Fisk og skalddyr

Det portugisiske køkken er kendt for god og frisklavet mad. Fisk er en stor del af kosten, og skaldyr findes ofte på menuen. Ikke så mærkeligt, når Portugal har så meget kyst lige ud til Atlanterhavet. Især sardiner er populære lige som den tidligere omtalte ret bacalhau, som vi smagte på vores Secret Food Tour.

Og når vi nu er ved sardiner, så var vi overraskede over at støde på konservesbutikker, som havde specialiseret sig i fisk på dåse og i særdeleshed sardiner. Sardiner er for portugiserne både en videnskab og en lidenskab!

Vi besøgte bl.a. den hyggelige butik Loja das Conservas, hvor unge medarbejdere stod klar til at hjælpe os med at få de helt rigtige dåser sardiner med hjem. Her har de konserves fra mange forskellige producenter, og man kan således få råd og vejledning i de forskellige tilberedningsformer samt viden om hvilke krydderier, der er brugt. Som en lille kuriositet, kan man endda købe sardiner i chokolade, men det rakte vores eventyrlyst ikke til at prøve.

Og til de sardinelskende må vi da også lige nævne, at der i juni måned er en sardin-festival i Lissabon. Det lyder til at være en sjov og meget festlig begivenhed, hvor sardiner syder på grillen på hvert et gadehjørne. Vi har hørt, at der dufter – nogle vil måske sige lugter – af sardiner i hele midtbyen i en uges tid.

Og nu lidt om restauranter

Lige meget hvilken restaurant man sætter sig ind på, kan man være sikker på, at det første, der sker, er, at der bliver stillet en lille tallerken med lokale oste samt en kurv med mere eller mindre tørt brød på bordet.

Hvis man som os ikke lige er til ost, så gælder det om at sige, eller i vores tilfælde vise med tegnsprog, at man ikke ønsker det, da alt naturligvis bliver skrevet på regningen.
Kan man derimod godt lide ost, er vi sikre på, at der er gode oste-oplevelser at hente. Mange tager i hvert fald imod og ser vældig tilfredse ud.

Ris og pommes frites

En ting som undrer os er, at der på de fleste restauranter serveres pommes frites og ris til ALT! Og selvom Rasmus nok aldrig bliver rigtig træt af pommes frites, så kunne lidt variation være dejligt. Især fordi flere lokale fortalte os, at det ikke er normalt med ris og pommes i disse mængder i portugisiske hjem. Men det er åbenbart nemt at servere på restauranterne.

Drikkevarer

Der har været dyrket vin i Portugal i over 1000 år. Og portugiserne sætter virkelig pris på et godt glas vin, som drikkes til både frokost og aftensmad. Til gengæld er det helt uhørt at drikke vin bare for hyggens skyld.

Efter maden er det i stedet populært at drikke et glas portvin eller en ginjinha, som er kirsebærlikør. Som nogle måske ved, så er Anne Marie meget glad for portvin Mange steder fås et godt glas portvin på ca. en deciliter for 4 Euro. Det lægger jo klart op til, at man får sig et lille glas. Oh, hvilken skøn tradition. 

Og så til et par anbefalinger

En meget typisk portugisisk restaurant er Largo dos Trigueirinho eller bare O’ Trigueirinho, som ligger i Mouraria. Stedet er meget populær blandt både lokale og turister, da der her serveres autentisk og hjemmelavet mad på portugisisk!

Vi var med vilje gået til Mouraria ved frokosttid, da vi på vores guidede madtur havde fundet ud af, at det er her, de mere uturistede steder ligger. Vi stoppede op på en lille plads, kiggede os lidt omkring og blev pludselig opmærksomme på en facade uden navn, men hvor der jævnligt kom folk ind og ud. Og da vi nærmede os døren, kunne vi se, at der hang et håndskrevet menukort på husmuren.
Så ved man, at det er lokalt – og at man befinder sig det rigtige sted!

Da vi stak hovedet ind, fik vi at vide af tjeneren, at ALT var optaget, men at vi kunne vente uden for døren i ca. 10 minutter, så ville der være et bord ledigt. (Lidt den omvendte verden, at det var os, der blev sat uden for døren!)
Vi havde ikke stået længe, før der stillede sig to mere op bag ved os – og to mere – og to mere. Vi havde startet en trend!

Der var plads efter ca. et kvarters tid, og vi nød et dejligt måltid med henholdsvis lammekoteletter og husets bøf stegt på grill.

Den mindste restaurant

Hvis man vil prøve noget HELT anderledes, så vil vi på det varmeste anbefale den lille restaurant EstaminÉ – art food drink, der er ejet af det brasilianske par Joyce og Luis. Stedet har kun to borde og plads til max 8. Men her er det ikke antallet af gæster, der giver stemningen. Det klarer Joyce og Luis selv til perfektion.

Ud over at være restaurationsejer, så er Luis også kunstner. Og han har således dekoreret restauranten med egen keramik, fotokunst og smykker, som selvfølgelig er til salg. Som en meget sjov detalje, er nogle af hans ting udstillet på staldvinduer, som er hængt op i loftet.

På EstaminÉ serveres der lokalinspirerede tapasretter med et strejf af Brasilien og de lækreste frugtjuicer. Alt er til yderst rimelige priser, og stedet er virkelig et besøg værd. Men husk at bestille bord! Som sagt, der er MEGET få pladser og restauranten er populær både til frokost og til aften. Der er lukket tirsdag og onsdag.

En lækker vinbar

Et andet listigt sted er Wine Bar do Castelo. Vi fik stedet anbefalet af en følger på Instagram, som havde opdaget, at vi var i Lissabon. Det skulle vise sig at være en fantastisk anbefaling.

Vi besøgte vinbaren med to andre medlemmer af De Berejstes Klub, og vi fik en kanon service. Ejeren tilbød os at smage vinen samt flere alternativer, før vi bestemte os for, hvilken en vi gerne ville købe. Det samme var gældende ved de andre borde, hvor det ikke var ualmindeligt at se 3-4 flasker og dobbelt så mange glas, ind til folk havde besluttet sig.

Og da Anne Marie ikke kunne vælge mellem to lækre portvine, blev det ikke opfattet som et problem. Tvært imod. Hun fik da bare et halvt glas af hver.

Is og søde sager

Portugiserne er meget glade for kager, og der findes en bager på næsten hvert et gadehjørne (overdrivelse kan forekomme).

Vi har før omtalt de meget populære Pastéis de Belém, som minder utrolig meget om Pastéis de Nata. Det er dog en stor diskussion, om det er den samme slags kage, eller om det er to forskellige. Og der er jo kun én måde at finde ud af det på – du bliver nød til at smage dem begge

Vi forsøgte også at finde Lissabons bedste is. Vi havde fået anbefalet den meget populære isbutik Santini (Rua do Carmo 9), og det var rigtig lækker is. Men vi smagte for lidt is andre steder til at kunne sige, om det er Lissabons bedste – så det må være op til dig.  

Det portugisiske køkken er kendetegnet ved enkle retter uden meget tilbehør eller pynt. Det bunder i en lang tradition med “bondekost”, hvor intet går til spilde. Der er masser af gode smagsoplevelser at finde , så vi anbefaler dig, at du bare kaster dig ud i det.

Næste rejse går til Minsk i Hviderusland i Påsken. Vi vil blive meget glade hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi kommer med updates og flere rejsebilleder, når vi er på tur. Du kan også finde os på Instagram under @twodanesontour.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Spise med Price… på portugisisk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Birds and Nature

Hjemmefra har Anne Marie trawlet internettet igennem og fundet en guidet fugletur med Birds and Nature. På TripAdvisor skriver alle igen og igen om en guide ved navn Bernardo. Han bliver rost til skyerne, og alle fortæller, at han er helt fantastisk vidende og har et utroligt falkeblik.
Så vi har naturligvis bedt om, at det er Bernardo, der denne dag skal vise os fuglelivet omkring Lissabon.

Flodmundingen af Tejo-floden (også kaldet Tajo eller Tagus) er et stort sted for fugletræk. Ja, faktisk har vi uden at vide det valgt et af de vigtigste fuglesteder i Europa.

Bernardo henter os som aftalt, og vi falder i snak med det samme. Faktisk går snakken hele dagen, hver gang vi er i bilen, og vi holder kun pause i samtalen for ikke at skræmme fuglene væk.

Vi kører over Vasco da Gama-broen, som forbinder de to sider af Tejo-floden, men også her er der tæt tåge, så vi kan ikke nyde udsigten. Snart er vi ved første stop, som er en lokal gård, hvor Bernardo har tilladelse til at køre rundt på området. Her er der flere vandhuller med vadefugle og flamingoer, men også engområde med gamle korktræer.

Korktræer

Dette er jo selvfølgelig en fugletur, men Bernardo fortæller også gerne om Portugals korkproduktion, som i en årrække har haft trange kår efter at skruelåget til vinflasker er opfundet. Produktionen skulle dog eftersigende være på ret kurs igen, efter at kvaliteten er blevet højnet og produktionen effektiviseret.

Kork er en type egetræ, som kan blive op til 250 år. Når træet bliver omkring 25 år, kan man begynde at høste korken. Det yderste lag af træets bark skrælles af og over de næste 9 år vokser et nyt lag frem, som så igen kan høstes og så fremdeles. Det er interessant at høre om, mens vi betragter de gamle træer.

Snart tager Bernardo os med over til et træ, hvor han ved, at der med stor sandsynlighed sidder en ugle i et hul. Vi har virkelig håbet at se en ugle på denne tur, men i al den tåge er den nærmest umulig at se – i hvert fald med det blotte øje. Så vi er lidt skuffede, da vi kører videre.

Skestork og fiskerbåde

Næste stop er nede ved selve Tejo-floden. Et øjeblik bliver det dejlig solskin og vi ser både skestork og gravænder. Men det der egentlig fascinerer os mest, er nogle gamle fiskerbåde, som ligger opankret i havgusen. Helt fortryllende smukt.

Vi bliver enige om, at det nu må være tid til frokost. Bernardo har glædet sig til denne del af turen. Vi har på forhånd bedt ham om at finde “et lille listigt og lokalt sted – ikke alt for fancy, tak!” Og det taler præcis til hans hjerte og mave. Han fortæller, at ofte vil fulgekiggere bare have en sandwich, så de ikke skal bruge tid på en rigtig frokost, men både han og vi sætter pris på dette lille afbræk i turen.

Hyggelige Alcochete

Bernardo tager os med til den lille søvnige fiskerlandsby Alcochete, som nu er en yndet dagstur fra Lissabon. Her blev den tidligere konge Dom Manuel I født. En konge, som portugiserne er meget stolte af. Han regerede netop i den tid, hvor alle de store opdagelsesrejser blev foretaget, og derved opnåede Portugal stor rigdom under hans styre.

Vi parkere på havnekajen og lister ind på A Tasco do Victor. Her er menukortet på portugisisk, men hvad gør det, når vi har Bernardo med? Han bestiller straks typiske flæskesværd, som vi gnasker på, inden selve maden kommer.

Anne Marie kaster sig over en kæmpe tallerken med fritterede blæksprutter lavet helt fra bunden. Her kommer de ikke på frost og i ringe, men i dejlige ukurante stykker og med tilpas panering på.

Både Rasmus og Bernardo får julelys i øjnene ved tanken om mørt og smagfuldt sortfodssvin. Ja, det så ikke ud af meget, men det smagte fortryllende.

Vi er utrolig glade for Bernardos valg af restaurant. Det er netop sådanne anbefalinger af små lokale steder, vi er ude efter.
Og vi var i hvert fald glade for, at vi ikke skulle spise her….

På vej til restauranten har Anne Marie lagt mærke til nogle meget farverige gader tæt på, som vi gerne vil se nærmere på og nå at tage et billede af. Lidt forsigtigt spørger vi Bernardo, om det kan lade sig gøre i forhold til dagens program, og straks er vi på byvandring. Det er forfriskende at gå denne tur, og vi tager os god tid til at se det hele.

Så er vi på fugletur igen. Vi kører hen til et sted med flere flamingoer. De er ikke så lyserøde, som man kunne forvente. Det er fordi det er store unger fra sidste år, som har overvintret i Portugal, mens “voksne” flamingoer flyver til Afrika om vinteren.

Her ser vi bl.a. også dobbeltbekkasin, kobbersneppe og to hærfugle.

Tagus Estuary

Snart går turen mod det nordlige stykke af Tagus Estuary. Undervejs ser vi massevis af storke, som allerede er i gang med at bygge rede. Mange af dem på de høje elmaster. Det er altid et flot syn at se de majestætiske storke, og når man kan tælle til over hundrede, er det for os noget helt særligt.

Vi kommer til et område med i tusindvis af vadefugle. Det er især kobbersnepper der dominerer.

En fiskehejre, som vi jo har set så tit i Danmark, står flot i vinden og eftermiddagslyset.

Men pludselig bliver vores opmærksomhed rettet mod en lille brun fugl på en stubmark. Det er en ugle! En mosehornsugle. Den sidder helt stille og flytter sig ikke ud af flækken, selv om Rasmus lister sig ud af bilen. Det er en helt særlig oplevelse at se denne fugl så længe og så tæt på.

Da vi kører videre ser vi først to ugler på et hustag. Denne gang er det kirkeugler.

Og snart vrimler det med mosehornsugler! De sidder på hegnspæle, på vejen og på marker. Ja, nogle af dem flyver også over vejen foran bilen. Det ender med, at vi, da dagen er omme, har set 12 ugler i alt! Det er altså ny rekord for os. Og en rigtig dejlig en af slagsen, selvom Rasmus brummer lidt over, at han ikke kan fotografere de mange ugler, da mørket til sidst begynder at falde på.

Da solen er gået helt ned, kører Bernardo os tilbage til Lissabon. Vi har brugt næsten 12 timer sammen og føler, at vi har fået oplevelser for mange dage.  På trods af tæt tåge det meste af dagen, og at vi ikke helt kommer hjem med de billeder, som vi havde håbet på, ser vi alligevel 76 forskellige fuglearter ved Bernardos hjælp. Der er ingen tvivl om, at han er en fantastisk fugleguide, som lytter til sine gæster og får tilgodeset alle vores ønsker i løbet af dagen.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget På fugletur ved Lissabon blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi vidste godt på forhånd, at det ville være et meget turistet sted, og derfor havde vi hjemmefra booket en overnatning. Vi har nemlig flere gange oplevet, at det godt kan betale sig at blive en nat på meget turistede steder. Der sker ofte noget nærmest magisk, når alle turistbusserne forlader stedet sidst på eftermiddagen. Så har man en aften og en morgen i rolige omgivelser og kan nyde stedet uden for mange selfiestænger og farvede paraplyer.

Med metro og tog til Sintra

Først tog vi metroen til stationen Reboleira. Her skiftede vi til toget mod Sintra, som er endestationen. Det tog omkring en halv time, og toget kører ca. hvert 10. minut. Meget effektivt!

Vel fremme med toget gik vi den hyggelige tur til det historiske centrum.

Byen ligger på bjergskråningen af Sintrabjergene, og der er flere smukke parker tæt på centrum, hvor man også finder Palácio Nacional de Sintra med de to karakteristiske hvide tårne.

Vi gik op i de små gader og fandt en lille bager, da vi trængte til morgenmad, inden vi hoppede på bus 434. Den kører i loop og kommer på vejen forbi 2 af de store seværdigheder. Vi kom dog ikke med den første bus, da den allerede var fyldt helt op. Så et godt råd må være, at tage bussen nede fra stationen, hvis man har den mulighed.

Bussen tog os den stejle vej højt op over Sintra. Der er fantastiske vandreture i området, hvis det har ens interesse – ellers vil vi gerne anbefale bussen.

Castelo dos Mouros

Vi hoppede af ved den mauriske borg kaldet Castelo dos Mouros. Det er et gammelt militært anlæg bygget i 800-tallet af den arabiske befolkning, som herskede i denne del af verden for over 1000 år siden.

Vi købte en kombi-billet til både denne borg og Pena paladset, som kun ligger 400 meter herfra. Det stod os i 18,05 Euro, som vi synes, var meget dyrt! Men altså Pena koster 11,50 i sig selv…, og vi var jo kommet for at se noget, så vi måtte hoste op med slanterne.
Egentlig sjovt at vi syntes, det var dyrt at betale 18 Euro for to museumsbilletter – imens vi ikke tøvede med at give det samme beløb for en øl i Tromsø blot 14 dage tidligere.

Vi gik de ca. 200 meter ind til selve hovedindgangen af borgen. Undervejs var der udgravninger af gamle huse, grave og en gammel kirke. Ikke det mest interessante i verden, men alligevel fint, at disse ting var bevaret og skiltet.

Indenfor kunne vi kravle op på den lange mur, hvorfra vi havde en flot udsigt over Sintra og Atlanterhavet i det fjerne.

Pena Palace

Efter at have gået muren rundt, gik vi videre til Pena Palace – et meget farverigt og ikonisk slot. Her var der lang kø til at købe billet, men vi havde jo vores kombi, så vi gik lige ind. 

For at komme op til selve slottet skal man op ad en stejl vej. Det er også muligt at købe en returbillet til 3 Euro med en bus. Der var vi dog ikke endnu, trods vores fremskredne alder

Vi var kommet til Pena for at se den der brønd fra Instagram, men først blev vi overvældet af slottets flotte farver samt de sjove og finurlige detaljer, som findes overalt.

Det er bygget i 1800-tallet i portugisisk romantisk stil af den portugisiske kongefamilie, men er altså nu et museum.

Der er en lille gåtur hele vejen rundt om slottet, hvor man kan kigge ned på den Mauriske borg og igen se Altanterhavet.

Men snart stillede vi os i kø til at komme ind i slottet, da vi havde en opfattelse af, at brønden måtte findes et sted derinde.

Vi gik nu i gåsegang efter japanere, kinesere, italienere og franskmænd og kiggede på vaser, møbler, nips og billeder fra den royale familie… ikke lige vores største interesse. Men hvor blev brønden af? Vi forsøgte at overhale nogle andre turister, som virkede meget interesserede i tronfølgerens badeværelse. Og pludselig gik det op for os, at vi var det falske sted! Det var slet ikke her, vi skulle finde den fantastiske brønd.

Ude i gården igen Googlede vi brønd og Sintra, kun for at opdage at vi i stedet skulle til Quinta da Regaleira – et helt andet slot, som ligger nede ved Sintra by. Vi kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet af os selv og vores fejltagelse.  

Rundt om Pena er der en fantastisk og meget fantasifuldt anlagt have. Gassen var dog for os gået lidt af ballonen, så vi tog bussen tilbage til byen og indtog en velfortjent frokost.

Quinta da Regaleira

Først næste formiddag begav vi os på gåben til Quinta da Regaleira. Her er det også muligt at tage bus nr. 435, som kører videre til flere andre slotte i området. Men da vi kun var interesseret i ét, kunne vi fint gå.

Indgangen kostede her 6 Euro, og så gik den vilde skattejagt ellers efter brønden i den kuperede have. Og pludselig stod vi foran den. Vi kom ind for oven og kiggede ned i det fantastiske hul. Det er jo altid svært at vide, hvad man skal tænke om sådanne meget turistede steder, men vi synes, at brønden var meget flot. Vi brugte en times tid på at fotografere den både fra oven og fra neden og gik de 27 meter op og ned flere gange.

Både brønden og hele den fantastiske have er finansieret af rigmanden Carvalho Monteiro, som i slutningen af 1800-tallet tjente godt på handel i Portugals kolonier.

Hans fantasi fik frit løb i parken i Sintra, som både har tunneler, broer, søer med trædesten, tårne og meget, meget mere. Her kan man nemt få en formiddag til at gå, især hvis man rejser med børn. Der er masser at gå på opdagelse efter.

Efter at have kigget lidt rundt i haven gik vi tilbage til byen. Mange billeder rigere på kameraet.

Sintra var et rigtig fint bekendskab og kan både laves som dagstur og som overnatning fra Lissabon. Der er meget mere at se i området, end det vi nåede.

Taberna Criativa

Sidst men ikke mindst vil vi gerne komme med en anbefaling til en dejlig restaurant. Det viste sig, at vi var i Sintra på selveste Valentinsdag. Det er ikke noget, vi på nogen måde fejrer, men det gør de åbenbart i Portugal.

Vi havde udset os restauranten Taberna Criativa (adressen er Av. Heliodoro Salgado 26), men da vi stak hovedet indenfor, kunne tjeneren oplyse os om, at ALT var optaget pga. Valentinsdag, og at de denne dag ikke serverede ala carte men kun havde en Valentinsmenu.
Vi har klart set meget skuffede ud. Så tjeneren trak lidt i land igen og sagde, at vi kunne få et bord, hvis vi var ude igen senest kl. 21.
Men den laver de ikke med os! Så vi forlod stedet. Jah, det vil sige, at vi nåede 3 meter uden for restauranten. Så stoppede vi op og blev enige med os selv om, at vi godt kunne nå at spise på to timer. Og faktisk vidste vi heller ikke, hvor vi ellers skulle gå hen. På en Valentinsdag. I regnvejr. Så vi gik ind igen til den søde tjener og fik et bord.

Menuen blev lidt en overraskelse, da vi ikke altid var helt med, når tjeneren oversatte fra portugisisk til engelsk. Altså han snakkede engelsk. Der var bare nogle ord han var lidt usikker på. Men vi tog det som en oplevelse – og en god en af slagsen.

Valentinsmenu:

Til appetizer fik vi hver en lille friteret kugle af bacalhau med pesto, som meget sjovt kom ind i en urtepotte.

Herefter fik vi forskelligt brød med olie og balsamico på bordet. Hertil to slags smør med paprika og havsalt samt oliventapenade.

Forretten var lidt speciel, men meget smukt anrettet. Tigerrejer og muslinger med granatæblekerner, æblepuré og spiselige blomster.

Hovedretten var andesteg med græskarpuré, gulerødder, sukkerærter, babymajs og nogle utrolig velsmagende svampe. Dem kunne vi godt have spist endnu flere af!

Og til sidst sluttede vi af med en chokoladesymfoni, som også var meget smagfuld.

Vi var meget tilfredse med vores valg af restaurant, på trods af, at vi nok ikke havde valgt præcis denne menusammensætning, hvis det havde været en hvilken som helst anden aften. Menuen kostede 30 Euro/person og inklusiv et glas vin og et glas portvin lød den samlede regning på omkring 70 Euro, hvilket var mere end rimeligt.

En lokal frokost

Inden vi tog toget tilbage til Lissabon, spiste vi frokost på en lille lokal restaurant, som ligger bag stationen. De sætter en ære i at servere traditionel portugisisk mad med diverse fiske- og kødretter.

Stedet hedder Restaurante D. Pipas (Adressen er R. João de Deus 62) og er meget populært med både lokale og turister, så hav lidt toldmodighed, hvis der ikke lige er et bord ledigt, når du kommer.

Rasmus bestilte Cozido á portuguesa. En ret som Rasmus havde fået anbefalet af en bartender i Lissabon. 

Og Anne Marie var oven ud lykkelig for en portugisisk version af meget mør og saftig flæskesteg.

En akvædukt og en hurtig beslutning

På vej tilbage i toget mod Lissabon, stoppede vi på stationen Campolide. Da vi kiggede ud af vinduet, lagde vi pludselig mærke til en akvædukt tæt på stationen. Den havde vi tidligere hørt om, men ikke vidst hvor lå.

Vi kiggede på hinanden. Skal vi stå af? Nej, jo, nej, jo. Vi gør det sgu! Hurtigt fik vi fat i vores tasker og hoppede af toget.

Vi gik uden for stationen og fandt en sti, som gennem køkkenhaver førte os op til akvædukten, som vi gik under og langs med. Efterfølgende har vi læst, at akvædukten hedder Aqueduto das Águas Livres. Den er bygget i 1700-tallet, da Lissabon manglede drikkevand. Heldigvis overlevede den det store jordskælv i 1755.

Vi så folk, der gik på akvædukten, så det forsøgte vi også. Men fra den side, vi befandt os på, var alt låst og lukket. Så de må være kommet der op fra den anden side.

Næste rejse går til Minsk i Hviderusland i Påsken. Vi vil blive meget glade hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi kommer med updates og flere rejsebilleder, når vi er på tur. Du kan også finde os på Instagram under @twodanesontour.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Sintra blev først udgivet på Two Danes On Tour.

For halvandet år siden var vi også på en guidet food tour i Madrid, og det var en rigtig dejlig oplevelse, så vi har store forventninger til dagen.

Portvin til morgenmad

Første stop denne formiddag er vinbutikken Garrafeira Nacional, hvor Pedro står klar til at skænke portvin i glassene. Det er den berømte Dona Antónia Tawny, opkaldt efter Antónia Ferreira, der er kendt for sine innovative tanker og lederevner i forbindelse med portvinsproduktionen i 1800-tallet.

Da der ikke er overrendt af kunder denne formiddag, har Pedro masser af tid til at slå en snak af om gode portvinsår og portugisisk vin generelt.

Det hyggelige kvarter Mouraria

Snart står vi ude på gaden igen, og nu går turen mod det gamle kvarter Mouraria, som vi også omtalte i sidste indlæg fra Lissabon. 

Marta viser os flere elevatorer, som man kan tage for at spare benene lidt i de stejle gader. I denne del af byen er elevatorerne gratis! Vi når at bruge dem flere gange i løbet af ugen, når vi på egen hånd bevæger os rundt i området.

Sammen med Marta går vi rundt i de hyggelige, smalle gader og stopper ved et af Lissabons aller ældste huse, som er lavet med bindingsværk. Vi kigger lidt på folks rene vasketøj, som hænger til tørre alle steder. Her er der ingen hemmeligheder overfor naboen, da folks undertøj hænger frit fremme. Hos denne familie er det de lange underbukser der hænger til tørre!

En portugiser og bacalhau

Snart bliver vi budt på en lille mad med en sardin – det som i Danmark tidligere var kendt som “en portugiser”, erfarer vi senere på turen.

Til den lille mad, som bliver serveret på små bakker direkte på gaden, skåler vi i den populære kirsebærlikør Ginjinha. Den tilbydes mange steder af gamle damer. De sidder i døråbningen til deres hjem og tjener en ekstra skilling ved at sælge shots til forbipasserende.

På vej videre viser Marta os, hvordan fotografen og kunstneren Camilla Watson har taget billeder af ældre beboere i Mouraria og sat dem op på husfacaderne. Det er et rigtig fint projekt, som hylder det lokale og de ældre. Fotografierne skal være med til at holde fast i de lokale historier i en hurtig og omskiftelig verden. Samme kunstner har også lavet et udendørs fotoprojekt i Alfama-kvarteret.

Pølse og klipfisk

Næste madstop  er også i Mouraria. En meget lokal restaurant, som du ikke sådan lige falder over, hvis du ikke ved, hvor du skal lede. Det viser sig faktisk, at vi dagen før har spist frokost blot 20 meter derfra. Her bliver vi først budt på ost og brød, som sættes på bordet sammen med en lokal rødvin.

Derefter skal vi smage den helt særlige pølse alheira, som er fyldt med kød og franskbrød. Brødet gør den utrolig blød og det passer rigtig godt til det sprøde, grillede skind. En rigtig lækkerbisken, som er grillet på den store indendørsgrill i restauranten.

Derudover får vi også serveret bacalhau og en grøn salat. Bacalhau eller klipfisk, som vi kender det som i Danmark, er saltet og tørret torsk, som man efterfølgende udvander og tilbereder efter en af de mere end 365 forskellige opskrifter, som de har udviklet i Portugal. Det er meget populært, og ikke længere fattigmandskost. Det er ikke unormalt, at man i familien spiser bacalhau flere gange om ugen.

Og ude på gaden igen går vi da også forbi en rigtig bacalhau-butik, hvor den tørrede fisk ligger i lange baner og venter på at komme hjem til en familie og blive udblødt i vand.

Bifana

Næste kulinariske stop for os bliver en bifana, som er et stykke kogt grisekød i en burgerbolle. Heldigvis har vi mulighed for at dele, da det ikke er sulten der tynger os længere. Her får vi også en lille fadøl og en iste. Bifana’en smager fint, men er ikke noget særligt i vores øjne. Men portugiserne elsker deres bifanas, og det er en “mellemsnack”, som man kan få på mange små restauranter rundt om i byen.

Desserter

Nu bliver det tid til vores første dessert. En tørret figen med valnødder i samt endnu et glas Ginjinha. Det foregår i en lille hyggelig grønthandler, hvor ejeren skænker rundhåndet op.

Og så finalen! De meget kendte Pastéis de Belém. Marta viser os, hvordan de spises med flormelis og kanel på. 

Endnu engang blev vi bekræftede i, at food tours er en rigtig god aktivitet, når du kommer til en ny by og gerne vil lære stedets madkultur at kende.

Marta var en rigtig sød og vidende guide. Hun svarede på alle vores mange spørgsmål, som også kom til at omhandle historie, kultur, litteratur, arkitektur og meget, meget mere.

Secret food tour

Vi er bekendte med navnene på alle de steder, vi var inde at spise, men da det er en secret food tour, har vi valgt ikke at skrive dem her. Så er det jo meget snart knapt så hemmeligt.
Vi vil klart anbefale dig at gå med på en guidet food tour, eller hvis du ved, hvilke specialiteter, du leder efter, kan du selv gå rundt i området Mouraria og finde dine egne hemmelige steder. 

Næste rejse går til Minsk i Hviderusland i Påsken. Vi vil blive meget glade hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi kommer med updates og flere rejsebilleder, når vi er på tur. Du kan også finde os på Instagram under @twodanesontour.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Secret Food Tours i Lissabon blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Når vi kommer til et nyt land og en ny by, så starter eventyret. Det har været vores valgsprog i mange år. Man ved aldrig rigtig hvad man får, og det pirrer vores nysgerrighed. Sådan var det også med Lissabon. Portugal har egentlig stået højt på ønskelisten længe, men det er altså ikke blevet til noget før nu.

Vi blev overraskede over, hvor ramponeret Lissabon egentlig er. Der er mange fine, gamle huse med kakler på – et levn fra arabernes tid i landet. Men mange steder er disse kakler desværre begyndt at falde af. Og da Portugal har været meget hårdt ramt af den økonomiske krise, har der ikke været råd til at reparere en stor del af husfacaderne.

Derudover var vi også overraskede over, HVOR meget grafitti der er over hele byen. Ikke bare fint street art, men masser af grimme tags på husvægge og sporvogne. Så man må da sige, at byen er autentisk og bliver brugt af dens indbyggere.

Når det så er sagt, så er Lissabon samtidig en rigtig fin og hyggelig by. Lyder det måske som et noget voldsomt modsætningsforhold, når vi på den ene side kalder Lissabon ramponeret og samtidig synes den er fin??? Men sådan er det faktisk. Her er der ikke langt fra skønhed til ruin.

Derudover er Lissabon præget af et være et meget multikulturelt samfund. Her er utrolig mange immigranter fra de mange tidligere portugisiske kolonier i Asien, Afrika og Sydamerika. Det er ikke fordi det gør os noget – vi havde bare ikke forventet det i denne udstrækning.

Alle disse nationaliteter har selvfølgelig bidraget til byens kvarterer samt til madscenen. Mange dage spiste vi derfor samosas til morgenmad Åh, vi elsker bare indisk!

Baixa 

Lissabon er ligesom Rom bygget på 7 høje, som gør byen meget kuperet med mange udsigtspunkter. Centrum af Lissabon er dog et helt flat område med snorlige gader.

Men for en god ordens skyld skal vi lige pointere, at det kun er gadernes retning, der er snorlige. Man kan ikke sige det samme om belægningen. Her er masser af brosten, der bugter sig i bakkedal. Så lad det være sagt med det samme. Selvom det æstetisk ser rigtig fint ud, så er det ikke et underlag for svage ankler eller høje hæle.

Området hedder Baixa og ligger helt ned til Tejo-floden, som løber ud i Atlanterhavet. Denne bydel blev genopbygget efter et stort jordskælv i 1755, som jævnede store dele af Lissabon med jorden. De lige gader i Baixa har ifølge de lokale efterfølgende givet inspiration til opbygningen af Paris, som igen har dannet mode for mange større byer i USA.

Tæt ved Tejo-floden og ved en af Europas aller største pladser Praça do Comércio ligger den flotte Arco Triunfal – en stor triumfbue, som er rejst for at hylde genopbygningen af Lissabon efter jordskælvet. Du kan mod betaling komme op i triumfbuen og kigge ud over byen.

Alfama og Mouraria

Øst for Baixa ligger Alfama-kvarteret, som er bygget af maurerne. Og takket være arabernes solide byggestil, overlevede det meste af Alfama det store jordskælv. Her kan du derfor stadig gå på opdagelse i de mange smalle og stejle gader. Det er virkeligt et hyggeligt område, hvor du kan bruge mange timer på bare at gå rundt og kigge. 

Det er også i dette område du finder mange af Lissabons berømte fado-restauranter. Hvis du ikke allerede har gjort det, så kan du læse om vores dejlige og sjove fado-oplevelser her.

Oppe over Alfama ligger Lissabons ældste bygningsværk, den gamle borg Castelo de São Jorge, hvor maurerne holdt stand mod de kristne korsfarere i 1147. Her bliver gaderne for alvor stejle og husene små.

Og bag ved borgen udforskede vi kvarteret Mouraria, som blev vores favorit. Et gammelt arbejderkvarter, som af Lissabons indbyggere stadig bliver betragtet som “dårligt”. Her kan du gå helt uforstyrret i de smalle gader og finde de gode, autentiske restauranter, hvor portugiserne selv spiser frokost.

Sporvogn nummer 12 kører en rigtig fin tur gennem kvartererne Baixa, Graca, Mouraria og Alfama. Sporvognen starter og slutter på pladsen Praça da Figueira og kører således i ring. Hele turen rundt tager ca. 20 minutter og kører bl.a. forbi Lissabons katedral . Det er selvfølgelig også muligt at stå af og på undervejs. Husk at passe godt på dine ting. Linje 12 er sammen med Linje 28 meget hærget af lommetyve. Flere gange oplevede vi, at vores sporvognschauffør råbte af nogle mænd, som hun ikke ville have med op og køre. De fik en lang næse og et par besværgelser med på vejen.

Barrio Alto og Chiado

På modsatte side af Baixa ligger først Chiado og derefter hyggelige Bairro Alto. Her går det også utrolig brat op, så flere steder er der små sporvogne, som trækker turister og beboere op ad de stejle gader. Prøv f.eks. sporvognene Elevador da Bica eller Gloria.

Det er også muligt at tage med den flotte, gamle elevator Elevador de Santa Justa fra gaden Rua do Ouro i Baixa til Largo do Carmo i Chiado. Vi kiggede forbi, men blev nærmest slået bagover af køen – og efterfølgende prisen på 5,15 Euro for at køre 45 meter med en elevator! Du kan gå op til det sted, hvor elevatoren stopper og nyde udsigten helt gratis. Hvis du gerne vil op oven på elevatoren, hvor der er en platform med 360 graders udsigt, kan du nøjes med at betale 1,50 Euro.

I dagstimerne er Bairro Alto et meget søvnigt kvarter, med nedrullede skodder for mange af vinduerne. Men om aftenen og i nattetimerne vågner kvarteret til live, og restauranter og barer dukker op alle steder. Her kan du finde små listige fado-steder, og det er muligt at feste hele natten.   

Belém

En af dagene gik vi til bydelen Belém, som ligger ca. 6 km fra centrum. Det var en dejlig morgen med sol på kinderne og vind i håret. Undervejs kom vi forbi den meget berømte 25. april bro, som til forveksling ligner Golden Gate i San Fransisco. Den måtte vi selvfølgelig forevige på utallige billeder.

På modsatte side af floden står kristusfiguren Cristo Rei.

Belém har flere turistattraktioner, som er værd at besøge. Det første der møder dig, hvis du kommer gående fra selve Lissabon er Padrão dos Descobrimentos – monumentet til ære for opdagelsesrejsende, som Portugal har haft rigtig mange af! Af lokale er monumentet for sjov blevet kaldt “Undskyld vi skubber”, da det består af rigtig mange statuer af mænd, som står i kø på stævnen af en båd for at komme ud og opdage den nye verden.

Et stykke længere henne af kajen finder du Torre de Belém. Et lille vagttårn bygget på en klippe ude i vandet. Det skulle holde pirater væk fra området og samtidig blev det også et kendt vartegn for opdagelsesrejsende, som vendte hjem fra de syv verdenshave.

I bydelen findes det flotte og berømte kloster Mosteiro dos Jerónimos. Vi “glemte” dog at gå ind og se det, da en lille frokost var mere tillokkende. Men det skulle virkelig være et besøg værd.

Pastéis de Belém

Og inden du forlader området, er det et must at liste forbi konditoriet Pasteis de Belém for at smage på deres berømte Belém-kager, som består af sprød wienerbrødsdej med gul kagecreme. De nydes bedst lune med flormelis og kanel på toppen. Der er ofte lang kø foran butikken – det var dog ikke så slemt, da vi var forbi i februar.  

Efter et par timer i Belém, tog vi toget videre til kystbyen Cascais, hvor vi gik en tur, spiste en is og nød udsigten over havet og de forrevne klipper.

Læs også: Sintra

Læs også: Spise med Price… på portugisisk

Næste rejse går til Minsk i Hviderusland i Påsken 2018. Vi vil blive meget glade hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi kommer med updates og flere rejsebilleder, når vi er på tur. Du kan også finde os på Instagram under @twodanesontour.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Lissabon blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Umiddelbart skulle man ikke tro, at vi var i færd med at give os selv en oplevelse for livet, da vi en lørdag aften i Lissabon, af en portugisisk udgave af Pippi Langstrømpe, lod os overtale til at spise aftensmad på Porta de Alfama. Men det skulle hurtigt vise sig, at det for os – i hvert fald denne aften – var det helt rigtige valg.

Vi havde kigget på adskillige menukort i Alfama-kvarteret, uden at have kunne tage en beslutning. Så da vi efter at have passeret en højtråbende ”Pippi” foran restauranten kunne se, at vi var på vej ud af kvarteret, vendte vi om og blev enige om, at det ene nok kunne være lige så godt som det andet.

Vi lod os derfor føre indenfor, hvor vi fik et bord tæt ved musikken, som imidlertid holdt pause.

Blandede anmeldelser

Imens vi bestilte drikkevarer, tjekkede Rasmus lige Tripadvisor for at se bedømmelserne af stedet. De lå med lige mange på ”Fantastisk” og på ”Frygteligt” samt en hel masse der imellem. Men vi blev enige om, at bordet fangede, og at det under alle omstændigheder ville blive en oplevelse. Og det blev det!

Vi blev i bedste grisefest-stil introduceret til resten af restauranten, der klappede af ”Dinamarca” og råbte ”bravo”!

Så kom maden. Husets bøf. Et meget tyndt stykke kalv, der ifølge Rasmus kunne have vundet betragteligt ved en dobbeltpanering. Hertil ris og fritter samt en noget speciel kaffesauce – ja, kaffesauce!
Et godt råd her fra er, at det behøver man ikke eksperimentere videre med hjemme.
Uden at gå for meget i detaljer, så har den del af de tidligere gæster, der har bedømt stedet som frygteligt, måske givet deres dom ene og alene ud fra maden.

En fantastisk oplevelse

Heldigvis glemte vi alt om maden, da musikken begyndte. To ældre gutter med paryk og påmalede fregner. Den ene spillede på en almindelig guitar, den anden på den berømte portugisiske 12 strengede guitar. De kunne deres kram! (Og når vi skriver “den berømte guitar”, kan vi da godt afsløre, at vi ikke kendte til den, før vi kom til Portugal.)
Vi sad samtidig og grinede lidt af, at vi havde set begge musikerne i gaderne tidligere og troet, at de var på polterabend. Men de var åbenbart bare til fado-aften i karnevalstiden. Og det var vi godt tilfredse med.

Ud over at være gode på hver deres guitar, så sang de også glimrende. Og i løbet af aftenen kiggede gæstesangere forbi, ligesom restaurantens personale på skift alle viste deres sangpotentiale. Gad vide om man skal kunne synge – og være lidt småtosset – for at blive ansat?

Efter hvert nummer klappede publikum selvfølgelig, hvorefter Pippi råbte “um, dois, três”, og hele restauranten svarede “Magnifico!” Der blev slynget portugisiske jokes gennem lokalet, som de lokale hyggede sig over, og stemningen var høj. Til tider højrøstet!

Gæster til restauranten, som kom ind midt i showet, så noget overraskede ud, når der blev klappet af deres nationalitet og råbt i samlet kor efter hvert nummer, men snart overgav de sig også til løjerne. En mexicansk gæst lignede dog i starten en, der hellere ville undergå en times vandtortur.
Det hele var total kitch’et og mindede lidt om Rocky Horror Picture Show eller Crazy Christmas Cabaret. Men sjovt var det i hvertfald.

Omkring midnat takkede vi for en skæg aften, betalte den samlede regning på 40 euro, blev foreviget med Pippi og listede i retning af metroen. Vi havde kun været i Lissabon i knapt seks timer, og vi var allerede vilde med byen, stemningen og dens indbyggere.

Fado-musikken

Fado er en berømt portugisisk lidenskabelig og melankolsk musikgenre. Den opstod i 1800-tallet på knejperne i Alfama, Mouraria og Bairro Alto-kvartererne i Lissabon og spilles fortsat her.

Det går direkte i sjælen, når man lytter til fado. De dygtige musikere og den store stemme, som synger rummet op uden brug af mikrofon, indfanger alle i lokalet. Og det er gennem den sørgmodige musik at man forstår, hvad der gør Portugal til noget helt særligt. Essensen af fado er beskrivelsen af længslen efter den store mistede kærlighed, hverdagens hårde realiteter eller en svunden tid, som aldrig kommer tilbage.

Omdrejningspunktet i selve musikken er den 12-strengede portugisiske guitar og musikken menes at have både arabiske og afro-brasilianske rødder. En fantastisk blanding, som ikke findes magen til noget andet sted.

Skulle du komme til Lissabon, vil vi helt sikkert opfordre dig til at høre fado en aften – også selv om det måske ikke lige er din musikgenre til hverdag. Musikken er virkelig stemningsfyldt og fortæller en interessant del af Lissabons og Portugals historie.

Og skulle du falde helt i svime over fadoen, så findes der ligefrem et fado-museum i Alfama.

Der er også en meget berømt musical Amália, som vi var blevet opfordret af de danske rejsebloggere bag PassportPlease til at tage ind og se. Vi er ikke de store musical-folk, men de havde faktisk lokket så meget, så vi overvejede det. Det viste sig desværre, at Amália ikke spillede, mens vi var i Lissabon.

Clube de Fado

Efter en dejlig uge i Lissabon, blev det igen lørdag aften og dermed tid for os til at høre mere fado. Denne gang havde vi følgeskab af to medlemmer fra De berejstes klub, som tilfældigt var i Lissabon samtidig med os.
Det blev en mere stilfuld og seriøs oplevelse denne gang – og også til en lidt anden pris.

Vi var ellers ved ankomsten til Clube de Fado lidt i tvivl om, hvorvidt vi var havnet i en turistfælde. Vi havde valgt stedet ud fra anmeldelser i guidebøger og på Internettet, som alle roste stedet til skyerne.

Men snart blev vi anvist et bord, og der faldt lidt ro over os. Det viste sig, at vi var kommet i selskab med omkring 80 portugisiske pensionister, som nærmest kunne synge med på alle sangene. Og det gjorde de med stor entusiasme! For os gjorde det blot oplevelsen endnu mere intens.

Maden var rigtig god og i en helt anden liga end sidst (og der var ingen kaffesauce). 

Musikerne var også et step op ad rangstigen. Denne gang var der 3 musikere på henholdsvis guitar, portugisisk guitar og kontrabas. I løbet af de 4 sæt, som vi hørte i aftenens løb, kom der tre forskellige sangerinder, mens en af musikerne sang det sidste sæt. 

Dette blev endnu en rigtig god aften med fado-musik, om dog det var en helt anden oplevelse end sidst. Glade og opfyldte af de smukke, melankolske toner gik vi hjem gennem de stille gader.

Blot som en lille oplysning, kan vi fortælle, at hovedretter lå på ca. 30 Euro stykket og at man derudover også betaler 7,50 Euro pr. person for musikken. Det er jo ikke fordi at ca. 375 kr./pr. person er dyrt for en glad aften i byen, men man skal bare ikke tro, at ting kommer gratis på Clube de Fado.

Og lige lidt om etikette:

Det sømmer sig ikke at tale, mens der bliver spillet fado. Skulle du formaste dig til at sige noget til din sidemand, kan du være sikker på, at der nok skal være en portugiser, som tysser på dig. Således bliver der heller ikke serveret mad eller drikkevarer under musikken, men kun før og efter. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Fado i Lissabon blev først udgivet på Two Danes On Tour.