Calakmul, Mexico

twodanesontour — Thu, 30 Jul 2015 23:04:00 +0000

En hyggelig snak

En aften, hvor vi cyklede rundt i Hopkins, Belize og ledte efter et sted at spise, stoppede vi et ægtepar, som viste sig at være fra New York. Vi spurgte dem, om de kendte en god restaurant. Men de var også turister og ville gerne spørge os om det samme.

Vi hyggesnakkede lidt, og manden fortalte, at de havde en lejet bil og var på vej til Belize City næste dag. De samme planer havde vi – vi skulle dog med bussen og vidste, at den kørte på et tidspunkt efter kl. 7 fra Hopkins Junktion, og at turen nok ville tage noget nær 5 timer.

Anne Marie var fræk nok til at spørge, om vi kunne køre med, og i løbet af 2 minutter havde vi lavet en aftale om, at vi skulle stå klar ved deres hotel næste morgen kl. 5.

Et gratis lift

Og sådan lykkedes det os at komme til Belize City i en lækker bil på 2½ time i stedet for med en proppet bus på godt 5 timer. Ægteparret parkerede ved bådterminalen, og der hoppede vi ud og tog en taxa til busstationen, hvor vi to minutter i 8 steg ind i bussen til Chetumal i Mexico. Den havde afgang kl. 8, og vi fik de to sidste sæder. Ja, sådan passer ting nogle gange så fint sammen.

Xpujil

I Chetumal skiftede vi bus til Xpujil – et bynavn der er mindst lige så svært at udtale som at huske!

Xpujil er den nærmeste større by til naturreservatet Calakmul, som har Mexicos største population af jaguarer, men som også rummer nogle fantastisk flotte mayaruiner, som få folk besøger, da de ligger langt uden for Alfavej.

Dyreliv på vej til Calakmul

Næste dag kom vi på en tur til Calakmul med canadiske Simon og vores guide Abel. Fra Xpujil er der først 60 km hen til der, hvor naturreservatet begynder. Og så er der yderligere 60 km ind i skoven, før man kommer til ruinerne. Det er på disse 60 km, at man især kan være heldig at se en del dyr.

Det første vi lod mærke til, var en masse grønne papegøjer, som fløj over hovederne på os og skræppede højt. Derudover så vi to flokke af vildsvin, en lille grå ræv, en aguti –som den vi så ved Uxmal, store vilde kalkuner og andre fugle. Det var en rigtig fin køretur, men igen – ingen jaguar!

Her får I lige bagenden af en aguti. Den er rimelig hurtig sådan en fætter, så den er ikke så nem at få i kassen!

Ruinerne ved Calakmul

Vi gik rundt i fire timer og kiggede på ruinerne. Simon var MEGET ruininteresseret, og det passede os faktisk rigtig godt, for mens han snakkede om ruiner med guiden, så nærstuderende vi dyr. En fantastisk fordeling.

Ud over de smukke ruiner så vi brøleaber, 4 flokke af edderkoppeaber, endnu en aguti og en masse fugle. Vi snakkede med en anden guide, som havde set jaguar dagen før, så de er her! Men selvfølgelig gemmer de sig godt.

Den lille edderkoppeabe var i rigtig legehumør og slet ikke til at stå for!

Til sidst kommer der lidt for de fugleinteresserede:

Se mange flere billeder fra vores rejser på Facebook: Two Danes On Tour og på Instagram @twodanesontour
I er også altid velkomne til at spørge ind til vores rejser både her på bloggen og på de sociale medier.

Facebook

Twitter

Indlægget Calakmul, Mexico blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Hopkins, Belize

twodanesontour — Wed, 29 Jul 2015 21:13:00 +0000

Hjemmefra havde vi læst om det lille søvnige fiskerleje Hopkins lidt nord for Placencia. Det skulle efter sigende være muligt at opleve ”det rigtige” Belize her, stifte bekendtskab med garifuna-kulturen og samtidig være et godt sted at foretage dagsture fra.

Garifunafolket er lige som kreolerne og mayaerne alle forskellige folkeslag i Belize, med hver deres sprog –ud over hovedsproget engelsk. Garifunafolket stammer oprindeligt fra afrikanske slaver. De dyrker stadig deres egen religion, (mad)kultur og musik. Bl.a er de kendt for at være dygtige trommeslagere.

Kismet Inn i Hopkins

Vi havde booket 3 nætter på Kismet Inn hos den eksentriske og meget snakkende og udadvendte dame Tricia og hendes lokalfødte mand Elvis.

Her blev vi grundet få besøgende opgraderet til en skøn hytte på stranden, hvorfra vi havde en dejlig udsigt over Det Caribiske Hav.

Det var dog ikke for folk med et dårligt sovehjerte, da taget var af blik, og man konstant kunne høre palmernes susen, bølgernes brusen og de to haner, som galede hver morgen fra kl. halv fem. (De bliver aflivet næste gang vi kommer forbi!).

Ud over de skide høns havde Tricia også en kælegris ved navn Sergio samt 4 hunde.

En glad og tro følgesvend

B.B. King blev straks vores hund. Den sov på vores veranda om natten og den fulgte os i hele byen, når vi cyklede rundt. Ja, den gik sågar med ind i supermarkedet, og den ventede ude foran en restaurant, mens vi spiste kylling med bønner og ris. B.B. King var en glad og tro følgesvend de dage, vi var i Hopkins.

Cockscomb Basin Jaguar Reserve

I nærheden af Hopkins ligger Cockscomb Basin Jaguar Reserve, så det ville vi gerne se lidt nærmere på. Vi fik landsbyens eneste taxachauffør til at køre os dertil og hente os igen.

Reservatet skulle have den største population af jaguarer i Belize. Men da jaguaren – Amerikas største kattedyr, er mest aktiv om natten, så vidste vi på forhånd, at chancerne for at se en var temmelig små.
Vi valgte en 5 kilometers tur igennem junglen ad de små stier og håbede det bedste. 4 timer senere, godt trætte og svedige havde vi tilbagelagt turen, men desværre uden at have set en jaguar. Det tætteste, vi kom, var et par tydelige poteaftryk i skovbunden.

Men selv uden jaguarer var turen rigtig fin, og vi så en masse fugle (især mange kolibrier), firben og insekter. Og til sidst var vi heldige at komme helt tæt på en flok brøleaber, der var i gang med dagens ”brølekor”. Det er ubeskriveligt, så meget larm de kan lave!

Til garifuna-fest

Om aftenen var vi til garifuna-trommeaften på en lokal bar Driftwood. Der var larm og gang i den, samtidig med at det var rigtig hyggeligt. Vi vidste dog ikke helt, hvad vi skulle sige til den ene guts trommesæt, der bestod af tre skildpaddeskjold i forskellige størrelser. Men vi blev enige om, at alle tre skildpadder sikkert havde lidt en naturlig død. (Vi håber stadig på, at det er sandt!)

Mange unge mænd gav den gas og drak drinks i lange baner – og så på en hverdag! Men det bekræftede os bare i Tricias påstand, som nu er blevet trykt på t-shirts.

Mændene i landsbyen bliver generelt brødfødt af deres koner, som sælger lidt mad eller gør rent mv. Mændene er af den årsag ikke tvunget til at arbejde for at få økonomien til at løbe rundt, hvorfor de ikke gider at tage ud og fiske, men hellere vil blive hjemme og drikke bajere med gutterne.

En lidt uheldig tur

Dagen efter ville vi prøve vores held igen. Denne gang i forsøget på endnu en gang at svømme med en søko.

Vi havde fået Tricia til at arrangere, at en lokal gut skulle tage os med ud i sin båd, så vi kunne svømme med og filme søkøer.
Da vi ankom til båden, var det ikke manden selv – men to unge gutter, der skulle tage os med på tur. De kiggede noget mærkeligt på vores snorkeludstyr samt vores undervandskamera – det skulle senere vise sig hvorfor!
Vi sejlede på Sittee River og ud til flodmundingen. Her cirklede vi lidt rundt og kiggede efter søkøer. Pludselig var der en stor skygge i vandet, og kaptajnen råbte ”jump”. Og på trods af historier om, at der er krokodiller i floden på op imod 4 meter, så parerede vi ordrer og hoppede i, kun for at se en cirkel af sand blive hvirvlet op og en sigtbarhed på mindre end en meter. Der kunne have været en flok halvt-tons-tunge søkøer to meter fra os, og vi ville ikke have været i stand til at se dem og da slet ikke filme dem!
Gutterne forsikrede os om, at de ville finde steder med bedre sigtbarhed. Men efter flere vandture i det grumsede vand, nægtede vi at hoppe i mere og forlangte at blive sejlet tilbage.

På tur til revet

På kajen ringede de til chefen. Han var ikke helt glad, men indvilligede til sidst i, at vi kunne blive sejlet ud til revet i stedet. Ude på revet fik vi tre snorkelture i klart vand over sandbund med søgræs. Vi så desværre ingen søkøer, men til gengæld kunne vi have set dem, hvis de havde været i området.
Vi viste gutterne vores videoklip med søkoen fra Tobacco Caye. De var meget imponerede og sagde, at det var et ”one in a million shot”.
Vi er ret sikre på, at de synes, det nærmest var uforskammet af os at tro, at vi kunne få sådan en oplevelse to gange på en uge. Og det kan de måske have ret i! Men hvis man ikke prøver, så lykkes det på den anden side heller ikke.

Skulle du komme til Hopkins, så vil vi da gerne lige anbefale restauranten Frog’s Point, hvor vi fik en fantastisk kylling med peanutsauce.