Hos æblebønder i Zagrosbjergene

Over Zagrosbjergene

Vores guide Mohamad, som havde bragt os ud til Qashqai-nomaderne, havde indvilget i at køre os til byen Yasuj for foden af Zagrosbjergene, men da vi nærmede os byen, foreslog Mohamad, at han også kunne køre os over bjergkæden.

På bjergskråningerne, på den anden side af bjergpasset, boede Mohamads kusine Zarah og hendes familie. Mohamad havde godt nok ikke set Zarah i ca. 15 år, men han var helt sikker på, at vi alle fire sagtens kunne overnatte hos hende. Snart stoppede vi ved en grønthandler og så blev der købt diverse frugter og grøntsager, som vi kunne have med som gaver og tak, fordi vi måtte komme og overnatte.

Først tog vi dog lige en kop te i et lille tehus hos et utrolig sødt, ældre ægtepar. Deres tehus ligger som sidste stop inden bjergpasset i ca. 4000 meters højde. Ægteparret ville utrolig gerne invitere os hjem, men vi var på farten og måtte nøjes med et par billeder til evigt minde.

 

Så begyndte hårnålesvingene for alvor. Der lå sne langs vejen og temperaturen i bilen faldt drastisk for første gang på denne tur. Dejligt! Pludselig rullede der også dramatiske skyer ind over Zagrosbjergene.

 

Da vi nåede den første landsby på den anden side af bjerget, måtte Mohamad flere gange spørge sig frem, for at finde kusinens hus i landsbyen Sarbaz. Inden ankomst fandt han parfume frem fra handskerummet og håret blev sat ved hjælp af bakspejlet. Jo, man skal tage sig godt ud, når man sådan kommer på uventet besøg.

Et får i gave

Inden vi nåede helt frem til kusinens hus, stoppede vi for at spørge om vej ved nogle unge gutter. De var meget interesserede i at snakke og få taget billeder med os. Da de hørte, at vi var fra Danmark, spurgte de, om ikke den kendte iranske fodboldstjerne Ali Daei spiller i Danmark. Men Rasmus var ret sikker på, at han spiller i Tyskland. Det bekymrede dem ikke, at de havde taget fejl. Tvært imod var de bare stolte af, at Rasmus overhovedet kendte til Ali Daei. Deres overstadighed fik dem til i kådhed at fange et får i en flok, der netop kom forbi os, for dernæst at ville forære det til Martin. Vi havde dog ikke lige mulighed for at have et levende får med hjem i rygsækken. Men det bidrog til morsomme kommentarer, høj latter og nye venskaber, inden vi kørte videre.

På besøg hos kusine Zarah

Gensynsglæden for Mohamad og kusine Zarah var gengældt, og snart var huset fyldt med gæster. Landsbyens mænd kiggede forbi for at møde de nyankomne og høre sidste nyt fra Mohamad og Qashqai-nomaderne. 

Zarah og hendes mand Iza havde tidligere været nomader, men for ca. 15 år siden havde de opgivet nomadelivet og bosat sig her på Zagrosbjergenes skråninger. I dette område dyrkes nogle af Irans saftigste og bedste æbler. Vi spurgte dem, om de savnede nomadelivet og med et længselsfuldt blik i øjnene, fortalte Iza, at det var en god forretning for dem at være æblebønder, og ved at plukke æbler om efteråret, kunne de tjene en hel årsindtægt. Men vintrene var lange og kedsommelige. De sner ofte inde i landsbyen, og der sker ikke det store i mange måneder.

Mens snakken gik lystigt, serverede kvinderne solsikkefrø, søde småkager og te til alle gæsterne. På et tidspunkt var vi 18 samlet i stuen. 

Snart blev det spisetid. Der blev lagt dug ud på gulvet og stillet mad an, som vi har været vant til fra de andre hjem, vi har besøgt.

Her spiser mændene først

Vi begyndte at spise, og pludselig gik det op for os, at det kun var alle mændene og Anne Marie, der spiste. Kvinderne og pigerne sad i baggrunden og kiggede på. Det var svært at være vidne til, at lillebror på 4 år kunne spise med, mens storesøstrene på 12 og 13 år pænt måtte sidde og vente, til det blev deres tur. Men her må man følge skik og brug og “sluge et par kameler”. Vi kan ikke komme forbi i 12 timer og lave tingene om. Vi kan registrere, at det foregår, og spørge ind til vores oplevelser. Men ændre noget kan vi ikke.

Da vi var færdige med at spise, blev tallerkenerne fjernet og dugen pakket sammen. Derefter blev den flyttet til det åbne køkken og igen bredt ud på gulvet. Nu satte kvinderne og pigerne sig og spiste i tavshed.

Mohamad fortalte, at familien spiste sammen til hverdag, men det var normalt at kvinderne ventede med at spise til bagefter, når der var gæster på besøg. Han forklarede det med, at kvinderne var for generte til at spise sammen med os andre.

Snart blev det sengetid. Der blev fundet madrasser frem, som blev rullet ud på stuegulvet til os, og snart sov vi alle trygt og godt på rad og række. Familien sov på gulvet i soveværelset. Der var der heller ingen senge.

Næste morgen fik vi dejlig morgenmad – igen spiste mændene og Anne Marie først, og kvinderne bagefter.

Efter en lille gåtur i landsbyen var der afsked med familien, og så kørte Mohamad os mod Esfahan.

 

Iransk velgørenhed

Første lille stop på vejen var en lektion i iransk velgørenhed. I alle byer – store som små – samt i de fleste hjem, hænger der en blå boks, med to gule hænder og aftegningen af et barn og en ældre mand med stok. Det er en boks til indsamling af “nødhjælp” til værdigt trængende borgere. Et helt korps af folk går fra dør til dør og tømmer disse bokse for penge. Iranerne bruger boksene, hvis de for eksempel har været meget heldige, så lægger man en skilling i boksen. Eller hvis man har været syg og bliver erklæret rask. Eller som Martin og Anne Marie her: hvis man har haft onde drømme om natten, så lægger man en pengeseddel dagen efter, så drømmene ikke bliver til virkelighed. Mohamad syntes, at det var en rigtig god idé og gav også en skærv i boksen på trods af, at han havde sovet upåklageligt. 

Vejen til Esfahan var endnu engang lang og varm, men usigelig flot!

 

Vel fremme måtte vi tage endeligt afsked med Mohamad efter nogle skønne og oplevelsesrige dage sammen. Det er fantastisk, når man indimellem møder mennesker, som man straks går i spænd med.

Taarof

Da vi skulle betale, fik vi på nærmeste hold indsigt i, hvad iranerne mener, når de bruger udtrykket taarof. Vi havde godt læst hjemmefra, at man kan være ude for, at iranere ikke vil tage imod betaling for noget, man har købt. F.eks. oplevede vi det hos det søde ægtepar med det lille tehus i bjergene. Ikke på vilkår, om vi kunne få lov til at betale for teen. Og derudover tilbød den ældre dame, at Anne Marie kunne vælge nogle varer i den lille butik. Selvfølgelig gjorde hun ikke det.

Men nu her sammen med Mohamad udspillede der sig et større skuespil – frit efter hukommelsen:

Os: Tusind tak for en rigtig god tur. Her er pengene, som vi skylder dig.

Mohamad: I skal kun betale mig, hvis I har penge nok til jeres rejse.

Os: Selvfølgelig skal vi betale dig. Det har været nogle fantastiske dage sammen.

Mohamad: Er I nu sikre på, at I har penge nok til den videre rejse? Ellers kunne I også beholde pengene selv.

Os: Ja, vi har penge nok. Det er ikke noget problem. Du skal have de penge, som vi skylder dig.

Mohamad: Ja. okay, og tusind tak. Men altså… er I nu sikre?

Man skal lige vænne sig til denne “beskedenhed”. Nogle mener det jo fra hjertet, mens andre bruger det til at virke venlige for egen vindings skyd. Vi er ikke i tvivl om, at Mohamed mente det på den aller bedste måde. Og selvfølgelig skulle han have sin løn.