Tirana er Albaniens lille hyggelige hovedstad med ca. 550.000 indbyggere ud af landet godt 3 millioner mennesker. Byen blev grundlagt af osmannerne i 1614, men blev først landets hovedstad for lidt over 100 år siden i 1920.

Tirana er derfor både præget af få gamle osmanniske bygninger, kolosser fra kommunist-tiden og moderne skyskrabere, som netop i disse år skyder op over hele byen. 

Og hvad skulle jeg så i Tirana? Jeg skulle sanse, opleve og bare have tid til at gå rundt og udforske et nyt sted, hvor jeg ikke havde været før. Tirana var perfekt til det formål. Jeg stornød virkelig byen, og jeg brugte sikkert flere dage i hovedstaden end de fleste turister på gennemrejse gør.

Free Walking Tour i Tirana

Jeg lagde ud med en Free Walking Tour fra byens store, centrale plads Skanderbeg Square. 

Hver dag kl. 10 er der en gåtur med guide i ca. 2½ time. Man mødes neden for trappen foran operahuset. Det er tæt på den store flagstang med det albanske flag. Efter turen betaler du guiden det, du synes, at turen var værd.

Jeg synes, at det var en rigtig fin tur med en god guide og anbefaler den klart til folk, som er i Tirana for første gang. Man får lige en føling med byen og får set et par spots, som man bagefter kan vælge at komme tilbage til.

Skanderbeg Square

Skanderbeg Square er den største plads på Balkan med sine ca. 90.000 kvadratmeter. Den er belagt med forskellige fliser fra hele Albanien. 

Pladsen er opkaldt efter den store albanske nationalhelt Gjergj Kastrioti, som nu sidder højt til hest og skuer ud over pladsen.

Han blev taget som gidsel af den osmanniske hær i 1420 og de navngav ham Skanderbeg. Da han var kristen og træt af osmannisk tilfangetagen, flygtede han tilbage til Albanien, hvorfra han forsøgte at bekæmpe de indtrængende osmannere.

Det var Davids ulige kamp mod Goliat. Men i 1461 lykkedes det alligevel Skanderbeg at slå osmannerne tilbage, og han blev udråbt som leder af et frit Albanien. Efter hans død faldt Albanien desværre igen på osmanniske hænder. Dette varede de næste ca. 500 år, og først i 1912 erklærede Albanien sig som en selvstændig stat. 

Du kommer ikke uden om kommunismen…

Kommunisttiden fylder selvfølgelig meget i albanernes bevidsthed og også stadig i gadebilledet. Under kommunismen var hele samfundet overvåget og strengt reguleret af det hemmelige politi, som slog hårdt ned på alt, som ikke var inden for retningslinjerne.

Diktatoren Envar Hoxha styrede Albanien med hård hånd fra 1944 til hans død i 1985. Men det kommunistiske styre blev først endeligt afskaffet i Albanien i 1991.

Hoxha skabte et system, hvor der var frie valg, men kun ét parti… det kan vi så lige tænke lidt over! Man stemte ved at putte en bold i en kasse, da der var mange analfabeter i landet. Faktisk kunne under 20% af landets befolkning læse og skrive i 1945.  

Under kommunismen var det meget hårde tider for befolkningen. Næsten en fjerdel af landets budget gik til militæret, hvilket selvfølgelig betød mangler alle andre steder. Der var blandt andet stor fødevaremangel og der blev derfor indført rationeringsmærker, som under 2. Verdenskrig.

Og så var der masser af varer, som man slet ikke kunne købe. Der fandtes ikke bananer i Albanien før 1991 og selvfølgelig kunne man ikke købe vestlige produkter som Coca Cola eller Colgate, da alt udefra, ifølge Hoxha, var farligt.

Hoxha’s mange bunkere

I begyndelsen så Hoxha op til Sovjetunionen og især Stalin. Albanien og Sovjetunionen var derfor allierede, men Hoxha blev mere og mere paranoid og så “spøgelser” alle steder.

Efter Stalins død beskyldte Hoxha USSR for at være anti-marxistisk. Snart blev han derfor udelukket fra det gode selskab med de andre Warszawa-pagt lande.

Kun Kina var kommunistisk nok i hans øjne, og de blev allierede i en årrække, indtil det heller ikke var kommunistisk nok til Hoxha.

I sit paranoide sind besluttede Hoxha sig for at bygge bunkere efter Nordkoreansk forbillede. Han var nemlig sikker på, at både Grækenland, Rusland og USA – og sikkert mange andre også, havde planer om at angribe Albanien.

Mange af bunkerne er meget små og står som paddehatte i landskabet. De er designet til to personer, som kan finde beskyttelse her, med mulighed for at skyde mod den angribende fjende.

Prototypen på de første bunkers blev bygget i 1950’erne. Her forsikrede ingeniøren af bunkeren Hoxha om, at de ville kunne modstå ethvert angreb fra en tank. Det besluttede Hoxha sig for at afprøve – med ingeniøren som prøveklud!!! Da han kom uskadt ud af bunkeren efter angrebet fra tanken, satte Hoxha en masseproduktion i gang.

Hans plan var at bygge intet mindre end 221.143 bunkere, men nåede kun “beskedne” 173.371, inden hans død. Der er ingen tvivl om, at du kommer til at se dem under en rejse til Albanien. De er over ALT!

Verdens første ateistiske land

Men Hoxha interesserede sig ikke kun for bunkere. Han besluttede også, at Albanien skulle være et ateistisk land – som det første i verden. Både kirker og moskéer blev revet ned, og derfor står der kun meget få ældre religiøse bygninger tilbage rundt om i landet.

Den eneste moské i Tirana, som er fra før 1991, er den smukke Et’hem Bej moské. Den ligger på Skanderbeg Square tæt på rytterstatuen.

Moskeen rummer nogle utrolig flotte væg- og loftmalerier – hvilket er ret sjældent for moskeer, da der normalt ikke er tegninger eller billeder i muslimske helligdomme.

Det er gratis at besøge moskeen. Man skal være tækkeligt påklædt, men kvinder behøver ikke at bære tørklæde. Er du i lårkort eller med bare skuldre, kan du låne et tørklæde i moskeen, og så skal du selvfølgelig tage skoene af, inden du går ind. 

Efter kommunismens fald er der skudt både kirker og moskeer op over hele landet. I Tirana er man ved at bygge Balkans største moské Namazgah på 6000 kvadratmeter. Men selv efter mange års arbejde, er den stadig ikke færdig, så jeg kunne desværre ikke få lov til at komme ind og se den. Men flot ser den ud.

Ind- og udrejseforbud

Under kommunismen måtte ingen turister rejse ind i Albanien, og ingen albanere måtte forlade landet. Forsøgte du at flygte, blev du skudt på grænsen, eller ført tilbage og hængt offentligt på byens torv. Alle byens borgere blev beordret til at komme og kigge på – selv børnehavebørn. Nåede man at flygte, blev ens familie straffet for ens handlinger.

Alligevel forsøgte 13.692 personer at flygte mellem 1944 og 1990.
988 overlevede desværre ikke. Puha, sikket et regime at leve under. Og det har altså foregået i min levetid – og sikkert også i din. 

Fjende af staten

Udover totalt forbud med kommunikation med omverdenen, så blev befolkningen overvåget internt at Statens sikkerhedsdirektorat kaldet Sigurimi. Deres hovedformål var at infiltrere kontrarevolutionære og undertrykke modstandere af kommunismen.

Og alle kunne blive udsat for overvågning – så derfor vogtede alle på deres naboer, kollegaer ja, nogle gange på deres egen ægtefælle eller børn. Intet sted var man fredet.

Det var Sigurimis job at fotografere, filme eller indsætte mikrofoner i folks hjem eller arbejdspladser for på den måde at opsnappe anti-kommunisme. De små mikrofoner, som blev placeret i bøger, telefoner, lamper osv. blev kaldt “bugs”.

Ind imellem fandt Hoxas nye fjender – gerne blandt hans venner og tætte allierede. Disse blev ofte fængslet og efterfølgende henrettet. Under kommunismen blev over 6000 mennesker henrettet i Albanien – enten ved skydning eller hængning. Og tit uden rettergang. Efter henrettelsen forsvandt liget, så familien fik aldrig vished for, hvad der var sket, eller mulighed for at begrave deres kære. Det har godt nok været en hæslig og helt umenneskelig tid i Albanien.  

Bunk’Art2

Hvis du, ligesom mig, interesserer dig for historie og kommunisttiden, så kan jeg anbefale dig at besøge Bunk’Art2, som ligger tæt på Skanderbeg Square. 

Museet befinder sig i en større bunker under jorden, hvor du i de forskellige rum kan se billeder og læse masser af rystende historier.

I loftet til indgangen til Bunk’Art2 mindes nogle af de mange ofre for det kommunistiske styre.

Det koster 500 leke / 32,50 kr at besøge museet. Du kan også købe en kombibillet til både Bunk’Art1, som ligger lidt uden for byen, og Bunk’Art2. Denne billet koster 800 leke / 52 kr. (Læs mere om Bunk’Art1 længere nede i blogindlægget)

House of Leaves

Et andet museum fra kommunisttiden er House of Leaves, som fortæller historien om det hemmelige politi. Jeg kom dog ret tæt på lukketid, og havde derfor ikke nok tid til at fordybe mig i det hele. Det mest interessante i mine øjne var en dokumentarfilm, hvor folk fortalte om, hvordan det var at leve i Albanien under kommunismen.

Indgangen til museet koster 700 leke / 46 kr. Og de lukker altså kl. 16.00. Og du bliver “smidt ud” 15.55!

Området Blokku

Blokku er det centrale beboelseskvarter, hvor de kommunistiske ledere boede. I dag er det et hipt kvarter med masser af barer og lækre restauranter. Men du kan stadig gå forbi Hoxha´s hus og kigge ind over hegnet.

Det er også tæt herpå at både den ukrainske og den russiske ambassade ligger på samme gade. Efter invasionen af Ukraine, har man valgt at dekorere gaden med ukrainske flag.

Albanerne har også omdøbt gaden til Befri Ukraine. Så hvis en russer skal sende et brev til sin egen ambassade, så skal de skrive Befri Ukraine på brevet  Det forlyder, at russerne er ved at finde et nyt sted til deres ambassade…

Bunk’Art1

Der findes endnu en stor bunker lidt udenfor Tirana. Det tager ca. en  halv time med den lokale bus, som kun koster ca. 2,50 kr. pr. vej.

Du finder busstoppestedet ved at gå fra Scanderbeg Square forbi rytterstatuen, forbi Et’hem Bej moskéen og videre frem, til du kommer ud, hvor der kører biler. Her på højre side holder bussen L11. Du hopper bare ombord, og så kommer der en billetmand undervejs og opkræver penge for turen. Jeg bad buschaufføren om at hjælpe mig med at komme af det rigtige sted.

Bunk’Art1 er den største bunker i Albanien på 2685 kvadratmeter med 5 etager og 106 rum. Den skulle huse Hoxha og hans regering i tilfælde af atomkrig – og minder lidt om Tito’s bunker, som jeg besøgte i Bosnien tidligere på året. 

Undervejs er der masser af billeder og plancher, hvor man kan læse om tiden under kommunismen. Derudover kan man se Hoxhas kontor, seng og badeværelse.

Ja, man kunne tilmed lige få sig en lille snak med Hoxha. (Det var hans stemme i telefonen).

Det tog mig ca. halvanden time at se det hele. Man kan også bare tage det som en oplevelse at besøge en bunker. Især hvis man har børn med, som ikke synes, at selve historien er særlig spændende. Jeg vil dog ikke anbefale stedet til alt for små børn, da nogle af tingene godt kan være lidt uhyggelige.

I nærheden af bunkeren er der en kabelbane, hvor man kan køre op på bjerget Dajti og nyde udsigten og spise en dejlig frokost. Det havde jeg virkelig glædet mig til. Men ak og ve… banen var selvfølgelig lukket lige den dag, da jeg kom forbi. Til gengæld er jeg da glad for, at de rent faktisk vedligeholder banen.

Tirana – en spændende hovedstad

De fleste, som kommer til Albanien, rejser hertil for strandene eller de flotte bjergområder – og det kan jeg godt forstå. Der er virkelig mange smukke steder, og priserne er stadig gode i forhold til f.eks. Kroatien, som jo er blevet rasende populært. 

Men er du på udkig efter en lille, spændende hovedstad, hvor det meste er i gåafstand, så er Tirana et godt bud. De fleste springer byen over, og det er en skam, hvis man har tid til at udforske den lidt.

Jeg kunne sagtens have brugt en dag eller to mere, men ville også gerne opleve lidt mere af Albanien. Så det kan du læse om i næste blogindlæg.

For øvrigt bor og arbejder jeg i øjeblikket i Ittoqqortoormiit i Østgrønland, så hvis du følger mig på sociale medier, så vil der være billeder og videoer med sne det næste lange stykke tid.

Facebook: Two Danes On Tour

Instagram: @twodanesontour

Jeg vil da også gerne anbefale blogindlæg fra et par andre lande, som du måske vil finde interessant. 

Læs om: Bosnien

Læs om: Kosovo

Læs om: Estland

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Tirana, Albanien blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Rejsens dogmer

Jeg havde hjemmefra taget nogle meget bevidste valg i forhold til denne rejse:

Jeg havde besluttet at rejse alene af sted. Jeg havde med vilje ikke spurgt, om der var nogle, der ville med. Jeg glædede mig til at gøre ALT, hvad JEG havde lyst til. Fra hvor jeg skulle bo, hvad tid jeg skulle stå op om morgenen og gå i seng om aftenen, til hvad jeg skulle spise, og hvad jeg skulle se – hvis jeg da overhovedet gad at se noget!

Jeg havde booket fly til Skopje i Nordmakedonien, da det var billigt og direkte. Til gengæld skulle jeg ud på en 6-7 timers bustur for at komme til Tirana. Det havde jeg også hjemmefra besluttet mig for at tage som en dejlig del af rejsen. Det var nemlig præcis, som jeg havde ønsket mig det! Hvem elsker ikke 7 timer i bus?

Jeg havde booket en seng på Tirana Backpacker Hostel i et værelse med tre andre mennesker. Med risiko for at de både snorkede og pruttede i søvne eller kom larmende hjem fra byen kl. 5 om morgenen. 

Men også mulighed for at komme i snak med andre rejsene på en nem og naturlig måde. Jeg ville afsted for at møde spændende mennesker, snakke med folk fra hele verdenen og udleve min indre backpacker, som har været lettere skjult de sidste mange år. Hun kom frem igen på denne tur.

Et kort visit i Skopje

Flyet fra Wizz Air landede omkring midnat i Skopje. Ikke det fedeste tidspunkt at diskutere med en hærdet taxachauffør. Derfor havde jeg for en gang skyld booket en taxa gennem Booking.com til 215 kr (29 euro). 

Chaufføren stod klar i lufthavnen med et skilt med mit navn på. Han var flink og også lidt snakkesagelig uden at det dog tog overhånd. Men inden vi nåede centrum, var vi blevet “venner” og jeg fik hans kort, så jeg kunne booke taxa til lufthavnen direkte gennem ham, når jeg skulle retur en uge senere. Derved sparede jeg 9 euro i forhold til priserne på Booking.com 

Hvis du også vil have nummeret til en pålidelig og pligtopfyldende taxachauffør, så er det her: +38975462237. Bare skriv ham en besked på WhatsApp, så skal han nok svare. Han kører også taxakørsel i resten af Nordmakedonien og nabolandende, hvis du har brug for det. 

Jeg blev sat af foran Hotel Ambasador, som på ingen måde levede op til sit fine navn, men hvad kan man forvente af et værelse til 240 kr. inklusiv morgenmad? Der var rent, varmt vand i hanen og ikke den dummeste morgenmad med buffet og spejlæg. Jeg var happy. 

Busstationen i Skopje

Næste morgen fik jeg hotellet til at ringe efter en taxa, så jeg kunne komme til busstationen. Taxaen kostede 150 denarer (18 kr.) på meter. En meget fin pris må man sige. Så er det sjovt at køre med taxa.

Bussen til Tirana kørte kl. 8.10, og jeg havde besluttet mig for at være der i god tid. Det er altid meget godt, når man ikke har helt styr på tingene. Jeg havde dog købt busbilletten hjemmefra med FlixBus til 150 kr, så jeg var sikker på at komme med. Det ville være surt at komme hen på stationen og finde ud af, at alle billetter var solgt.

Underligt nok kunne jeg ikke få lov til at komme ind på busholdepladsen, selvom jeg havde min billet på telefonen. Jeg skulle først gå hen til en billetluge, hvor jeg skulle betale 50 denarer (ca. 6 kr) for at kunne komme ind, hvor busserne holdt. Så husk lige at have lidt småpenge i lommen.

Da bussen kom, viste det sig, at det var en minibus fra Ido Tours, så der var ikke meget FlixBus over det, men det var altså den rigtige bus. Det var Ido Tours, som kørte denne tur for FlixBus. Da jeg skulle retur en uge senere, var det et andet selskab.

Chaufføren var noget forundret over, at jeg kun havde billetten online. Han blev ved med at sige, at det ikke var billetten. Men jeg kom da med. Så hvis du selv køber billet med FlixBus online, og har mulighed for at printe billetten ud hjemmefra, så vil jeg anbefale det. Det gør tingene noget nemmere. 

Med bus til Albanien

Bussen kørte til tiden, men var ikke fyldt op. Det første stykke vej kørte vi gennem Skopje centrum, så jeg genså lige nogle af de mange statuer og fine bygninger. Derefter kørte bussen mod Matka Canyon, inden den drejede mod syd og Ohrid søen.

Jeg havde for nogle år siden kørt denne del af turen før og kunne godt huske, at det pludseligt blev meget bjergrigt med hårnålesving og smukke udsigter. Denne gang fik jeg udsigten med begyndende efterårsfarver, så det var dejligt. Dog skal du komme forberedt, hvis du plejer at have tendens til køresyge.

To gange på turen stoppede vi, så man kunne komme ud og strække benene, tisse eller købe snacks på en tankstation. Det var noget svingende kvalitet med hensyn til toiletterne på de forskellige tankstationer… Det ene sted stank der frygteligt. Et andet sted var der kun pedaltoiletter. Det havde jeg ikke lige forventet. Men alt er jo en oplevelse  

På den ene tank var jeg heldig at se nogle små sommerfugle kaldet duehaler. De lever hovedsageligt i Sydeuropa, men nogle år kan man være heldig at se dem i Danmark, hvis varm luft trækker mod nord. Der har faktisk været mange fund af duehaler i DK i år, men jeg har ikke selv været heldig. Så det var jo en glædelig overraskelse, at jeg skulle se dem på busturen. 

Ved grænsen blev vores pas samlet sammen på den Nordmakedonske side af grænsen, hvorefter buschaufføren gik ud for at vise dem til grænsevagten. Da vi skulle ind i Albanien, skulle vi alle stå ud af bussen og vise pas i en lille luge, men også dette var smertefrit.  

Velkommen til Albanien

Jeg elsker at køre over grænser. Det er altid spændende at se, hvad der er på den anden side. At se hvordan små ting ændrer sig i det nye land. Albanien ingen undtagelse.

For det første ændrede sproget sig. I Nordmakedonien bruger de hovedsageligt det kyrilliske alfabet, og mange steder er vejskiltene på tre sprog. I Albanien taler de albansk, hvis bogstaver ligner vores. Til gengæld ligner deres sprog ikke nogle andre sprog. Det menes, at det albanske sprog, som hedder ship, stammer fra illyrisk, som man talte i den region for ca. 2000 år siden.

En anden skøn ting var alle de små vejboder, som vi kørte forbi. Der blev solgt alt fra honning og flettede kurve til kartofler, løg og appelsiner. Og på træerne hang der store modne granatæbler. Albanien så meget lovende ud!

Bussen stoppede på International Bus Station Tirana (ikke at forveksle med busstationen for lokalbusser, som ligger længere væk fra centrum). Fra den internationale busstation var der ca. 1,5 km til centrum og omkring 1 km til Tirana Backpacker hostel, hvor jeg skulle bo, så jeg valgte bare at gå derhen.

Retur til Skopje

Da jeg skulle tilbage til Skopje 5 dage senere, gik jeg igen i god tid hen til busstationen. Nogle mænd ville straks sælge mig en taxatur, men da jeg sagde, at jeg skulle med FlixBus til Skopje, var de utrolig flinke og pegede mig over til nogle små kontorer på rad og række.

Ved det ene kontor stod der FlixBus i vinduet, så der gik jeg selvfølgelig ind. Da jeg sagde til kontordamen, at jeg skulle med bussen til Skopje kl. 8, så hun meget forundret ud. Hun fortalte mig, at der ikke gik nogen bus kl. 8 men først kl. 9. Jeg viste hende min online-billet og var ret insisterende, da det ville være irriterende for mig at sidde og vente på busstationen i halvanden time, men hun holdt fast. Ingen bus kl. 8. 

Lettere irriteret gik jeg ud af kontoret, men vendte straks om. Jeg havde nemlig set, at der var en ledig stol. Der kunne jeg måske få lov til at fordrive ventetiden med min bog. Damen sagde straks ja, men jeg havde ikke læst meget mere end 8 linjer, da hun kom i tanke om, at der inde fra nabokontoret afgik en bus til Skopje kl. 8. Tænk hvis jeg havde siddet på den stol og læst min bog, mens bussen var kørt lige for næsten af mig!!! 

Jeg fik hurtigt samlet mine ting sammen og gik ind ved siden af, hvor de rigtig nok havde en FlixBus kl. 8, men ikke noget skilt i vinduet, så jeg kunne ikke selv regne ud, at det var på dette kontor, jeg skulle henvende mig.

Jeg gik ind på det kontor, hvor der stod Arens Travel, og jeg skulle tydeligvis været gået ind hos Drita Travel og Tours i stedet for – hvordan man så lige regner det ud…

Igen var det besværligt kun at have billetten online, så print den gerne ud hvis muligt.

Bus fra Tirana til Skopje

Turen var en gentagelse i modsat rækkefølge af rejsen fra Skopje til Tirana. Eneste forskel var, at vi ved grænsen kom gennem et større tjek af tolderne, da vi skulle forlade Albanien. Bussen blev simpelthen kørt op ad en rampe og ind i en garage. Alle skulle stige ud af bussen, som blev gennemsøgt med lommelygter.

Vi skulle finde alt vores bagage, og alle tasker blev åbnet og gennemrodet. Jeg blev spurgt, om jeg havde cigaretter med. Det har jeg prøvet engang før sammen med Rasmus, da vi krydsede grænsen fra Ukraine til Polen – og dengang blev vi begge taget med fingrene i kagedåsen

Denne gang kunne jeg med ro sige, at jeg ikke havde købt nogle cigaretter, og at tolderen var hjertens velkommen til at kigge i min taske. Han mistede dog heldigvis snart interessen – og jeg slap for at tage alt ud af rygsækken.

To unge mænd i bussen var ikke nær så heldige – hvad deres “forbrydelse” bestod i, ved jeg ikke. Men deres tur stoppede her. De kom ikke med videre til Nordmakedonien. Vi andre fortsatte gennem den nordmakedonske paskontrol og derefter kørte vi de sidste timer tilbage til Skopje uden de store sindsoprivende begivenheder ud over at turen varede ca. en time mere end på udturen.

I piratens ånd

Vel ankommet til busstationen i Skopje, blev jeg selvfølgelig straks kontaktet af en taxachauffør, som ville køre mig ind til centrum. Det var dog en ublu pris på 50 kr. han tilbød (jeg havde givet 18 kr. fem dage før for en længere tur). Hans engelske var ikke det bedste, og når jeg spurgte til taxameter, så han helt mærkeligt på mig. Jeg fik ham dog pruttet ham ned til det halve og gik med ham ud til hans vogn. Og der forstod jeg, hvorfor han ikke havde talt om taxameter. Det var en pirattaxa!

Men det passede nu meget godt til temaet. Jeg havde nemlig booket en kahyt på piratskibet Hotel Senigallia, som ligger for anker i Vardarfloden lige midt i centrum af Skopje.

Værelset var rigtig fint til 410 kr, og jeg var heldig at mit værelse lå på den rigtige side af skibet, så jeg havde “vandudsigt”. Så selve hotellet havde jeg ikke noget at klage over.

Men restauranten, som ligger på 1. sal, havde den mest sløve betjening ever – og så havde de lige glemt, at det altså godt kan være koldt i Skopje efter solnedgang i oktober, når alle døre og vinduer står åbne. Så jeg tog desserten med ned i min kahyt. 

Det er jo helt forfejlet at jeg ikke før nu har opdaget, at cheesecake bør spises under dynen.

Dagen efter gik jeg en sidste tur rundt i Skopjes gamle kvarter og bazar. Jeg havde skrevet til min taxachauffør fra første dag i lufthavnen, og han kom til aftalt tid og kørte mig derud for 20 Euro.  

Jeg håber, at du har lyst til at følge mig på sociale medier
Facebook: Two Danes On Tour
Instagram: @twodanesontour

Der er flere spændende rejser i støbeskeen, så stay tuned.
Kh. Anne Marie

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Med bus fra Skopje til Tirana blev først udgivet på Two Danes On Tour.