Teheran

Vores første møde med Teheran

Teheran! Vild, voldsom og utrolig venlig. Efter blot 4 timers søvn på Teheran Hostel, begav vi os ud i gaderne. Flere andre rejsende havde advaret os mod denne enorme millionby: ”Skynd jer videre. Den er ikke værd at bruge tid i”, så vi havde kun afsat en enkelt dag til at kigge nærmere på Irans hovedstad.

Den første udfordring blev at tage bussen fra hostelet og ind til Ferdowsi Square, hvor man kan veksle penge. Det stod hurtigt klart, at Anne Marie måtte ind i kvindeafdelingen foran i bussen, mens Martin og Rasmus gik i mandeafdelingen bagest. 

Afdelingerne var kun adskilt af en metalstang gennem bussen. For vesterlændinge føles det lidt mærkeligt, at man ikke kan følges i offentlige transportmidler. Og man skal lige huske på forhånd at koordinere, hvornår man skal stå af, når nu man ikke er stedkendt! Der var mange med bussen, så vi stod ikke lige i nærheden af hinanden. Men vi kom alligevel af samme sted!

Veksling af penge

Veksling af penge blev næste udfordring. I Iran bruger de møntfoden rial. Da vi var af sted i april 2017, passede det med, at man skulle fjerne 3 nuller og dividere med 5. Således var 500.000 rial lig med 100 kr. Men for at gøre forvirringen større, så står næsten alle priser i toman. Disse penge findes ikke fysisk, men det er en måde for iranerne at skære et 0 af deres priser på skilte mv. Altså således at 50.000 toman = 500.000 rial = 100 kr. Man bliver hurtigt millionær i dette land!

På Fedowsi Square, som faktisk er en meget trafikeret rundkørsel, er der masser af mænd, som står med store pengebundter og gerne vil veksle på gaden.

Vi er flere gange på det kraftigste blevet frarådet at veksle på denne måde. For det første kan man risikere at få falske pengesedler, og for det andet er der stor sandsynlighed for, at de tager røven på en, da de er ret fingernemme. Så vi måtte ty til de mere traditionelle vekselboder.

Man skal ikke benytte bankerne, da den officielle kurs er ca. 25% dårligere, end det man kan få i vekselboderne.

Golestan Palace

Nu var vi klar til at besøge en af Teherans store seværdigheder: Golestan Palace. Men hvordan skulle vi finde derhen? I løbet af et øjeblik kom en ældre mand for at hjælpe os. Han forklarede, at vi skulle tage en bus mod syd og derefter gå det sidste stykke. Ved busstoppestedet blev vi i tvivl, om det var den rigtige bus, men hurtigt havde 2-3 iranere igen trådt til for at hjælpe, og tilmed indkasserede Anne Marie også et stykke chokolade.

Golestan Palace var nok ikke helt hvad vi havde brug for denne første dag. Vi valgte derfor kun at gå ind og se selve gården til paladset og spejlsalen -der er mange andre museer, man kan se også, hvis man orker. 

Det var fint, der var en fantastisk spejlsal, men for os var det meget mere interessant at møde iranerne på gaden. Så efter en rundtur, var vi ude igen og tilbage i den sindssyge trafik.

Lidt om trafikken i Teheran

Bilerne kører vildt og ikke nødvendigvis efter de samme regler som i Danmark. Nogle biler stopper pludseligt midt på vejen, andre drøner derudaf. Også rundkørsler er livsfarlige. Mange biler kører i inderbanen, og når de så pludselig skal ud af rundkørslen, krydser de indover alle de andre vejbaner, så de biler, som skal videre i rundkørslen, må holde helt stille. Vi tænker ikke, at det er sådan rundkørsler er tænkt til at begynde med, da det jo stopper hele trafikken i stedet for at få den til at glide.

Det samme gælder, når man skal svinge til venstre i et vejkryds. Bilerne, som skal til venstre maser sig længere og længere ud på kørebanen og når de ser deres snit til det, svinger de ud foran de biler, som skal lige ud i modsatte retning, så de må bremse helt op.

Motorcykler kører gerne på fortovet, og det er ikke unormalt at se en bil bakke på motorvejen eller kører imod ensretningen.

Folk går ud mellem bilerne, når de skal krydse vejen, og der er ikke de samme regler, som i for eksempel Vietnam, hvor trafikken ubesværet glider uden om fodgængerne. Her er der hele tiden fodgængere på kørebanen, som håber på, at der er en venlig sjæl, som bremser ned for dem, så de kan nå at krydse vejen.

Skal vi koge trafikken i Teheran ned til ét ord, må det være: Kaotisk!

 

Darband

Om eftermiddagen tog vi undergrundsbanen op til det nordlige område Darband. Det er lidt køligere end i midtbyen og en fin udsigt til bjergene. Vi gik lidt på må og få igennem den hyggelige bazar og kom pludselig til en stor moské.

 

Anne Marie måtte i første omgang ikke gå med, men det viste sig snart, at det var fordi hun kun havde tørklæde på, og her skulle man bære chardor. Det kunne man låne på stedet, og en ældre dame tog sig kærligt at Anne Marie og tog hende med ind i kvindeafdelingen af moskeen. Hun holdt hendes hånd over gårdspladsen, sørgede for, at hun fik en plasticpose til sine sko, bar både sine egne og Anne Maries sko (og holdt stadig Anne Marie i hånden) mens de gik rundt i det aller helligste -mausoleet og graven for Imam Zade Saleh (hvem han så end er?). Samtidig skulle den ældre dame også lige nå at tale i mobiltelefon.

Ude igen tog vi i taxa op til en park, som desværre lukkede kl. 17 – netop som vi ankom. Det var en meget snakkesalig taxachauffør, og så længe vi ikke skrev hans navn nogle steder, så ville han gerne fortælle.

En taxachauffør fortæller:

”Forskellen på før og efter revolutionen i 1979 er som dag og nat. Mindre end 10% af befolkningen støtter det islamiske præstestyre. Det er forfejlet at kalde dette en islamiske stat. Her lever både kristne, jøder og zoroastere. Officielt er jeg muslim, men ikke i praksis. Jeg beder aldrig. Mange mennesker gør ting mod statens regler, men retter ind, når de ser politiet. Mænd og kvinder giver ikke hinanden hånden på gaden, men gerne i hjemmet. Man er bange for repressalier fra politiet. I min generation blev vi opkaldt efter islams profeter. Men nu opkalder flere af os vores sønner efter de gamle persiske konger for at vise, at vi vil have det gamle Persien tilbage. Det er et statement. En lille, stille revolution.”

Venlige Teheran

Det havde været en hektisk første dag i fantastiske Iran. Teheran havde vist sig fra sin aller venligste side. Utrolig mange mennesker havde henvendt sig til os på gaden, og vi havde hilst på flere, end vi kunne tælle. De havde alle budt os velkommen til deres land og sagt, at Danmark ”is very good!”. Vi er spændte på, hvad resten af Iran har at byde på.