Valg af tur

Vi undersøgte flere muligheder for at komme dertil. Enten kunne vi tage den offentlige bus, eller også kunne vi tage med på en bustur med flere stop undervejs og med afslutning i San Miguel de Allende. Denne tur gik under navnet I uafhængighedens fodspor, da man flere steder ville blive indført i denne del af Mexicos historie.

Prisen på 280 pesos (under 100 kr.) var næsten den samme, som hvis vi tog den offentlige bus. Så efter moden overvejelse valgte vi den guidede bustur. Også selv om den var med spansktalende guide, og at vi af erfaring ved, at de ofte kan tale Fanden et øre af. Skulle vi med engelsktalende guide, blev prisen næsten firdoblet.

Vi skulle møde bag det smukke Teatro Juarez kl. 10.30. Det skulle rigtig mange andre også, og der herskede stor forvirring. Et hav af minibusser kom kørende ud af det underjordiske vejsystem. Hver gang en af dem holdt stille for at samle gæster op, stod hele trafikken stille. Samtidig havde nærmest ingen af busserne skilte i forruden. Det var derfor noget nær umuligt at finde ud af, hvilken bus man skulle med.

Vores chauffør og guide for dagen kom 20 minutter for sent. Så vi nåede lige at stå med vores vestlige punktlighed og tanken om, at vi ikke ville blive hentet. Men altså mañana, mañana – endelig var det afgang for os og ni mexicanere i en minibus.

Mange stop på vejen

Nu kan man nogle gange dårligt huske, hvad man selv havde forestillet sig inden afgang. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at Anne Marie var noget overrasket. Hun havde ikke lige forstået, hvor mange stop der var på selve turen, inden vi nåede bestemmelsesstedet San Miguel de Allende. Det var nemlig dette besøg, som hun havde set frem til.

Første stop var i den lille by Santa Rosa de Lima. Her var nogle lokale kvinder gået sammen om at starte et marmelade-kollektiv. Det kunne vi nok godt have sprunget over… Men det fortæller selvfølgelig en historie om, at sammen er vi stærkere, samt hvordan et lokalmiljø kan profitere af tilblivelsen af en lille fabrik.

Vi ved også fra adskillige busture i andre verdensdele, at sådanne stop er med til at holde prisen for turen nede, da fabrikken betaler operatøren/chaufføren for at bringe kunder i butikken.

Tilbage i bussen var vores buschauffør nu ved at vågne lidt op. Så nu var det tid til, at alle skulle præsentere sig selv – på spansk!

Tequila til morgenmad

Næste gang vi stoppede, var det til liv og glade dage i en Tequila-shop. Det havde nok været sjovere, hvis man havde spist et godt og solidt måltid mad inden, eller havde været på herre-tur og nu var på vej hjem. Så vi blev nødt til at holde lidt igen med de mange smagsprøver, da buskørsel i bjergene uden køresygetabletter og med alkohol i kroppen kan blive en knapt så smagfuld oplevelse.

Lige overfor Tequila-shoppen lå der en stor kirkegård, hvor den berømte mexicanske sanger og sangskriver José Alfredo Jiménez ligger begravet. Her er der et stort og farverigt monument udformet som en kæmpe stor sombrero (en typisk mexicaner-hat). Vi kendte ikke sangeren på forhånd, (og regner heller ikke med, at I gør) så det var klart mere interessant for mexicanerne end for os.  

Farverige Dolores Hidalgo

Nu gik turen til den lille by Dolores Hidalgo, som er mest kendt for sine mange keramikfabrikker, som producerer keramik til hele Mellemamerika.

Da vi kørte gennem byen, så vi nogle flotte og farverige huse tæt på hovedgaden. Så da de andre i bussen gik ind på Casa Museo José Alfredo Jiménez (et museum for ham sangeren fra kirkegården), lavede vi snigeren og gik vores egne veje. Snart fandt vi gaden, og den var præcis så fin, som vi havde set det fra bussen.

Da vi mødtes med gruppen igen, var det tid til at smage på is. Men ikke helt almindelige is!

Vi kunne få lov til at smage på is med smag af kaktusblomst, michelada (lemon, tomat og øl), flæskesvær med mole (chili-chokoladesauce), ceviche (råmarineret fisk – den sprang vi så lige over), rejer og blæksprutter (den gik vi også uden om) og avocado – den var faktisk rigtig god! De havde selvfølgelig også helt almindelige is, som man også kunne få lov til at købe.

Vi blev nu vist rundt på Museo Casa de los Descendientes de Hidalgo – Museet for efterkommerne af Hidalgo. Vi vidste ikke meget om denne mand inden besøget, men vi kan da nu fortælle, at den gode Miguel Hidalgo (som faktisk havde 12 navne) var hovedmanden bag Mexicos uafhængighedskrig mod Spanien. Hidalgo var præst her i byen Dolores, som efter krigens afslutning, ændrede navn til Dolores Hidalgo i taknemmelighed til deres bysbarn.

Sidste stop i byen var en keramikbutik med alt, hvad du kan forestille dig i ragelse.

San Miguel de Allende

Og SÅ gik turen endelig det sidste stykke til San Miguel de Allende. Byen er meget populær blandt turister, som vi straks bemærkede. Gaderne er virkelig farverige, byens kirke er helt speciel, og der er masser af sælgere med hatte og kurve.

Ud over byens skønhed, var vi også interesserede i en væg med streetart, som vi havde set fra bussen. Vi gik ned forbi for at fotografere dette sjove billede af Donald Trump. Ja, mexicanernes had til deres nabo fornægter sig ikke…

San Miguel de Allende var et fint besøg, men vi var nu meget glade for, at vi i stedet havde valgt at bosætte os i den mere rolige og for os fantastiske Guanajuato.

Og så kan vi da også godt afsløre, at vi havde forventet mere tid i San Miguel de Allende, end hvad turen tilbød. Vi havde nok lige overset HVOR mange andre stop der var undervejs. Men vi hyggede os nu fint, og som dagen skred frem, gik snakken lystigt med de andre i bussen. 

Læs også: Mumier og pub-crawl i Guanajuato

Læs også: Street art i Guadalajara

Du er meget velkommen til at synes godt om vores side på Facebook:
Two Danes On Tour. Her kommer vi med billeder og små anekdoter, når vi er ude og rejse. Det er også her, du kan se, når vi har skrevet et nyt blogindlæg.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget I uafhængighedskrigens fodspor blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Ud over at være verdens nordligste hovedstad, er det også en af verdens sikreste. Da Anne Marie var på feltkursus i 2005, mødte hun en politimand, som fortalte, at betjentene i Island ikke går med våben – det er simpelthen ikke nødvendigt. Og vi har for nyligt læst, at der kun har været ét tilfælde nogen sinde, hvor en indsatsstyrke har været nødsaget til at skyde og dræbe en person.

Men det er nu ikke derfor, vi er rejst til Island. Det er vi, fordi det simpelthen er et af de smukkeste steder i Europa med de vildeste naturfænomener. Der er så mange fede naturoplevelser på denne lille ø i Atlanterhavet, som vi skrev om i vores sidste blogindlæg, og det vil vi alt sammen gerne vise vores niece Ella på 10 år.

Riga eller Reykjavik?

Efter halvanden times forsinkelse og en flyvetur på tre timer, landede vi i Keflavik lufthavn kl. 22.30. Men da der er to timers tidsforskel mellem Danmark og Island, var klokken faktisk 00.30 for os. 

Først kunne vi ikke finde vores rygsække, men da al bagage var kommet på båndet, gik det op for os, at rygsække i Island hører under Odd size-bagage (Det er også der, de skal tjekkes ind, når man flyver fra Keflavik). Vi fandt derfor lemmen, hvor rygsække og klapvogne blev udleveret. Men vi kunne hurtigt konstatere, at tre rygsække var blevet til to…

Det skulle snart vise sig, at Anne Maries rygsæk på mystisk vis var endt i Riga og først ville nå Island næste aften samme tid. Derefter kunne den først blive kørt til vores overnatningssted dagen efter igen. Nå, surt show. Mest fordi regnbukserne lå i rygsækken. Men når det nu skulle være, så er det altså kun 3. gang i Anne Maries rejsekarriere, at hun har mistet et stykke bagage, så det må da siges at være en okay statistik. Og humøret var stadigvæk i top.

Overnatning på AirBnB i Hafnafjördur

Uden for ankomsthallen regnede og blæste det en strid modvind (De der regnbukser… hmmm). En lufthavnsbus tog os hen til Thrifty biludlejning, hvor vi skulle hente vores bil. Havde vi vidst, hvor bilkontoret var, kunne vi nemt have gået derhen på 5 minutter.

Derefter kørte vi ca. 30 minutter til forstaden Hafnafjördur, hvor vi havde lejet et stort, fint værelse gennem AirBnB. Vi betalte ca. 2200,- for tre personer i fire nætter. En god pris synes vi. Det passede os egentlig helt fint at bo lidt uden for byen. Vi havde ca. 15 minutters kørsel ind til Reykjavik.

De næste par dage mødtes vi om aftenen med vores gode veninde og tidligere kollega Pernille, som dette år arbejder i Island. Det var fantastisk dejligt at se hende igen, og derudover havde hun masser af gode tips til, hvad vi skulle opleve i Reykjavik og resten af Island. Hun gav os også en guidet tur i den trendy by, som vi stornød.

Reykjaviks huse

Vi lagde straks mærke til alle de flotte og farverige huse i Reykjavik. Vi kan godt huske fra sidst, vi besøgte Island, at de fleste huse er beklædt med metal og ofte i skrappe farver. Det er de pga. en stor ildebrand, som hærgede byens centrum i 1915. Herefter blev det forbudt at bygge huse af træ, og i stedet skød beton og metal op. Det giver Reykjavik og de andre islandske byer et helt særligt udtryk, som vi ikke kender fra Danmark. Über cool, synes vi.

På tur langs havnefronten

Første stop blev The Sun Voyager – på dansk Solfærd, som er en flot skulptur af kunstneren Jón Gunnar Árnason. Vi så den ikke sidst, vi var i Island, så nu skulle det være. Vi synes, at det ligner et vikingeskib, men har efterfølgende læst, at det ikke er kunstnerens intention. Han beskriver det som et skib, på vej ud i fremtiden. Men de nordiske aner fornægter sig altså ikke. Og baggrunden især ved solnedgang er helt fantastisk. Vi nåede dog ikke forbi, på denne tid, da solen først går ned omkring kl. 22.30 i maj måned.

Næste stop var koncert- og operahuset Harpa, som ligger længere henne ad havnefronten i gåafstand fra Solfærd. Harpa er tegnet af den islandske kunstner Olafur Eliasson i samarbejde med det danske arkitektkontor Henning Larsen Architects.

Harpa blev indviet i 2011 og fandtes således ikke, da vi sidst besøgte Reykjavik i 2005. Så nu var det tid til at se den flotte bygning. Der er gratis adgang til foyeren, og man kan fint gå op ad trapperne for at nyde husets arkitektur og de mange diamantformede vinduer.  

Fodbad med formidabel udsigt

Nu gik turen til et af Pernilles “happy places” i byen. Hun tog os med hen til Kvika, som er en installation lavet af kunstneren Ólöf Nordal. Her kan man sidde med fødderne i varmt vand, mens man hyggesnakker og skuer ud over bjergene eller Reykjaviks huse.

Det er simpelthen fantastisk at opleve sådan et sted i en storby. Følelsen af frihed, ro, godt selskab og smuk udsigt – mens man tager fodbad, det kan man ikke få for meget af.

Hallgrímskirkjan og cool streetart

Tilbage i centrum fik vi lige et hurtigt glimt af den majestætiske Hallgrímskirkja, hvis tårn er 73 meter højt. Den er uden tvivl Reykjaviks største vartegn og kan ses over hele byen. Sidste gang tog vi elevatoren op i tårnet, men denne gang nøjedes vi med at se kirken nedefra. Ønsker du at besøge tårnet, koster det 60 kr. at tage elevatoren op.

Centrum blev travet igennem, hvor masser af trendy butikker og hippe kaffebarer er skudt op de seneste år. Vi kiggede på masser af lækker Streetart, som også har fundet vej til byen.

Vi sluttede rundturen på Icelandic Street Food. Et koncept med “traditionel islandsk mormormad” til overkommelige priser serveret på paptallerkener. For os stod den på klipfisk med kartoffelmos og sødt rugbrød, men de serverer også fiske- eller lammesuppe i et udhulet brød samt pandekager med sukker og den meget traditionelle islandske Happy marriage cake, som vi så annonceret flere steder. Vi smagte den dog ikke.

Maden blev nydt sammen med en pint på Icelandic Craft Bar, en hyggelig bar, som også sælger smagesæt med islandske ølsmagsprøver – pas dog lige lidt på med prisen. Det kommer ikke “gratis”. 

Man kan sagtens hente mad det første sted og sætte sig ind og spise det andet sted. Der er ca. 25 meter mellem de to steder.

Svømmehal og is

En anden aften var vi inviteret hjem til Pernille og spise. Derefter ønskede hun at indvie os i en af islændingenes traditioner. Nemlig deres svømmehalskultur!

I Island inviterer man ikke nødvendigvis folk hjem til hygge. I stedet aftaler man at mødes i svømmehallen.

På grund af Islands placering i Atlanterhavet oven på den Midtatlantiske ryg, som er en enorm undersøisk bjergkæde, er der masser af termisk aktivitet i undergrunden. Dette betyder bl.a. vulkaner, gejsere og varme kilder, og derfor er der varmt vand i overflod. I Island koster det ikke penge at varme vand op. Tværtimod. Her koster det penge at køle vand ned. Derfor har mange mennesker indendørs- eller udendørs jacuzzi, da opvarmningen ikke er noget problem.

Men til dem, der ikke har, så er der mange lækre svømmehaller i Reykjavik. Vi besøgte Laugardalslaug, som er byens største. Prisen er ca. 60 kr. for voksne og 10 kr. for børn mellem 6 og 17. Yngre børn er gratis.

Efter omklædning var vi klar til at blive dyppet – husk at sko ikke må tages med ind i omklædningsrummene.

Alle bassiner var udenfor under åben himmel. Der var to almindeligt bassiner med baner samt et stort legeområde med ruchebaner til børn og barnlige sjæle – her har de bl.a en vandruchebane på 86 meter! Rasmus garanterer, at man kan opnå en meget høj fart i de mørkelagte rør.

Derudover var der 5 hot tubs med forskellige vandtemperaturer mellem 36 og 42 grader varmt vand, samt ét, hvor vandet kun var 8 grader varmt – eller rettere koldt….brrrr. Det er her i disse hot tubs at islændingene mødes og hyggesnakker med deres venner. Virkelig en hyggelig måde at mødes på. 

Kl. 22 lukkede svømmehallen, og så var det tid til en anden mega hyggelig tradition – lækker is.

Skúbb – en trendy isbar

Tæt på svømmehallen ligger Skúbb, så det blev dagens aller sidste stop. De lukker heldigvis først kl. 23  Her har de dejlig, smagfuld is og discokugle i loftet! Så er der jo ikke et øje tørt.

De søde piger i isbutikken havde meget travlt med at se finalen i Melodi Grandprix, som er kæmpe stort i Island. Generelt går de mega meget op i alt, hvad den lille nation kan stå sammen om. Og er de ikke selv i finalen, hepper de på deres nordiske venner. Det bliver rigtig sjovt at følge Island til VM i fodbold til sommer. Vi håber, at de kommer langt i turneringen.

Overvejer du også en tur til det smukke nord, så søg flybilletter til Island her

Læs også: Island – landet af ild og is

Læs også: Hyggelige Tórshavn

Du er meget velkommen til at synes godt om og følge vores Facbook-side
Two Danes On Tour. Her kommer vi med flere rejsebilleder og updates, når vi er på farten. Sommerferien 2018 går til Mexico og Belize.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Reykjavik – en super trendy hovedstad blev først udgivet på Two Danes On Tour.