog midtpunkt for et par skoleklasser, som alle ville have selfies med os.

 

Selfie i Egypten

 

Og senere fotobombede vi en egyptisk familie på “skovtur”. De var alle virkelig imødekommende og nysgerrige på, hvem vi var, og hvor vi kom fra.

Familie på udflugt, Luxor

Det er jo møder som disse, som fuldstændig maner alle fordomme om irriterende, påtrængende egyptere til jorden. Bevares de findes. Vi var bare heldige at styre uden om de fleste.

Tilbage til West Bank

Næste dag ønskede Martin ro, avislæsning og afslapning ved poolen på hotellet, mens jeg slet ikke kunne få nok af alt det fantastiske, som jeg havde set dagen før. Måske var det Once in a lifetime at være her. Så jeg tog derfor tilbage til West Bank med Ali. 

Første stop blev Mortuary Temple of Seti I, som lå smukt med en palmeallé. Templet var i sig selv ikke noget særligt, når man havde set så mange andre fantastiske ting. Men selve oplevelsen var magisk. Det var den skønneste morgenstund, og jeg var den ENESTE besøgende. Hvor tit får man lige lov til at opleve det?

Jeg faldt i snak med Mohammad, som stod højt oppe på et stilads og rensede hieroglyffer med ethanol og en gammel tandbørste. Han kunne ikke ét ord engelsk, men prøvede med tegnsprog at forklare mig, at han vaskede gamle fugleklatter af templet.

Jeg blev inviteret op ad stigen for at prøve hans arbejde – hvorfor er det lige, at jeg altid får lokket mig selv ud i sådan noget??? Nå, det gik godt, og jeg kom både sikkert op og ned.

Mens jeg gik på tempelvandring, tog Ali en lur på en bænk. Det var ham vel undt 🙂 

Tombs of the Nobles

Jeg bad derefter om at blive kørt til Tombs of the Nobles. Her findes over 450 grave for præster, prinser, soldater og andre vigtige herre. Det var svært for mig at overskue området, så jeg betalte en guide for at følge mig rundt og udpege de tre vigtigste spots – det er åbenbart sådan man gør alle steder. 

Tomb of the Nobles, Luxor

Jeg besøgte Tomb of Ramose, Tomb of Khaemhat og Tomb of Userhat. Måske behøver du så ikke betale for en guide…

Dronningernes dal

Sidste stop på dagen blev Dronningernes dal/Valley of the Queens – en anden stor oplevelse. Her ligger hovedsageligt (men ikke kun) faraoernes hustruer begravet. 

Jeg valgte igen at se tre grave, som var inkluderet i billetten, og så købte jeg en tillægsbillet til Nefertaris grav. Det er den smukkeste og dyreste grav at se i hele Luxor til den nette sum af 400 kr for én grav… men igen: Once in a Lifetime… Det er aldrig sikkert, at jeg kommer der igen. 

Nefertaris grav

Nefertari var Ramses II’s favoritkone og graven ER virkelig storslået og meget velbevaret med de smukkeste billeder i stærke, klare farver. En flot oplevelse at slutte West Bank af med.

Læg lige mærke til tatoveringerne på Nefertaris arme.

Vær opmærksom på, at man kun må være nede i graven i 20 minutter, for at give plads til andre. Jeg var dog heldig, at vi kun var en 3-4 stykker, mens jeg besøgte graven. Og der kom ikke nogen og smed os ud. Men det er meget godt lige at være forberedt på det.

Udover Nefetaris grav så jeg også Tomb of Prince Amen Khopshef, Tomb of Titi og Tomb of Prince Kha Em Wast. 

Det var nogle fantastiske dage i Luxor og især oplevelserne på West Bank brændte sig fast på nethinden. Stedet er pompøst og uden tvivl i en liga for sig, når det kommer til arkæologiske steder og fantastiske gravkamre.

Skulle jeg udvælge mine favoritter må det blive: Hatsepsut templet, Tutankhamons grav i Kongernes dal, Medinat Habu templet og Nefetaris grav i Dronningernes dal. De var alle mageløse. Hvis du ikke allerede har været i Luxor, håber jeg, at du får muligheden en gang. 

Min næste rejse går til Centralasien i midten af august 2023, så hvis du har lyst til at følge med i det eventyr, så find og like mine sider på sociale medier. Facebook: Two Danes On Tour og Instagram @twodanesontour

Tak fordi du læste med
Kh. Anne Marie 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.