Two Danes On Tour Når man kun har 5 dage i Hviderusland, kan det synes som en noget mærkelig beslutning at bruge næsten hele den ene dag på at køre i tog. Men selvom det umiddelbart ikke er det oplagte valg, så følte vi selv, at der var mening med galskaben. Rasmus havde nemlig set et stort monument på nettet i byen Brest. Det var beskrevet som “Det fedeste monument, du aldrig har set”. Det ville vi nu forsøge at gøre til “Det fedeste monument, vi har set!”
En dyr og en billig mulighed
Rasmus havde hjemmefra kontaktet et rejsebureau. De forlangte 2000 kr. for en endagstur – selvfølgelig med guide og privat bil.
Arhhh, det måtte vi simpelthen selv kunne gøre meget billigere med offentlig transport. Så blev det godt nok ikke med bil og guide. Men i stedet med tog og eventyr.
Forberedelser til togturen
Forberedelserne til turen begyndte allerede dagen før. Vi gik nemlig ned på banegården i Minsk for at købe togbilletter.
Og her er det bare, at det bliver svært at forklare damen i billetlugen, at vi først vil med i morgen. Ja, faktisk afviste den første billetdame at tale med os, da det gik op for hende, at vi ikke talte lokalsproget. Vi fik et højt NIET! Og så pegede hun os hen mod en af de andre billetluger.
Her blev vi taget pænt imod om end lidt køligt. Det varede dog ikke længe før vi havde slået et smil af kvinden og stod med to billetter i hånden til Brest med afgang næste morgen. Og så til den nette sum af 22 kr. pr. person. Så er Two Danes glade 🙂
Tidligt op
Næste morgen ringede vækkeuret ALT for tidligt. Som i 4.45! Vi skulle med metroen til togstationen og der finde det rigtige spor. Det var lettere sagt end gjort. Men med lidt hjælp fra et par søde lokale, fandt vi ud af, at toget afgik fra spor 7 på platform 4. Lidt forvirrende med to tal, når man ikke ved, hvad de henviser til.
På perronen stod der en stewardesse med stor pelshue ud for hver togvogn. Vores så lidt morgengnaven ud. Hun tog imod vores togbilletter, kiggede på dem og beholdt dem. Derefter kunne vi stige om bord.
Togtur med liggevogn
Toget afgik kl. 6.12 og vi så nu frem til en godt 4 timer lang togtur fra Minsk til byen Brest, der ligger ved den polske grænse.
Anne Marie udnyttede, at vi havde købt billet på 2. klasse og derfor havde adgang til køjeplads. Hun købte således sengetøj af den gnavne stewardesse for den nette sum af 1,50 kr.
Men Rasmus skulle ikke sove. Han havde glædet sig til at se landskabet på turen og holdt sig vågen hele vejen. Det til trods, havde vi oplevet lige meget af landskabet, da vi nåede frem, idet turen kun bød på golde sletter, små landsbyer og masser af birketræer. Altså MASSER af birketræer! Havde man set ud af vinduet i 10 minutter, havde man set det hele.
Brest, et foto og et fort
Vel ankommet til Brest tog Anne Marie sig sammen og spurgte “togflyverdessen”, om hun måtte tage et billede af hende (og pelshuen), og som med et trylleslag tøede damen op. Hun blev så glad for, at AM ville fotografere hende, så det blev til et fællesbillede.
Vi nød også lige den smukke togstation, hvorpå der står Brest på kyrillisk, hvis du skulle være i tvivl.
På tegnsprog fik vi dernæst forhandlet os frem til en fair pris på en taxa til fortet i Brest. Pris: 10 kr. for ca. 3 km. Selve indgangen til fortet var gratis.
Vi befandt os nu på grænsen mellem Polen og Hviderusland. Her løber flodenerne Bug og Mukhavets sammen. Og netop floden Bug markerer grænsen mellem Polen og Hviderusland; mellem EU og de tidligere Sovjetrepublikker.
I midten af 1800-tallet blev der bygget et fort her ved disse floder for at sikre grænsen til Det Russiske Kejserrige.
Den store fædrelandskrig
I 1941 besluttede Nazityskland at angribe Sovjetunionen under kodenavnet Operation Barbarossa. Og på dette angrebs første dag bombedede nazisterne fortet i Brest.
De ca. 3000 soldater fra Den røde hær, som boede på fortet, forsøgte efter bedste evne at forsvare det, men med ringe held. De havde dårlige forsyninger samtidig med, at de blev angrebet både fra landjorden og fra luften. Tyskerne talte 6 gange så mange soldater som russerne på fortet, som dog kæmpede bravt med deres liv som indsats. De sidste holdt stand i kassematerne under fortet, inden de også måtte lade livet.
Et af Europas største mindesmærker
Når man ankommer til fortet, mødes man først af en kæmpe stor socialiststjerne lavet i beton. Den er 25 meter tyk og et imponerende indgangsparti. Her spiller et lydshow med bombefly, tale og musik. Det er meget stemningsfuldt og specielt bombeflyene fører en tilbage til september 1941, hvor stedet var omdannet til et frygteligt inferno.
Når man går gennem stjernen, åbenbares The Courage monument. Et ansigt af en russisk soldat, som er ca. 34 meter højt. Først syner det ikke af “Runde tårn” på grund af afstanden. Men snart rejser ansigtet sig foran en, når man kommer tæt på.
Der har ikke altid været enighed om, hvorvidt monumentet er smukt eller grimt. Således satte den amerikanske tv station CNN monumentet på deres liste over verdens grimmeste monumenter i 2014. Det skabte stor opstandelse i Hviderusland. Der blev indgivet en officiel klage, hvilket afstedkom en undskyldning, samt at monumentet blev fjernet fra listen.
Ved siden af monumentet står der også en obelisk på 100 meter. Der står nogle magen til i 12 byer, som alle har fået den ærefulde titel Heltebyer, mens Brest er den eneste Heltefæstning.
Endvidere er der en skulptur af en russisk soldat med et maskingevær, som med et lidende blik i øjnene kravler hen ad jorden. Skulpturen hedder Tørst, og symboliserer en soldat på vej til floden efter vand under den tyske belejring af fortet.
Brest by
Da vi kom ud fra fortet, var der ingen taxaer at se. Men da vi jo var kørt dertil, kunne vi godt huske vejen tilbage til byen, så vi tog den på gåben.
Vi kom bl.a. forbi et stort togmuseum, da Brest er det største trafikale knudepunkt i Europa. Her løber motorvejen E30 forbi, som er kendt af de fleste langtidschauffører, og her stopper alle tog mellem EU og de tidligere sovjetstater. Togene kører nemlig ikke på den samme bredde skinner, så her skal de alle have skiftet hjulsæt.
Vi fik os lige den obligatoriske selfie med Lenin, inden vi tog turen et par gange op og ned ad gågaden Sovietskaya street. Derefter indtog vi en velfortjent frokost.
Og her havde vi oplevelsen af at spise frokost med to 7. klasser på skoleudflugt. Normalt to skolelæreres værste mareridt… men vi skulle blive klogere.
Ca. 40 elever og 4 voksne indtog restauranten i roligt tempo. Eleverne fandt uden diskussioner alle et sted at sidde ved seksmandsborde. Lærerne fordelte sig blandt eleverne. Derefter begyndte alle at spise af den mad, som blev stillet frem: salat, suppe, hovedret og croissant. Dertil saftevand og te. INGEN brokkede sig over maden, INGEN levnede, INGEN hævede stemmerne, INGEN farede rundt, INGEN rejste sig fra bordene, før alle var færdige med at spise og klar til at gå. Der var en hyggelig stemning, og der blev småsnakket ved bordene. Ja, vi troede nærmest ikke vores egne øjne.
Oven på den oplevelse gik vi tilbage til togstationen og tog toget tilbage til Minsk.
Læs også: Minsk
Læs også: Rejsetips til Hviderusland
Vi håber, at du har lyst til at synes godt om vores Facebookside Two Danes On Tour. Her lægger vi billeder ud og kommer med updates mens vi er på farten. Sommerferien i år går til Mexico og Belize.
