Sarajevo – Small Jerusalem

Sarajevo, hovedstaden i Bosnien-Hercegovina, med godt 370.000 indbyggere, er en af de mindste og mest eksotiske hovedstæder i Europa. Den hyggelige by er fyldt med østens mystik, historiske steder og arkitektur fra tre forskellige tidsperioder – Ottomanerne, Det Østrig-Ungarske rige og Titos Jugoslavien.

I Sarajevo mødes kulturer fra både Østen og Vesten i en rigtig smeltedigel, og byen kaldes derfor ikke uden grund Small Jerusalem. Her skal tre forskellige religioner og etniciteter forsøge at leve sammen på godt og ond. Samtidig er Sarajevo også delt i et øst og et vest – ligesom Jerusalem. Dog skal man lige være opmærksom på, at det østlige Sarajevo ligger mod vest og vice versa, hvilket er lidt forvirrende og mærkeligt…

Ud over at byen emmer af historiens vingesus, så er priserne også gode, set med en danskers øjne, både når det gælder hoteller, mad og seværdigheder. Og er du tidligt ude, kan du komme rigtig billigt og direkte til Sarajevo med lavprisselskabet Wizz Air. 

Husk hele garderoben

Byen ligger i en dal ca. 500 meter over havets overflade. Lokationen gør, at her er hårde, kolde vintre med op til en meter sne, og ulideligt varme somre, så forår og efterår er de bedste tidspunkter at besøge byen.

Jeg var i Sarajevo i april 2022, og byen havde netop været udsat for et stort snevejr samme morgen, så der lå masser af sne i gaderne, og der var ca. 10 cm dyb sne på Trebević-bjerget, hvor den berømte bobslædebane fra Vinter-OL i Sarajevo i 1984 er placeret.

Kabelbanen i Sarajevo

I løbet af ugen blev det op til 22 grader, så sneen smeltede hurtigt. Men rejser du forår og efterår, anbefaler jeg tøj til alt slags vejr og gerne lag på lag, så du hurtigt kan skifte. Derudover blev mine vandrestøvler mit kæreste eje de første to dage, da der var sne og sjap alle steder.   

Trebević-bjerget er forresten et dejligt område til en gåtur og et interessant sted, hvis du er til forladte steder, vil se masser af Street art eller er interesseret i OL-historie. Det er helt unikt at sådan et stort bygningsværk som en forladt bobslædebane ligger frit tilgængeligt så tæt på en hovedstad. Så selvom OL ikke har min store interesse, så synes jeg, at det er et besøg værd. Flere steder kan du komme op på selve banen og gå en tur.

Bobslædebanen i Sarajevo

Kabelbanen, som er topmoderne, kører nede fra centrum af Sarajevo tæt på City Hall, og fra gondolen er der er en flot udsigt over byen. Det koster 20 KM/retur for turister – ca. 75 kr.

Sarajevo centrum

Hjertet i byen er pladsen Baščaršija, som betyder Det gamle marked. Her står den berømte drikkefontæne Sebilj. Den ikoniske fontæne er opført i osmannisk stil i 1753. Historien går, at hvis du drikker af vandet fra Sebilj, så vil du komme tilbage til Sarajevo. Opfordringen er hermed givet videre.

Fontænen i Sarajevo

Ud fra pladsen løber der små gader med masser af restauranter, caféer og souvenirbutikker. En af de mest berømte gader er kobbersmedegaden, som er hyggelig at gå en lille tur i. Her bliver der stadig banket på metal og man føler sig hensat til historien om Hodja fra Pjort af Ole Lund Kirkegaard.

Kobbersmedegaden, Sarajevo

Byens hovedgade hedder Ferhadija, og et sted midtvejs er der en “streg” i vejen kaldet Sarajevo Meeting of Cultures.

Meeting of cultures

Hvis du stiller dig på dette sted og kigger mod øst, så ser du hovedsageligt høje slanke minareter og hvide huse i to etager fra Det osmanniske rige. 

Fra ottomanerne, Sarajevo

Kigger du mod vest, er der pompøse bygninger i op til 5 etager fra Det Østrig-ungarske rige. Det er altså helt særligt, at en by kan deles op i to på denne måde. Normalt blander de forskellige tidsaldre sig mere med hinanden.

Fra det Østrig-Ungarnske rige

Floden Miljacka og City Hall

Parallelt med hovedgaden løber floden Miljacka. Det er en fin tur at gå langs floden, da der er masser af kigge på undervejs.

I den østlige ende findes den smukke og særprægede bygning City Hall, også kaldet Vijećnica. Bygningen blev opført i 1891-1894 under det Østrig-Ungarske rige, men i Maur-still for at imødekomme den Osmanniske del af befolkningen og deres byggestil.

City Hall, Sarajevo

City Hall blev voldsomt bombet og nærmest udbrændt under borgerkrigen fra 1992-95. Over 1 million bøger og dokumenter gik op i røg. I dag er den heldigvis genopbygget til stor glæde for alle besøgende.

City Hall, Sarajevo, Bosnien

Går du lige ind i forhallen, kan du se en lille film, som viser, hvordan bygningen så ud under de heftige bombardementer. Vil du længere ind i bygningen, skal du betale for indgangen.

Restaurant Inat Kuća

På den anden side af floden ligger et lille hvidt hus, som nu huser den traditionelle bosniske restaurant Inat Kuća. Dengang City Hall skulle bygges, lå det lille hvide hus der, hvor City Hall nu er placeret, sammen med flere andre huse i osmannisk stil.

Husets ejer, en ældre mand ved navn Benderija, blev venligt men bestemt bedt om at flytte ud af sit hus mod en kompensation, så City Hall kunne blive bygget. Men det nægtede han. Han blev tilbudt den dobbelte sum penge for huset, men nægtede fortsat. Han ville kun flytte på én betingelse. At ud over kompensationen, så skulle hans hus flyttes over på den anden side af floden. Mursten for mursten. Og der ligger det altså den dag i dag og hedder nu Inat Kuća – “Trodshuset”, fordi gamle Benderija var så stædig. 

Restaurant

Jeg var inde og spise på restauranten, men det var relativt dyrt efter bosnisk standard, og maden var ikke så interessant, synes jeg. Der var også flere retter, de ikke havde den aften, så desværre ikke den store anbefaling herfra. Men huset har en interessant historie og mange hyggelige kroge.

Latin Bridge

Længere nede af floden Miljacka ved gaden Zelenih Beretki ligger Latin bridge, som blev bygget under ottomanerne. Det skulle være den ældste bro over floden, som stadig eksisterer. 

Latin Bridge, Sarajevo

Broen er blevet verdensberømt, da det var meget tæt herpå, at mordene på prins Ferdinand af Østrig-Ungarn og hans kone Sofia Chotek fandt sted den 28. juni 1914.

Mordet i Sarajevo

De to royale gæster var i Sarajevo på officielt besøg, og den pro-serbiske terrorgruppe “Den sorte hånd” havde lagt planer for en likvidering af ærkehertugen Ferdinand.

Det første forsøg på likvidering mislykkedes for gruppen. Der blev kastet en håndgranat, som sårede to andre mennesker, da den royale bil nåede at speede op og køre væk. Kortegen omkring kronprinseparret var derfor godt klar over, at der var noget i gærde. Hertugparret skulle spise frokost på Hotel Europa, og på vej hen til restauranten kørte kortegen af chauffører forkert. Bilen med ærkehertugen og hans kone gik i stå lige ud for Latin Bridge, hvor den bosnisk-serbiske mand Gavrilo Princip stod klar. 

Princip øjnede straks chancen, da den royale bil pludselig holdt stille foran ham. Han afgav to pistolskud. Det ene skud ramte prins Ferdinand i halsen, det andet ramte hans hustru i maven. De døde begge to af deres kvæstelser og efterlod sig tre børn.

Mordet i Sarajevo

Princip blev straks pågrebet af politiet og blev senere idømt 20 års fængsel. Han døde dog fire år senere af tuberkulose. 

Mordet på ærkehertugen og hans hustru satte en kædereaktion i gang, som i sidste ende udløste 1. verdenskrig.   

Anbefaling af Hotel Lula

Da jeg tog til Sarajevo, var det altafgørende for mig at bo i hjertet af byen. Jeg var heldig at få anbefalet Hotel Lula, som ligger ca. 50 meter fra den store vandfontæne på den centrale plads Baščaršija.

Hotel Lula, Sarajevo

Hotellet er på ingen måde fancy, men det er rent og pænt og med søde piger i receptionen. To nætter i enkeltværelse med morgenmad og eget bad og toilet kostede mig 572 kr. Jeg var utrolig glad for det lille hotel med masser af restauranter og vandpibecaféer lige uden for døren. Så min varmeste anbefaling går til Hotel Lula. 

Hotel Lula

Anbefaling af Restaurant Dveri

Maden i Bosnien-Hercegovina – og på resten af Balkan, består af MASSER af kød. Bosniens nationalret cevapcici er grillet hakkekød med brød og rå løg til.

Civapsisi

Det smager godt, og man skal selvfølgelig prøve det. Men jeg synes, at man meget hurtigt bliver træt af det, så her kommer et par andre anbefalinger i Sarajevo. 

Restaurant Dveri er et lille sted med gamle ting på væggene, små hyggekroge, god lokal mad og en venlig betjening. Som alle andre steder serverer de masser af kød, men med en lidt finere tilberedning og anretning – inklusiv grøntsager, som kan være et særsyn på disse kanter.
Adresse: Prote Bakovica 12. Bestil bord i forvejen.

Restaurant Dveri, Sarajevo

Anbefaling af Restaurant Aščinica Hadžibajrić

Aščinica Hadžibajrić er en meget speciel restaurant, som nok kun er for de modige. Restauranten har været i familiens eje siden 1860 – det er alligevel imponerende! 

Der er sådan lidt folkekøkken over det. Der er intet menukort, så du peger på det, du gerne vil spise. Dette er det tætteste du kommer på hjemmelavet bosnisk mad, hvis altså du ikke bliver inviteret hjem og spise hos nogen. 

Aščinica Hadžibajrić er et meget lille sted, og de har kun en hvis mængde mad, inden der bliver udsolgt. Vi prøvede at gå forbi omkring kl. 18.30, men da det var midt i ramadanen, fik vi fagter og få gloser på engelsk at vide, at de ikke serverede mad endnu, og at de serverede for muslimer først. Derefter var vi velkomne til at komme og spise. Da vi ankom ca. en halv time efter solnedgang, var der kun to andre spisende tilbage i restauranten; alle andre var gået. Vi fik nærmest det sidste i kødgryderne, og da vi havde spist færdig, lukkede de.

Menuen bestod først af en suppe med brød, og derefter en tallerkenfuld med kødboller, ris, hakkekød i løg, spinat, kartofler og cremefraiche serveret i en ståltallerken.

Det var på ingen måde et fancy måltid mad, men det var autentisk og lavet fra hjertet. Så hvis du er til polsk mælkebar, så er det her helt sikkert også noget for dig.
Adresse: Ćurčiluk veliki 59.

 

Et sidste tip

Sidst men ikke mindst, så skal I også lige have en anbefaling til et solnedgangsspot. Det er et lille listigt sted, så man finder det ikke sådan lige, hvis man ikke ved, hvor man skal lede.

Overfor Den evige flamme, i krydset hvor gaderne Titova og Ferhadija mødes, er der en indgang ved Ferhadija 2.

Caffe Hecco

Henne for enden finder du en elevator. Den tager du til 9. etage, hvor Hotel Hecco Deluxe ligger. Når du går ud af elevatoren, skal du bare gå til venstre forbi receptionen og op ad trapperne til 10. etage. Her ligger Caffe Hecco, hvor du kan nyde din kaffe, øl eller drink enten ude og inde. Du kan også gå hele vejen rundt om bygningen udvendig på den smalle gesims og se Sarajevo lidt fra oven. Det er skønt både midt på dagen og ved solnedgang.   

Solnedgang over Sarajevo

Det er også muligt at nyde udsigten fra toppen af Avaz Twist Tower, som er 172 meter høj. Det er dog ikke lige så hyggeligt som Caffe Hecco, så den ville jeg til enhver tid vælge. 

Tak til Sarajevo og nye planer

Sarajevo er i min optik en af Europas mest interessante hovedstæder og har masser at tilbyde eventyrlystne rejsende, som søger det uslebne og ukendte. Og skulle du få nok af Sarajevo, så ligger resten af Bosnien-Hercegovina jo og venter.

Hvis du undrer dig over, at jeg nærmest ikke har skrevet noget om borgerkrigen i Sarajevo, så fortvivl ikke. Der er så meget at fortælle, så der kommer et separat blogindlæg om det.

Min næste rejse bliver i efterårsferien, og den går også til Balkan. Jeg flyver til Skopje i Nordmakedonien og rejser derfra til Albanien – et land, som jeg aldrig har besøgt før.  

Er du interesseret i at læse andre blogindlæg fra Balkan, så er der masser at hente her, da det er en af mine favorit-regioner i Europa. Cause you never know what your gonna get!

Du er altid velkommen til at følge med på Facebook: Two Danes On Tour og Instagram @twodanesontour. Der er ingen tvivl om, at jeg er mest aktiv på min Facebook-side, da jeg bedre kan fortælle lidt længere historier der. Men tjek gerne begge dele ud. Det er ikke nødvendigvis det samme jeg deler på de to SoMe. 

Glade rejsehilsner
Anne Marie

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin

  1. kirsten bue says:

    Hej Anne Marie,
    Jeg har med nysgerrighed læst dit fine oplæg om Sarajevo, da jeg overvejer at tage samme tur til foråret 2023. Det er jo som du skriver, oplagt at tage Wizzair, men så vidt jeg kan se lander de ikke i Sarajevo men i Tuzla, kan det passe ?
    Pft Kirsten

    • twodanesontour says:

      Hej Kirsten
      Tak for din hilsen. Jeg er glad for, at mit indlæg har inspireret dig. Sarajevo er virkelig en rigtig fin by!
      Som du kan læse, fløj jeg med Wizz Air i april, men jeg har lige tjekket deres app og kan se, at der i øjeblikket ikke er fly var København til Sarajevo. Men mon dog ikke at de genoptager ruten til foråret? Jeg har på fornemmelsen, at de forsøger at spare i øjeblikket alle de steder, de kan. De har lige stoppet deres ruter fra Billund til Sofia og til Skopje – med MEGET kort frist, så folk fik aflyst deres fly.
      Jeg håber, at du kommer af sted.
      Vh. Anne Marie

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.