Two Danes On Tour Efter tre fantastiske dage i Petra, gik turen videre i bil endnu mere syd på. Vi skulle finde ørkenen Wadi Rum. Og nu er det så, at GPS’en ville have været god at have ved hånden…
Noget af en forskrækkelse
Som tidligere nævnt, så var skiltningen sparsom og vores kort ikke af de bedste. Så til tider kørte vi lidt på må og få og efter solen. Og på denne måde kom vi en lille smule på afveje.
Vi var kommet ud på landet og kørte på små asfaltveje med marker på begge sider. Flere steder var der store fåreflokke med hyrder til at passe dem.
Det næste der skete var som i slowmotion. En flok drenge, som stod oppe på en mark, satte lige pludselig alle i løb ned mod bilen. Og som ud af den blå luft, slyngede en af drengene en stor sten mod os. Den ramte med et ordentligt drøn omkring benzindækslet. Og da bilen jo var i fart, så efterlod den sig et skrabemærke af de større…
Da vi ankom til Wadi Rum betragtede vi skadernes omfang. Det så ikke godt ud. Men vi blev hurtigt enige om, at vi jo ikke rigtig kunne gøre noget ved det alligevel. The show must go on!
Hos beduiner i Wadi Rum
Vi havde booket en tur med nogle beduiner, som skulle sørge for at køre os en tur rundt i ørkenen og give os husly i en beduinlejr om natten.
Ørkenturen var fin, vi fik set kameler, hoppet i sanddunes, set flotte klippeformationer og gamle helleristninger. Men vi har nok efterhånden set for meget til sådan rigtig at blive imponeret over en “lille” bunke sand.
Derefter gik turen til beduinlejren, hvor vi mødte Carrie, en amerikansk pige, som bor i Danmark og træner Sønderjyskes kvindefodboldhold. Hun var solo-rejsende og noget utryg ved hele situationen over at være alene i den mandlige beduinlejr. Hun blev dog hurtigt beroliget, da hun så to tossede ”landsmænd”.
Vi tilbragte aftenen sammen og fortalte masser af rejseanekdoter, mens vi nød lækker mad og en fantastisk stjernehimmel, inden vi gik til ro i hvert vores beduintelt.
Næste morgen stod vi op til morgenmad, inden vi skulle have et lift tilbage til civilisationen. Og der fik vi nok en af turens største overraskelser.
Et godt grin
Det var en lille knægt på omkring en 10-11 år, der kom kørende i en 4WD for at hente os. Vi var helt målløse og fuldstændig flade af grin, da knægten sad helt ude på det yderste af sædet for at nå pedalerne, mens han som det naturligste i verden kørte os igennem ørkensandet. Vores unge ven parkerede foran den lokale skole, løb ind efter den mand, der skulle køre os det sidste stykke hen til vores bil, hvorefter han gik ind til time. Vi var helt befippede over denne oplevelse, så vi glemte helt at tage et billede af den lille chauffør.
Vi sagde farvel til Carrie og kørte mod kystbyen Aqaba. Det blev blot til en hurtig frokost, inden vi kørte nordpå igen mod Det døde Hav. Rasmus havde aldrig været ved Det døde Hav før, så vi havde planlagt at tage en lille flydetur i det salte vand. Men da vi nærmede os, trak det op med regn og blæst, så vi besindede os.
Jerash
Vi kørte tilbage til Madaba for at overnatte, da vi her ville være tættere på Det døde Hav, som Rasmus stadig gerne ville besøge.
Det døde Hav
Næste morgen var der slud (ja, slud) imod ruden mens vi spiste morgenmad på hotellet. Det skulle dog ikke afskrække os to vikinger (høhø -folk der kender os godt ved, at vi kun bader i tropisk vand). Men vi tog vejrudsigten på www.yr.no, som lovede stille vejr og ingen regn fra 10.30-13.30, så vi begav os igen mod Det døde Hav, og denne gang hoppede vi i bølgen blå.
Det er noget at en mærkelig fornemmelse at ligge på/i overfladen af vandet og forsøge at “hundesvømme” sig frem. Hvis man svømmer brystsvømning, stikker ens underben og fødder op over vandet, når man sparker. Med meget lidt fremdrift til følge!
Men det er en vældig fin oplevelse, og som en bonus får man pga. det høje saltindhold en påmindelse om selv de mindste sår og rifter på kroppen 😉 
Jordanfloden
Sidste stop på Jordan-turen blev til Jordanfloden og det sted, hvor man mener, at Jesus blev døbt af Johannes Døberen ”Bethany Beyond the Jordan”. Man kunne kun komme dertil ved at køre med en lille bus med en guide.
Det var lidt en speciel oplevelse, at stå på den ene side af Jordanfloden og kigge de ca. 10 meter over til den anden side til Israel, hvor pilgrimme flokkedes for at røre ved det ”hellige” vand.
Den sidste historie I skal have i denne omgang er den om, hvordan vi fik afleveret bilen i lufthavnen, med årets største bule efter drengestregerne med den store sten.
Rasmus havde jo, grundig som han er, gennemgået bilen med udlejeren, da vi fik den, og hver en lille ridse eller bule var krævet noteret på udlejningspapirerne med en lille prik. Det skulle vise sig at være en god idé. For selvom prikken, der hvor vi var blevet ramt af en sten på størrelse med en brosten, burde have været betragteligt større for at matche bulen og de utallige skrammer, så gik den alligevel igennem med kommentaren: “This is OK, sir!”
Vi fejrede de sparede penge ved at købe hver en cola i lufthavnen og tænkte tilbage på en fantastisk oplevelsesrig tur.
Følg os på Facebook og Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.
