Dagen efter udfordrede vi os selv med en ”organiseret” sightseeing rundt i Chennai. Vi ville gerne se de største seværdigheder, hvad end de så måtte være – og det har virkelig været en oplevelse!
Vi havde bestilt busturen gennem Hotel Comfort, hvor vi boede. Vi havde fået besked på at stå klar kl. 9 foran hotellet – men nu er det jo Indien, så vi var godt klar over, at bussen nok ikke var der til tiden.
Efter ca. 45 minutter gik Martin ind og spurgte, hvor bussen blev af. Han fik følgende svar (igen med tyk indisk accent) ”Coming, on the way, just wait.” Ja, så præcist kan det siges… Og det er et udtryk, som har fulgt os siden hen. Det siger det hele. Alt kommer til den, som venter.
Fotomodeller
Da bussen kom, var der tale om en gammel indisk Tata fra før krigen – og den var allerede fyldt med de andre turister – 13 indere, som virkelig fik dagens oplevelse, da vi hoppede ombord.
Vi vakte stor opsigt og blevet fotograferet et utal af gange af både vores medpassagerer og andre, vi mødte undervejs rundt i byen.
Holiday
Inden afgang havde vi selvfølgelig sikret os, at der var en guide med på turen for at fortælle os om alle Chennais seværdigheder – vi havde bare lige glemt at spørge, om selvsamme guide talte engelsk… Hvilket det så viste sig at han gjorde i et meget begrænset omfang. Vi forstod dog, at flere af de ting, som vi skulle se på turen var lukket lige netop i dag pga. ”holiday” – hvor behændigt! Så ud af de ca. 8 ting, som var på listen over seværdigheder, som turen ville indeholde, fik vi mulighed for at se 4.
Alligevel synes vi, at det var en kanon sjov tur, idet den var så indisk, som man overhovedet kunne forestille sig, og samtidig fik vi snakket og grinet sammen med de andre turister på bussen. Sightseeing eller ej.
Læs også: Spise med Price… på indisk
Læs også: Vores møde med inderne
Vi vil blive rigtig glade, hvis du har lyst til at følge os på Facebook. Der lægger vi rejsebilleder ud, når vi er på farten og poster blogindlæg, når vi har skrevet nye.