Efter en enkelt overnatning i Segovia gik turen til en anden berømt gammel by i regionen Castile og Léon, nemlig Ávila.
Vi tog lokalbussen mellem de to byer, og det fungerede rigtig godt. Samtidig var det også meget fint at se lidt af Spaniens landlige omgivelser.
Bymur og labyrintiske gader i Ávila
Fra busstationen gik vi ind til den gamle bydel af Ávila, som er omgivet af en stor gammel bymur fra 1100-tallet – byens største attraktion.
Bymuren er 2,5 km lang, 10 meter høj, 3 meter bred og stadig intakt. Og så har den hele 9 byporte og 88 tårne, som har været brugt til at holde udkig efter fjender – meget imponerende.
Ávila var efter vores mening endnu hyggeligere end Segovia, og man kunne næsten blive væk i de labyrintiske gader.
Vi tjekkede ind på Hostal don Diego, som mest af alt mindende om et pensionat. Igen lå det rimelig centralt og havde efter vores smag en god pris, selvom værelset ikke var noget særligt, hvis det er det, man går efter.
Én bøf er nok!
Efter at have smidt taskerne blev byen udforsket, og frokosten indtaget på Plaza del Mercado Chico, med det fine rådhus, og hvor drenge spillede fodbold i solen.
Når Segovia er kendt for helstegt pattegris, så er Ávila berømt for deres oksekød – og det i meget store portioner!!!
På restauranten fik vi først to forskellige forretter: Bønnesuppe med chorizo-pølse og græskarmos med flæskesvær. Det er ikke det mest spændende, men smagte rigtig udmærket.
Derefter kom der ca. 800 gram af et “lokumsbræt” af en bøf ind på bordet. Disse kæmpebøffer er kendt under navnet Chuletón de Ávila, og er heldigvis til deling! Endnu engang skulle vi gå fra frokostbordet med trommesyge.
Og lige som dagen før var kuren også denne dag en lang gåtur og en lille lur. Vi gik ud af den gamle bydel til udsigtspunktet Cuatro Postes, hvorfra man kunne se solnedgangen og bymuren. Et dejligt sted med kun ca. 10 andre turister.
Det sværeste valg i historien
Aftensmad skulle vi jo også have denne dag. Og det med bravour. Vi havde allerede om eftermiddagen været forbi Restaurante Bococo for at bestille et bord. Og det skulle i løbet af aftenen vise sig at være en rigtig god idé.
Vi begyndte dog med endnu en gåtur for at se byen i aftenbelysningen. Og vi endte på forunderligvis på en irsk pub, hvor der som en selvfølge kom gratis tapas med hver øl og sodavand, vi bestilte. Vi vidste godt, at vi havde fortæret en kæmpe bøf til frokost, og at vi havde bestilt bord på en af byens bedste restauranter, men når der er sliders med friteret blæksprutte, så er der mindst én af os, som ikke kan stå imod. Vi nævner ingen navne…
Selv om klokken var 19.30, kom vi til Bococo som nogle af de første gæster, men snart var restauranten fyldt til randen, og gæster uden reservation blev afvist ved døren. Godt vi havde bestilt bord.
Madvalget var ikke så svært. Bococo havde mindst lige så store bøffer, som vi fik til frokost, men dem sprang vi let og elegant henover. I stedet hoppede vi på en 6 retters menu + 3 appetizers for 35 Euro. (Som om vi ikke var mætte i forvejen…)
Og så kom det svære valg for Rasmus. Skulle han tage vinmenuen til 5 Euro eller nøjes med det ene glas vin, der var inkluderet? 5 Euro for en vinmenu! Der skulle ikke mange overvejelser til, før der blev nikket ja tak til vinmenuen bestående af 6 dejlige glas vin.
Anne Marie bestilte som sædvanlig en sodavand, og den var, sammen med en flaske vand, som det mest naturlige med i prisen. Vi gik derfra meget glade, meget tilfredse og meget, meget mætte.
Aftenens menu
Men I skal da ikke snydes for menuen. Den kommer her så godt vi nu husker den og forstod den. Lidt af samtalerne med tjeneren gik tabt i oversættelsen, da han talte spansk som et læspende haglgevær (hvordan det så end lyder).
Først de tre appetizers
Sardin på flutes, foie gras med pærekompot og en cremet suppe i et glas (nærmere kan vi ikke komme det).
Store rejer med stegte rødløg, frisk salat og balsamico.
Krustade med skalddyr.
Søtunge med mango og kartoffelrösti
Sortfodssvin med grillet vandmelon
Og til sidst to desserter. Frugter i glas og spanske jordbær med vaniljeis.
Restaurante Bococo er virkelig et besøg værd, hvis du en dag skulle befinde dig i Ávila.
Til gengæld vil vi gerne fraråde dig at prøve byens specialitet Yemas de Santa Teresa – nogle afskyeligt søde kugler lavet på æggeblommer og sukker, som man kan købe i små bagerbutikker. Vi måtte simpelthen kapitulere og smide de sidste ud. Men prøves det skulle de da for jer læseres skyld 🙂
OnTrip.dk says:
Sikke dog en fantastisk by og sikke nogle madoplevelser i havde. Det ser og lyder da bestemt som en by, vi en dag skal besøge. Elsker tapas og hold da op for en bøf – så har man da fået kød for en hel uge. Hahaha. Tak for tip og fordi i delte denne oplevelse.
/Annette
twodanesontour says:
Kære Annette
Ja, denne by er klart et besøg værd. Vi er ved at få øjnene op for, at der er mere til Spanien end Madrid og Barcelona. De små byer har spændende historie, flotte bygningsværker og dejlig mad – lige noget for os. Og for jer kunne jeg forestille mig.
Glæder mig til at læse om, når I en dag fortæller historier fra Spanien.
Glade rejsehilsner
Anne Marie