Two Danes On Tour En oplevelse
Vi har været ude at køre i bus! Det lyder måske ikke af noget særligt, men vi har været ude at køre i bus i Belize! Og så er det straks en oplevelse.
Vi skulle med bussen fra Placencia til Hopkins, men først skulle vi finde ud af, hvornår bussen kørte. Vi henvendte os på den lille tankstation ved siden af Road Kill Tyre Shop – et fantastisk navn til et bilværksted. Svaret var næste morgen kl. 6.15 og kl. 7.00. Selv om Anne Marie er ved at være træt af at stå tidligt op, så valgte vi alligevel kl. 6.15, for hvis der nu skulle gå et eller andet galt (husk på vi er i et U-land), så havde vi et skud mere i bøssen tre kvarter senere.
Ventetid
Vel ankommet ved busstoppestedet kl. ca. 6 næste morgen, sad der tre andre turister, og omkring en 6-8 lokale og ventede. Da klokken rundede 6.15, var der ikke én, der løftede et øjenbryn eller på nogen måde gjorde antræk til at kigge efter bussen. Da klokken nærmede sig 6.45, begyndte de lokale at røre lidt på sig. Flere af dem lignede nogle, der var på vej på arbejde.
Lidt i 7 kom bussen endelig til syne længere henne på vejen. Som vi rigtig nok havde gættet, så var det en tidligere amerikansk skolebus, som USA har solgt til de fleste lande i Mellemamerika i hobetal. De er nu malet i skrappe farver, men komforten er, som da de blev produceret: Ikke særlig god.
De er det, som man på godt gammeldags engelsk kalder for en ”chickenbus”. En bus, som man ikke rigtig ved hvad tid kører, som bliver fyldt til bristepunktet, som stopper alle steder langs landevejen for at sætte folk af og tage andre på, og hvor man kan risikere at skulle dele sæde med en høne.
De to sidste sæder
Bussen kørte ind på den store plads foran tankstationen (altså den stander, der er foran et lille skur!) og Road Kill Tyre Shop (det er stadig et fantastisk navn!), og pludselig fra hvert et hjørne myldrede det frem med mennesker, som skulle med bussen. Vi fik derfor travlt med at spørge chaufføren, om bussen kørte til Hopkins junktion og samtidig komme ned til bagindgangen, som er bag på bussen. Her kan man kravle op ved hjælp af et lille trin, og det ene sæde er pillet ud, så der kan stå bagage.
Vi fik de to sidste sidepladser i bussen og så kørte vi ellers med raggaemusik bragende ud af to højtalere, som var placeret lige over vores hoveder. Velkommen til Belize!
En lang tur
Der gik dog ikke tre minutter før bussen stoppede første gang. Til de sidst ankomne, var der kun ståpladser tilbage. Og sådan fortsatte det. Vi kørte et lille stykke, stoppede, samlede folk op og kørte så igen. Der blev mere og mere trængsel i bussen, og vi blev mere og mere glade for vores sæde.
På et tidspunkt stoppede bussen ved en pickup truck, hvorpå der lå en bådmotor. Den skulle åbenbart også med bussen! Bagdøren blev åbnet, et par kufferter og rygsække blev skubbet rundt og så blev bådmotoren løftet op bag i bussen sammen med en masse dele, som lå i en plasticspand. Rasmus kom til at sidde med fødderne på propellen, og alle, som skulle forbi, måtte kravle hen over både ben, motor og bagage.
Raggaemusikken spillede stadig højt, og en af gutterne var blevet træt af den trange plads og sad nu i stedet på nakkestøtten af den ene af de to andre turisters sæde og holdt fast i bagagehylden. Vi morede os lidt, da de to udlændinge klart ikke var vant til ”kyllingebusser” og samtidig havde fået det indtryk, at der skulle være tale om en ”express-bus”.
En længere gåtur
Når man skal købe billet i bussen, kommer der en ”hjælpechauffør” rundt og sælger billetter. Folk fortæller, hvor de skal af, og køber en billet dertil – ikke noget med rejsekort her. Vi kørte i bus i godt 1 time og et kvarter for ca. 20 kroner.
Et par fyre, som stod nede i bagenden hos os, nægtede at betale. De argumenterede med, at bussen var forsinket, og det endte med, at de slap for at købe billet. Til gengæld fik en af dem en længere gåtur, da han skulle af bussen igen.
Signalet til, at bussen skal stoppe, er at man banker i bussens bliktag. Men da raggaemusikken var så høj, hørte chaufføren det ikke og kørte bare videre. Der blev slået i taget igen – og igen, og endelig stoppede bussen. Alle bag i bussen skreg af grin og ønskede den uheldige en god gåtur tilbage – men han var bare et stort smil og tog det med utrolig sindsro!
Vi kom heldigvis af det rigtige sted; en dejlig oplevelse rigere!
Dette billede er desværre ikke fra den føromtalte bustur, da det var umuligt at lirke kameraet op af tasken med alle de mennesker i bussen.
Følg os på Facebook, hvor vi kommer med opdates og masser af rejsebilleder, når vi er på farten.
