Transnistrien

Den selvudråbte republik Transnistrien

Vi må nok begynde med at give jer et par ord med på vejen om den selvudråbte republik Transnistrien.

Efter Sovjetunionens kollaps i 1990 skulle der tegnes nye streger på landkortet. I den forbindelse blev Moldova ”sat sammen” af en tidligere del af Rumænien og den landstribe, som ligger på den anden side Dnestr-floden.

Folk på den ene side af floden taler rumænsk, mens folk på den anden side taler russisk. Og da man i det nye land Moldova ville forbyde russisk og indføre rumænsk som landets eneste officielle sprog, udråbte Transnistrien sig som selvstændig republik. Dette medførte blodige kamphandlinger, indtil den 14. russiske armé rykkede ind i 1992 og satte en foreløbig stopper for kampene.

Det er nu godt 20 år siden – men konflikten er stadig ikke løst. Det giver især problemer for Moldova, som ønsker optagelse i EU… Men det har vist lange udsigter!

Overnatning hos Larisa

Vi havde gennem hospitalityclub fået kontakt til Larisa på 62 år. Hun var engelsklærer og havde inviteret os til at komme og bo hos sig i et par dage. Det lød for spændende til, at vi kunne sige nej.
Forberedelserne var lidt vanskelige, da vi jo, som før omtalt, havde hørt mange skrækhistorier om grænseovergangen. Grænsevagterne ville afpresse os store summer penge, eller i værste fald ville vi måske blive anholdt.

For at minimere problemerne, bookede vi en russisktalende chauffør fra hostelet i Chisinau. Men en time og 15 minutter efter, at vi skulle have været kørt, var han stadig ikke dukket op. -Og så kom Ciprian os til undsætning en sidste gang!

Grænseovergangen gik dog over al forventning og uden problemer overhovedet. Vi blev sat af ude foran Larisas hus i hovedstaden Tiraspol, hvor hun stod og tog imod os.

På rundtur i Tiraspol

Efter frokost og et lille hvil, tog hun os med til et særligt kontor, hvor alle udlændinge, som ønsker at opholde sig i Transnistrien mere end 24 timer, skal indskrive sig. Men endnu engang gik alt som smurt.

Vi fik en guidet gåtur i hovedstaden Tiraspol, som måske mest af alt kan beskrives som et levende museum for sovjettiden. De store, nærmest tomme boulevarder, krigsmonumenterne og den store betonstatue af Lenin, som står og skuer ud over folket, gør byen til alt andet end en levende og farverig hovedstad.

Lidt bagvendt efter vores mening

Larisa inviterede os også til at besøge den skole, hvor hun arbejder. Det var nemlig lønningsdag for juni måneds løn. Skolen havde ikke haft råd til at udbetale pengene før, da der også skulle udbetales feriepenge i juni…

Vi mødte flere af lærerne, som stod i kø foran et af skolens kontorer. Det var nemlig herfra lønnen blev udbetalt. – Og som Larisa sagde: ”Så slipper vi også for at gå i banken!”

På tur

Om aftenen kom en af Larisas tidligere elever Alexei forbi for at snakke med os og for at øve sit engelske. Vi aftalte, at vi sammen med ham og hans kæreste kunne tage på tur dagen efter til klosteret Noul Neamt og et krigsmonument over 2. Verdenskrig i byen Chițcani.

 

I den lille landsby var vi inde i den lokale ”Superbrugs”. Her blev solgt dagligvarer, genbrugstøj og –sko og i en gammel køledisk var der fyldt op med søm og skruer samt foder til husdyr. Kuglerammen stod på disken. Vi var pludselig hensat til en helt anden tid.

Med Larisa i Bendery

Den sidste dag tog vi på tur med Larisa til byen Bendery, hvor nogle af de hårdeste kampe i 1990-92 havde fundet sted. Her er der også stadig udstationeret russiske soldater og en enkelt kampvogn står klar, hvis der skulle blive brug for den.

Inden vi rejste ind i Transnistrien, havde vi hørt mange rygter om dette mærkelige land, men vi må sige, at vi kun er blevet positivt overrasket. Larisas kæmpe gæstfrihed og åbenhed omkring konflikten, har givet os et helt særligt indblik i et land og en kultur, vi på forhånd ikke kendte noget til.