Two Danes On Tour Inden min rejse til Bosnien havde jeg besluttet mig for, at jeg ville besøge Srebrenica, som ligger i Republika Srpska – altså den serbisk-kontrolerede del af Bosnien-Hercegovina.
Srebrenica er kendt og berygtet for folkemordet, som fandt sted i juli 1995. Det er altså ikke et “sjovt” sted at besøge, og nogle ville måske også mene, at det ikke er nødvendigt at opsøge sådanne sørgelige steder, når man er på ferie.
Men mine rejser er altid mere end ferier. Det er der, jeg lærer nyt, bliver klogere og prøver at forstå den Verden, vi lever i. Og jeg føler først, at jeg virkelig forstår tingene, når jeg har været der, set stedet, sanset stemningen – på godt og ondt.
Vidnesbyrd om Srebrenica i Sarajevo
Inden jeg overhovedet nåede til Srebrenica, opsøgte jeg steder i Sarajevo, som kunne være med til at kaste lys over, hvad der egentlig skete der i 1995.
For selv om stedet ligger ca. to en halv time væk i bil, så er det allestedsnærværende i bosniakkernes bevidsthed, at der for snart 30 år siden fandt et bestialsk folkemord sted. Et folkemord hvor serbiske soldater slagtede bosniske drenge og mænd og efterlod dem i massegrave, alt imens verdenssamfundet kiggede på uden at gøre noget. Historien er kompleks. Og jeg kan ikke alle detaljer. Men jeg kan fortælle om det jeg så og hørte under min rejse.
Gallery 11/07/95
Midt i Sarajevo, på den store kirkeplads Papa Ivan Pavao II, ligger Gallery 11/07/95 på tredje sal i en stor bygning. Det lyder måske som et kunstgalleri, men lad dig ikke narre af navnet. Det er et galleri med skrækkelige fotografier fra Srebrenica.
Fotografen Tarik Samarah rejste efter krigen til Srebrenica for at dokumentere folkemordet. Han ville fotografere stedet og dets ofre. På galleriet er der bl.a. billeder af opgravede lig, kister i endeløse rækker og pårørende i dyb sorg. Det er ikke for sarte sjæle.
Det er hjerteskærende og svært at tage det hele ind på en gang. Så jeg besøgte faktisk museet to dage i træk. Den første dag så jeg billederne og læste de små billedtekster. Dagen efter gik jeg tilbage og købte en audioguide og fik billedernes historier fortalt, mens jeg gik udstillingen igennem igen.
Det kostede 12 KM at besøge museet, og billetten galt i to dage. Derudover købte jeg en audioguide til 3 KM.
Stærkt mindesmærke
Et andet stærkt vidnesbyrd fra Srebrenica i Sarajevo er den hjerteskærende skulptur “Nermine, dodi” i Mali park. Den er lavet af billedhuggeren Mensud Keco i 2015, som markerede 20 året for folkedrabet i Srebrenica.
Den viser en far, Ramo, som råber på sin søn Nermin, at han skal komme ud af skoven og overgive sig til serberne. Han beroliger sin søn med, at der ikke vil ske dem noget. Både far og søn blev ført væk fra stedet, og kom ikke levende tilbage. De blev fundet i en massegrav nær Srebrenica i 2008.
Da jeg senere kom til Mostar, besøgte jeg endnu et museum for Srebrenica, og her hang de originale fotos af begivenheden. Jeg fik en kæmpe sug i maven og en stor klump i halsen.
Det var virkelig rørende at se rigtige billeder af denne familiefar som netop, da billederne blev taget, råbte efter sønnen Nermin. Skulpturen var altså ikke bare et tænkt eksempel. Den var præcis så hjerteskærende som virkeligheden. Og vi ved jo desværre nu alle, hvordan det endte…
Turen til Srebrenica
Efter fire dage i Sarajevo blev det tid til roadtrip. Og første stop blev Srebrenica. Det tog ca. tre en halv time at køre dertil fra Sarajevo med frokost- og fotostop undervejs.
Faktisk skal man køre lidt nord for Srebrenica til den lille flække Potocari. Her ligger der en gammel fabrik, som blev brugt som hovedkvarter af FN under krigen.
Falsk beskyttelse
Byen Srebrenica havde været belejret af Den bosnisk serbiske hær (VRS) fra 1992 til 1995, men området omkring byen var officielt blevet udråbt som en sikker zone under beskyttelse af FN soldater.
Da situationen spidsede til, søgte i tusindvis af bosniakker – både børn, kvinder og mænd tilflugt på fabrikken, da de fejlagtigt troede, at de var i sikkerhed i FN’s bygning.
I begyndelsen blev de første flygtninge lukket ind på fabrikken, hvor de kunne få mad og sove på gulvet. Men snart kunne FN slet ikke håndtere den massive flygtningestrøm.
Og derudover havde de fredsbevarende FN-styrker reelt ikke noget at skulle have sagt overfor de serbiske styrker. Forhandlingerne gik slet ikke som forventet. Derudover fik FN-soldaterne hverken forstærkning eller flystøtte fra og blev reelt holdt som gidsler af de serbiske styrker.
Folkedrab
Den 11. juli kom serbiske styrker til fabrikken og forlangte at få udleveret alle bosniakker. De hollandske FN-soldater forsøgte at argumentere imod, men indså snart, at de var alt for få og ingen reel magt havde. Derfor gav de efter for presset, og alle flygtninge blev beordret til at forlade fabrikken.
Serberne separerede mænd fra kvinder og børn. Først blev kvinder og små børn kørt væk i busser, og senere kom busserne tilbage for at hente de store drenge og mændene. De hollandske soldater kunne ikke få at vide, hvilken skæbne der ventede de bosniske mænd. De blev aldrig set i live igen.
Srebrenica er blevet et symbol på, at verdenssamfundet svigtede bosniakkerne, da de var i den dybeste nød. Og den blev en øjenåbner for hele Verdenssamfundet. For det som Vesteuropa troede umuligt efter afslutningen på 2. Verdenskrig foregik lige i vores egen baghave.
Skulle du være interesseret i at se en stærk film om, hvad der udspillede sig på fabrikken i dagene op til og under folkemordet, så kan jeg på det varmeste anbefale Quo vadis, Aida? Den ligger på Filmstriben til gratis streaming.
Besøg på fabrikken
Ud over fabrikken med flere fotoudstillinger og et museum, ligger her også en kæmpe begravelsesplads, hvor der hvert år bliver føjet flere grave til, når nye massegrave dukker frem. Indtil nu er der fundet 8372 lig i massegrave rundt omkring i Bosnien-Hercegovina, som alle stammer fra massakren ved Srebrenica.
Begravelsesstøtterne står endeløst på række i det let kuperede terræn. Hvert år på den 11. juli holdes der en stor mindehøjtidelighed, hvor nyligt fundne lig bliver begravet på pladsen. Den opgravede jord viser de seneste grave.
Det er gratis at besøge både begravelsespladsen, den gamle fabrik og museet i Srebrenicha. Vær dog opmærksom på, at museet lukker kl. 16, mens man godt kan besøge begravelsespladsen efter. Det kan også være en god idé at kigge på et kort over området, da det er rimelig stort, og dårligt skiltet. Så vær sikker på at du også finder ned til museet i den anden ende af fabrikken.
Det er gratis at besøge fabrikken og museet. Jeg ville mindst afsætte to timer til besøget, hvis du gerne vil nå at se det hele.
Tak fordi du læste med – også denne gang, hvor det var et meget tungt, men vigtigt emne – især i lyset af, hvad der sker i Ukraine netop nu.
Hvis du har lyst til at følge mig på sociale medier, så kan du finde min Facebook-side Two Danes On Tour, eller søge mig frem på Instagram under @twodanesontour. Efterårsferien går til Albanien, så jeg lægger masser af billeder op den næste uges tid.
Rigtig god ferie til jer, som også har efterårsferie.
Glade rejsehilsner
Anne Marie
