Vores chauffør Ali holdt som aftalt foran Shouman hotel lidt i 9, og vi var hurtigt på vej mod nordvest. Det havde ikke været så nemt for os at finde noget morgenmad så tidligt i Baalbek, så det var endt med et par bananer på markedet. Vi spurgte derfor Ali hvad en typisk libanesisk morgenmad bestod af, og han grinede højt, da vi foreslog, at det måtte være en stærk kop kaffe og en smøg. “Det er helt korrekt,” klukkede Ali. Det var også sådan han havde startet sin dag.

Mod Choufbjergene

Hurtigt kom vi ud af byen, hvor der var meget fladt og derfor ideelt til landbrug. Ali udpegede undervejs syriske flygtningelejre og marker med hashplanter, og snart rejste Choufbjergene sig i baggrunden. 

Pludselig gik det stejlt opad i hårnålesving og Anne Marie priste sig endnu engang lykkelig for at have medbragt Seaband-armbånd. 

Da vi nåede toppen af bjergkæden, holdt vi en fotopause og nød den fantastiske udsigt over Qadishadalen. Det var simpelthen det smukkeste sted!

Qadishadalen er en dyb kløft, som skærer sig gennem landskabet. I bunden af dalen løber Qadishafloden.

Qadisha betyder hellig på aramæisk og dalen bliver derfor også kaldt Den hellige dal. Dalen og dens stejle klippevægge har beskyttet kristne klostersamfund i århundreder. Disse klostre kan stadig besøges, og det var en del af vores plan denne dag.  

Vi var oppe i ca. 3000 meters højde, og der var godt nok køligt på toppen. En meget kold vind blæste op over bjergkammen. Men samtidig var det også en dejlig forandring fra de 36 grader, vi havde haft i Baalbek.

Snart begyndte vi nedturen på den anden side af bjergene, og Ali udpegede os skisportssteder med stolelifte og fine hoteller, som dog var lukket her udenfor sæsonen. Der stod også en enkelt snescooter parkeret i vejkanten.

Cedars of God

Første rigtige stop denne dag var ved The Cedars (Arz Al-Rab på arabisk). De berømte cedertræer. Libanons stolthed.

Stedet ligger ca. 5 km fra byen Bcharré, og det er ikke nemt at komme dertil med offentlig transport. Men vi havde jo Ali, så vi var i gode hænder.

Vi parkerede og gik det lille stykke ned mod cedertræerne. Og for første og eneste gang i vores 10 dage i Libanon, oplevede vi et “turisthelvede” med små boder, hvor de forsøgte at sælge os alskens turistjunk, som vi hverken ønskede os eller havde brug for. 

Ved indgangen betalte vi 5000 lira for os begge (25 kr) og gik så ud blandt træerne – som minder om kæmpe grantræer. Så leder du efter noget action packed, eller er du vokset op i en skov, så er det måske ikke den store attraktion. Men nu var vi her, og vi gik en fin lille tur op til et kapel og tilbage til hovedindgangen. Man kunne godt have gået en endnu længere tur, men har man set ét træ, har man (måske) set dem alle…

For at forstå libanesernes kærlighed til disse træer, må man forstå historien. Cedertræer har vokset i Libanon i tusindvis af år. Det er grantræer som vokser meget langsomt og bliver utrolig store og gamle.

Træets hårdhed gør, at det er eftertragtet tømmer til store byggerier. Fønikernes rolle som søfarende nation kan ikke tænkes uden cedertræet, som udmærkede sig specielt godt til skibsbygning. I Det gamle testamente kan man læse, at kong Salomons tempel havde tagbjælker, søjler og paneler af cedertræ. Også de egyptiske, sumeriske og babylonske konger hentede tømmer i Libanon til deres fantastiske byggerier. 

Men årtusinder med skovhugst har sat sine spor. Især jernbanens indtog i slutningen af 1800-tallet gjorde stor indhug i cedertræerne, som blev anvendt til jernbanesveller. Det før så skovrige Libanon har nu kun nogle få kolonier tilbage med cedertræ, som bliver skattet utrolig højt af libaneserne. 

Som taget ud af en guidebog

Vi kørte videre til bjergbyen Bcharré, som vi havde glædet os meget til at se, da den ligger billedskønt.

Forsidebilledet på Bradts guide til Libanon (2 edition) er et fantastisk billede  af netop denne by i det smukkeste bjerglandskab. Og vi kunne selvfølgelig godt tænke os at finde stedet, hvorfra billedet var taget.

Ali ville dog først lige køre os hen til et museum for den kendte libanesiske forfatter Khalil Gibran. Museet var lukket, men det gjorde ingenting. Vi opdagede nemlig hurtigt, at netop parkeringspladsen var stedet, hvor billedet over byen skulle tages. 

Efter det korte stop kørte Ali ned ad en meget smal vej. Og snart gik det også stejlt nedad. Der var usigeligt smukt, og Ali smilede skævt, mens han med stolthed sagde: “Her plejer de andre guider ikke at køre ned. Det er sådan lidt hemmeligt og også en lidt besværlig køretur. Men jeg vil gerne vise jer stedet.” 

Landskabet var helt fantastisk, og vi holdt flere fotostop på vejen, selvom det ikke var nemt at parkere.

Vi fik også mulighed for at se og fotografere Bcharré fra den anden side af dalen.

Saint Elisha klosteret

Vejen endte ved Saint Elisha klosteret (også kaldet Deir Mar Elisha). Klosteret er bygget uden på nogle gamle klippehuler og går nærmest i et med landskabet.

Der var helt stille ved klippeklosteret, og vi så ikke rigtig nogle andre mennesker. Vi gik derfor på opdagelse på egen hånd og listede bare lidt rundt og kiggede ind i kirken og i de forskellige rum. Det var meget roligt og fredfyldt og en rigtig fin oplevelse.

Som I kan se, skulle man lige huske at bukke hovedet nogle steder på gangen.

Dette kloster blev vores første møde med den kristne maronittiske kirke. Den syrisksprogede kirke opstod i Libanon i 400-tallet og er opkaldt efter eneboeren Maron. Der findes maronittiske kirker mange steder i Libanon, men Qadishadalen har altid været et særligt sted for eneboermunkene, som har fundet både ro, fred og sikkerhed her. 

Der er mange andre kirker og klostre i området, og har du tid og lyst, så findes der nogle fantastiske vandreture, hvor du kan gå fra kloster til kloster og nyde den smukke dal undervejs. 

St. Anthony of Qoyhaya

Vi kørte videre til det store og meget berømte kloster St. Anthony of Qozhaya (Deir Mar Antonios Qozhaya). Også her var der en utrolig smuk udsigt og klosteret var på fineste vis bygget uden på klippevæggen.

Populariteten betød, at vi denne gang ikke havde stedet for os selv. Til gengæld var der en sød maronittisk munk, som talte til en flok turister, så der kunne vi lige hægte os lidt på. Det var en helt særlig oplevelse at få lov til at sidde i den gamle kirke og lytte til den ældre munk.

Vi kunne godt have overnattet i St. Anthony klosteret. De har værelser til 60 US og en hel familielejlighed til 100 US, men da vi ønskede byliv, fik vi Ali til at køre os til Tripoli, som I snart skal få lov til at høre mere om.

Den hellige Charbel

Efter et par dage ved kysten kørte vi tilbage til Qadishadalen. Denne gang fra den modsatte side.  

Dagens første stop blev det lille St. Charbel’s kapel og kirke. Her blev vi bedt om at gå rundt i tavshed, så vi ikke forstyrrede de bedende.

Charbel Makhlouf var en maronittisk munk og præst, som levede i 1800-tallet. Han er en meget kendt og elsket helgen i Libanon. Hvis man fremsiger en bøn ved hans grav, er han kendt for mirakuløst at helbrede folk. Derfor hænger der ofte et stort billede af ham udenfor kristne butikker.

Der var både en lille kirke og nogle små munkeceller, hvor Charbel havde levet. Man kunne se hans køkkengrej, bøger og madras og således få en indsigt i hans eneboerliv. 

Det var en perfekt start på morgenen at besøge dette hellige sted og nyde den smukke udsigt. St. Charbel’s grav findes inde i den store kirke på billedet, som vi besøgte bagefter.

Baatara gorge

Baatara gorge vandfaldet (også kaldet Balou’ Bala’a) er egentlig en turistattraktion om foråret, når der er meget vand efter al vinterens sne er smeltet, men vi vågede alligevel pelsen og besøgte stedet i oktober. At vi var der uden for sæsonen betød bare, at vi havde det hele for os selv. Altså lige på nær et par firben og sommerfugle.

Ved indgangen betalte vi 4000 lira pr. person (20 kr). Der var en lille lidt stejl gåtur på ca. 300 meter fra parkeringspladsen og ned til vandfaldet. 

Det særlige ved vandfaldet er, at det falder ned igennem et hul i klipperne, og når der er meget vand i, ser det super fedt ud. Prøv selv at Google flere billeder af stedet. Der var dog meget, meget lidt vand denne dag, men det var stadig et smukt sted.

Tannourine

Vi tog endnu en gåtur blandt cedertræer. Dette sted føltes mere som en skov, end det første sted vi besøgte, så skal man kun se et (hvilket i vores øjne vil være rigeligt) så vil vi anbefale Tannourine. Pris 5000 lira (25 kr).

Chalhoub Restaurant

Vi havde hjemmefra læst om den fantastiske restaurant Diwan Al Baik i byen Douma, så den satte vi os for at finde med Alis hjælp.

Da vi kom til byen kunne vi ikke lige umiddelbart finde den, men Ali spurgte om hjælp i en lille butik. Da vi kort tid efter nåede frem, så restauranten noget lukket ud, og da vi bankede på, blev vores bange anelser bekræftet. “Kom igen i morgen,” sagde køkkenpigen, men der ville vi jo være over alle bjerge

Men det skulle da ikke slå os ud. Nu var vi kørt så langt, så der måtte findes andre restauranter i området. En mand på gaden ledte os ned til en lidt afsidesliggende familierestaurant. Der var ingen andre gæster på Chalhoub Restaurant, men vi blev snart vist ud på terrassen, hvor vi fik et bord med den skønneste udsigt over de nærliggende marker og oliventræer. Vi følte os med det samme totalt hensat til Toscana (på trods af, at vi aldrig har været der).

Maden var traditionel libanesisk og utrolig lækker. I alt gav vi 35000 lira (175 kr) for den lækreste frokost inklusiv drikkevarer.

Det var den perfekte afslutning for vores skønne tur gennem Qadishadalen – det smukkeste sted i Libanon.  

Vil du læse andre af vores blogindlæg fra Libanon, så kan du finde dem her.

Vi anbefaler også:

Fra Israel: To dage i Akko

Fra Georgien: På rundtur i Georgien

Og så bliver vi super glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Det er altid sjovest at skrive og tage billeder, hvis der er nogle, som følger med. Nytåret 2019/20 holder vi i den russiske enklave Kaliningrad. Det skal nok blive en oplevelse!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Qadishadalen – det smukkeste sted i Libanon blev først udgivet på Two Danes On Tour.