På fugletur ved Lissabon

Vi har glædet os rigtig meget til en guidet fugletur til Tagus Estuary ikke langt fra Lissabon. Så der er skuffelse at ane i vores blikke, da vi står op til en dag med tæt tåge. De foregående morgener har vejret været klart og friskt, men altså – vejret er vi ikke herrer over.

Birds and Nature

Hjemmefra har Anne Marie trawlet internettet igennem og fundet en guidet fugletur med Birds and Nature. På TripAdvisor skriver alle igen og igen om en guide ved navn Bernardo. Han bliver rost til skyerne, og alle fortæller, at han er helt fantastisk vidende og har et utroligt falkeblik.
Så vi har naturligvis bedt om, at det er Bernardo, der denne dag skal vise os fuglelivet omkring Lissabon.

Flodmundingen af Tejo-floden (også kaldet Tajo eller Tagus) er et stort sted for fugletræk. Ja, faktisk har vi uden at vide det valgt et af de vigtigste fuglesteder i Europa.

Bernardo henter os som aftalt, og vi falder i snak med det samme. Faktisk går snakken hele dagen, hver gang vi er i bilen, og vi holder kun pause i samtalen for ikke at skræmme fuglene væk.

Vi kører over Vasco da Gama-broen, som forbinder de to sider af Tejo-floden, men også her er der tæt tåge, så vi kan ikke nyde udsigten. Snart er vi ved første stop, som er en lokal gård, hvor Bernardo har tilladelse til at køre rundt på området. Her er der flere vandhuller med vadefugle og flamingoer, men også engområde med gamle korktræer.

Korktræer

Dette er jo selvfølgelig en fugletur, men Bernardo fortæller også gerne om Portugals korkproduktion, som i en årrække har haft trange kår efter at skruelåget til vinflasker er opfundet. Produktionen skulle dog eftersigende være på ret kurs igen, efter at kvaliteten er blevet højnet og produktionen effektiviseret.

Kork er en type egetræ, som kan blive op til 250 år. Når træet bliver omkring 25 år, kan man begynde at høste korken. Det yderste lag af træets bark skrælles af og over de næste 9 år vokser et nyt lag frem, som så igen kan høstes og så fremdeles. Det er interessant at høre om, mens vi betragter de gamle træer.

Snart tager Bernardo os med over til et træ, hvor han ved, at der med stor sandsynlighed sidder en ugle i et hul. Vi har virkelig håbet at se en ugle på denne tur, men i al den tåge er den nærmest umulig at se – i hvert fald med det blotte øje. Så vi er lidt skuffede, da vi kører videre.

Skestork og fiskerbåde

Næste stop er nede ved selve Tejo-floden. Et øjeblik bliver det dejlig solskin og vi ser både skestork og gravænder. Men det der egentlig fascinerer os mest, er nogle gamle fiskerbåde, som ligger opankret i havgusen. Helt fortryllende smukt.

Vi bliver enige om, at det nu må være tid til frokost. Bernardo har glædet sig til denne del af turen. Vi har på forhånd bedt ham om at finde “et lille listigt og lokalt sted – ikke alt for fancy, tak!” Og det taler præcis til hans hjerte og mave. Han fortæller, at ofte vil fulgekiggere bare have en sandwich, så de ikke skal bruge tid på en rigtig frokost, men både han og vi sætter pris på dette lille afbræk i turen.

Hyggelige Alcochete

Bernardo tager os med til den lille søvnige fiskerlandsby Alcochete, som nu er en yndet dagstur fra Lissabon. Her blev den tidligere konge Dom Manuel I født. En konge, som portugiserne er meget stolte af. Han regerede netop i den tid, hvor alle de store opdagelsesrejser blev foretaget, og derved opnåede Portugal stor rigdom under hans styre.

Vi parkere på havnekajen og lister ind på A Tasco do Victor. Her er menukortet på portugisisk, men hvad gør det, når vi har Bernardo med? Han bestiller straks typiske flæskesværd, som vi gnasker på, inden selve maden kommer.

Anne Marie kaster sig over en kæmpe tallerken med fritterede blæksprutter lavet helt fra bunden. Her kommer de ikke på frost og i ringe, men i dejlige ukurante stykker og med tilpas panering på.

Både Rasmus og Bernardo får julelys i øjnene ved tanken om mørt og smagfuldt sortfodssvin. Ja, det så ikke ud af meget, men det smagte fortryllende.

Vi er utrolig glade for Bernardos valg af restaurant. Det er netop sådanne anbefalinger af små lokale steder, vi er ude efter.
Og vi var i hvert fald glade for, at vi ikke skulle spise her….

På vej til restauranten har Anne Marie lagt mærke til nogle meget farverige gader tæt på, som vi gerne vil se nærmere på og nå at tage et billede af. Lidt forsigtigt spørger vi Bernardo, om det kan lade sig gøre i forhold til dagens program, og straks er vi på byvandring. Det er forfriskende at gå denne tur, og vi tager os god tid til at se det hele.

 

 

Så er vi på fugletur igen. Vi kører hen til et sted med flere flamingoer. De er ikke så lyserøde, som man kunne forvente. Det er fordi det er store unger fra sidste år, som har overvintret i Portugal, mens “voksne” flamingoer flyver til Afrika om vinteren.

Her ser vi bl.a. også dobbeltbekkasin, kobbersneppe og to hærfugle.

Tagus Estuary

Snart går turen mod det nordlige stykke af Tagus Estuary. Undervejs ser vi massevis af storke, som allerede er i gang med at bygge rede. Mange af dem på de høje elmaster. Det er altid et flot syn at se de majestætiske storke, og når man kan tælle til over hundrede, er det for os noget helt særligt.

 

Vi kommer til et område med i tusindvis af vadefugle. Det er især kobbersnepper der dominerer.

En fiskehejre, som vi jo har set så tit i Danmark, står flot i vinden og eftermiddagslyset.

Men pludselig bliver vores opmærksomhed rettet mod en lille brun fugl på en stubmark. Det er en ugle! En mosehornsugle. Den sidder helt stille og flytter sig ikke ud af flækken, selv om Rasmus lister sig ud af bilen. Det er en helt særlig oplevelse at se denne fugl så længe og så tæt på.

Da vi kører videre ser vi først to ugler på et hustag. Denne gang er det kirkeugler.

Og snart vrimler det med mosehornsugler! De sidder på hegnspæle, på vejen og på marker. Ja, nogle af dem flyver også over vejen foran bilen. Det ender med, at vi, da dagen er omme, har set 12 ugler i alt! Det er altså ny rekord for os. Og en rigtig dejlig en af slagsen, selvom Rasmus brummer lidt over, at han ikke kan fotografere de mange ugler, da mørket til sidst begynder at falde på.

Da solen er gået helt ned, kører Bernardo os tilbage til Lissabon. Vi har brugt næsten 12 timer sammen og føler, at vi har fået oplevelser for mange dage.  På trods af tæt tåge det meste af dagen, og at vi ikke helt kommer hjem med de billeder, som vi havde håbet på, ser vi alligevel 76 forskellige fuglearter ved Bernardos hjælp. Der er ingen tvivl om, at han er en fantastisk fugleguide, som lytter til sine gæster og får tilgodeset alle vores ønsker i løbet af dagen.