Sommerferien 2020 var kun lige slut, da vi besluttede at tage et mikroeventyr til den skønne ø Agersø, der ligger i Storebælt. Det fantastiske ved sådan et mikroeventyr er, at det forlænger følelsen af frihed og ferie. Og vejret var bare helt i top denne weekend i august.
Færge til Agersø
Lørdag morgen pakkede vi Caddy Camperen og af sted gik det mod færgelejet i Stigsnæs, som ikke ligger så langt fra Skælskør. Herfra kan man også sejle til naboøen Omø, men det må blive en anden god gang.
Færgen til Agersø sejler hver time om dagen og hver anden time om aftenen. Den lille sejltur tager kun ca. 15 minutter. Færgen var gratis for gående og cyklister grundet corona-sommerpakken, men vi skulle jo have “hotellet” med. Derfor betalte vi 75 kr. for Caddy Camperen og os/retur.
Agersø havn og by er lille og hyggelig med en flot træallé og fine stendiger langs vejene. Der er en smuk mølle, et gadekær og en lille købmand.
Den velbevarede træmølle er en hollandsk model opført i 1892. Inde i møllen er der et lille museum, hvor man kan se ting fra Agersø.
Gåtur rundt om Egholm
Vi besluttede at køre til den nordlige ende af øen, hvor vi gik en dejlig tur rundt om hele nordspidsen.
Selve norddelen af øen er egentlig en ø i sig selv ved navn Egholm. Når man kigger på et kort, kan man dog se, at Egholm hænger sammen med Agersø. Egholm er privat ejet og derfor lukket af for offentligheden. Men man kan altså sagtens gå langs stranden hele vejen rundt.
Turen er ca. 4,5 kilometer og skulle kunne gøres på halvanden time, hvis man ikke skal fotografere alt for mange fugle undervejs 🙂
Efter gåturen kørte vi de 7 km til sydenden af øen, hvor vi spiste en nem frokost ved stranden. Flere steder er der dejlig badestrand, så husk endelig badetøjet og håndklædet, hvis du kommer om sommeren.
Om eftermiddagen kørte vi igen rundt på Agersø for at se mere af øen. Undervejs nød vi de fint malede bænke, som minder os om dem fra Fejø.
Vi besøgte selvfølgelig også Købmanden – det skal man jo altid huske på de små øer. Om ikke andet kan man da altid købe en is og slå en sludder af med kassedamen. Og en is trængte vi virkelig til på denne varme sommerdag.
Vi mødte også en enkelt meget fin vejbod undervejs, hvor de fristede med salt, sylt og lidt grøntsager.
Turen gik derefter forbi havnen for at få stemplet vores ø-pas udenfor havnekontoret.
Agersø har en rigtig hyggelig lystbådehavn, og der var masser af liv i det fine vejr.
Agersø kro
Til aften havde Rasmus bestilt bord på Agersø kro. Vi kom lidt tidligt og blev sat ved et borde-bænkesæt udenfor med en kold øl og en sodavand. Da det var en virkelig varm sommeraften, var al servering flyttet udenfor i skyggen af de mange parasoller.
Da klokken nærmede sig 18, blev folk bedt om at flytte sammen ved bordene, således at vi skulle dele borde-bænkesæt med et andet par. Og det viste sig at blive en rigtig dejlig oplevelse!
Vi kom til at sidde sammen med et hyggeligt par fra Nakskov, og i løbet af et øjeblik gled samtalen bare, som om vi havde mødt hinanden før. Det var virkelig sjovt at opleve, og noget af det vi plejer at elske, når vi rejser til udlandet. Der kommer man altid i kontakt med så mange søde, sjove og interessante mennesker. Og her sad vi på Agersø og havde selv samme oplevelse blot fordi kroen havde besluttet, at alle skulle sidde udenfor denne skønne sommeraften.
Mens vi hyggesnakkede, spiste vi en dejlig treretters menu. Forretten bestod af varmrøget laks med rugbrødsflager, syltede løg, dild, mayo og tomater. Laksen kom fra det lokale Agersø røgeri, som ligger på havnen. Eneste anke ved forretten var, at den var for lille 😉
Hovedretten bød på kalvemørbrad. Som tilbehør var der små danske kartofler, en glace og nogle utroligt smagfulde svampe samt indkogte tern af knoldselleri, som smagte himmelsk.
Vi sluttede af med sandkage og markroner, vaniljeis og friske jordbær. Utrolig lækkert!
Da vi havde nydt maden, blev vi siddende en times tid endnu og snakkede videre med parret, inden vi kørte ud i natten for at finde et lille, stille sted at raste i Caddy Camperen.
Havde vi ikke selv haft vores overnatning med, kunne vi også have bestilt et værelse på kroen. Eller sovet i shelter bag ved naturcenteret, som ligger tæt på købmanden.
En smuk morgentur
Vi vågnede næste morgen til bølgernes skvulpen og fuld sol. Der blev hurtigt varmt i bilen, så vi stod rimelig tidligt op. Og vi blev straks enige om at gå en morgentur ud til hestene og Helleholm fyr på sydspidsen af Agersø.
Det blev en rigtig dejlig tur med lidt fugle undervejs.
Fyret stod flot. Desværre kunne man ikke komme op i det, og kort efter endte stien i privat vej. Der er ellers en stor landtange ved navn Skagen, men den er lukket af for besøgende for at passe godt på de ynglende fugle. Derfor vendte vi om og gik tilbage mod bilen.
Agersø var lige det mikroeventyr vi havde brug for i august. Øen var forholdsvis lille, men stadig meget charmerende og med mulighed for dejlige gåture og lækre strande. Vores varmeste anbefalinger går til en tur til Agersø.
Tak fordi du læste med. Hvis du ønsker at støtte os, så vil vi blive meget glade, hvis du har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kan du se, når vi er på farten, og når vi har skrevet et nyt blogindlæg. Du kan også finde os på Instagram @twodanesontour
Hvis du har lyst til at læse et blogindlæg eller to mere, så vil vi gerne anbefale:
Læs også: Danmark dejligst – Egholm
Læs også: Danmark dejligst – Fanø