Med lejebil i Transylvanien
Sandra og Jonas fra Roskilde (som vi har omtalt i et tidligere afsnit) havde talt om at leje en bil og køre på et roadtrip rundt i Transylvanien.
Da vi hørte om deres planer, spurgte vi dem, om de kunne være interesserede i at dele en bil og derved lave en tur sammen. Og det var de.
Så vi lejede en Dacia Logan 1,4 mpi (den meget kendte!) i to dage.
Som pigen i receptionen på vores hostel sagde: ”Karosseri og motor er Renault, resten er plastik!” Men den opfyldte formålet og fik os ud på landet, hvor vi ellers ikke var kommet, da vi jo normalt følger tog- og busruterne.
Făgăraş-vejen
Vi kørte fra Sibiu først på formiddagen. På den første del af vores tur fulgte vi endnu en af Ceauşescus præstige-byggerier. Det var den utrolig flotte Făgăraş-vej, som snoede sig op af stejle bjergsider i vilde hårnålesving.
Til sidst nåede vi op over trægrænsen i over 2000 meters højde. Her lå der stadig sne i juli måned.
Der var små boder med hjemmelavede oste, pølser, honning, brød mv., så vi tog et lille hvil, inden turen igen gik ned igen på den anden side.
Undervejs så vi køer og fåreflokke med hyrder og hunde – ja til tider så vi dem faktisk så tæt på, at vi måtte holde stille, til de igen havde forladt vejen.
Vi stoppede mange steder undervejs for at nyde de utrolig flotte udsigter og alle høstakkene, som er Anne Maries favoritmotiv.
Roadtrip til de fjerneste afkroge
Vi overnattede på den lille Pensiunea Sarbesch, som lå i byen Cuertea De Arges. De havde også en restaurant, hvor vi spiste fødselsdagsmiddag.
Reklamepause!!!
(De kommer bare altid på det meste irriterende sted!)
”Gå straks i gang med at overtale din mand, kone, børn eller kæreste til at tage med dig til Transsylvanien. Det vil blive en uforglemmelig tur, som I ikke vil fortryde!”
Dagen efter kom vi for alvor ud på de små veje, og vi nåede blandt andet at overvære en parring på mindre end 5 meters afstand (ja, altså det var en ko og en tyr!) imens en af de andre køer gik så tæt på vores plastikbil, at den klappede sidespejlet sammen.
Her ud over kom vi også til fransk cirkusforestilling i en lille landsby sammen med alle de lokale. Vi besøgte et nonnekloster, fik lækker mad på en restaurant og fandt nattely hos ”Rumæniens Elena” – hende her var lige så sød og venlig som Bulgariens Elena, og hun talte lige så meget, det var bare på rumænsk!
Om aftenen faldt vi i søvn til lyden af hestehove ude fra den brostensbelagte vej, når bønderne kørte deres store hølæs hjem fra markerne.
Det er altså landidyl når det er mest autentisk!
Biertan
Den sidste dag besøgte vi en af de små befæstede kirker, som Transylvania er så berømt for. Kirken ligger midt i den smukke landsby Biertan. Den er bygget af saxerne engang i 1200-tallet som en fæstning med vagttårne og forrådskamre, så det var muligt at holde ottomanerne og tatarerne på afstand.
Vi var trætte og glade, da vi kom tilbage til Sibiu. Og fyldt op af masser af nye oplevelser i dette fantastiske rejseland.
Læs også: I Grev Draculas fodspor
Læs også: De malede kirker
Du er meget velkommen til at følge os på Facebook Two Danes On Tour, hvor vi poster mange flere rejsebilleder og giver lyd fra os, når vi har skrevet et nyt blogindlæg. Du kan også finde os på Instagram @twodanesontour