Prizren, Kosovo

Efter et par dejlige dage i Skopje, tog vi bussen til Prizren i Kosovo. Et lille bitte land (ca. en fjerdedel af Danmarks areal), som vi var meget spændte på at besøge. Vi kender det jo mest fra medierne, hvor det havde stor bevågenhed midt i 1990’erne under krigen i Ex-Jugoslavien. 

Kosovo

Grunden til, at der stadig er uro omkring landet, er blandt andet, at kun 118 ud af FN’s 193 medlemslande anderkender Kosovo som en selvstændig stat. Resten af medlemslandene regner Kosovo som en del af Serbien. Og hvorfor er det nu sådan?

Ikke fordi vi skal trætte jer med en lang analyse af konflikten på Balkan, men vi kan da godt lige opsummere, at Kosovo har rundt regnet 2 millioner indbyggere. Den største del af befolkningen er Kosovo-albanere, mens der er mindretal af blandt andet serbere, bosniere og tyrkere. Og det er altså den albanske og den serbiske del af befolkningen, som hovedsageligt er i konflikt.

I 1912 blev Kosovo erobret af Serbien og den albanske del af befolkningen følte sig undertrykt af serberne. Mens Tito var præsident i Jugoslavien opnåede Kosovo særstatus, hvilket serberne ikke var tilfredse med. Det blev derfor sløjfet med et pennestrøg, da Slobodan Milošević kom til magten. Herefter udviklede konflikten sig til krig, som blussede op ad flere omgange mellem de to befolkningsgrupper. Der er stadig spændinger i landet, men ikke mere, end at vi godt turde rejse til Kosovo i påsken 2019. 

Med bus over grænsen

Fra den centrale busstation i Skopje, kunne vi komme med bus direkte til den smukke og meget tyrkiskinspirerede by Prizren. Den havde vi fået anbefalet hjemmefra, så det blev første stop i dette, for os, ukendte land.

Som en lille servicemeddelelse kan vi lige oplyse, at bussen fra Skopje til Prizren kører hver dag kl. 11.30 og 16.00 og koster 580 dinarer. 

Bussen kørte først til grænsen, hvor vi alle skulle stå ud af bussen og vise pas. Det tog vel sammenlagt et kvarter at få alle passagererne med over grænsen, og så var vi på farten igen. Vi kom til at tænke på, at det i grunden var lang tid siden, at vi på denne måde havde krydset en grænse i Europa. Grænsekrydsninger er altid spændende. Hvordan ser det nye land ud? Hvilke forskelle og ligheder lægger vi mærke til? Hvem møder vi? Hvad oplever vi? Og hvad skal vi have at spise til aften?

Det første vi opdagede var, at de i Kosovo er ved at bygge en KÆMPE motorvej fra grænsen til hovedstaden Pristina. Da der jo går en landevej i forvejen langs bjergene, bliver den nye vej nu bygget hen over en stor slugt. Vi har aldrig set et lignende byggeri før. Det var virkelig enormt – men altså i vores øjne skæmmer det landskabet.

I en by på vejen skulle bussen selvfølgelig holde pause. Både så nye passagerer kunne komme med, men også så chaufførerne kunne nå at spise og ryge! Og det var altså ikke fordi, de ikke havde kæderøget inde i bussen, siden vi var kørt fra Skopje! Så den tur, som burde tage 2 timer tog nu pludselig nærmere 4 timer. Men endelig havde vi Prizren forude. Og hvilket herligt syn.

Hyggelige Prizren

Efter den lille gåtur fra busstationen til midtbyen, skyndte vi os at tjekke ind på Hotel Cleon. Her betalte vi 34 euro for en nat inklusiv morgenmad. Værelset var kæmpe stort, men badeværelset uden udluftning og derfor noget fugtigt, med lugtgener til følge. Hotellet lå ellers mega godt med udsigt over floden.

Vi skyndte os ud på gaden igen, da vi havde masser, som vi gerne ville nå at se og opleve.

Den største attraktion i Prizren er uden tvivl den gamle stenbro, som går over floden Lumbardhi.

Der er flere andre broer over floden, men den gamle stenbro er uden tvivl et samlingspunkt i byen. Her ligger også torvet Shadervan, hvor der er masser af caféer, barer og restauranter. 

Borgen Kaljaja

Vi besluttede at gå en tur op til den gamle borg Kaljaja, som ligger højt over byen. Det er ikke helt nemt at finde stien derop til, men vi spurgte bare en pige undervejs og blev peget i den rigtige retning.

I dag er der desværre ikke så meget tilbage af borgen, som stammer fra det 6. århundrede. Det er gratis at besøge ruinen, og der er åbent 24 timer i døgnet. Det betyder bl.a. at man kan opleve en fin solnedgang over byen, hvis man bliver længe nok 🙂  

Der var også en rigtig fin udsigt den modsatte vej over bjergene, hvoraf nogle stadig havde sne på toppen.

Vi gik ned til byen igen og tog en sundowner på torvet, mens vi nød den smukke solnedgang over Prizren.

Vi spiste en god middag på den albanske restaurant Marashi, som lå helt ned til floden. Det var nogle ordentlige portioner med en masse kød, så er det ikke lige din stil, så skal du nok finde et andet sted.

Byen er også smuk efter mørkets frembrud.

Næste morgen gik vi endnu en tur i den gamle, velbevarede centrum, inden turen gik til busstationen, hvor vi købte billetter til Pristina for 4 Euro pr. person. Bussen kører hver dag mellem kl. 5.45 og 18.00 og tager 2 timer.

Læs også: Republikken Nordmakedonien

Læs også: Sæler ved Falsterbo i Sverige

Vi håber, at du har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kan du se, når vi skriver nye blogindlæg og følge med, når vi er ude på eventyr. I uge 7 går rejsen til Grækenland.