Da hvalhajsturen blev droppet i går, så havde vi en hel dag foran os uden faste planer. Nu har vi det jo sådan, at når én plan går i vasken, så starter nye eventyr. Hvad skulle vi nu tilbringe dagen med, når vi ikke skulle snorkle med hvalhajer?
Det lette svar ville være, at tage en morgendukkert ved stranden, drikke friskpresset juice og spise tacos dagen lang – hvilket vi har været rigtig gode til indtil nu. Men det ville også være dejligt at opleve noget mere.
Jetlag og skildpaddejagt
På grund af en blanding af jetlag og varme vågnede Anne Marie allerede kl. 04.00. Så kl. 05.30 var hun klar til, at der skulle ske noget. Hun fik derfor vækket Rasmus og overtalt ham til at gå en tur langs østkysten af øen. Vi nød den flotte solopgang samt pelikanerne og fregatfuglene, som svævede hen over hovederne på os.
Pludselig så vi spor i sandet. Der var ingen tvivl. De store havskildpadder havde været oppe på stranden i løbet af natten for at lægge æg i sandet, men var kravlet til havs igen. Vi var straks klar til at gå på skildpaddejagt, men så kun sporene.
Tortugranja
Vi blev grebet af skildpaddefeberen og besluttede efter morgenmaden og den obligatoriske morgendukkert, at tage en taxa til Tortugranja som er øens skildpaddecenter.
Her kan man se flere forskellige arter af havskildpadder, som svømmer rundt i åbne bassiner, samt fodre og røre dem – selv om det sidste vist ikke er helt efter bogen!
Rasmus kom i snak med en af de ansatte og spurgte om, hvornår de små nyudklækkede skildpadder kan sættes ud i havet igen. Det endte med, at manden listede ud bagved og kom tilbage med et 4 dage gammelt lille vidunder af en karetteskildpadde, som Anne Marie fik lov til at holde, imens den bare lå og sov!
Det var efterfølgende svært at se, hvem der smilede mest – Anne Marie over at have fået lov til at holde den lille babyskildpadde, eller den ansatte over sine drikkepenge?
Nu glæder vi os til næste skildpaddeeventyr, når det snart bliver tid til at snorkle med skildpadder i havet.
Hvis du ikke allerede følger os på Facebook eller Instagram: @twodanesontour, så skal du være meget velkommen. Her lægger vi endnu flere billeder ud.
Hej Mads og Camilla Tak for jeres kommentar 🙂 Ja, havskildpadder er helt fantastiske. Rasmus har været med til at sætte små skildpadder ud i havet i Malaysia, men det var første gang, at Anne Marie fik lov til at holde sådan et lille kræ. Derfor den store begejstring =D Hygge hejsa Rasmus og Anne Marie
Mads & Camilla says:
Havskildpadder er så sjove og søde 🙂 Vi svømmede med et par på Yucatan og på Påskeøen. Vi har desværre ikke set en baby endnu 🙁
Anne Marie og Rasmus says:
Hej Mads og Camilla
Tak for jeres kommentar 🙂 Ja, havskildpadder er helt fantastiske. Rasmus har været med til at sætte små skildpadder ud i havet i Malaysia, men det var første gang, at Anne Marie fik lov til at holde sådan et lille kræ. Derfor den store begejstring =D
Hygge hejsa
Rasmus og Anne Marie