Raggamuffin Tours
En gang i efteråret havde Rasmus på nettet fundet en katamaranbådtur, som sejler to gange om ugen fra Caye Caulker til den noget sydligere by Placencia. Sejlturen med selskabet Raggamuffin Tours tager tre dage. Undervejs snorkler man på revet, fisker fra båden og overnatter i telt på to forskellige små øer – cayes som de hedder her i Belize.
Selv om vi måske ikke er de mest søstærke, så har vi de seneste år taget lidt forskellige bådture, bl.a. den helt fantastiske 5 dages tur med Tao Expeditions i Filippinerne og den lidt mere tvivlsomme 5 dages tur til Komodoøen i Indonesien med Perama Tours. Men trods strabadserne sidste år, så var vi klar på at prøve endnu en bådtur. Især når lokaliteten hed Det Caribiske Hav.
Vi forlod Caye Caulker lidt op ad formiddagen og snart var sejlet sat og fiskelinerne smidt over bord. Stemningen på båden var rigtig god. Ikke mindst grundet raggaemusikken, som spillede konstant og de fire crewmedlemmer Kaptanjn Kevin, Dane, Chris og Shane, som hele tiden kom med store smil og friske bemærkninger.
Undervejs forsøgte de også at lære os lidt kreolsk, som er et af de sprog, som tales i Belize. Kreolsk består af en del engelske ord, som ofte er forkortede og ”rastafiserede”. Snart fandt vi også ud af, at kreolere kalder alle deres venner for Bob. Så der var en del Bob’er ombord på båden.
Snart var den første fiskeline spændt til bristepunktet. Amerikaneren Justin kæmpede en brav kamp for at hive en ordentlig barracuda i land. Den blev senere sammen med to andre vores aftensmad. Dejligt med friskfanget fisk.
Snorkling i verdensklasse og Rendevous Caye
Ikke længe efter var det tid til turens første af mange snorkelstop. Det var skønt at blive kølet af i Det Caribiske Hav. Vandet var dejligt klart, så vi kunne se farverige fisk og koraller.
Vel om bord igen blev der serveret frokost. Derefter blev der ellers åbnet for rompunchen, som der var rigeligt af de næste tre dage.
Efter endnu et snorkelstop, blev det hen under aften tid til at lægge til ved Rendevous Caye. En lille sandstribe kun med et par palmetag til at gå i skygge under. Vi slog telt op i stiv kuling, og så blev der serveret dejlig aftensmad og masser af lokal rom.
Det var en meget varm nat i teltet, men det var dog hurtigt glemt næste morgen, da vi stod op til solopgang over Det Caribiske Hav samt æg og pølser til morgenmad – en skøn måde at starte dagen på.
Snart var vi på havet igen. Det var en rigtig god gruppe, som vi var afsted med, og snakken gik lystigt ombord på båden.
Snart var vi på havet igen. Det var en rigtig god gruppe, som vi var afsted med, og snakken gik lystigt ombord på båden.
Tobacco Caye
Vi havde også et par fine snorkelstop på anden-dagen, og dem, der havde lyst, kunne forsøge sig med fridykning og fiskejagt med harpun.
Senere på dagen var der igen masser af rompunch, og inden vi vidste af det, var vi fremme ved den lille charmerende ø Tobacco Caye, hvor vi skulle overnatte.
Vi gik en lille tur rundt på øen, hvor der til dagligt bor omkring 30 mennesker. De fleste lever af fiskeri og turisme.
Igen lavede personalet fra båden mad til os, og snart sad vi alle bænkede rundt om et langt bord med hver vores grillede hummer!
Store snorkeloplevelser
Endnu en varm nat i teltet blev afløst af en dejlig sval snorkeltur, som vi selv tog rundt om Tobacco Caye, mens de andre drak deres morgenkaffe.
Vi kom glade i land igen efter at have set pilrokker, gule pilrokker og ikke mindre end 5 prikkede ørnerokker, som var i gang med morgenmaden – ikke noget man ser hver dag, så vi var super tilfredse!
Kort efter afgang var dagens første ”rigtige” snorkelstop. Vi var først i vandet og svømmede bare afsted uden at vente på de andre. Snart drejede vi væk fra korallerne og ind over havbund med masser af søgræs – samme topografi, som da vi havde set de 5 ørnerokker. Men det der ventede os forude var endnu mere fantastisk!
En søko (manatee) lå helt stille på havbunden og vegeterede. Vi svømmede tættere på – Rasmus forrest med kameraet og pludselig fik den øje på os, vendte rundt og stak af i en voldsom fart. Vi var meget overraskede over, hvor hurtigt sådan en faktisk kan svømme.
Ingen andre fra båden havde været heldige at se den. Tricket med at komme først i vandet på dykkerture og snorkelture, som Morten og Rasmus har praktiseret adskillige gange, gav igen pote, og vi var lykkelige og kunne næsten ikke tro vores held.
Hen under aften lagde vi til land i Placencia efter en fantastisk tre dages tur i Det Caribiske Hav. Raggamuffin Tours er klart noget, som vi varmt kan anbefale til andre, som kommer på disse kanter – og som kan leve med mindst en nat i telt (Det var muligt at leje værelser på Tobacco Caye).
Læs også om da vi snorklede med søkøer ved Caye Caulker i 2018
Du er meget velkommen til at synes godt om vores rejseside på Facebook: Two Danes On Tour
Tine says:
Det lyder som en helt fantastisk tur! Må man høre hvad sådan en tur koster? Det ser jo helt fantastisk ud! Belize har godt nok stået på min ønskeseddel længe 🙂
Anne Marie og Rasmus says:
Hej Tine. Tak for din kommentar. Du kan godt glæde dig til Belize. Det er et fantastisk land! Ja, man må gerne høre, hvad turen koster. 350 US inkl. mad, fri bar af lokal spiritus, masser af snacks (chips, nødder, frugt, småkager mm). Det er mange penge, men vi synes, at det var det hele værd og lidt til!
Venligst
Rasmus og Anne Marie
ontripdk says:
Det lyder som en fantastiks tur i har været på og lækre billeder. Bliver da lidt misundelig 🙂 Sejt og forfriskende med jeres små videoer 🙂
Michelle Rasmussen says:
Hold da op jeg blev da også lidt overrasket over, hvor hurtigt den søko kom væk!! Men fedt at I fik den oplevelse med i baggagen!! Det betaler sig at komme hurtigt ud af starthullerne 😉
Tine says:
Ja, der går nok desværre nogle år endnu før jeg kommer dertil (alt for mange lande at besøge 😉 ). Ja, det er mange penge, men har også hørt at Belize skulle være lidt dyrt og det lyder da til at have været noget af en oplevelse! 🙂 Det skal da overvejes når jeg en gang kommer til landet 🙂
Anne Marie og Rasmus says:
Det er rigtig nok, at Belize er dyrere end de omkringliggende lande, men stadig kun halv pris af Danmark. Man kan f.eks. få en grillet hummer til under 100 kr.
Anne Marie og Rasmus says:
Kære ontrip.dk
Tak for jeres hilsen. Her godt 14 dage efter turen, sidder vi stadig med store smil og mindes tilbage.
Angående videoer, så er det en god effekt på bloggen, men også til tider et helvede at få oploadet til Youtube på dårlige internetforbindelser… men vi er jo så glade, når vi filmer noget godt, så det skal jo med 🙂
Anne Marie og Rasmus says:
Hej Michelle
Vi var selv overraskede over søkoens hurtighed! og nåede derfor heller ikke at vise den til de andre på båden.
Og som du selv skriver, så kan det oftest betale sig at være vaks ved havelågen. Andre gange er det et spørgsmål om held -her var det vist en kombination.
Venligst
Rasmus og Anne Marie