Skagen – på toppen af Danmark

Skagen; lange, hvide sandstrande, kunst i verdensklasse, natur- og kulturoplevelser, gule Skawbo-huse, fantastisk mad og god stemning. Toppen af Danmark er indbegrebet af hygge og hjemlig sommer.

Vi har i et par år talt om at besøge Skagen, da ingen af os har været der siden, vi var børn. Men det er alligevel noget af en tur fra Falster for en enkelt weekend. Så vi skulle finde det rigtige tidspunkt, hvor vi havde mulighed for en længere tur. Og i løbet af vinteren opstod idéen om en sommerferie i The Caddy Camper med start i Skagen og endestation i Tønder. 

Grenen

Vores gode ven Martin besluttede også at tage med de første dage. Det er altid sjovt og hyggeligt, når vi er på Caddy-tur sammen.

Foran Skagen museum mente vi, at vi var stødt på Lenin og Trotskij. Det skulle dog efter sigende være Ancher og Krøyer. 

Skagensmalerne

På toppen af Danmark

Du kan ikke komme mere nordligt i Danmark end toppen af Jylland. Mange tror fejlagtigt, at det aller nordligste sted er Grenen, hvor de to have Skagerak og Kattegat mødes, men faktisk er det lidt misvisende. For hvis du kigger på et kort, vil du se, at det aller nordligste sted er Nordstranden, som ligger lidt vest for Grenen.

Syd for Grenen ligger den hyggelige by Skagen med de mange karakteristiske gule byhuse med kanter af hvidt på tagstenene. Der er uden tvivl mest liv i byen om sommeren, hvor indbyggertallet vokser fra de ca. 8.000 helårsbeboere til ca. 45.000 i den berømte Hellerup-uge. Den uge styrede vi derfor let og elegant udenom, da vi havde helt andre planer med vores Skagensbesøg.

Typisk hus i Skagen

Med Sandormen til Grenen

Vi skulle selvfølgelig en tur til Grenen. Man kan altså ikke tage til Skagen uden. Det er der mere end 1 million mennesker hvert år, der også mener. Ret imponerende besøgstal!

Grenen

Og det er altså også en ret unik oplevelse at stå med et ben i hvert hav. Samtidig får man ved selvsyn øje på landskabet og det særlige lys, som Skagensmalerne har udødeliggjort med deres mange smukke malerier.

På Grenen

Vi var også heldige at se en enkelt gråsæl, som længe lå i det lave vand og hyggede sig. Nogle gange kan man være heldig, at sælerne kravler op og lægger sig på stranden. Men husk at holde god afstand til dem. Det er jo vilde dyr!

Sæl ved Grenen

Det er selvfølgelig muligt at gå langs stranden hele vejen ud til Grenen, men vi valgte denne gang at tage den legendariske traktorbus Sandormen, som kører fra Grenen parkeringsplads.

Sandormen

Pris 35 kr. retur for voksne og 15 kr. retur for børn under 12 år. Du kører bare med Sandormen derud, og hopper med retur, når det passer dig. Den kører hele tiden i højsæsonen. 

Kunst i verdensklasse

Skagen er især kendt for dansk kunst i verdensklasse. I slutningen af 1800-tallet blomstrede en kunstnerkoloni op omkring Grenen, Skagen by og Brøndums hotel. 

Skagen var i slutningen af 1800-tallet meget afsondret fra resten af Danmark. Først i 1890 kom der jernbane til byen, i 1907 blev der bygget en havn og i 1932 blev der anlagt en asfalteret landevej fra Frederikshavn.

Der kom tilrejsende kunstnere fra både Danmark, Norge og Sverige, som i Skagen fandt det, de søgte: Rå uberørt natur, et barsk og til tider farligt sømandsliv og ikke mindst et fantastisk lys ud over havet.

Af kendte danske kunstnere, som var en del af Skagensmalerne kan især nævnes Holger Drachmann, Marie og P.S. Krøyer, Laurits Tuxen samt ægteparret Anna og Michael Ancher.

Skagensbilleder

Mange af de tilrejsende kunstnere boede på Brøndums hotel, som dannede rammen om kreativitet og festivitas. En del af betalingen for opholdet, var ofte et maleri. Nogle af disse kan fortsat ses på hotellet, mens andre er skænket til Skagen museum.

Skagens kunstmuseer

Skagen museum (ikke at forveksle med Grenen kunstmuseum) er et must see, når man er i byen. Her er de mest kendte Skagensmalerier udstillet. Gennem disse billeder får man et unikt indblik i hverdagslivet sidst i 1800-tallet på den nordligste spids af Danmark. 

Skagen museum

Især det hårde fiskerliv, hvor bådende blev trukket op på stranden ved håndkraft, var et centralt motiv.

Skagensbillede

Desværre kom alle ikke hjem i live, hvilket selvfølgelig prægede hele samfundet.

Skagen

Anna Ancher, som var født og opvokset i Skagen, viste en anden side af Skawboernes liv, end mange af hendes kollegaer. Hun malede ofte de stille og hjemlige miljøer og naturen med børn og kvinder i centrum.

Billede af Anna Ancher

Flere af P S Krøyers billeder udstråler sommer, hygge og danskhed. Et af de mere kendte er billedet fra Skt. Hans-fejring på stranden. 

Skt. Hans i Skagen

Også flere af hans kvindeportrætter er meget berømte – og med god grund.

P S Krøyer

 

Portræt af PS Krøyer

På Skagen museum kan man også se den berømte spisestue fra Brøndums Hotel, som har protrætter af mange af de prominente gæster, som besøgte hotellet. I 1946 blev hele spisestuen flyttet fra hotellet til museet for at bevare den for eftertiden.

Spisestue Brøndums Hotel

Vi købte en kombi-billet, som både gav adgang til Skagen Museum, Anchers hus og Drachmanns hus, for 180 kr. Hvis man kun ønsker adgang til Skagen Museum koster billetten 110 kr. 

Adressen for Skagen museum: Brøndumsvej 4

Anna og Michael Anchers hus

Tæt på Skagen Museum ligger Anchers hus, hvor Anna og Michael Ancher boede sammen med deres datter Helga, som også blev kunstmaler.

Anchers hus

Det var spændende at gå rundt i de små stuer, hvor ca. 250 billeder, malet af de tidligere beboere, stadig er udstillet. 

Anchers hus

Oplevelsen i huset blev helt speciel, da en af kustoderne simpelthen ikke kunne lade være med at fortælle anekdoter fra familien Anchers liv.

Han fortalte blandt andet historien om dengang H. C. Andersen kom til Skagen i 1859 og indlogerede sig på gæstgiverriget Brøndums gård. Den kendte digter havde gået hele vejen fra Frederikshavn langs kysten og var både træt og sulten. 

Madam Brøndum, som var højgravid, sendte en af sine tjenestepiger til stranden efter rødspætter, men hun var åbenbart for langsom efter H. C. Andersens smag, så han lavede en større scene i arrigskab over ventetiden. Madam Brøndum blev, i følge historien, så forskrækket over den berømte digters vredesudbrud, at hun gik i fødsel om natten, og fødte datteren Anna næste morgen. Den selvsamme Anna, som senere blev gift med Michael Ancher. 

Adresse: Markvej 2-4

Drachmanns hus og grav 

Da vi nåede frem til Drachmanns hus, også kendt som Villa Pax, var vi de eneste gæster. Også her var kustoden snakkesalig og fortalte os om den ombejlede Drachmann. Han fik seks børn med tre forskellige kvinder, hvoraf han var gift med de to. Men derudover var der mange flere kvindebekendtskaber…

Drachmanns hus, Skagen

Drachmanns karriere bestod hovedsageligt af malerier af skibe og det oprørte hav samt forskellige tekster og digte. Mest berømt er nok teksten til Vi elsker vort land, som jo synges hvert år til Skt. Hans.

Malerier af Drachmann

På vej ud på Grenen ligger Drachmann begravet. Det imponerende gravkammer er tegnet af P. S. Krøyer og er nemt at nå på gåben fra Grenen parkeringsplads. 

Drachmanns grav

Adressen til Drachmanns hus: Hans Baghsvej 21 

Brøndums hotel 

Vi havde hjemmefra drømt om et rigtig godt måltid mad til ligesom at skyde ferien i gang på. Vi havde luret lidt på de forskellige muligheder i Skagen og nåede frem til, at Brøndums hotel var det bedste bud for os. Både pga. menukortet og pga. hotellets tilknytning til skagensmalerne. Og vi blev ikke skuffede. Både restaurantens indretning, den spændende menu og den venlige og kompetente betjening levede fuldt ud op til vores forventninger. 

Brøndums hotel

Vi kom til at sidde i stuen, som tidligere havde været kongelige gemakker, når Christian X og Dronning Alexandrine var på besøg på det legendariske hotel. Det var spændende at høre tjeneren fortælle om de kongelige besøg og hotellets øvrige gæster gennem tiden.

Brøndums hotel, Skagen

Vi fik en fantastisk menu med tilhørende vine, som du kan se herunder:

Kulmule – Fennikel – Gedefriskost – Agurk
2020 Riesling Trocken, Clemens Busch, Mosel, Tyskland

Kulmule, Brøndums hotelJomfruhummer – Melon – Gul squash – Æble
2020 Albariño, ”Lias Finas”, Attis, Rías Baixas, Spanien

Jomfruhummer, Brøndums hotel

Havtaskekæbe – Pære – Caviar – Hyldeblomst-beurre blanc
2018 Cuvée Terlaner Classico, Cantina Terlan, Alto Adige, Italien

Havtaskekæbe, Brøndums Hotel

Lammekrone – Pastinak – Rabarber – Brøndkarse
2017 Minervois, ”Les Fontanilles”, Anne Gros & Jean-Paul Tollot, Languedoc, Frankrig

Lammekrone, Brøndums hotel

Oksemørbrad – Røget marv – Tomat – Sauce Bordelaise
2017 Langhe, ”Sito Moresco”, Gaja, Piemonte, Italien 

Oksemørbrad, Brøndums hotel

Lakrids – Vanilje – Saltkaramel – Basilikum
2015 Coteaux du Layon, ”Exception”, Château Soucherie, Loire, Frankrig

lakrids og saltkaramel, Brøndums hotel

Den tilsandede kirke

Et meget berømt sted nær Skagen er Sankt Laurentii Kirke også kendt som Den tilsandede kirke. Kirken ligger ca. 4 km sydvest for Skagen i Skagen klitplantage, og vi måtte selvfølgelig slå vejen forbi.

Kirken blev opført sidst i 1300-tallet, hvor den var den største kirke i hele Vendsyssel. I starten af 1700-tallet begyndte den store sandflugt, og det blev mere og mere besværligt for kirkegængerne at grave sig frem til kirken ved gudstjenesterne. I 1775 måtte kirken helt opgives efter ordre fra Kong Christian d. 7. Selve kirken er i dag fjernet, og kun tårnet står tilbage som en påmindelse om, at naturen kan være barsk og ubarmhjertig.

Den tilsandede kirke

Man kan jo gå og undre sig over, hvorfor der dog ligger en kirke sådan helt alene her ude i en klitplantage. Men man skal forestille sig, at kirken har været omgivet af et helt sogn med gårde og landbrugsland. Alt dette blev også ødelagt af sandflugten.

I Skagen klitplantage ligger også Sandmilen, som er en vandreklit, der har bevæget sig helt ud til Kattegat. Sandmilen har gennem hundredevis af år vandret hele vejen over Odden fra Skagerrak til Kattegat. Sandmilen er således en gammel mile, som nu er på vej ud i havet.

Sandmilen, Skagen

Råbjerg mile

Syd for Skagen ligger Råbjerg mile, som er Danmarks største vandreklit med i alt 3,5 millioner kvadratmeter sand. Det er alligevel en sjat! Råbjerg mile flytter sig ca. 15 meter hvert år mod nordøst, og man kan derfor forudsige, at milen vil dække landevejen til Skagen om godt 100 år. 

Sand i Råbjerg Mile

Det er gratis at besøge Råbjerg mile, og for børn og barnlige sjæle er der masser af muligheder for et par timers god leg i sandklitterne. 

Råbjerg mile

Overnatningsplads i Skagen

Syd for Skagen ligger der en lille free-camper plads, hvor det er tilladt at overnatte gratis i Autocampere – og dermed også i Caddy Campere 🙂

Pladsen ligger for enden af Damstedvej og er rimelig primitiv med en toiletbygning og et par bordebænkesæt. Men den havde præcis det sociale campingliv, som vi syntes var hyggeligt for et par dage. Hver dag holdt der forskellige bobiler fra Danmark, Tyskland, Frankrig, Italien og Sverige.  

Gratis overnatningsplads, Skagen

Pladsen er omgivet af høje sandklitter, og på den anden side af klitterne er der den fineste børnevenlige sandstrand ud til Kattegat, så trænger du til et bad, kan du hoppe i bølgen blå. 

Skagen levede fuldt ud op til vores forventninger om en hyggelig by med mange dejlige oplevelser. Vi kommer gerne igen.

Følg gerne med på sociale medier. Facebook: Two Danes On Tour. Instagram: @twodanesontour 

Vi rejser til Tromsø i Norge sidst i november og igen sidst i december. Vi håber som altid på smukke landskaber, nordlys, hvaler og spækhuggere.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.