Spise med Price... på Ecuadoriansk

Quito

Mens vi de første dage af vores rejse til Ecuador opholdt os i Quito, fandt vi straks hen på centralmarkedet.

Vi har gode erfaringer fra Mexico med at spise på markedet: maden ofte er i top, der bliver serveret gode portionsstørrelser, og prisen er til at betale. Ecuador skuffede ikke. Markedet blev vores morgenmadsspisested. At den så stod på fiskesuppe med popkorn, salat, spejlæg, avocado eller flæskesteg kl. 8 om morgenen, det måtte vi indordne os under. Det er åbenbart almindelig morgenmad i Ecuador 🙂

Kæledyr til morgenmad

En anden morgenmadstradition i Ecuador er de små nuttede pelsdyr marsvin. Anne Marie forsøgte sig flere gange, men var ikke heldig at finde det på menuen, hvor vi kom frem, så vi måtte nøjes med dette billede af et skaldet marsvin, som blev solgt på gaden.

Almuerzo i Mindo

Da vi kom til den lille by Mindo, fandt vi ud af, at de lokale restauranter har frokost-tilbud hver dag, hvor man får to retter samt en juice for ca. 3 US dollars. Konceptet kaldes almuerzo eller menu, men det er ikke noget, de umiddelbart skilter med. Forhører man sig lidt, så går de til bekendelse og serverer et glimrende måltid bestående af en suppe samt en ret med kylling, okse eller fisk og dertil et glas juice. De andre retter på menukortet er meget dyrere end 3 US, så det vil de selvfølgelig hellere sælge til et par ”uvidende” turister.

Især en restaurant i Mindo havde vi stor succes med. Den har ikke rigtigt noget navn, men ligger på den anden side af den fine park midt i byen, på parallelgaden til Mindos hovedgade. Vi blev snart stamkunder her og spiste almuerzo hver dag til frokost – de har lukket om aftenen.

Supper

Overordnet set må man sige, at Ecuador er et ”suppeland”. Der serveres suppe til næsten ethvert måltid. Dejlige fyldige supper, supper med grøntsager og bønner, supper med fisk, kylling eller mørt oksekød. Supper med hønsefødder. Ja, selv cevice, som vi kender som en dejlig råmarineret fiskeret i Mexico, er her en suppe. Den smager ligeså friskt, som vi kender den, men skal spises med ske og ikke som vi er vant til oven på tacoskaller. Dog ser alle supper måske ikke lige appetitlige ud – men det ændrer jo ikke ved smagen.

I får lige et lille ecuadoriansk suppe-potpourri:

Læg lige mærke til, at nogle supper fås med popcorn til. Vi forstod det aldrig helt, men det var måske for at give fylde og konsistens. Efterhånden overgav vi os til popcornskonceptet og puttede dem også i suppen.

På det nederste billede viser Anne Marie glad hønsefødderne frem, som hun har fisket op af suppen. Man skal ikke spise dem, men de giver en dejlig smag til den klare suppe.

Galapagos

På Galapagos blev madpriserne straks nogle andre. Almuerzo på hovedgaden i byen Puerto Villamil på Isabela lød nu pludselig på 7 US (til gengæld skiltede de nu gerne med det). Vi er godt med på, at alle varer skal fragtes herud med containerskib, men smuttede vi på det lokale marked eller lidt ud i sidegaderne, kunne det altså stadig fås for 5 US. Det gode her på øen var, at almuerzo både var til frokost og til aftensmad, så det sparede jo noget på budgettet.

Den lille restaurant Soda Bar Galapagos, som ligger på markedet, blev snart vores favorit. De søde damer lavede dejlig mad og den lækreste friskpressede appelsinjuice. Havde vi en tom vandflaske med forbi, fik vi den fyldt op med juice for 1 US.

Ris

Vi nåede dog alle (på nær Martin) en mæthedsgrænse for ris. Der bliver serveret ris til ALT! Også hvis du bestiller pasta med kødsovs – så kom det med en portion ris. Eller den dag vi spiste paneret kød med kartoffelmos – og ris.

Ris er dejligt, ris er fint. Efter 20 dage på “riskur” hang ris os til sidst ud af halsen. Som hollænderen Marlous, som vi var på cruise med, sagde: ”I’m riced out!”- og det punkt nåede vi også. Så stod den lidt på pizza eller burger et måltid eller to, inden vi igen overgav os til almuerzo – med ris!

El Kiosko i Puerto Ayora

I byen Puerto Ayora på øen Santa Cruz er der en restaurantgade, som går under navnet El Kiosko. Den er fyldt med restauranter, og hver aften lukkes gaden af for trafik, og der stilles masser af borde og stole ud. Herefter kan man gå fra sted til sted og se deres udvalg af fisk og hummere, som de griller hele. Der er også mulighed for “turistretter” som pizza og burgere, hvis man ikke er til fisk og skaldyr.

Ud over at nogle af restaurantejerne er lidt påtrængende for at få kunderne til at sætte sig ved deres restaurant, så er det en hyggelig oplevelse at sidde ved lange borde sammen med masser af andre rejsende. Og ind imellem finder man nogle rigtig lækre retter.

Flæskesteg

Til sidst får I lige et rigtigt flæskestegsbillede fra det traditionelle lørdagsmarked i Otavalo. Det vil vi altså gerne anbefale – også til morgenmad.