Vores møde med en polarræv

Det var polarlomvierne der afgjorde tidspunktet for vores rejse til Svalbard. På omkring fire dage sidst i juli hopper alle polarlomviernes unger af rederne samtidig. Det gør de for at højne chancen for deres overlevelse. Det skulle være et spektakulært syn. Og det ville vi selvfølgelig gerne opleve. 

Ligesom på turen til hvalroskolonien dagen før var vi igen med selskabet Better Moments, som hvert år arrangerer “Bird jumping-ture” til Alkhornet fuglefjeld.

Vi sejlede fra Longyearbyen ca. kl. 17.30 og ligesom dagen før, var vandet roligt. Da vi nåede frem til Trygghamna, fik vi serveret grøntsagssuppe ombord på skibet, inden der var landgang. 

Gummistøvler ja tak!

På grund af strøm i vandet, blev vi sat af længere henne ad kysten end først planlagt. Det betød, at vi pludselig skulle forcere en lille smeltevandsflod. Den var ikke så bred, men der var godt fart på vandet, så man skulle passe på ikke at falde på de glatte sten.

Ud af de 12 mennesker, som var med på turen, var vi øjensynligt de eneste fire, der havde læst, at man kunne få våde tæer i forbindelse med landgangen, hvorfor vi var iført gummistøvler 🙂

Vi var derfor også de eneste fire, som kom tørskoede over floden – ja, altså lige bortset fra Rasmus, der, imens han med et ben i det våde element, hjalp en ældre kinesisk dame over floden, kunne mærke smeltevandet trænge ind til uldsokken. Det er sådan, man finder ud af, at der er hul i ens gummistøvle 🙂 🙂 🙂

Nogle af de andre tillod sig endda at blive sure over, at vi skulle over en flod på trods af, at der på hjemmesiden havde stået, at gummistøvler var tilrådelige. Ja, sådan er turister nogle gange så uforskammede. Vi kan selvfølgelig godt forstå, at det er irriterende at få våde sko – but come on, and come prepared!

En sej plante

På vej mod fjeldet så vi den sjove kompasplante; på dansk også kaldet tue-limurt (silene acaulis). Vi havde hjemmefra læst om den og derfor håbet at se den, mens vi var på Svalbard.

Kompasplanten har simpelhen centralvarme! Jo, jo – den er god nok. Den kan blive op til 30 grader varm inden i.

Planten blomstrer først mod syd, og deraf har den fået sit tilnavn kompasplante, da man ved hjælp af den kan finde de fire verdenshjørner ude i naturen. 

Kompasplanten kan blive op til 250 år – måske ældre, så det er vigtigt at passe godt på den, hvis du ser den på din vej.

Polarræv

Pludselig da vi kom rundt om en stor klippe, stod der en polarræv lige foran os. Et dyr vi virkelig havde ønsket at se på Svalbard. Hold nu k… – så var det bare om at skyde løs med kameraene det øjeblik, den stod der. For sekunder efter var den væk igen. Kæmpe, kæmpe oplevelse! Ja, magisk øjeblik, som vi vil tage med os og huske længe.

 

De aller fleste tager til Svalbard for at se en isbjørn, som der ikke er store chancer for at se. Men en polarræv er der ikke mange, som skænker en tanke.

Den er faktisk et RIGTIG fint dyr, og så er der forholdsvis gode chancer for at få den at se. På Svalbard er der nemlig ingen jagt på polarræv, og det betyder, at de har meget få fjender og derfor er aktive om dagen. Vi har hørt, at man endda kan være heldig at se dem i Longyearbyen, Pyramiden og Barentsburg. 

Polarræve er ådselsædere. De følger ofte efter isbjørnen og æder dens rester. Men i dag holdt den selvfølgelig til her ved Alkehornet, da den håbede på natmad i form af polarlomvieunger, der på grund af sparsomme flyvefærdigheder ikke når havet, når de springer af reden.

Skulle du selv møde en polarræv en dag, så sæt dig ned. Du kan være heldig, at den kommer utrolig tæt på, eller som minimum stopper op for at undersøge, hvad du er for en.

Manglende tidsfornemmelse

Da vi endelig nåede helt hen til Alkhornet fuglefjeld, satte vi os ned på jorden og kiggede op mod fjeldet.

Man skal kigge efter to-tre polarlomvier, som følges ad. Det er ungen, som hopper, og dens mor og far, som flyver bagefter for at opmuntre den til at nå helt ud til havet. Og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at der var helvedes langt fra fjeldet og ud til havet. 

Men der skulle ikke mange minutter til at opdage, at polarlomviernes unger endnu ikke var begyndt at hoppe. Der var nok ingen, som havde fortalt dem, at det var nu, der var det rigtige tidspunkt 🙂 Så det der egentlig skulle være aftenens højdepunkt, blev en fuser.

Svalbard-rensdyr og klimaforandringer

Til gengæld kunne vi nyde de fine svalbard-rensdyr, som kom helt tæt på, mens vi drak te og spiste kage.

Svalbard-rensdyret er en anden race end dem, man ellers finder i Skandinavien. De er mindre og har kortere ben, så de bedre kan klare sig i Arktis.

Svalbard-rensdyret er det planteædende dyr i verden, som lever længst mod nord, og det kræver store tilpasningsevner at finde føde og overleve i så kolde egne som Svalbard er. For eksempel halveres deres kropsvægt i løbet af vinteren, fordi det er svært for dem at finde føde, når det er så hård frost.

Her ved Alkhornet lå der flere skeletter efter svalbard-rensdyr. Vores guide fortalte os, at der sidste vinter var kommet et uventet regnvejr i december og efterfølgende hård frost. Det betød, at der lå et hårdt islag på jorden, og at svalbard-renerne derfor ikke kunne komme ned til føden under isen. De kan godt grave sig gennem sne med deres klove, men ikke gennem is.

Omkring 200 svalbardrener døde som følge heraf. Forskere fra Norsk Polarinstitut har efterfølgende vurderet, at det er opvarmning af kloden – og altså klimaforandringer, som er årsag til, at det regnede så sent som i december. Noget som aldrig er set før. Og her stod vi midt i naturen og var vidne til følgerne heraf. Ja, der var noget at tænke over…

God tur trods alt

Selvom vi ikke fik set det, som vi egentlig var kommet for, nemlig polarlomviernes unger hoppe af reden, så var det stadig en rigtig god tur. Vi kom meget tæt på både polarræv og svalbard-rensdyr, og på vejen tilbage til Longyearbyen var vi igen heldige at se vågehvaler fra båden.

 

Husk altid at være nysgerrig, hvis du i områder med chance for at se hvaler, ser en masse fugle samlet henover vandet – det betyder tit fiskestimer, og fiskestimer betyder hvaler. Er du tålmodig, kan det være, at der pludselig er en hval, som bryder vandoverfladen.

Og så nød vi midnatssolen, som disse dage skinnede fantastisk.

Se alle vores indlæg fra Svalbard

Læs også: Tranedans ved Hornborgasjön 

Læs også: Island – landet af ild og is

Vi vil blive super glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her vil du kunne se rejsebilleder fra nær og fjern. Du kan også holde øje med, hvornår vi udgiver et nyt blogindlæg.