Da jeg læste, at der i Berat ligger en gammel borg, hvor folk stadig bor inden for murene, og der både er restauranter og hoteller, var jeg ikke i tvivl. Det måtte jeg simpelthen opleve. Og jeg ville ikke nøjes. Jeg kiggede med det samme på hoteller oppe på borgen og ikke nede i byen. Jeg skulle bo lige i smørhullet.

Hurtigt faldt jeg for det lille, hyggelige familiedrevne hotel Klea. Jeg bookede det på Booking.com til kun 26 Euro/193 kr. for en nat inklusiv morgenmad. Men hvis du også vil bo der, så vær hurtig. De har kun fire dobbeltværelser. Og jeg ved ikke, om det er ligeså billigt hele året rundt, eller om det var fordi, at det var ved at være udenfor turistsæsonen. Men et bargin det var det!

Bus til Berat

Næste morgen delte jeg en taxa med en fyr fra mit hostel i Tirana og ud til busstationen. Vær opmærksom på at busser til destinationer i Albanien afgår fra Stacioni i autobuzëve ndërqytetës zona Jug (Meget mundret navn…) Ikke at forveksle med den internationale busstation i Tirana, som har busser ud af landet til Nordmakedonien, Grækenland, Kosovo, Serbien osv. 

Den omtalte busstation ligger 4-5 km fra centrum af Tirana, og det kostede os næsten 700 leke/45 kr. at køre derud i en taxa med meter.

På busstationen holdt der alverdens busser i alle mulige størrelser og standarder. Der var masser af mænd, som gerne ville hjælpe mig med at finde den rigtige bus. Jeg oplevede dem kun som flinke og hjælpsomme. 

Min bus afgik kl. 8.50 (Den går ca. en gang i timen) og turen kostede 500 leke/32 kr og tog to timer. Bussen kørte først til Dürres (uden dog at køre ind i selve byen) og drejede så på motorvejen mod syd. Det var ikke en særlig smuk tur, da der var motorvej og industri næsten hele vejen.

I Berat stoppede bussen ved busstationen, som ligger ca. to kilometer uden for byen. Jeg valgte at gå ind til Berat og tog den hurtigste, men noget stejle vej op til borgen.

Jeg brugte bare Maps.me og fandt en lidt uofficiel vej gennem et boligkvarter med store granatæbler på træerne, pludrende damer og høns, smukke sommerfugle og grusveje, som aldrig havde set en klat asfalt.   

Borgen i Berat

Jeg indrømmer, at det var varmt og lidt anstrengende at gå op til borgen, men også dejligt, da jeg nåede frem og kunne se den første byport.

Om sommeren koster det penge at gå eller køre denne vej ind i borgen, men her i oktober var det ganske gratis. På maps.me kan man se andre veje, som er gratis at gå. Jeg prøvede dem ikke, for det var jo ikke nødvendigt.

Man kan også på denne årstid køre hele vejen ind på borgen, så hvis man er dårligt gående, er det en god mulighed. Hvordan tilkørselsforholdene er om sommeren, kender jeg ikke noget til. 

Hotel Klea

Jeg tjekkede straks ind på Hotel Klea, som fuldt ud levede op til mine forventninger om et hyggeligt hotel på en borg i Albanien.

Værelset med eget bad og toilet var også hyggeligt og holdt i gammel stil.

Det aller bedste var dog udsigten. Alle huse og mure er holdt i hvidt med gamle brune terracotta-tage. Virkelig charmerende, hvis du spørger mig. 

Gåtur på borgen

Så var det blevet tid til at udforske borgen. Indrømmet; der er ikke de helt store turistattraktioner – altså bortset fra de smalle gader, de fine huse, hvor der stadig bor folk, de mange sommerfugle på skrænterne, en gammel kirke og to minareter efter moskeer og så den fantastiske udsigt ned over byen. Jeg var godt underholdt!

Berat er optaget på Unescos Verdesnarvsliste, da det er en af de få byer der fortsat er holdt i osmannisk stil så mange år efter, at osmannerne forlod den. Og der skulle have fundet mange slag sted her, da borgen og byen ligger centralt placeret i Albanien. 

Der er selvfølgelig turistboder, hvor de sælger tæpper og souvenirers. Men jeg mødte ingen anmassende sælgere. Jeg kunne gå helt uforstyrret og nyde udsigterne og kigge på de forskellige ting, hvis jeg havde lyst til det. Faktisk syntes jeg, at det første tæppe var ret flot. Men jeg kunne jo ikke slæbe det med hjem, så jeg lod det hænge.

Billig frokost

Inden jeg tog en gåtur mere rundt i Berat, spiste jeg en lille frokost foran en lokal restaurant. Maden var hjemmelavet og beskeden, men den mest velsmagende moussaka. Bedre end noget jeg nogen sinde har fået i Grækenland. Og så kostede sådan et stykke mig 13 kr. Ja tak til de priser!

Mange tager bare en dagstur fra Tirana eller Dürres til Berat, og det kan man også sagtens. Men jeg synes, at der ofte sker noget magisk og roligt omkring kl. 17, når alle dagsturisterne forlader byen. Så kommer de lokale frem og lever det almindelige liv. Man får altid et helt andet indtryk af de meget turistede steder, når man vælger at overnatte.

Jeg nød solnedgangen og det bløde eftermiddagslys og havde nærmest det hele for mig selv her hen under aften.

En hyggelig aften

Jeg valgte at spise aftenmad på hotel Klea. I den lille restaurant sidder man på lune lammeskind. 

Jeg bestilte lam bagt i ovnen med ris og yoghurt og en tomatsalat til. Først mente tjeneren, at jeg skulle bestille noget andet, da det ville tage lidt tid at forberede. Men jeg havde min bog med og masser af tid, så det ville jeg gerne vente på. 

Bagefter kom tjeneren med en hjemmelavet mandeldessert på husets regning, som han mente, at jeg bare skulle prøve. Den smagte dejligt og var en fin afslutning på middagen. 

Af en eller anden grund var jeg den eneste gæst i restauranten, selvom alle fire værelser var beboede. Den unge tjener, og barnebarn i familien, sørgede dog så godt for mig, så det blev en rigtig hyggelig aften. Ja, det endte ligefrem med, at vi drak raki sammen. Det havde jeg jo ikke oplevet, hvis jeg kun havde taget en dagstur. 

Efter en god nats søvn spiste jeg en fantastisk morgenmad på hotellets overdækkede terrasse. Det gjorde starten på min dag ekstra god.  

Byen Berat

Jeg tog en sidste tur rundt på borgen, inden jeg tjekkede ud fra hotellet og gik den stejle vej ned til selve byen. En vej som ikke er for gangbesværede. 

Berat bliver kaldt “Byen med de 1000 vinduer” og skulle efter sigende være et fantastisk syn om aftenen, når der er lys i alle vinduerne. Men det fik jeg ikke set i denne omgang. Der hyggede jeg mig oppe på Hotel Klea i stedet for. 

Byen er ikke så stor, så jeg tog bare en hurtig rundtur op og ned ad hovedgaden, hvor jeg især lod mærke til alle de små specialforretninger, som efterhånden er uddøde i Danmark. Her var både bager, slagter, grønthandler og kafferisteri.

Derefter gik jeg over broen til den anden side af floden og så det lille boligområde, som jeg kunne se oppe fra borgen dagen før. Her kan man også bosætte sig. Der var flere små guesthouses med skilte foran døren. 

Fra den anden side af floden var der en fin udsigt til bjerget med borgen. Og som den blå himmel afslører, så havde jeg det skønneste vejr med ca. 22 grader de dage, jeg var i Albanien. 

Til sidst tog jeg en taxa til busstationen og derfra bussen tilbage til Tirana.

Det var en dejlig ferie i ferien at tage en overnatning i Berat, og jeg anbefaler byen og især Hotel Klea til alle, som måtte rejse til Albanien. Et lille, dejligt overset land på Balkan, som har meget at tilbyde rejsende, som er ude på at opleve eventyr, autencitet og smuk natur. Jeg håber ikke, at det er sidste gang, at jeg har været i Albanien. Der er masser af fede steder, som jeg gerne vil udforske.

Følg med

Hvis du ikke allerede gør det, så håber jeg, at du har lyst til at følge med på sociale medier:
Facebook: Two Danes On Tour
Instagram: @twodanesontour

I øjeblikket bor og arbejder jeg i Ittoqqortoormiit i Østgrønland, så du kan godt regne med masser af billeder af sne og nordlys.

Som altid anbefaler jeg også et par tidligere blogindlæg, som du måske kunne finde interessant:

Læs også: Ávila, Spanien

Læs også: Nordlys i Tromsø

Læs også: Helt tæt på hvalrosser

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Borgen i Berat blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Tirana er Albaniens lille hyggelige hovedstad med ca. 550.000 indbyggere ud af landet godt 3 millioner mennesker. Byen blev grundlagt af osmannerne i 1614, men blev først landets hovedstad for lidt over 100 år siden i 1920.

Tirana er derfor både præget af få gamle osmanniske bygninger, kolosser fra kommunist-tiden og moderne skyskrabere, som netop i disse år skyder op over hele byen. 

Og hvad skulle jeg så i Tirana? Jeg skulle sanse, opleve og bare have tid til at gå rundt og udforske et nyt sted, hvor jeg ikke havde været før. Tirana var perfekt til det formål. Jeg stornød virkelig byen, og jeg brugte sikkert flere dage i hovedstaden end de fleste turister på gennemrejse gør.

Free Walking Tour i Tirana

Jeg lagde ud med en Free Walking Tour fra byens store, centrale plads Skanderbeg Square. 

Hver dag kl. 10 er der en gåtur med guide i ca. 2½ time. Man mødes neden for trappen foran operahuset. Det er tæt på den store flagstang med det albanske flag. Efter turen betaler du guiden det, du synes, at turen var værd.

Jeg synes, at det var en rigtig fin tur med en god guide og anbefaler den klart til folk, som er i Tirana for første gang. Man får lige en føling med byen og får set et par spots, som man bagefter kan vælge at komme tilbage til.

Skanderbeg Square

Skanderbeg Square er den største plads på Balkan med sine ca. 90.000 kvadratmeter. Den er belagt med forskellige fliser fra hele Albanien. 

Pladsen er opkaldt efter den store albanske nationalhelt Gjergj Kastrioti, som nu sidder højt til hest og skuer ud over pladsen.

Han blev taget som gidsel af den osmanniske hær i 1420 og de navngav ham Skanderbeg. Da han var kristen og træt af osmannisk tilfangetagen, flygtede han tilbage til Albanien, hvorfra han forsøgte at bekæmpe de indtrængende osmannere.

Det var Davids ulige kamp mod Goliat. Men i 1461 lykkedes det alligevel Skanderbeg at slå osmannerne tilbage, og han blev udråbt som leder af et frit Albanien. Efter hans død faldt Albanien desværre igen på osmanniske hænder. Dette varede de næste ca. 500 år, og først i 1912 erklærede Albanien sig som en selvstændig stat. 

Du kommer ikke uden om kommunismen…

Kommunisttiden fylder selvfølgelig meget i albanernes bevidsthed og også stadig i gadebilledet. Under kommunismen var hele samfundet overvåget og strengt reguleret af det hemmelige politi, som slog hårdt ned på alt, som ikke var inden for retningslinjerne.

Diktatoren Envar Hoxha styrede Albanien med hård hånd fra 1944 til hans død i 1985. Men det kommunistiske styre blev først endeligt afskaffet i Albanien i 1991.

Hoxha skabte et system, hvor der var frie valg, men kun ét parti… det kan vi så lige tænke lidt over! Man stemte ved at putte en bold i en kasse, da der var mange analfabeter i landet. Faktisk kunne under 20% af landets befolkning læse og skrive i 1945.  

Under kommunismen var det meget hårde tider for befolkningen. Næsten en fjerdel af landets budget gik til militæret, hvilket selvfølgelig betød mangler alle andre steder. Der var blandt andet stor fødevaremangel og der blev derfor indført rationeringsmærker, som under 2. Verdenskrig.

Og så var der masser af varer, som man slet ikke kunne købe. Der fandtes ikke bananer i Albanien før 1991 og selvfølgelig kunne man ikke købe vestlige produkter som Coca Cola eller Colgate, da alt udefra, ifølge Hoxha, var farligt.

Hoxha’s mange bunkere

I begyndelsen så Hoxha op til Sovjetunionen og især Stalin. Albanien og Sovjetunionen var derfor allierede, men Hoxha blev mere og mere paranoid og så “spøgelser” alle steder.

Efter Stalins død beskyldte Hoxha USSR for at være anti-marxistisk. Snart blev han derfor udelukket fra det gode selskab med de andre Warszawa-pagt lande.

Kun Kina var kommunistisk nok i hans øjne, og de blev allierede i en årrække, indtil det heller ikke var kommunistisk nok til Hoxha.

I sit paranoide sind besluttede Hoxha sig for at bygge bunkere efter Nordkoreansk forbillede. Han var nemlig sikker på, at både Grækenland, Rusland og USA – og sikkert mange andre også, havde planer om at angribe Albanien.

Mange af bunkerne er meget små og står som paddehatte i landskabet. De er designet til to personer, som kan finde beskyttelse her, med mulighed for at skyde mod den angribende fjende.

Prototypen på de første bunkers blev bygget i 1950’erne. Her forsikrede ingeniøren af bunkeren Hoxha om, at de ville kunne modstå ethvert angreb fra en tank. Det besluttede Hoxha sig for at afprøve – med ingeniøren som prøveklud!!! Da han kom uskadt ud af bunkeren efter angrebet fra tanken, satte Hoxha en masseproduktion i gang.

Hans plan var at bygge intet mindre end 221.143 bunkere, men nåede kun “beskedne” 173.371, inden hans død. Der er ingen tvivl om, at du kommer til at se dem under en rejse til Albanien. De er over ALT!

Verdens første ateistiske land

Men Hoxha interesserede sig ikke kun for bunkere. Han besluttede også, at Albanien skulle være et ateistisk land – som det første i verden. Både kirker og moskéer blev revet ned, og derfor står der kun meget få ældre religiøse bygninger tilbage rundt om i landet.

Den eneste moské i Tirana, som er fra før 1991, er den smukke Et’hem Bej moské. Den ligger på Skanderbeg Square tæt på rytterstatuen.

Moskeen rummer nogle utrolig flotte væg- og loftmalerier – hvilket er ret sjældent for moskeer, da der normalt ikke er tegninger eller billeder i muslimske helligdomme.

Det er gratis at besøge moskeen. Man skal være tækkeligt påklædt, men kvinder behøver ikke at bære tørklæde. Er du i lårkort eller med bare skuldre, kan du låne et tørklæde i moskeen, og så skal du selvfølgelig tage skoene af, inden du går ind. 

Efter kommunismens fald er der skudt både kirker og moskeer op over hele landet. I Tirana er man ved at bygge Balkans største moské Namazgah på 6000 kvadratmeter. Men selv efter mange års arbejde, er den stadig ikke færdig, så jeg kunne desværre ikke få lov til at komme ind og se den. Men flot ser den ud.

Ind- og udrejseforbud

Under kommunismen måtte ingen turister rejse ind i Albanien, og ingen albanere måtte forlade landet. Forsøgte du at flygte, blev du skudt på grænsen, eller ført tilbage og hængt offentligt på byens torv. Alle byens borgere blev beordret til at komme og kigge på – selv børnehavebørn. Nåede man at flygte, blev ens familie straffet for ens handlinger.

Alligevel forsøgte 13.692 personer at flygte mellem 1944 og 1990.
988 overlevede desværre ikke. Puha, sikket et regime at leve under. Og det har altså foregået i min levetid – og sikkert også i din. 

Fjende af staten

Udover totalt forbud med kommunikation med omverdenen, så blev befolkningen overvåget internt at Statens sikkerhedsdirektorat kaldet Sigurimi. Deres hovedformål var at infiltrere kontrarevolutionære og undertrykke modstandere af kommunismen.

Og alle kunne blive udsat for overvågning – så derfor vogtede alle på deres naboer, kollegaer ja, nogle gange på deres egen ægtefælle eller børn. Intet sted var man fredet.

Det var Sigurimis job at fotografere, filme eller indsætte mikrofoner i folks hjem eller arbejdspladser for på den måde at opsnappe anti-kommunisme. De små mikrofoner, som blev placeret i bøger, telefoner, lamper osv. blev kaldt “bugs”.

Ind imellem fandt Hoxas nye fjender – gerne blandt hans venner og tætte allierede. Disse blev ofte fængslet og efterfølgende henrettet. Under kommunismen blev over 6000 mennesker henrettet i Albanien – enten ved skydning eller hængning. Og tit uden rettergang. Efter henrettelsen forsvandt liget, så familien fik aldrig vished for, hvad der var sket, eller mulighed for at begrave deres kære. Det har godt nok været en hæslig og helt umenneskelig tid i Albanien.  

Bunk’Art2

Hvis du, ligesom mig, interesserer dig for historie og kommunisttiden, så kan jeg anbefale dig at besøge Bunk’Art2, som ligger tæt på Skanderbeg Square. 

Museet befinder sig i en større bunker under jorden, hvor du i de forskellige rum kan se billeder og læse masser af rystende historier.

I loftet til indgangen til Bunk’Art2 mindes nogle af de mange ofre for det kommunistiske styre.

Det koster 500 leke / 32,50 kr at besøge museet. Du kan også købe en kombibillet til både Bunk’Art1, som ligger lidt uden for byen, og Bunk’Art2. Denne billet koster 800 leke / 52 kr. (Læs mere om Bunk’Art1 længere nede i blogindlægget)

House of Leaves

Et andet museum fra kommunisttiden er House of Leaves, som fortæller historien om det hemmelige politi. Jeg kom dog ret tæt på lukketid, og havde derfor ikke nok tid til at fordybe mig i det hele. Det mest interessante i mine øjne var en dokumentarfilm, hvor folk fortalte om, hvordan det var at leve i Albanien under kommunismen.

Indgangen til museet koster 700 leke / 46 kr. Og de lukker altså kl. 16.00. Og du bliver “smidt ud” 15.55!

Området Blokku

Blokku er det centrale beboelseskvarter, hvor de kommunistiske ledere boede. I dag er det et hipt kvarter med masser af barer og lækre restauranter. Men du kan stadig gå forbi Hoxha´s hus og kigge ind over hegnet.

Det er også tæt herpå at både den ukrainske og den russiske ambassade ligger på samme gade. Efter invasionen af Ukraine, har man valgt at dekorere gaden med ukrainske flag.

Albanerne har også omdøbt gaden til Befri Ukraine. Så hvis en russer skal sende et brev til sin egen ambassade, så skal de skrive Befri Ukraine på brevet  Det forlyder, at russerne er ved at finde et nyt sted til deres ambassade…

Bunk’Art1

Der findes endnu en stor bunker lidt udenfor Tirana. Det tager ca. en  halv time med den lokale bus, som kun koster ca. 2,50 kr. pr. vej.

Du finder busstoppestedet ved at gå fra Scanderbeg Square forbi rytterstatuen, forbi Et’hem Bej moskéen og videre frem, til du kommer ud, hvor der kører biler. Her på højre side holder bussen L11. Du hopper bare ombord, og så kommer der en billetmand undervejs og opkræver penge for turen. Jeg bad buschaufføren om at hjælpe mig med at komme af det rigtige sted.

Bunk’Art1 er den største bunker i Albanien på 2685 kvadratmeter med 5 etager og 106 rum. Den skulle huse Hoxha og hans regering i tilfælde af atomkrig – og minder lidt om Tito’s bunker, som jeg besøgte i Bosnien tidligere på året. 

Undervejs er der masser af billeder og plancher, hvor man kan læse om tiden under kommunismen. Derudover kan man se Hoxhas kontor, seng og badeværelse.

Ja, man kunne tilmed lige få sig en lille snak med Hoxha. (Det var hans stemme i telefonen).

Det tog mig ca. halvanden time at se det hele. Man kan også bare tage det som en oplevelse at besøge en bunker. Især hvis man har børn med, som ikke synes, at selve historien er særlig spændende. Jeg vil dog ikke anbefale stedet til alt for små børn, da nogle af tingene godt kan være lidt uhyggelige.

I nærheden af bunkeren er der en kabelbane, hvor man kan køre op på bjerget Dajti og nyde udsigten og spise en dejlig frokost. Det havde jeg virkelig glædet mig til. Men ak og ve… banen var selvfølgelig lukket lige den dag, da jeg kom forbi. Til gengæld er jeg da glad for, at de rent faktisk vedligeholder banen.

Tirana – en spændende hovedstad

De fleste, som kommer til Albanien, rejser hertil for strandene eller de flotte bjergområder – og det kan jeg godt forstå. Der er virkelig mange smukke steder, og priserne er stadig gode i forhold til f.eks. Kroatien, som jo er blevet rasende populært. 

Men er du på udkig efter en lille, spændende hovedstad, hvor det meste er i gåafstand, så er Tirana et godt bud. De fleste springer byen over, og det er en skam, hvis man har tid til at udforske den lidt.

Jeg kunne sagtens have brugt en dag eller to mere, men ville også gerne opleve lidt mere af Albanien. Så det kan du læse om i næste blogindlæg.

For øvrigt bor og arbejder jeg i øjeblikket i Ittoqqortoormiit i Østgrønland, så hvis du følger mig på sociale medier, så vil der være billeder og videoer med sne det næste lange stykke tid.

Facebook: Two Danes On Tour

Instagram: @twodanesontour

Jeg vil da også gerne anbefale blogindlæg fra et par andre lande, som du måske vil finde interessant. 

Læs om: Bosnien

Læs om: Kosovo

Læs om: Estland

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Tirana, Albanien blev først udgivet på Two Danes On Tour.