Stenpenge på Yap
Alle stenpengene er lavet på Palau ud af kalksten. Yapeserne sejlede til Palau, huggede en ”mønt” ud af sten med datidens redskaber og forsøgte at sejle den retur til Yap.
Når vi skriver ”forsøgte”, så er det fordi mange af de små primitive flåder, som de fragtede stenpengene på, gik ned med mand og mus. Det er også den altovervejende grund til, at pengene er blevet så værdifulde.
Stenbanker
Rundt omkring i landsbyerne står disse penge stadig i en såkaldt ”sten-bank”. Indbyggerne i landsbyen ved selv, hvem der ejer hvilke penge, og hvad de er værd. I tilfælde af, at pengene benyttes som betaling, flyttes de ikke fysisk. Nu ved alle bare, at det er en anden, der ejer dem.
Der er rigtigt mange stenpenge rundt omkring på Yap. Men efter at irske kaptajn O’Keefe og efter ham flere andre europæere kom til øen med store skibe, så blev det lettere for folk at anskaffe sig stenpenge fra Palau. Disse penge var dog ikke kommet til øen via en farefuld færd, og havde derfor ikke samme høje værdi som tidligere.
Stenpengene har også lagt navn til øens slogan: Island of Stone Money.
Og for os var det en fed oplevelse at gå rundt i de forskellige stenbanker i de små landsbyer og se pengene.
Tamilyog Trail
En af dagene gik vi også den fine tur Tamilyog Trail. Vi tog en taxa til den lille landsby Kanif og gik tilbage til Colonia tværs over øen på ca. halvanden times tid. Det var en rigtig fin lille tur, hvor vi ikke mødte nogle andre. Folk her på øen er ikke vant til at gå nogle steder. Alle kører i bil – eller bliver hvor de er.