Så blev det vores sidste døgn i Iran. Vi skulle “slå et par timer ihjel”, så vi begyndte med en lille tur til den smukke by Abyaneh. Det kan du læse om i sidste indlæg, hvis du er interesseret. 

Tilbage i Kashan spiste vi en frokost, inden vi tog bussen mod Teheran lufthavn. Vi havde besluttet at gøre et stop på vejen i Qom (udtales Ghom). Det er Irans anden mest hellige by efter Mashhad.

I bussen fik vi straks venner, som stopfodrede os med solsikkekerner i saltede skaller. Dette var til stor irritation for buschaufføren, som under ingen omstændigheder ønskede bussens gulv fyldt med skaller. Derfor holdt han hele tiden skarpt øje med, om især vores iranske venner nu også ramte den udleverede skraldepose.

Da vi stod af bussen ved en stor vejsammenfletning udenfor Qom, blev vi omringet af meget ivrige taxamænd, som ellers på ingen måde er kendetegnende for Iran. Ja, vi troede nærmest, at vi var kommet til indien! De råbte, diskuterede indbyrdes og hev os i ærmerne. 

Den hellige by Qom

Efter lidt forhandlinger kom vi til Qom centrum, hvor vi ville se det meget hellige Hazrat-e Masumeh shrine. Denne helligdom er begravelsessted for Imam Reza’s søster Fatemeh som døde i det 9. århundrede, og derfor valfarter shia-muslimer hertil.

Shia-muslimer kommer også fra hele Iran for at studere i Qoms madrassaer (koranskoler). Og netop her i byen er Irans største og mest indflydelsesrige ayatollaher uddannet bl.a. Ayatollah Khomeini. Det er indbyggerne i Qom selvfølgelig meget stolte af.

Anne Marie viser lige, hvordan man binder snørebånd iklædt chardor

En lille forbrydelse

“Non-Muslims are allowed into the grounds, but not to see the shrine itself. The official policy is that non-Muslims should be in a group with a tour guide who has been approved by the shrine’s stewards…” Lonely Planet

Ovenstående skulle vi nok have læst i guidebogen, inden vi begav os ind på området. Vi syntes selv, at vi var super rutinerede i at ramme de rigtige mande- og kvindeindgange til de forskellige rum. Ja, vi begav os nærmest hjemmevante rundt og fulgte fint med strømmen rundt i den store moské.

Det var først, da vi havde besøgt graven og var på vej ud, at et par insisterende herrer med walkie talkies (for øvrigt sjældent man får lov til at bruge det ord nu om dage) begyndte at følge efter os og siden forsøgte at bremse os. Men nu har vi jo været igennem vores del af arabiske markeder, så vi er, når vi selv skal sige det, ret gode til at slippe af med “forfølgere”. Så vi nåede næsten helt ud til indgangen, før det lykkedes vores opsatte følge at få os bragt til standsning. Måske blendede vi tre blege danskere heller ikke så godt ind i mængden, som vi selv gik og troede.

Det var stadig ikke gået op for os, at vi havde forbrudt os imod reglementet. Og vores tanke var, at de ville udsætte os for en større oplysningskampagne om islam. Men da der pludselig stod en af præsterne foran os og på flydende engelsk spurgte os, hvad vi egentlig lavede her, begyndte klokkerne at ringe.

Straffen

Da han fandt ud af, at det ikke havde været vores hensigt at fornærme nogen, “slap vi” med en halv times guidet rundtur i de tilstødende gemakker. Inklusiv langt flere oplysninger, end vi kunne rumme på det tidspunkt.

Præsten sammenlignede flere gange vores kristne tro med islam, og han syntes øjensynligt, det var mærkeligt og samtidig noget tilbagelænet af os, at vi kun går i kirke og beder en gang om ugen, imens de beder 5 gange om dagen.
Vi følte os dog ikke så meget på hjemmebane, at vi ville forklare ham om “depotmedicin”, og vi var heller ikke sikre på, at han ville kunne se humoren i  hverken det eller en påstand om, at vi ikke synder nær så meget? 
Så vi skiltes som venner, hvorefter vi fortsatte vores tur imod lufthavnen.

Sat af på motorvejen

Tilbage ved det store vejkryds fik vi forklaret en buschauffør, at vi skulle af så tæt på lufthavnen, som det nu var muligt, og det tog han helt bogstaveligt. Han stoppede bussen i nødsporet på motorvejen, hev vores bagage ud og pegede os i retning af afkørselsrampen. 

Nødsporet er ikke ligefrem det bedste sted at gå rundt. Og slet ikke når man tager i betragtning, hvordan iranerne kører bil – ofte med en mobiltelefon i den ene hånd. Men vi måtte jo ligesom videre.

Endnu engang stor venlighed

Og da vi havde gået ca. 100 meter, kørte der en bil udenom os og dyttede, hvorefter vi alle tre stak en lap i vejret sådan rent pr. refleks. Vores vinken betød, at han holdt ind til siden og på trods af manglende engelskkundskaber, kunne han sagtens forstå, at vi skulle til lufthavnen – og det kom vi! Helt til hovedindgangen

Vi betalte ham lidt for at køre med, og han kvitterede ved at give Anne Marie en rød rose. Så til sidste sekund nød vi godt af iranernes helt utrolige venlighed og gæstfrihed.

Og vi må sige, at Iran virkelig er et land, som vi på det varmeste vil anbefale til andre rejsende. Det er på alle måder fyldt med store oplevelser, og fordomme og forestillinger hjemmefra bliver hele tiden gjort til skamme, nedbrudt og erstattet af nye fantastiske syn på dette venlige og imødekommende land.

Skulle du være i tvivl om, hvordan du (og din familie) får planlagt en rejse til skønne Iran, så står vi gerne klar til at hjælpe.     

Vi vil blive meget glade hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi kommer med updates og flere rejsebilleder, når vi er på tur. Du kan også finde os på Instagram under @twodanesontour.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Qom blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Taxachaufføren Abbas

Ved ankomsten til Kashan kom vi i “kløerne” på taxachaufføren Abbas. Han var fræk som en slagterhund og den eneste, vi mødte i Iran, som opførte sig mere som arabisk taxachauffør end som en persisk.

I første omgang bad vi ham om at sætte os af ved et billigt hotel på hovedgaden i Kashan. Vi havde desværre ikke lavet vores research godt nok, for vi skulle i stedet have bosat os i den fantastisk smukke gamle bydel, hvor man kan bo i gamle hjem, som nu er lavet om til små hoteller. Det havde kostet ca. det samme som det “kedelige” Sayyah hotel. Men det var altså vores egen skyld. Eneste plus var, at hotellet lå lige ved den store og flotte bazar.

1001 nats eventyr

Efter at have smidt bagagen på hotellet, fandt vi snart frem til Khasans gamle bydel og følte med det samme, at vi var midt i Hodja fra Pjort eller 1001 nats eventyr. Husene var af mudder og forbundet af smalle gyder, hvor gamle damer låste sig ind ad små porte – helt fortryllende!

Vi gik lidt på opdagelse, og fandt snart ringmuren fra en gammel borg, som man kunne kravle op på. Herfra kunne vi kigge ind over alle hustagene og bl.a se Borujerdi Historical house, som vi netop havde besøgt. Dette traditionelle hus er både smukt indefra og udefra.

På ørkentur

Og så var det nok, at vi begik feriens eneste rigtige fejl. Vi bookede en tur med Abbas til den nærliggende Dasht-e Kavir ørken. Altså; han var jo flink nok, men bare en rigtig krejler. Og selv om vi havde aftalt en pris, så kom han og krævede mere. Og der skulle vi jo bare have sagt, at vi ville finde en anden chauffør. Men vi var ligesom fanget ind af alle hans historier og det faktum, at han som pensioneret skolelærer faktisk kunne noget engelsk. Så derfor tog vi med ham trods en merpris og halvbrudte løfter undervejs.

Han hentede os næste eftermiddag, da det ville være for varmt i ørkenen midt på dagen – og det giver vi ham helt ret i.  

The Underground City

Første stop var The Underground City Oeei i byen Noushabad, som bryster sig af at være verdens største underjordiske by. En kvindelig ansat begyndte at fortælle os lidt om byen, men hendes engelske var nærmest uforståeligt, så vi kan desværre ikke gengive, hvad hun fortalte os.

Vi har dog siden læst os til, at byen er bygget under jorden for at kunne beskytte byens indbyggere fra udefrakommende fjender. Den underjordiske by var bl.a. i brug under den mongolske invasion i det 13. århundrede, og så sent som i 1920’erne var den stadig i funktion.

De underjordiske rum og gange er bygget i 3 niveauer i en dybde på 4 til 18 meter. Det var fint at gå en tur under jorden, men når man havde set det første rum, havde man set dem alle.

Noushabad fort

Næste stop var Noushabad fort. Vi kunne se mange ligheder med borgen, som vi besteg i Kashan, men denne borg var bedre bevaret og nogle af tårnene var også rekonstrueret, så man kunne kravle op i dem og nyde den udmærkede udsigt over byen. Et lille fint besøg, men ikke noget, som går over i verdenshistorien

Holy shrine Aran & Bidgol

Og så et stop ved moskeen Holy shrine Aran & Bidgol. Den var flot og stor, og så var det fint at køre videre…

En stor skuffelse

Nu ved 17-tiden kørte vi mod ørkenen og saltsøen, som Rasmus havde glædet sig utrolig meget til at se. Vi havde i en turistbrochure set nogle FANTASTISKE billeder fra saltsøen, og Rasmus drømte sig straks tilbage til Salar de Uyuni i Bolivia, som han besøgte i 1997.

Vi må dog sige, at saltsøen var en stor skuffelse. Vi gad dårligt at stå ud af bilen. Og da vi spurgte til de fine billeder, som Abbas havde vist os, sagde han blot med et skuldertræk, at sådan så det ud om sommeren. Her om foråret havde vinterens regnvand vasket det meste af saltet væk. 

Noget slukørede kørte vi nu mod de høje sandklitter. Det var stadig alt for varmt at bestige dem, så vi sad lidt i skyggen ved et militært tjekpoint. Her kom en hel flok dromedarer forbi, som vi lige hilste på.

Solnedgang i ørkenen

Så blev det endelig tid til solnedgangsbilleder i ørkenen, og det skuffede heldigvis ikke! Her var utrolig fredfyldt og flot. 

Overnatning på karavanestation

Abbas havde lovet os, at vi skulle overnatte i en fortryllende, gammel karavanestation. Det har det nok også engang været. Nu var det misligholdt, beskidt og nærmest mennesketomt. De fantastiske aftenener med både lokale og turister på terrassen, som Abbas så malerisk havde fortalt om, skulle man kigge langt efter.

Vi var blevet lovet aftensmad, men fik noget mærkelig rusk-om-snusk omelet, som dårligt kunne gå under betegnelsen “et måltid”.

Det er ikke et sted, vi vil anbefale andre at overnatte, men vi har hørt, at der findes andre og finere karavanestationer i området. Vi har på fornemmelsen, at Abbas ikke ville betale prisen for de lidt bedre steder.

Og morgenmaden som vi også var blevet lovet, viste sig at være utrolig kedelig, da det var kogte æg fra dagen før og daggammelt brød – det er vi altså ikke vant til efter besøg hos nomader og æblebønder! Abbas kunne godt høre, at vi ikke var helt tilfredse, så det endte med, at han tog os med hjem til morgenmad hos hans kone.

På besøg hos Abbas

De boede i et meget fint hjem efter iransk standart. Vi fik lækkert brød hentet hos bageren med æg, ost, smør, syltetøj og selvfølgelig te. Vi spiste først – Abbas’ kone ventede til bagefter. 

Og til sidst skal I da lige se, hvad Rasmus hyggede sig med tidligt om morgenen, mens Martin og Anne Marie stadig sov.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Kashan og ørkentur blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Døden fra Isfahan

I påsken 2013 var vi på en dejlig rejse til Georgien. Dengang havde vi også vores gode ven Martin med på tur. Og når man siger Martin, siger man også Dagbladet Information. Martin har altid rygsækken fyldt med gamle “Informere”, som højlydt bliver læst op og debatteret undervejs.

I Georgien læste vi en artikel om Døden fra Isfahan:

En gammel sufihistorie handler om en tjener, der i al hast må flygte fra sin hjemby. På markedspladsen har han nemlig mødt Døden, som gjorde en truende bevægelse mod ham, og nu vil han ride til Isfahan. Tjenerens herre låner ham en hest og går selv hen på markedspladsen, hvor han møder Døden. »Hvorfor truede du ad min tjener?« spørger han Døden. »Jeg truede ikke, jeg vinkede til ham, fordi jeg blev forbavset over at se ham her, for i aften har jeg en aftale med ham i Isfahan,« svarer Døden (Information 1. september 2012).

Vi var meget fascinerede af denne lille, fine historie. Så den morgen over morgenmaden og en kop te, blev vi enige om, at vi sammen skulle rejse til Isfahan. Og pludselig fire år efter står vi nu her i denne storslåede by. Det er fantastisk endelig at være her, og vi kigger flere gange efter “Døden”, men ser ham ikke

Pol-e Si-o-Seh broen

Vi bor på Saadi Hotel i nærheden af den berømte Pol-e Si-o-Seh bro og besøger den både morgen, middag og aften for at se, hvordan hverdagslivet udspiller sig her.

Mange iranere kommer forbi for at holde picnic – eller for at holde sin kæreste i hånden. Hver gang vi sætter os ned, får vi straks nye venner i alle aldre. Og som altid bliver vi budt velkommen til byen.

Picnic blandt iranere

Fredag går vi ud for at finde den berømte iransk frokostret beryooni, som Isfahan er så kendt for. Vi bliver af vores hotel ledt hen til restaurantkæden Azam Beryani, som laver retten som en fast-food-udgave. Og fordi det er helligdag, kan man ikke spise i restauranten, men kun købe take-away. Det passer os egentlig fint, og snart befinder vi os mellem alle andre, som denne dag er taget på picnic langs Zayandeh-floden.

I vores take-away-kit ligger der selvfølgelig en plasticdug til at brede ud på græsset. Det skal der jo til i Iran.

Vi prøver at “blende ind” sammen med iranerne. Men snart er vi opdagede af lokale børn, og vi bliver budt på både te, agurker og appelsiner.

Det armenske kvarter

En morgen går vi over Pol-e Si-o-Seh broen, og snart når vi det armenske kvarter, som har en helt anden atmosfære end noget andet, vi har set i Iran. De er ved at renovere bykernen, og der popper nu små hyggelige cafeer op alle steder.

Vi er på jagt for at finde den store armenske katedral, men kommer til at dreje af for tidligt og tror i første omgang, at vi har fundet det rigtige sted. Vi går ind i den armenske kirke. Der er en lidt anspændt stemning, og vi kan se, at gudstjenesten er lige ved at gå i gang. Præsten tager sin messekåbe på og begynder at synge.

Pludselig rejser kirkegæsterne sig op og går efter præsten ud af kirken, og vi går med, da vi egentlig ikke havde forestillet os, at vi skulle sidde til gudstjeneste denne formiddag. 

Nu kommer fire mand gående med en kiste. De går ind i det kirkerum, som vi lige har siddet i. Vi er simpelthen blevet deltagere til en begravelse – det var ikke meningen, og vi lister stille af.

Ved at kigge en ekstra gang på kortet, finder vi det rigtige sted og ser de fantastiske kirkemalerier i katedralen, som vi var kommet efter.

På tværs af Isfahan

Så starter jagten på en taxa. Vi har ønsket os at se et ildtempel. Det er byen Yazd især kendt for, men der når vi ikke forbi i denne omgang. Ildtempler bliver brugt af troende zoroastere, men dette i Isfahan er blot en ruin. 

Vi prutter taxaen ned til en for os rimelig pris: 150.000 rial (30 kr.) Det viser sig dog, at det er en længere tur til den anden side af millionbyen Isfahan. Vi kan på ingen måde kommunikere med vores chauffør, men vi viser ham navnet på ildtemplet på farsi, som det står i vores guidebog, og tror, at alt er i den skønneste orden.

Han sætter os af på en stor gade, hvor der er en indgang, men hurtigt kan vi se, at det er det falske sted! Vi bliver dog enige om at lade chaufføren køre og selv finde ud af at komme det sidste stykke til ildtemplet.

Moskeen med de rystende tårne

Vi går hen til hovedindgangen til det sted, vi nu en gang er blevet sat af ved, for at spørge, hvor vi er, og hvordan vi kommer videre. Her møder vi en iransk familie, som vi spørger til råds. De svarer os på tysk? og siger, at vi skal skynde os ind, for lige om lidt begynder det. Vi ved ikke rigtigt, hvad “det” er, men vi betaler, og følges med den flinke familie, som til hverdag bor i Berlin. De er ligesom os på ferie i Iran – men er “bedre stillet”, da de selvfølgelig taler sproget og kun betaler en tiendedel af prisen både ved turistattraktioner og i taxaer! 

Vi stiller os foran en lille moské i en fin park med blomster og venter. Nogle klokker ringer, og pludselig opdager vi, at en af minareterne på moskeens tag ryster. Da vi kigger nærmere efter, ser vi, at der er en mand inde i minareten, og det er ham, der får det hele til at ryste ved at kaste sin kropsvægt fra side til side. Det mærkelige er, at når han ryster den ene minaret, så ryster den anden også. Det ser lidt vildt og farefuldt ud, men dette optrin udspiller sig åbenbart flere gange hver dag, og er blevet til en turistattraktion.

Da det er slut, fortæller faderen os på tysk om historien bag, samt at der tidligere også var adgang på taget og i minareten for turister. Men for et par år siden faldt en ung studerende ned og døde, så det er nu blevet forbudt. -Meeen han afslutter med at sige, at lukningen af tårnet for offentligheden nok alligevel ikke er grundet den studerendes død, men i stedet at der ikke er to opgange til tårnet, så derfor kan mænd og kvinder jo ikke besøge minareten samtidig. Det har han lige fået besked på ikke at oversætte af postkortsælgeren, men gør det heldigvis alligevel

Familien hjælper os nu med at finde en chauffør, som kan køre os til ildtemplet, og vi tager afsked med dem.

Ildtemplet i Isfahan

Ildtemplet er meget gammelt og slidt. Det har også tidligere været en bastion for militæret, da det ligger højt på en klippetop. Vi begiver os op for både at nyde udsigten og templet. Selve templet er for nyligt restaureret, men der er ikke rigtig noget at se og udsigten er denne dag… overskyet.

Da vi bevæger os ned igen, møder vi vores iranske/tyske familie. De fik også lyst til en tur til ildtemplet, efter at vi havde snakket om det. Det er hyggeligt at møde dem igen og snakken går lystigt på en blanding af tysk og engelsk.

Imam Khomeini-pladsen

Næste stop bliver en tomletur med en lokal fyr til Imam Khomeini-pladsen, som er en flot oplevelse. Det er en kæmpe plads med en stor park og springvand, hvor iranerne hygger sig med madkurven.

Derudover ligger der to flotte moskeer og rundt om hele pladsen, en kæmpe bazar. Og her foran Masjed-e Sheikh Lotfollah moskeen, står vores iranske/tyske familie pludselig igen foran os. Denne gang bliver vi nød til at få taget et afskedsbillede – og det bliver også sidste gang, vi møder den utrolig søde familie.   

Masjed-e Sheikh Lotfollah moskeen

Masjed-e Sheikh Lotfollah moskeen har et fantastisk “kirkerum”, hvor vi nyder freden og roen og tager mange billeder. Det er her forsidebilledet til guidebogen Lonely Planet Iran 6. udgave er taget, og det kan vi godt forstå.

Azadegar Teahouse

Og til sidst skal I lige have en anbefaling til et helt særligt tehus, som er en oplevelse at besøge. Gå på jagt efter Azadegar Teahouse, som ligger i en sidegade til bazaren ved Imam Khomeini-pladsens nordøstlige hjørne (vi spurgte os bare frem og blev guidet derhen af lokale handlende).

Hele tehuset er fyldt med alverdens tingel tangel som hænger ned fra loftet og er udstillet på alle frie flader. Vi bestilte te og fik nogle MEGET søde kager med. 

Læs også: Ruinbyen Petra

Læs også: Det gamle Dubai

Vi bliver utrolig glade, hvis du vil følge vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her får du endnu mere inspiration til rejser og du kan følge med i alle nye indlæg, som vi skriver på bloggen.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Døden fra Isfahan blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vores guide Mohamad, som havde bragt os ud til Qashqai-nomaderne, havde indvilget i at køre os til byen Yasuj for foden af Zagrosbjergene, men da vi nærmede os byen, foreslog Mohamad, at han også kunne køre os over bjergkæden.

På bjergskråningerne, på den anden side af bjergpasset, boede Mohamads kusine Zarah og hendes familie. Mohamad havde godt nok ikke set Zarah i ca. 15 år, men han var helt sikker på, at vi alle fire sagtens kunne overnatte hos hende. Snart stoppede vi ved en grønthandler og så blev der købt diverse frugter og grøntsager, som vi kunne have med som gaver og tak, fordi vi måtte komme og overnatte.

Først tog vi dog lige en kop te i et lille tehus hos et utrolig sødt, ældre ægtepar. Deres tehus ligger som sidste stop inden bjergpasset i ca. 4000 meters højde. Ægteparret ville utrolig gerne invitere os hjem, men vi var på farten og måtte nøjes med et par billeder til evigt minde.

Så begyndte hårnålesvingene for alvor. Der lå sne langs vejen og temperaturen i bilen faldt drastisk for første gang på denne tur. Dejligt! Pludselig rullede der også dramatiske skyer ind over Zagrosbjergene.

Da vi nåede den første landsby på den anden side af bjerget, måtte Mohamad flere gange spørge sig frem, for at finde kusinens hus i landsbyen Sarbaz. Inden ankomst fandt han parfume frem fra handskerummet og håret blev sat ved hjælp af bakspejlet. Jo, man skal tage sig godt ud, når man sådan kommer på uventet besøg.

Et får i gave

Inden vi nåede helt frem til kusinens hus, stoppede vi for at spørge om vej ved nogle unge gutter. De var meget interesserede i at snakke og få taget billeder med os. Da de hørte, at vi var fra Danmark, spurgte de, om ikke den kendte iranske fodboldstjerne Ali Daei spiller i Danmark. Men Rasmus var ret sikker på, at han spiller i Tyskland. Det bekymrede dem ikke, at de havde taget fejl. Tvært imod var de bare stolte af, at Rasmus overhovedet kendte til Ali Daei. Deres overstadighed fik dem til i kådhed at fange et får i en flok, der netop kom forbi os, for dernæst at ville forære det til Martin. Vi havde dog ikke lige mulighed for at have et levende får med hjem i rygsækken. Men det bidrog til morsomme kommentarer, høj latter og nye venskaber, inden vi kørte videre.

På besøg hos kusine Zarah

Gensynsglæden for Mohamad og kusine Zarah var gengældt, og snart var huset fyldt med gæster. Landsbyens mænd kiggede forbi for at møde de nyankomne og høre sidste nyt fra Mohamad og Qashqai-nomaderne. 

Zarah og hendes mand Iza havde tidligere været nomader, men for ca. 15 år siden havde de opgivet nomadelivet og bosat sig her på Zagrosbjergenes skråninger. I dette område dyrkes nogle af Irans saftigste og bedste æbler. Vi spurgte dem, om de savnede nomadelivet og med et længselsfuldt blik i øjnene, fortalte Iza, at det var en god forretning for dem at være æblebønder, og ved at plukke æbler om efteråret, kunne de tjene en hel årsindtægt. Men vintrene var lange og kedsommelige. De sner ofte inde i landsbyen, og der sker ikke det store i mange måneder.

Mens snakken gik lystigt, serverede kvinderne solsikkefrø, søde småkager og te til alle gæsterne. På et tidspunkt var vi 18 samlet i stuen. 

Snart blev det spisetid. Der blev lagt dug ud på gulvet og stillet mad an, som vi har været vant til fra de andre hjem, vi har besøgt.

Her spiser mændene først

Vi begyndte at spise, og pludselig gik det op for os, at det kun var alle mændene og Anne Marie, der spiste. Kvinderne og pigerne sad i baggrunden og kiggede på. Det var svært at være vidne til, at lillebror på 4 år kunne spise med, mens storesøstrene på 12 og 13 år pænt måtte sidde og vente, til det blev deres tur. Men her må man følge skik og brug og “sluge et par kameler”. Vi kan ikke komme forbi i 12 timer og lave tingene om. Vi kan registrere, at det foregår, og spørge ind til vores oplevelser. Men ændre noget kan vi ikke.

Da vi var færdige med at spise, blev tallerkenerne fjernet og dugen pakket sammen. Derefter blev den flyttet til det åbne køkken og igen bredt ud på gulvet. Nu satte kvinderne og pigerne sig og spiste i tavshed.

Mohamad fortalte, at familien spiste sammen til hverdag, men det var normalt at kvinderne ventede med at spise til bagefter, når der var gæster på besøg. Han forklarede det med, at kvinderne var for generte til at spise sammen med os andre.

Snart blev det sengetid. Der blev fundet madrasser frem, som blev rullet ud på stuegulvet til os, og snart sov vi alle trygt og godt på rad og række. Familien sov på gulvet i soveværelset. Der var der heller ingen senge.

Næste morgen fik vi dejlig morgenmad – igen spiste mændene og Anne Marie først, og kvinderne bagefter.

Efter en lille gåtur i landsbyen var der afsked med familien, og så kørte Mohamad os mod Esfahan.

Iransk velgørenhed

Første lille stop på vejen var en lektion i iransk velgørenhed. I alle byer – store som små – samt i de fleste hjem, hænger der en blå boks, med to gule hænder og aftegningen af et barn og en ældre mand med stok. Det er en boks til indsamling af “nødhjælp” til værdigt trængende borgere. Et helt korps af folk går fra dør til dør og tømmer disse bokse for penge. Iranerne bruger boksene, hvis de for eksempel har været meget heldige, så lægger man en skilling i boksen. Eller hvis man har været syg og bliver erklæret rask. Eller som Martin og Anne Marie her: hvis man har haft onde drømme om natten, så lægger man en pengeseddel dagen efter, så drømmene ikke bliver til virkelighed. Mohamad syntes, at det var en rigtig god idé og gav også en skærv i boksen på trods af, at han havde sovet upåklageligt. 

Vejen til Esfahan var endnu engang lang og varm, men usigelig flot!

Vel fremme måtte vi tage endeligt afsked med Mohamad efter nogle skønne og oplevelsesrige dage sammen. Det er fantastisk, når man indimellem møder mennesker, som man straks går i spænd med.

Taarof

Da vi skulle betale, fik vi på nærmeste hold indsigt i, hvad iranerne mener, når de bruger udtrykket taarof. Vi havde godt læst hjemmefra, at man kan være ude for, at iranere ikke vil tage imod betaling for noget, man har købt. F.eks. oplevede vi det hos det søde ægtepar med det lille tehus i bjergene. Ikke på vilkår, om vi kunne få lov til at betale for teen. Og derudover tilbød den ældre dame, at Anne Marie kunne vælge nogle varer i den lille butik. Selvfølgelig gjorde hun ikke det.

Men nu her sammen med Mohamad udspillede der sig et større skuespil – frit efter hukommelsen:

Os: Tusind tak for en rigtig god tur. Her er pengene, som vi skylder dig.

Mohamad: I skal kun betale mig, hvis I har penge nok til jeres rejse.

Os: Selvfølgelig skal vi betale dig. Det har været nogle fantastiske dage sammen.

Mohamad: Er I nu sikre på, at I har penge nok til den videre rejse? Ellers kunne I også beholde pengene selv.

Os: Ja, vi har penge nok. Det er ikke noget problem. Du skal have de penge, som vi skylder dig.

Mohamad: Ja. okay, og tusind tak. Men altså… er I nu sikre?

Man skal lige vænne sig til denne “beskedenhed”. Nogle mener det jo fra hjertet, mens andre bruger det til at virke venlige for egen vindings skyd. Vi er ikke i tvivl om, at Mohamed mente det på den aller bedste måde. Og selvfølgelig skulle han have sin løn.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Hos æblebønder i Zagrosbjergene blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Især når man som Anne Marie hele tiden havde langærmede skjorte og et tørklæde på hovedet. Det er varmere end man tror, at have noget rundt om ørerne hele tiden. Men altså: Skik følge eller land fly.

Hvis navnet Shiraz lyder bekendt, så er det måske fordi du engang har kigget dybt i en rødvinsflaske. Den kendte druesort stammer herfra, men da der efter revolutionen i 1979 blev fuldt alkoholforbud i Iran, skal du kigge langt efter et godt glas rødvin. Ikke engang på de store hoteller kan du købe øl eller vin. 

Lidt om at bo på hotel

Vi havde fra flere fået at vide, at det netop nu her i april er højsæson for turister i Iran, så det ville være umuligt for os at finde et hotel med ledige værelser i Shiraz. Vi tjekkede hotellerne i Lonely Planet, og fik en taxa til at køre os hen til Anvari Hotel, som lå i en sidegade til en af byens hovedgader. Straks fik vi et trippelværelse til kun 1.100.000 rial – 220 kr for os alle tre.

På denne tur er vi tre af sted. Two Danes og vores gode ven Martin. Vi havde hjemmefra troet, at det var problematisk, at vi rejste to mænd og en kvinde sammen, men det har vist sig at være helt forfejlet. Alle steder bor vi på værelse sammen, og ingen på hotellerne spørger til vores relation. Noget vi virkelig havde spekuleret meget over, hvordan vi skulle forklare.

Iranerne bruger som så mange andre i Asien pedaltoiletter. Det kræver lige lidt tilvænning… men alle de steder vi boede, var der også vestligt toilet på gangen.

Bazar-e Vakil

Shiraz er kendt for sin store Bazar-e Vakil, hvor vi straks gik ned for at fare lidt vild. Her var helt stille sammenlignet med den bazar vi kender i Dubai og dem, vi har besøgt i Tunesien, hvor man ikke kan gå to skridt uden at blive råbt an af de handlende. Her trissede vi bare lidt rundt, kiggede på varer og folk, og hyggede os.

Inde i bazaren ligger den meget store moske og hellige grav Aramgah-e Shah-e Cheragh. Kvinder skal iføre sig fuld chardor, som kan lånes ved indgangen. Pladsen foran moskeen er fantastisk, og det var interessant at se, hvordan folk lå rundt omkring på tæpper på jorden og tog en middagslur. Moskeen bliver brugt som meget mere end et bedehus.

Masjed-e Nasir-al-Molk

En anden meget kendt moske i Shiraz er Masjed-e Nasir-al-Molk. Den mest fotograferede bygning i det sydlige Iran. Og det med god grund!

Det var et fantastisk rum vi kom ind i med søjler og glasmosaikker. Men snart fandt vi ud af, at den ville være endnu flottere næste morgen, når solen stod ind af vinduerne. Vi kom derfor tilbage kl. 8 da de åbnede, til et endnu flottere skue.

Også atriumgården var smuk og fortryllende. Her opdagede vi, at der var små træklodser mellem murstenene for at forebygge sammenstyrtninger ved jordskælv. Fantastisk godt fundet på.

Også i Shiraz mødte vi utrolig mange mennesker, som gerne ville hilse på og få taget billeder med os. De fleste forsøger sig med et par gloser på engelsk, mens enkelte har talt tysk til os. Endnu engang er det ”Welcome Mr.” ”Danmark – cheese” og ”Thank you for visiting Iran”. Iranerne er meget stolte folk og ønsker, at vi skal have det godt i deres land. 

Det får os til at tænke over, hvordan vi selv byder fremmede velkomne, og hvor lidt der skal til, for at glæde andre mennesker. Få ord og et kæmpe smil kan bringe en langt.   

Vi vil blive meget glade hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi kommer med updates og flere rejsebilleder, når vi er på tur. Du kan også finde os på Instagram under @twodanesontour.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Shiraz blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Teheran! Vild, voldsom og utrolig venlig. Efter blot 4 timers søvn på Teheran Hostel, begav vi os ud i gaderne. Flere andre rejsende havde advaret os mod denne enorme millionby: ”Skynd jer videre. Den er ikke værd at bruge tid i”, så vi havde kun afsat en enkelt dag til at kigge nærmere på Irans hovedstad.

Den første udfordring blev at tage bussen fra hostelet og ind til Ferdowsi Square, hvor man kan veksle penge. Det stod hurtigt klart, at Anne Marie måtte ind i kvindeafdelingen foran i bussen, mens Martin og Rasmus gik i mandeafdelingen bagest. 

Afdelingerne var kun adskilt af en metalstang gennem bussen. For vesterlændinge føles det lidt mærkeligt, at man ikke kan følges i offentlige transportmidler. Og man skal lige huske på forhånd at koordinere, hvornår man skal stå af, når nu man ikke er stedkendt! Der var mange med bussen, så vi stod ikke lige i nærheden af hinanden. Men vi kom alligevel af samme sted!

Veksling af penge

Veksling af penge blev næste udfordring. I Iran bruger de møntfoden rial. Da vi var af sted i april 2017, passede det med, at man skulle fjerne 3 nuller og dividere med 5. Således var 500.000 rial lig med 100 kr. Men for at gøre forvirringen større, så står næsten alle priser i toman. Disse penge findes ikke fysisk, men det er en måde for iranerne at skære et 0 af deres priser på skilte mv. Altså således at 50.000 toman = 500.000 rial = 100 kr. Man bliver hurtigt millionær i dette land!

På Fedowsi Square, som faktisk er en meget trafikeret rundkørsel, er der masser af mænd, som står med store pengebundter og gerne vil veksle på gaden.

Vi er flere gange på det kraftigste blevet frarådet at veksle på denne måde. For det første kan man risikere at få falske pengesedler, og for det andet er der stor sandsynlighed for, at de tager røven på en, da de er ret fingernemme. Så vi måtte ty til de mere traditionelle vekselboder.

Man skal ikke benytte bankerne, da den officielle kurs er ca. 25% dårligere, end det man kan få i vekselboderne.

Golestan Palace

Nu var vi klar til at besøge en af Teherans store seværdigheder: Golestan Palace. Men hvordan skulle vi finde derhen? I løbet af et øjeblik kom en ældre mand for at hjælpe os. Han forklarede, at vi skulle tage en bus mod syd og derefter gå det sidste stykke. Ved busstoppestedet blev vi i tvivl, om det var den rigtige bus, men hurtigt havde 2-3 iranere igen trådt til for at hjælpe, og tilmed indkasserede Anne Marie også et stykke chokolade.

Golestan Palace var nok ikke helt hvad vi havde brug for denne første dag. Vi valgte derfor kun at gå ind og se selve gården til paladset og spejlsalen -der er mange andre museer, man kan se også, hvis man orker. 

Det var fint, der var en fantastisk spejlsal, men for os var det meget mere interessant at møde iranerne på gaden. Så efter en rundtur, var vi ude igen og tilbage i den sindssyge trafik.

Lidt om trafikken i Teheran

Bilerne kører vildt og ikke nødvendigvis efter de samme regler som i Danmark. Nogle biler stopper pludseligt midt på vejen, andre drøner derudaf. Også rundkørsler er livsfarlige. Mange biler kører i inderbanen, og når de så pludselig skal ud af rundkørslen, krydser de indover alle de andre vejbaner, så de biler, som skal videre i rundkørslen, må holde helt stille. Vi tænker ikke, at det er sådan rundkørsler er tænkt til at begynde med, da det jo stopper hele trafikken i stedet for at få den til at glide.

Det samme gælder, når man skal svinge til venstre i et vejkryds. Bilerne, som skal til venstre maser sig længere og længere ud på kørebanen og når de ser deres snit til det, svinger de ud foran de biler, som skal lige ud i modsatte retning, så de må bremse helt op.

Motorcykler kører gerne på fortovet, og det er ikke unormalt at se en bil bakke på motorvejen eller kører imod ensretningen.

Folk går ud mellem bilerne, når de skal krydse vejen, og der er ikke de samme regler, som i for eksempel Vietnam, hvor trafikken ubesværet glider uden om fodgængerne. Her er der hele tiden fodgængere på kørebanen, som håber på, at der er en venlig sjæl, som bremser ned for dem, så de kan nå at krydse vejen.

Skal vi koge trafikken i Teheran ned til ét ord, må det være: Kaotisk!

Darband

Om eftermiddagen tog vi undergrundsbanen op til det nordlige område Darband. Det er lidt køligere end i midtbyen og en fin udsigt til bjergene. Vi gik lidt på må og få igennem den hyggelige bazar og kom pludselig til en stor moské.

Anne Marie måtte i første omgang ikke gå med, men det viste sig snart, at det var fordi hun kun havde tørklæde på, og her skulle man bære chardor. Det kunne man låne på stedet, og en ældre dame tog sig kærligt at Anne Marie og tog hende med ind i kvindeafdelingen af moskeen. Hun holdt hendes hånd over gårdspladsen, sørgede for, at hun fik en plasticpose til sine sko, bar både sine egne og Anne Maries sko (og holdt stadig Anne Marie i hånden) mens de gik rundt i det aller helligste -mausoleet og graven for Imam Zade Saleh (hvem han så end er?). Samtidig skulle den ældre dame også lige nå at tale i mobiltelefon.

Ude igen tog vi i taxa op til en park, som desværre lukkede kl. 17 – netop som vi ankom. Det var en meget snakkesalig taxachauffør, og så længe vi ikke skrev hans navn nogle steder, så ville han gerne fortælle.

En taxachauffør fortæller:

”Forskellen på før og efter revolutionen i 1979 er som dag og nat. Mindre end 10% af befolkningen støtter det islamiske præstestyre. Det er forfejlet at kalde dette en islamiske stat. Her lever både kristne, jøder og zoroastere. Officielt er jeg muslim, men ikke i praksis. Jeg beder aldrig. Mange mennesker gør ting mod statens regler, men retter ind, når de ser politiet. Mænd og kvinder giver ikke hinanden hånden på gaden, men gerne i hjemmet. Man er bange for repressalier fra politiet. I min generation blev vi opkaldt efter islams profeter. Men nu opkalder flere af os vores sønner efter de gamle persiske konger for at vise, at vi vil have det gamle Persien tilbage. Det er et statement. En lille, stille revolution.”

Venlige Teheran

Det havde været en hektisk første dag i fantastiske Iran. Teheran havde vist sig fra sin aller venligste side. Utrolig mange mennesker havde henvendt sig til os på gaden, og vi havde hilst på flere, end vi kunne tælle. De havde alle budt os velkommen til deres land og sagt, at Danmark ”is very good!”. Vi er spændte på, hvad resten af Iran har at byde på.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Teheran blev først udgivet på Two Danes On Tour.