Two Danes On Tour The Curonian Spit og Baltiysk er nok to steder, du aldrig har hørt om, men det vil vi nu lave om på.
Enklaven Kaliningrad er et forholdsvist lille landområde på ca. 15000 km², eller omkring en tredjedel af Danmark.
Og efter et par dage i byen Kaliningrad blev det tid til at udforske området. Vi havde derfor bestilt to dagsture ud af byen med to forskellige guider. Den ene tur gik til Curonian Spit på den nordlige kyst, og den anden til Baltiysk på Vestkysten. Hvis du en dag selv kommer til området, så kan du her læse, hvad du kan forvente at se og opleve.
Curonian Spit
Curonian Spit – på dansk kaldet Den kuriske landtange – er en 98 km lang og meget smal sandtange i Østersøen. Curonian Spit forbinder Kaliningrad med Litauen, og grænsen mellem de to lande er midt ude på tangen, som har vand til begge sider. Derudover er Curonian spit et af de helt store turistmål og egnens helt store stolthed.
Man kan nok se på denne turistattraktion på to måder: Enten er det bare en masse sand, som ligner landskaber, som man kan se mange andre steder langs Østersøen. Eller også er det et helt unikt område med dyreliv, masser af rav og “dansende træer” i nationalparken Kurshskaya Kosa.
Nu havde vi valgt at rejse i december/januar måned, og hvad det medbragte af kulde, vind og gråvejr. Men vi er sikre på, at det er et dejligt sted om sommeren, hvor russerne kommer langvejs fra for at holde ferie ved havet.
Vi stoppede forskellige steder langs the Curonian Spit og gik et par småture for at komme op til forskellige udsigtspunkter. Det mærkelige for os var, at man ikke måtte betræde sandklitterne – efter sigende på grund af frygt for sandflugt. Men vi er jo som danskere vant til at kunne hoppe rundt i Råbjerg mile eller Vesterhavets store klitter, så det virkede lidt mærkeligt.
De dansende træer
Vi besøgte også de dansende træer, som stadig er et mysterium. Hvorfor vrider og drejer disse træer sig sådan? Er det bare vinden og den salte luft? Har der været overnaturlige væsner på spil, eller kan det være eftervirkninger fra Tjernobyl udslippet i 1986? – selvom den mulighed ikke blev nævnt med ét ord på hele turen…
Da vi var på Øland for nogle år siden, besøgte vi Trollskogens naturreservat, hvor træerne opførte sig på nogenlunde samme måde. Og kigger man på et landkort, vil man se, at Øland ligger lige overfor Den kuriske landtange. Men det kan jo være en tilfældighed.
Om det dette er et stop værd, kommer nok an på den, som besøger stedet. Det var fint at gå en lille tur i området, men der var altså ikke den helt store wauw-faktor over træerne, syntes vi. De mest specielle var hegnet ind, og vi gik på en grussti hele vejen uden mulighed for at “gå vores egne veje”.
Selenogradsk
Efter besøget på landtangen fik vi en rundvisning i kystbyen Selenogradsk. Her er der en lang promenade langs stranden, som helt sikkert er dejlig på en sommerdag.
Af en eller anden grund havde man valgt at lave et katte-tema i byen. Hvorfor, kunne vi ikke rigtigt få en forklaring på.
Men der var masser af søde og sjove vægmalerier med katte på husene.
I Selenogradsk havde de tilmed et meget fint kattehotel, hvor herreløse katte kunne få en seng og et måltid mad, som turister kunne trække til dem i en automat.
Vi skulle selvfølgelig også lige fotograferes sammen med byens Leninstatue. En skør tradition, som vi startede for et par år siden. Der er ikke noget politisk i det fra vores side.
Dagstur nummer to
Nu havde vi prøvet den tur, som alle anbefales at tage. Men vi ynder til tider at være lidt anderledes og lede efter noget lidt andet end det gængse.
Derfor havde vi hjemmefra via flere guider forsøgt at få arrangeret en tur til havnebyen Baltiysk. Men hver gang havde svaret været det samme. Nemlig at det ville kræve en særlig tilladelse, som der ikke blev givet mange af i den periode grundet en forestående militær oprustning i Østersø-området.
Men til sidst lykkedes det os at finde en guide, som gerne ville tage os med dertil. Guiden mente, at når vi kun var os tre, så kunne vi bedre blende ind, end hvis vi ankom i en stor gruppe.
Men hvorfor ville vi egentlig gerne besøge Baltiysk? For det første fordi det ikke er et foretrukket turistmål. For det andet fordi byen er hjemsted for den russiske Østersøflåde. For det tredje fordi vi ikke rigtigt kunne finde noget info om det område af Kaliningrad – og så bliver det spændende!
Rundtur i Baltiysk
Da vi ankom til Baltiysk, parkerede vi et lille stykke fra havnen. Og så gik vi ellers på opdagelse med vores guide. Vores guide havde helt ret. Der var ingen, der opdagede, at vi ikke var russere……..
Men på trods af, at vi måske alligevel lige stak en anelse ud, så blev vi ikke på noget tidspunkt antastet af de uniformerede folk i gaderne.
Vi gik først ned for at se på flådefartøjerne. Der var til vores store skuffelse kun et fartøj fortøjet. Men vi blev forsikret om, at de andre lå ved en lille ø overfor.
Der var også en stor statue af Zar Peter den Store, som havde været i Baltiysk. Vi kunne så fortælle, at selv samme Peter også havde været i Nykøbing Falster og spist på Czarens hus i 1716. En af Danmarks ældste restauranter, som desværre er lukket i øjeblikket. Men huset er stadig flot.
Vi zigzaggede lidt uden om nogle mænd i uniformer. Men igen var der ingen problemer. Det var blevet lidt køligt, så vi gik ind på det lokale hotel for at få varmen og lidt at spise. Men nu var det jo uden for sæsonen, så der var ikke købt ind, og vi måtte nøjes med en tår at drikke.
Derefter så vi nogle typiske symboler fra Sovjet-tiden.
Vi sluttede af foran byens Leninstatue as usual.
Yantarny
Efter en lille frokost i byen Yantarny, kørte vi lidt nord for byen. Her besøgte vi et Holocaust-mindesmærke tæt på stranden, som gjorde stort indtryk på os. Ved Yantarny, tidligere kaldt Palmnicken, fandt en stor massakre sted i januar 1945.
I slutningen af 2. Verdenskrig rykkede russiske tropper frem mod frontlinjen. Kz-fanger fra lejren Stutthof blev af nazisterne beordret til at grave skyttegrave i Østpreussen. Dette skulle bremse de russiske troppers fremmarch. Da den russiske offensiv begyndte, ville nazisterne have fangerne af vejen, og beordrede dem ud på en frygtelig dødsmarch.
Königsberg dødsmarch
Mere end 5.000 fanger, hovedsageligt unge polske og ungarske kvinder, blev sendt på en dødsmarch fra Königsberg (det tyske navn for Kaliningrad) til Palmnicken. Kun ca. 3000 overlevede denne hårde tur i bidende frost og uden mad. Var der nogle, som ikke kunne holde trit, snublede eller bøjede sig ned for at drikke af sneen, blev de skudt på stedet af vagterne.
Nazisternes tanke var, at kz-fangerne skulle mures levende inde i en tunnel i en ravmine i Palmnicken. Ravminens direktør Hans Feyerabend modsatte sig dette. Han udtalte, at så længe han levede, ville ingen jøder blive slået ihjel. I stedet sørgede han for at indkvartere de forkomne fanger og give dem mad. Også ravminens opsynsmand Landsmann forsøgte at hjælpe jøderne. Han nægtede at åbne ravminen for fangerne og sagde, at det ville gå ud over byens vandforsyning. Så vidt vides endte det med, at Hans Feyerabend begik selvmord efter voldsomme trusler fra nazisterne – det kan dog ikke udelukkes, at han rent faktisk blev myrdet.
Massakren i Palmnicken
Natten mellem den 30. og den 31. januar besluttede nazisterne at føre alle fangerne ned til stranden. Her blev de beordret til at gå ud i det iskolde vand i Østersøen. Imens blev der skudt efter dem. Ikke alle døde med det samme. Men de fleste klarede den ikke; de blev skudt, druknede eller frøs ihjel. Kun 21 overlevede.
To uger senere ankom Den røde hær, og lokalbefolkningen blev beordret til at begrave de mange døde fanger i en massegrav tæt på stranden.
Massakren på de mange jødiske kvinder var i mange år glemt eller fortiet indtil nogle ravgeologer stødte på masser af knogler på stranden i 1960’erne. De troede fejlagtigt, at det var knogler efter russiske soldater.
Den sande historie kom først frem i lyset, da øjenvidnet Martin Bergau, som i 1945 var 16 år gammel, i 1990’erne rejste tilbage til sin hjemby Palmnicken og fortalte omverdenen om det, han havde oplevet en kold nat i januar.
Holocaustmonument
I 2011 blev der rejst et monument på dette sted ved havet, hvor 3000 mennesker omkom. Det er den jødiske billedhugger Frank Meisler som er kunstneren bag monumentet.
Monumentet forestiller tre lange arme, som strækker sig mod himlen og desperat forsøger at klamre sig til livet. Det skal symbolisere alle de mennesker, som forsvandt på denne frygtlige måde.
Frank Meislers historie er selv unik. Han er født i Danzig (Det nuværende Gdansk), men overlevede Holocaust, da han blev reddet af The Kindertransport.
Inden 2. Verdenskrig brød ud, satte briterne tog ind, som kørte gennem Tyskland, Polen, Østrig, Tjekkoslovakiet og Fristaden Danzig. De skulle redde jødiske børn fra nazisterne, og ca. 10.000 kom på denne måde til Storbritannien – inklusiv Frank Meisler. Begge hans forældre blev senere myrdet i Auschwitz.
Verdens største ravmine
Efter dette sørgelige besøg, kørte vi videre til ravminen Kaliningrad Amber Combine, som også er en turistattraktion med museum og ravbutik.
Ikke mange ved, at Kaliningrad står for 90% af verdens ravproduktion, og at den lille russiske enklave har verdens største ravmine. En hvad? Ja, en åben ravmine eller et ravbrud, der mest af alt minder om en dansk grusgrav – bare fuld af rav!
Denne ravmine står for 65% af alt rav på verdensmarkedet svarende til 400 tons om året, og langt det meste bliver solgt til Kina.
Derudover findes der også illegale ravminer i området. For da Sovjetunionen kollapsede, blev rav Ruslands bloddiamanter. Det betød formuer, konkurs og nogle gange endda døden for både minearbejdere, juvelerer og mellemmænd. Men det er der selvfølgelig ikke nogen, som taler så højt om.
For os var det mest interessant at se hvor stort hullet var i jorden – altså der, hvor de graver rav. Museet og ravbutikken var ikke så meget os. Vi ville hellere have haft mulighed for at finde noget rav selv. Men det er vist ikke en del af turistturen.
Er man til turistgøgl, så kan man også blive foreviget som ridder og prinsesse. Hvordan det lige hænger sammen med ravproduktion, meldte historien ikke noget om.
Fort nr. 5
På vejen tilbage til vores hotel i Kaliningrad stoppede vi ved Fort nr. 5.
Mellem 1872 og 1890 opførte tyskerne 12 forter rundt om Königsberg for at forsvare byen. I april 1945 blev Königsberg angrebet af Den røde hær. Soldaterne på forterne i byen gjorde stor modstand.
Russerne forsøgte at indtage Fort nr. 5, men nazisterne holdt stand. Murværket blev dog alvorligt beskadiget og til sidst måtte nazisterne kapitulere. Uden for fortet kan man stadig se nogle af de våben, som blev brugt dengang.
Der er et museum inde på Fort nr. 5, men da vi var både kolde og trætte efter en lang dag på farten, nøjedes vi med at se stedet udefra.
Hvis du selv vil finde vej til fortet, så kan du tage skinnebus nr. 1 eller bus nr. 36.
Det var spændende at se lidt mere af enklaven Kaliningrad end kun lige hovedbyen. Også selv om begge dage var overskyede og termometeret viste minusgrader.
Disse to ture gav os også en unik mulighed for at tale med vores to guider, som var meget ærlige om, hvordan det er at bo i Kaliningrad og i Rusland generelt. For eksempel fik vi fortalt, hvordan der kun var én kandidat på stemmesedlen sidst, de skulle stemme til guvernørvalg.
Læs også: Togtur til Brest
Læs også: På jagt efter danske spor i Tallinn
Vi bliver altid glade, når flere har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi er selv meget spændte på, hvor næste rejse går hen – alt kan ske!
