Enklaven Kaliningrad er et forholdsvist lille landområde på ca. 15000 km², eller omkring en tredjedel af Danmark.
Og efter et par dage i byen Kaliningrad blev det tid til at udforske området. Vi havde derfor bestilt to dagsture ud af byen med to forskellige guider. Den ene tur gik til Curonian Spit på den nordlige kyst, og den anden til Baltiysk på Vestkysten. Hvis du en dag selv kommer til området, så kan du her læse, hvad du kan forvente at se og opleve.

Curonian Spit

Curonian Spit – på dansk kaldet Den kuriske landtange – er en 98 km lang og meget smal sandtange i Østersøen. Curonian Spit forbinder Kaliningrad med Litauen, og grænsen mellem de to lande er midt ude på tangen, som har vand til begge sider. Derudover er Curonian spit et af de helt store turistmål og egnens helt store stolthed.

Man kan nok se på denne turistattraktion på to måder: Enten er det bare en masse sand, som ligner landskaber, som man kan se mange andre steder langs Østersøen. Eller også er det et helt unikt område med dyreliv, masser af rav og “dansende træer” i nationalparken Kurshskaya Kosa.

Nu havde vi valgt at rejse i december/januar måned, og hvad det medbragte af kulde, vind og gråvejr. Men vi er sikre på, at det er et dejligt sted om sommeren, hvor russerne kommer langvejs fra for at holde ferie ved havet. 

Vi stoppede forskellige steder langs the Curonian Spit og gik et par småture for at komme op til forskellige udsigtspunkter. Det mærkelige for os var, at man ikke måtte betræde sandklitterne – efter sigende på grund af frygt for sandflugt. Men vi er jo som danskere vant til at kunne hoppe rundt i Råbjerg mile eller Vesterhavets store klitter, så det virkede lidt mærkeligt.

De dansende træer

Vi besøgte også de dansende træer, som stadig er et mysterium. Hvorfor vrider og drejer disse træer sig sådan? Er det bare vinden og den salte luft? Har der været overnaturlige væsner på spil, eller kan det være eftervirkninger fra Tjernobyl udslippet i 1986? – selvom den mulighed ikke blev nævnt med ét ord på hele turen…

Da vi var på Øland for nogle år siden, besøgte vi Trollskogens naturreservat, hvor træerne opførte sig på nogenlunde samme måde. Og kigger man på et landkort, vil man se, at Øland ligger lige overfor Den kuriske landtange. Men det kan jo være en tilfældighed.

Om det dette er et stop værd, kommer nok an på den, som besøger stedet. Det var fint at gå en lille tur i området, men der var altså ikke den helt store wauw-faktor over træerne, syntes vi. De mest specielle var hegnet ind, og vi gik på en grussti hele vejen uden mulighed for at “gå vores egne veje”.

Selenogradsk

Efter besøget på landtangen fik vi en rundvisning i kystbyen Selenogradsk. Her er der en lang promenade langs stranden, som helt sikkert er dejlig på en sommerdag.

Af en eller anden grund havde man valgt at lave et katte-tema i byen. Hvorfor, kunne vi ikke rigtigt få en forklaring på.

Men der var masser af søde og sjove vægmalerier med katte på husene.

I Selenogradsk havde de tilmed et meget fint kattehotel, hvor herreløse katte kunne få en seng og et måltid mad, som turister kunne trække til dem i en automat. 

Vi skulle selvfølgelig også lige fotograferes sammen med byens Leninstatue. En skør tradition, som vi startede for et par år siden. Der er ikke noget politisk i det fra vores side.  

Dagstur nummer to

Nu havde vi prøvet den tur, som alle anbefales at tage. Men vi ynder til tider at være lidt anderledes og lede efter noget lidt andet end det gængse.
Derfor havde vi hjemmefra via flere guider forsøgt at få arrangeret en tur til havnebyen Baltiysk. Men hver gang havde svaret været det samme. Nemlig at det ville kræve en særlig tilladelse, som der ikke blev givet mange af i den periode grundet en forestående militær oprustning i Østersø-området.

Men til sidst lykkedes det os at finde en guide, som gerne ville tage os med dertil. Guiden mente, at når vi kun var os tre, så kunne vi bedre blende ind, end hvis vi ankom i en stor gruppe.

Men hvorfor ville vi egentlig gerne besøge Baltiysk? For det første fordi det ikke er et foretrukket turistmål. For det andet fordi byen er hjemsted for den russiske Østersøflåde. For det tredje fordi vi ikke rigtigt kunne finde noget info om det område af Kaliningrad – og så bliver det spændende!

Rundtur i Baltiysk

Da vi ankom til Baltiysk, parkerede vi et lille stykke fra havnen. Og så gik vi ellers på opdagelse med vores guide. Vores guide havde helt ret. Der var ingen, der opdagede, at vi ikke var russere……..
Men på trods af, at vi måske alligevel lige stak en anelse ud, så blev vi ikke på noget tidspunkt antastet af de uniformerede folk i gaderne.

Vi gik først ned for at se på flådefartøjerne. Der var til vores store skuffelse kun et fartøj fortøjet. Men vi blev forsikret om, at de andre lå ved en lille ø overfor.

Der var også en stor statue af Zar Peter den Store, som havde været i Baltiysk. Vi kunne så fortælle, at selv samme Peter også havde været i Nykøbing Falster og spist på Czarens hus i 1716. En af Danmarks ældste restauranter, som desværre er lukket i øjeblikket. Men huset er stadig flot.

Vi zigzaggede lidt uden om nogle mænd i uniformer. Men igen var der ingen problemer. Det var blevet lidt køligt, så vi gik ind på det lokale hotel for at få varmen og lidt at spise. Men nu var det jo uden for sæsonen, så der var ikke købt ind, og vi måtte nøjes med en tår at drikke.

Derefter så vi nogle typiske symboler fra Sovjet-tiden.

Vi sluttede af foran byens Leninstatue as usual.

Yantarny

Efter en lille frokost i byen Yantarny, kørte vi lidt nord for byen. Her besøgte vi et Holocaust-mindesmærke tæt på stranden, som gjorde stort indtryk på os. Ved Yantarny, tidligere kaldt Palmnicken, fandt en stor massakre sted i januar 1945.

I slutningen af 2. Verdenskrig rykkede russiske tropper frem mod frontlinjen. Kz-fanger fra lejren Stutthof blev af nazisterne beordret til at grave skyttegrave i Østpreussen. Dette skulle bremse de russiske troppers fremmarch. Da den russiske offensiv begyndte, ville nazisterne have fangerne af vejen, og beordrede dem ud på en frygtelig dødsmarch. 

Königsberg dødsmarch

Mere end 5.000 fanger, hovedsageligt unge polske og ungarske kvinder, blev sendt på en dødsmarch fra Königsberg (det tyske navn for Kaliningrad) til Palmnicken. Kun ca. 3000 overlevede denne hårde tur i bidende frost og uden mad. Var der nogle, som ikke kunne holde trit, snublede eller bøjede sig ned for at drikke af sneen, blev de skudt på stedet af vagterne. 

Nazisternes tanke var, at kz-fangerne skulle mures levende inde i en tunnel i en ravmine i Palmnicken. Ravminens direktør Hans Feyerabend modsatte sig dette. Han udtalte, at så længe han levede, ville ingen jøder blive slået ihjel. I stedet sørgede han for at indkvartere de forkomne fanger og give dem mad. Også ravminens opsynsmand Landsmann forsøgte at hjælpe jøderne. Han nægtede at åbne ravminen for fangerne og sagde, at det ville gå ud over byens vandforsyning. Så vidt vides endte det med, at Hans Feyerabend begik selvmord efter voldsomme trusler fra nazisterne – det kan dog ikke udelukkes, at han rent faktisk blev myrdet.

Massakren i Palmnicken

Natten mellem den 30. og den 31. januar besluttede nazisterne at føre alle fangerne ned til stranden. Her blev de beordret til at gå ud i det iskolde vand i Østersøen. Imens blev der skudt efter dem. Ikke alle døde med det samme. Men de fleste klarede den ikke; de blev skudt, druknede eller frøs ihjel. Kun 21 overlevede. 

To uger senere ankom Den røde hær, og lokalbefolkningen blev beordret til at begrave de mange døde fanger i en massegrav tæt på stranden.

Massakren på de mange jødiske kvinder var i mange år glemt eller fortiet indtil nogle ravgeologer stødte på masser af knogler på stranden i 1960’erne. De troede fejlagtigt, at det var knogler efter russiske soldater. 

Den sande historie kom først frem i lyset, da øjenvidnet Martin Bergau, som i 1945 var 16 år gammel, i 1990’erne rejste tilbage til sin hjemby Palmnicken og fortalte omverdenen om det, han havde oplevet en kold nat i januar.

Holocaustmonument

I 2011 blev der rejst et monument på dette sted ved havet, hvor 3000 mennesker omkom. Det er den jødiske billedhugger Frank Meisler som er kunstneren bag monumentet.

Monumentet forestiller tre lange arme, som strækker sig mod himlen og desperat forsøger at klamre sig til livet. Det skal symbolisere alle de mennesker, som forsvandt på denne frygtlige måde.

Frank Meislers historie er selv unik. Han er født i Danzig (Det nuværende Gdansk), men overlevede Holocaust, da han blev reddet af The Kindertransport.

Inden 2. Verdenskrig brød ud, satte briterne tog ind, som kørte gennem Tyskland, Polen, Østrig, Tjekkoslovakiet og Fristaden Danzig. De skulle redde jødiske børn fra nazisterne, og ca. 10.000 kom på denne måde til Storbritannien – inklusiv Frank Meisler. Begge hans forældre blev senere myrdet i Auschwitz. 

Verdens største ravmine

Efter dette sørgelige besøg, kørte vi videre til ravminen Kaliningrad Amber Combine, som også er en turistattraktion med museum og ravbutik.

Ikke mange ved, at Kaliningrad står for 90% af verdens ravproduktion, og at den lille russiske enklave har verdens største ravmine. En hvad? Ja, en åben ravmine eller et ravbrud, der mest af alt minder om en dansk grusgrav – bare fuld af rav!

Denne ravmine står for 65% af alt rav på verdensmarkedet svarende til 400 tons om året, og langt det meste bliver solgt til Kina.

Derudover findes der også illegale ravminer i området. For da Sovjetunionen kollapsede, blev rav Ruslands bloddiamanter. Det betød formuer, konkurs og nogle gange endda døden for både minearbejdere, juvelerer og mellemmænd. Men det er der selvfølgelig ikke nogen, som taler så højt om.

For os var det mest interessant at se hvor stort hullet var i jorden – altså der, hvor de graver rav. Museet og ravbutikken var ikke så meget os. Vi ville hellere have haft mulighed for at finde noget rav selv. Men det er vist ikke en del af turistturen.

Er man til turistgøgl, så kan man også blive foreviget som ridder og prinsesse. Hvordan det lige hænger sammen med ravproduktion, meldte historien ikke noget om.

Fort nr. 5

På vejen tilbage til vores hotel i Kaliningrad stoppede vi ved Fort nr. 5.

Mellem 1872 og 1890 opførte tyskerne 12 forter rundt om Königsberg for at forsvare byen. I april 1945 blev Königsberg angrebet af Den røde hær. Soldaterne på forterne i byen gjorde stor modstand.

Russerne forsøgte at indtage Fort nr. 5, men nazisterne holdt stand. Murværket blev dog alvorligt beskadiget og til sidst måtte nazisterne kapitulere. Uden for fortet kan man stadig se nogle af de våben, som blev brugt dengang.

Der er et museum inde på Fort nr. 5, men da vi var både kolde og trætte efter en lang dag på farten, nøjedes vi med at se stedet udefra.

Hvis du selv vil finde vej til fortet, så kan du tage skinnebus nr. 1 eller bus nr. 36.

Det var spændende at se lidt mere af enklaven Kaliningrad end kun lige hovedbyen. Også selv om begge dage var overskyede og termometeret viste minusgrader.

Disse to ture gav os også en unik mulighed for at tale med vores to guider, som var meget ærlige om, hvordan det er at bo i Kaliningrad og i Rusland generelt. For eksempel fik vi fortalt, hvordan der kun var én kandidat på stemmesedlen sidst, de skulle stemme til guvernørvalg. 

Læs også: Togtur til Brest
Læs også: På jagt efter danske spor i Tallinn

Vi bliver altid glade, når flere har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi er selv meget spændte på, hvor næste rejse går hen – alt kan ske!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Dagsture til Curonian Spit og Baltiysk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Kaliningrad er et lille stykke Rusland, som ligger klemt inde mellem Polen, Litauen og Østersøen. En klat Rusland midt i EU uden sammenhæng med det øvrige Rusland.

Kaliningrad var i over 40 år et af de mest militariserede områder i hele Sovjetunionen, og derfor var det strengt forbudt for udlændinge at besøge stedet. Netop derfor var det spændende for os at udforske!

Fra Königsberg til Kaliningrad

Enklaven Kaliningrad er en mærkelig konstellation, som har sine rødder i afslutningen på 2. Verdenskrig. Og det vil vi her prøve at forklare kort.

I 700 år hed Kaliningrad, Königsberg. Den var hovedstad og største by i landet Østpreussen, som senere blev en del af Nazityskland. Nazisterne kæmpede på flere fronter – både mod de allierede og mod den russiske røde hær. Mod slutningen af 2. verdenskrig blev området erobret af Sovjetunionen, og efter krigen blev Østpreussen delt mellem Polen, Litauen og Sovjetunionen.

Sovjetunionen fik et stykke land på ca. 15.000 km2, som de navngavn Kaliningrad oblast, ligesom de også omdøbte byen Königsberg til Kaliningrad. Begge dele blev opkaldt efter Sovjetunionens daværende officielle statsoverhoved Mikhail Kalinin. Ham står der stadig en statue af ved togstationen.

Stalin besluttede at gøre Kaliningrad fri for tyskere og gennemførte en gigantisk og grufuld udrensning. De tyskere, som ikke allerede var flygtet til Tyskland, blev enten slået ihjel eller sendt til arbejdslejre i andre dele af Sovjetunionen. 

Kaliningrad fremstår derfor i dag som en typisk russisk by med udstillet kampvogn, Leninstatue og beton.

Og selvfølgelig skulle vi da lige have en sefie ved både kampvogn og Lenin. Det er ligesom blevet en tradition for os. Der er ikke noget politisk i det fra vores side.

Men der bliver også bygget og moderniseret mange steder. Især langs floden, som løber gennem byens centrum.

VM i fodbold kom forbi Kaliningrad i 2018, og det satte gang i mange byggerier og nye tiltag for at tiltrække flere turister til byen.

Tyske særpræg i Kaliningrad

Men rundt omkring i byen er der stadigvæk lidt minder, fra da byen var tysk. Bl.a. har Kaliningrad været omgivet af et stort fæstningsværk, som stadig kan ses mange steder. Et af de mere kendte steder er Brandenburg Gate, som stadig er i brug. 

Andre tyske levn i byen, som de bryster sig meget af, er orgelkoncerter og marcipan – vi var nu ikke super interesserede i nogle af delene. Er du derimod interesseret, så findes der et marcipanmuseum i Brandenburg Gate, og der bliver fortsat spillet orgelkoncerter i Königsberg Katedral på Kant island.

Bagved kirken er der et mindesmærke til ære for bysbarnet og filosoffen Immanuel Kant, som boede i Königsberg fra 1724 til 1804. 

Tæt på Kant island har en række tysk-inspirerede huse fået tilnavnet The Fishing Village (På russisk kaldet Rybnaya Derevnya). Det er en moderne opførsel af tyske huse på det sted, hvor de tyske fiskere engang holdt til.

Nu huser de nyopførte bygninger restauranter og hoteller. Der er en fin promenade langs floden. I en by uden nævneværdige levn fra fortiden (næsten hele byen var totalt udbombet efter 2. verdenskrig) bliver sådanne replikaer trendy. 

Rusland i juletiden

Vi rejste til Kaliningrad den 30. december efter en veloverstået dansk jul. Men vi fik den med fornyet styrke, da vi ramte Rusland. Her fejrer man først ortodoks jul den 7. januar. Så den fik ikke for lidt med Jingle bells og Last Christmas i butikker og restauranter.

Der var et lille julemarked med forskellige madboder på Kant Island langs vejen Ulitsa Kanta. 

Det store juletræ er fra byens store torv. Her var der flere dage i træk underholdning med dansere, sangere og selvfølgelig selveste julemanden. Han er åbenbart klædt i blåt i Rusland og kaldes Fader frost. Han kommer nytårsaften med gaver til børn, som har været søde. Med sig har han en lille hjælper, som er hans barnebarn Snegurka.

Så tænker du på at tage væk fra Danmark for at slippe for julen, så er Kaliningrad ikke det rigtige sted  

Nytårsfest

Nu, hvor vi var ude at rejse omkring nytåret, havde vi forsøgt at finde en nytårsfest, som vi kunne deltage i. Det var ikke helt nemt, for hvordan holder russerne egentlig nytår? Vores tanker blev straks ledt hen på dyr kaviar samt masser af vodka og champagne.

Vi skrev rundt til et par restauranter og hoteller for ligesom at have en føler ude. Den ene restaurant Madame Bushe svarede venligt tilbage, at da de var en familiedrevet restaurant, så lukkede de allerede kl. 20.00 netop på nytårsaften, så deres personale kunne komme hjem og fejre aftenen med deres familier. Det var jo lige netop dette, vi ønskede at undgå. At stå på gaden kl. 20 og ikke vide, hvor vi så skulle gå hen.  

Vi fik også svar fra restaurant Hofburg på Kaiserhof Hotel – et af byens fine hoteller beliggende i The Fishing Village. De sendte os en meget lang menu til ca. 700 kr pr. person. En meget rimelig pris, syntes vi. Men ville dette være noget for os?

Samtalen hjemme i stuen forud for vores beslutning forløb nogenlunde sådan her:
Rasmus: Eeeej, den her menu ser ellers god ud, men det er med dansere, illusionister, konferencier, DJ og besøg af julemanden. Det skal vi fand.. ikke!
Anne Marie: Det er da lige sådan noget, vi skal!!! Det bliver skide sjovt! Ellers ender det bare med, at vi spiser og er i seng inden midnat.
Og således blev det enstemmig vedtaget, at vi skulle fejre nytår på Hofburg.

En heftig menu

Vi havde som sagt på forhånd fået menuen, som bestod af en masse forretter: tunsalat, rejesalat, foie gras, ost med grissini og honning, hjemmelavede delikatesser, sild, makrel, bruschetta med skinke, soltørrede tomater og laks, mere sild og lidt mere sild.

Derudover skulle vi hjemmefra vælge hovedret og dessert. Valget faldt på hhv. oksekæbe og tunsteak til hovedret.

Desserterne var ostecrememousse med vilde bær eller cannoli med pistachie og hindbærcreme.

I prisen var der også to ikke-alkoholiske drikkevarer pr. person f.eks. vand, danskvand, æblejuice, tranebærjuice eller appelsinjuice. Andre drikkevarer kunne vi selv medbringe eller købe i baren.

Nytårsaften i Kaliningrad

Anne Marie var desværre ikke helt frisk nytårsaften (det er en klar underdrivelse – og heldigvis i tiden før nogen i Vesten havde hørt om Coronavirus). Men med et par pillers hjælp fik vi alligevel en hyggelig og meget anderledes aften.

Grundet feber nægtede Anne Marie at gå til restauranten i nylonstrømper og høje hæle. Hun krævede, at det blev en tur i taxa – noget vi ellers sjældent betaler for. Turen var ikke særlig lang, og det var prisen heller ikke. 27 kr. for at blive kørt fra Ibis hotel til Hofburg. Vi synes, at det var et fund for de penge.

Vi havde dobbeltjekket, at det var helt korrekt, at nytårsfesten først begyndte kl. 22.00. Taxaen satte os af foran hotellet kl. 21.50, og da vi gik ind ad døren, var vi således de første gæster. Vi spurgte i receptionen, hvordan vi skulle forholde os, men de så meget forvirrede ud. Hvad lavede vi her allerede? Det var jo først kl. 22, og de var tydeligvis ikke færdige med at dække bordene!

Vi satte os lidt i lobbyen, og efter et kvarters tid begyndte andre gæster også at dukke op. Det viste sig, at der var en del familier med små børn mellem 5 og 10 år. Og når vi kiggede rundt kunne vi se, at vi heldigvis ikke var under dressed. Vi passede vist meget godt ind i dette selskab både hvad angik alder og tøj.

Lad festen begynde

Da klokken nærmede sig 22.30, blev vi vist hen til vores bord. Hele bordet var fyldt med diverse forretter, og de – eller resterne af dem – blev stående hele aftenen. Der lugtede altså lidt af sild efterhånden som aftenen skred frem. Og vi kan da også godt indrømme, at det måske ikke lige er sild, man drømmer om, når man næsten har 40 i feber…

Vi havde heldigvis fået bord i barområdet og ikke inde i salen, hvor der nærmest konstant var underholdning og larm. Hen på aftenen kom der også DJ på, og der blev danset i salen.

Barområdet var meget mere stille og hyggeligt og med udsigt til floden. Vi kunne således gå til og fra festen, som det passede os. Vi behøvede blandt andet ikke at høre hele Putins nytårstale på russisk, da vi skulle skåle Moskva-nytår kl. 23.

Lige som vi også tog lightversionen af talen til midnat, da der skulle fejres Kaliningrad-nytår.

Vi var, ikke underligt, de eneste gæster, der igen skålede det danske nytår ind kl. 01 fra vores pladser ved bordet, inden Anne Maries piller begyndte at klinge af, og vi kaldte det en aften.

Taxaen hjem til Hotel Ibis her midt om natte stod os i 32 kroner Vi elsker taxapriserne i Kaliningrad.

Afslutningsvis kan vi lige fortælle, at vi var godt tilfredse med Ibis Hotel, hvor vi boede 4 nætter. Værelset var rent og pænt, receptionisterne var hjælpsomme og morgenmadsbuffeten var udmærket. Her fandt vi også ud af, at man åbenbart spiser risengrød til morgenmad i Rusland!

Prisen pr. nat for et dobbeltværelse lød på 400 kr., hvilket var yderst rimeligt for et hotel i centrum.

Læs også: Middelalderbyen Tallinn

Læs også: Minsk

Hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, så bliver vi rigtig glade. Samtidig har du mulighed for at se, hvad vi render rundt og laver, og hvornår vi udgiver nye blogindlæg. Hvis alt går vel, går næste tur til Kirgisistan i påskeferien.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Den russiske enklave Kaliningrad blev først udgivet på Two Danes On Tour.