Two Danes On Tour Efter fire dage i fantastiske Sarajevo, var det blevet tid til et roadtrip rundt i Bosnien-Hercegovina. Landet er forholdsvist lille, men alligevel kan man nemt bruge en uge eller mere på at køre rundt, da der er mange interessante steder, som ligger spredt rundt i hele landet.
Undervejs var min gode ven og rejsemakker Martin stødt til turen, og vi havde ikke lige fået lejet en bil hjemmefra… så vi var lidt spændte, da vi tog en taxa ud til lufthavnen og gik fra udlejningsfirma til udlejningsfirma for at spørge, om de havde nogle biler til rådighed. Det var jo påskeferie… Men i løbet af en halv times tid var der gevinst, og snart var vi på vej.
Republika Srpska
Vi kørte uden om Sarajevo centrum og mod nord til byen Srebrenica. Byen ligger i Republika Srpska, som er et selvstændigt politisk område og hovedsageligt beboet af serbiske bosniere. De fleste serbere ønsker selvstændighed fra resten af Bosnien-Hercegovina, og der kan være ret mange spændinger mellem de forskellige befolkningsgrupper. Men det er ikke et problem for turister at køre ind i Republika Srpska. Der er ingen grænseovergange, som vi måske forestiller os dem med grænsevagter og visning af pas. Der er blot et skilt i vejsiden som viser, at man nu er i Srpska, ligesom hvis man kører ind i en by. Og så bliver der flaget med det Serbiske flag i stedet for det officielle Bosniske, som ellers burde gælde for hele landet.
Vejen mod nord var virkelig fin med landlige omgivelser, fantastiske høstakke og fåreflokke. Denne første dag var den smukkeste tur, vi kørte i Bosnien-Hercegovina.
Folkemordet i Srebrenica
Dagens mål var byen Srebrenica, hvor et stort folkemord fandt sted i juli 1995. Faktisk skal man køre lidt nord for Srebrenica til den lille flække Potocari. Her lå der en gammel fabrik, som blev brugt som hovedkvarter af FN under krigen. Den er nu et museum og overfor er den store begravelsesplads, hvor der hvert år bliver føjet flere grave til, når nye massegrave dukker frem. Jeg har tidligere skrevet et andet blogindlæg om besøget i Srebrenica, som du kan læse her.
Det er gratis at besøge både begravelsespladsen, den gamle fabrik og museet i Srebrenicha. Vær dog opmærksom på, at museet lukker kl. 16, mens man godt kan besøge begravelsespladsen senere.
Efter at have besøgt dette sørgelige sted, kørte vi lidt uden for byen Zvornik. Her overnattede vi på det ældre Motel Laguna.
Da jeg gik ind for at spørge på et ledigt værelse, tøvede jeg lidt, da jeg hørte prisen – jeg skulle jo lige nå at regne det om til danske kroner. Min tøven udløste straks rabat. Man kan godt mærke, at det er udenfor højsæsonen.
Motellet havde en dejlig terrasse ud til floden Drina, som her udgør grænsen mellem Republica Srpska og Serbien. Og restauranten havde et kæmpe menukort med masser af kødretter. Så vi havde en herlig aften på det gamle, lidt out datede motel, men med de sødeste tjenere.
Spændende kørsel
Næste morgen kørte vi videre mod Travnik. Vi brugte app’en maps.me til at finde vej, og det skulle vise sig at blive mere udfordrende end først antaget. Maps.me tager oftest den hurtigste vej – dog lige uden at overveje, om det er den smarteste vej…
Et sted mellem Zavidovici og Travnik førte maps.me os pludselig op ad en smal, et-sporet vej, som snart blev meget stejl og gik over i en grusvej. Her skulle vi på et tidspunkt krydse en asfaltvej med trafik fra begge sider. Vi hang der på den stejle grusvej, og Martin skulle orientere sig for modkørende trafik, finde koblingspunktet og få os sikkert op ad bakken. Jeg grinede så meget, så jeg næsten tissede i bukserne. Det skulle klart have være filmet.
Senere blev vi ført ned ad en lille, smal vej, som til sidst endte i noget, som mindede om en cykelsti. Der kunne på ingen måde komme en personbil ned ad den lille vej, og Martin måtte bakke og jeg måtte hastigt finde en alternativ rute. Ind imellem blev venskabet testet lidt den dag 😉
Travnik
Travnik bød på en gammel borg, som vi bosatte os lige overfor på Hotel Vezir Palace. Hotellet var udmærket, men fremstod finere end det var. Udsigten fra værelset var dog helt i orden.
Borgen er fra perioden før ottomanerne erobrede Bosnien. Men den var desværre ikke beskyttelse nok, da landet blev angrebet sydfra. Selvom bosnierne havde bygget denne og flere andre borge, så måtte de efterhånden give op overfor de fremrykkende ottomanere. Således var Travnik under ottomansk overherredømme fra 1463 til 1878.
I dag er borgen den bedst bevarede i Bosnien-Herzegovina, og den har åben alle hverdage fra kl. 9-15 og i weekenden fra kl. 10-14. Oppe på borgen er der et lille museum i et gammelt tårn. Her så vi bl.a. nogle ret fantastiske billeder af den lokale fotograf Mirsad Mujanovic. Jeg var især vilde med hans portrætter af ældre mennesker.
I centrum af Travnik står der en flot gammel moské med butikker nedenunder og flotte malerier på væggene. Da der var fredagsbøn og rigtig mange mennesker samlet ved moskeen, gik vi ikke ind.
Et andet sted så vi en lille moské med en minaret af træ. Den var altså også rigtig fin på sin egen stille facon.
Hvis du har tid, så gå en tur gennem byen og nyd de forskellige moskéer – nogle af dem har flotte malede døre, og du kan se de gamle vezir-grave, som stadig ligger langs byens hovedgade.
Jajce
Næste dag kørte vi videre til den gamle hovedstad Jajce. Højt hævet over byen ligger det sidste fort som faldt til osmannerne. Byen holdt stand helt frem til 1528, længe efter at alle andre havde kapituleret. Det er de selvfølgelig meget stolte af i Jajce.
Tæt på centrum findes også byens vartegn. Et todelt 22 meter højt vandfald med den gamle bydel og det osmanniske fort på bjerget bagved. Det er fint, men jeg tror alligevel, at jeg havde forventet noget mere eller i hvert fald noget andet. Nu er jeg nok heller ikke den nemmeste af imponere med vandfald…
Vi gik en god tur på ca. 10 km ud af byen til flere små vandfald med plankebroer.
Til sidst kom vi til et sted med gamle vandmøller i søde små træhytter.
Det er et meget hyggeligt område at gå en tur i, og undervejs var vi heldige at se et par vandstære, som er en fin lille fugl, som man også kan være heldig at se i Danmark om vinteren.
Lammesteg i Jablanica
På vej videre mod Mostar stoppede vi – lige som alle lokale – i Jablanica. Byen ligger på ruten mellem Sarajevo og Mostar og er meget berømt for dens restauranter langs floden Neretva, som alle serverer lam. Og jeg må sige, at det er guddommeligt lam! Så det er et must stop, hvis du er vild med lam – de har selvfølgelig også andet på menukortet.
Jeg kan både anbefale Restoran Zdrava Voda og Restoran Kovačević. Begge steder kan du sidde ude om sommeren. Zdrava Voda skulle vist nok have åbent 24 timer i døgnet og Kovačević har åbent fra 7-23, så der er altså ingen undskyldning for ikke at stoppe her.
Er du blevet godt mæt oven på lammestegen, så kan jeg anbefale dig at gå en tur over floden for at se mindesmærket for slaget om Neretva fra 2. Verdenskrig. Det var et berømt slag mellem Jugoslavien og Aksemagterne. Mindesmærket hedder Bridge on the Neretva og er en kopi af en jernbanebro, som er styrtet ned i floden. Der er også et museum tilknyttet, men det besøgte vi ikke.
Faktisk er hele denne strækning fra Sarajevo til Mostar langs Neretva udnævnt som en af de smukkeste togrejser i Europa. Så har du ikke mulighed for at leje en bil, så er det en fin mulighed at tage toget. Eneste problem ved at vælge toget er, at så får du ikke lammesteg i Jablanica…
Mostar
Mostar er jo perlen i det sydlige Bosnien-Herzegovina. Det er byen med den ikoniske bro Stari Most over floden Neretva, som alle kommer for at se.
Broen blev bygget af ottomanerne i 1500-tallet som erstatning for en gammel træbro. Under krigen i Bosnien blev broen sprængt i stykker af kroatiske styrker den 9. november 1993.
Efter krigens afslutning besluttede man at genopføre den smukke, gamle bro. Tanken var først at bruge de gamle sten, som blev hejst op af floden, men mange af dem var desværre så beskadiget, at de ikke kunne bruges. I stedet huggede man kopier af de gamle stenblokke fra det oprindelige stenbrud, og i 2004 blev broen genåbnet til stor glæde for både lokale og turister.
Den berømte bro er Bosniens nationalsymbol og landets store stolthed, og byen tiltrækker masser af dagsturister fra Kroatien om sommeren. Det var derfor dejligt at besøge byen her lidt uden for sæsonen.
Hver dag – selv her i påsken, hvor vandet ikke er specielt varmt, står vågemodige unge mænd på toppen af broen i små badebukser. Når de har samlet penge nok sammen blandt turisterne, tager de mod til sig og springer på hovedet ned i den store flod. Jeg tænker, at det er et rigtig farligt job…
Man skal lige huske, at når alle andre også gerne vil kunne krydse dette smukke sted af på deres bucketlist, så er der mange turister. Der kan være lang kø for overhovedet at få lov til at gå over broen. Derudover er broen både stejl og glat, så det er altså ikke et sted for gangbesværede og jeg anbefaler også, at man har ordentligt fodtøj på.
Mange turister betyder selvfølgelig penge. Det har de lokale også fundet ud af. Derfor kan man ikke gå en stille tur op ad hovedgaden uden at blive råbt an af alverdens sælgere, tiggere og restaurantejere. Men hvis man er forberedt på det, og kan tage det meste med et smil, så er Mostar en fin oplevelse.
Lidt om parkering i Mostar
Derudover er det svært at finde et sted i Mostar at parkere sin bil. Altså der er masser af p-pladser, men det koster bare! Så har du lejebil, så tjek lige om dit hotel tilbyder fri parkering. Det gjorde Motel Deny Mostar, hvor vi boede i tre nætter. Men det var nærmest umuligt at få presset bilen ind ad den smalle vej og derefter lave et 90 graders sving ind i en smal garage. Så er du en uerfaren billist… Just saying! Men altså man kan jo bare køre ind på en parkeringsplads og betale for det.
Dagstur fra Mostar
En af dagene valgte vi at køre en tur ud af byen. Vi kørte mod syd, og første stop var den lille by Blagaj. Den er kendt for sin smukke moské, der ligger ved floden Buna. Selvom det ikke ses på billedet, så er der meget tryk på vandet, som fosser ud af bjerget.
Langs floden er der små caféborde, hvor man kan sidde og nyde udsigten med en kop kaffe eller en sodavand.
Vi kørte videre til den lille, smukke by Počitelj hvor man kan gå en dejlig tur i de stejle gader og se moskéen og den gamle borg på toppen. Det bedste er dog roen og alle hustagene, synes jeg.
Sidste stop var Kravica vandfaldet. Det var smukt men lidt dyrt at komme ind. Det kostede næsten 80 kr., og der var ikke meget at lave der ud over at se vandfaldet. Jeg har før besøgt Plitvice i Kroatien, hvor man kan gå en lang flot tur på plankebroer. Måske er det anderledes om sommeren, når de små caféer har åbent. Lige nu var de under renovering.
Titos bunker
Efter et dejligt roadtrip gennem Bosnien, var det blevet tid til igen at vende næsen mod Sarajevo og flyve hjem. Undervejs gjorde vi selvfølgelig stop i Jablanica for lige at få en bid lam mere 🙂
Næste stop blev byen Konjic syd for Sarajevo. Her ligger Titos gamle bunker gemt langt inde i et bjerg. Bunkeren hedder egentlig Armijska Ratna Komanda D-0. Men alle vil vide, hvad du taler om, hvis du siger Titos bunker.
Bunkeren blev bygget under den kolde krig for at beskytte Jugoslaviens præsident Josip Broz Tito samt op til 350 andre personer – det være sig familie, politikere og personale i bunkeren.
Det kostede 22 BAM/13 dollars at komme på en guidet tur i bunkeren, og du har ikke mulighed for at gå rundt på egen hånd.
Vi stoppede ved et lille rejsebureau i Konjic for at købe billetter til den guidede rundvisning (Det ligger lige overfor broen Stari Most). Samtidig fik vi også en kørselsvejledning til bunkeren. Du kan også selv køre derud og købe billetter på stedet, men det er en fordel at ringe i forvejen og høre, om der er plads, og tjekke op på, hvad tid turen begynder. Har du ikke selv bil, bliver du nødt til at tage en taxa, da der ikke går busser.
Besøget i bunkeren var fint og informativt. Jeg synes, at det var mest interessant at se den del, som havde med Tito og bunkeren at gøre. For at lave det til en turistattraktion, har lokale kunstnere fået lov til at udsmykke forskellige rum. For mig var det meste af det dog rimelig intetsigende. Men altså; hver sin smag.
Selvfølgelig findes der også en rød telefon i bunkeren. Spændende om Tito har lavet vigtige opkald fra den.
Et par anbefalinger
Bosnien-Herzegovina får min varmeste anbefaling som rejseland. Hovedstaden Sarajevo har sneget sig ind som min favorithovedstad i Europa. Spændende historie, kultur og alt inden for gåafstand med mulighed for at komme op i bjergene med kabelbanen lige midt i byen. Jeg er kæmpe fan. Så skynd dig afsted til Bosnien før din nabo. Det vil du ikke fortryde.
På min rejse havde jeg medbragt bogen Bosniske brødre af Bjørn Harvig. Det var et fantastisk valg! Ud over, at bogen beretter om en fodtur på tværs af Bosnien, så fortæller bogen samtidig historien om de mennesker, som Bjørn møder undervejs, samt giver en indsigt i, hvad krigen har betydet – og stadig betyder – for dette lille land. Bogen var på alle måder en øjenåbner og en god baggrundsviden.
Også programmet Anne og Anders i Bosnien på dr.dk giver en rigtig god indsigt i et lille land med en meget kompleks historie. Her får man et glimt af Sarajevo og indsigt i en ung mands historie, som sammen med sin mor og søster flygtede til Danmark, efter at hans far var blevet dræbt af en serbisk snigskytte.
Som altid håber jeg, at du har lyst til at følge med på sociale medier. Facebook: Two Danes On Tour Instagram: @twodanesontour
I januar 2023 er jeg flyttet til Ittoqqortoormiit i Østgrønland, hvor jeg arbejder som lærer på byens skole. Derfor er de fleste opslag i øjeblikket fyldt med sne og nordlys.
