Valg af tur

Vi undersøgte flere muligheder for at komme dertil. Enten kunne vi tage den offentlige bus, eller også kunne vi tage med på en bustur med flere stop undervejs og med afslutning i San Miguel de Allende. Denne tur gik under navnet I uafhængighedens fodspor, da man flere steder ville blive indført i denne del af Mexicos historie.

Prisen på 280 pesos (under 100 kr.) var næsten den samme, som hvis vi tog den offentlige bus. Så efter moden overvejelse valgte vi den guidede bustur. Også selv om den var med spansktalende guide, og at vi af erfaring ved, at de ofte kan tale Fanden et øre af. Skulle vi med engelsktalende guide, blev prisen næsten firdoblet.

Vi skulle møde bag det smukke Teatro Juarez kl. 10.30. Det skulle rigtig mange andre også, og der herskede stor forvirring. Et hav af minibusser kom kørende ud af det underjordiske vejsystem. Hver gang en af dem holdt stille for at samle gæster op, stod hele trafikken stille. Samtidig havde nærmest ingen af busserne skilte i forruden. Det var derfor noget nær umuligt at finde ud af, hvilken bus man skulle med.

Vores chauffør og guide for dagen kom 20 minutter for sent. Så vi nåede lige at stå med vores vestlige punktlighed og tanken om, at vi ikke ville blive hentet. Men altså mañana, mañana – endelig var det afgang for os og ni mexicanere i en minibus.

Mange stop på vejen

Nu kan man nogle gange dårligt huske, hvad man selv havde forestillet sig inden afgang. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at Anne Marie var noget overrasket. Hun havde ikke lige forstået, hvor mange stop der var på selve turen, inden vi nåede bestemmelsesstedet San Miguel de Allende. Det var nemlig dette besøg, som hun havde set frem til.

Første stop var i den lille by Santa Rosa de Lima. Her var nogle lokale kvinder gået sammen om at starte et marmelade-kollektiv. Det kunne vi nok godt have sprunget over… Men det fortæller selvfølgelig en historie om, at sammen er vi stærkere, samt hvordan et lokalmiljø kan profitere af tilblivelsen af en lille fabrik.

Vi ved også fra adskillige busture i andre verdensdele, at sådanne stop er med til at holde prisen for turen nede, da fabrikken betaler operatøren/chaufføren for at bringe kunder i butikken.

Tilbage i bussen var vores buschauffør nu ved at vågne lidt op. Så nu var det tid til, at alle skulle præsentere sig selv – på spansk!

Tequila til morgenmad

Næste gang vi stoppede, var det til liv og glade dage i en Tequila-shop. Det havde nok været sjovere, hvis man havde spist et godt og solidt måltid mad inden, eller havde været på herre-tur og nu var på vej hjem. Så vi blev nødt til at holde lidt igen med de mange smagsprøver, da buskørsel i bjergene uden køresygetabletter og med alkohol i kroppen kan blive en knapt så smagfuld oplevelse.

Lige overfor Tequila-shoppen lå der en stor kirkegård, hvor den berømte mexicanske sanger og sangskriver José Alfredo Jiménez ligger begravet. Her er der et stort og farverigt monument udformet som en kæmpe stor sombrero (en typisk mexicaner-hat). Vi kendte ikke sangeren på forhånd, (og regner heller ikke med, at I gør) så det var klart mere interessant for mexicanerne end for os.  

Farverige Dolores Hidalgo

Nu gik turen til den lille by Dolores Hidalgo, som er mest kendt for sine mange keramikfabrikker, som producerer keramik til hele Mellemamerika.

Da vi kørte gennem byen, så vi nogle flotte og farverige huse tæt på hovedgaden. Så da de andre i bussen gik ind på Casa Museo José Alfredo Jiménez (et museum for ham sangeren fra kirkegården), lavede vi snigeren og gik vores egne veje. Snart fandt vi gaden, og den var præcis så fin, som vi havde set det fra bussen.

Da vi mødtes med gruppen igen, var det tid til at smage på is. Men ikke helt almindelige is!

Vi kunne få lov til at smage på is med smag af kaktusblomst, michelada (lemon, tomat og øl), flæskesvær med mole (chili-chokoladesauce), ceviche (råmarineret fisk – den sprang vi så lige over), rejer og blæksprutter (den gik vi også uden om) og avocado – den var faktisk rigtig god! De havde selvfølgelig også helt almindelige is, som man også kunne få lov til at købe.

Vi blev nu vist rundt på Museo Casa de los Descendientes de Hidalgo – Museet for efterkommerne af Hidalgo. Vi vidste ikke meget om denne mand inden besøget, men vi kan da nu fortælle, at den gode Miguel Hidalgo (som faktisk havde 12 navne) var hovedmanden bag Mexicos uafhængighedskrig mod Spanien. Hidalgo var præst her i byen Dolores, som efter krigens afslutning, ændrede navn til Dolores Hidalgo i taknemmelighed til deres bysbarn.

Sidste stop i byen var en keramikbutik med alt, hvad du kan forestille dig i ragelse.

San Miguel de Allende

Og SÅ gik turen endelig det sidste stykke til San Miguel de Allende. Byen er meget populær blandt turister, som vi straks bemærkede. Gaderne er virkelig farverige, byens kirke er helt speciel, og der er masser af sælgere med hatte og kurve.

Ud over byens skønhed, var vi også interesserede i en væg med streetart, som vi havde set fra bussen. Vi gik ned forbi for at fotografere dette sjove billede af Donald Trump. Ja, mexicanernes had til deres nabo fornægter sig ikke…

San Miguel de Allende var et fint besøg, men vi var nu meget glade for, at vi i stedet havde valgt at bosætte os i den mere rolige og for os fantastiske Guanajuato.

Og så kan vi da også godt afsløre, at vi havde forventet mere tid i San Miguel de Allende, end hvad turen tilbød. Vi havde nok lige overset HVOR mange andre stop der var undervejs. Men vi hyggede os nu fint, og som dagen skred frem, gik snakken lystigt med de andre i bussen. 

Læs også: Mumier og pub-crawl i Guanajuato

Læs også: Street art i Guadalajara

Du er meget velkommen til at synes godt om vores side på Facebook:
Two Danes On Tour. Her kommer vi med billeder og små anekdoter, når vi er ude og rejse. Det er også her, du kan se, når vi har skrevet et nyt blogindlæg.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget I uafhængighedskrigens fodspor blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Don Quijote-museet

Først aflagde vi Museo Iconográfico del Quijote et besøg. Det flotte hus fra 1800-tallet indeholder en stor samling af malerier og bøger om og med den kendte ridderfigur Don Quijote. Det er oprindeligt den spanske forfatter Miguel de Cervantes, der har skrevet disse bøger som en parodi på ridderromangenren.

Den store samling i Guanajuato er indsamlet af den spanske journalist og forfatter Eulalio Ferrer. Under et ophold i en konsentrationslejr i 1930’ernes Spanien, havde han kun én kilde til adspredelse. En lille Don Quijote-bog, som blev hans kæreste eje.

Efter han slap ud af lejren, rejste han til Mexico for at begynde et nyt liv. Han slog sig ned i Guanajuato og besluttede sig for at samle både malerier, skulpturer og bøger om den virklighedfjerne idealist Don Quijote, som havde “reddet” hans liv. Til sidst havde han samlet så mange genstande, at han og hans familie måtte flytte til et større hus for at få plads til det hele.

Der var nogle ret flotte malerier undervejs, og indgangen kostede kun 30 pesos/10 kr. pr. person, så selv om vi på forhånd ikke var de store Don Quijote-fans, så var det et fint besøg. Museet er lukket om mandagen og gratis om tirsdagen.

Diego Rivera

Endnu et museum blev besøgt. Denne gang den meget kendte mexicanske maler Diego Riveras fødehjem. Han blev født i dette hus i Guanajuato i 1886, og i underetagen står nogle af møblerne fra dengang. Stedet er selvfølgelig lavet om til et museum, som kan rumme mange mennesker samtidig, og det tog lidt af autenticiteten, desværre.

De øvrige to etager var fyldt med Diegos egne billeder og skitser, men efter vores mening ikke hans bedste. Dog var der nogle ret flotte af indianere, som Diego må have forestillet sig dem og deres ritualer. Desværre var det forbudt at fotografere hans tegninger og malerier.

Der var også en kopi af det meget kendte maleri “Dream of a Sunday Afternoon in Almeda Park” fra 1947. Originalen befinder sig i Mexico City, hvor vi så den i 2003.

Det interessante ved dette billede er, at alle er genkendelige personer gennem 400 år af Mexicos historie. Blandt andet er Frida Kahlo med og Diego har sågar malet sig selv to gange på billedet. Der er masser af symbolik i dette billede, og får du nogen sinde muligheden, så gå på opdagelse i alle detaljerne.

Indgangen til Diego Rivera kostede 25 pesos (under 10 kr.), så det må siges at være rørende billigt.

Mumier på museum

Det sidste museum, vi besøgte, var lidt bizart. I Guanajuato har de et meget berømt mumiemuseum kaldet El Museo de las Momias. Det ligger lidt i udkanten af byen og op ad en stejl bakke. Museet har 111 mumier, hvor af de 59 er udstillet i glasmontrer. 

Mumierne er opstået på en lidt tragisk baggrund. Tilbage i 1870 indførte man i Guanajuato en skat på begravelser, som forfaldt til betaling, når et gravsted skulle forlænges efter 5 år. Hvis de pårørende enten ikke ville eller ikke kunne betale, gravede man liget op, så der kunne blive plads til nye lig på kirkegården. Snart fandt man dog ud af, at en del af ligene var blevet til mumier på blot fem år. Man mener at ligene hurtigt tørrede ud, på grund af det varme og tørre klima i det højtbeliggende Guanajuato og på grund af de iltfattige stenkister, som de blev begravet i.

Mumierne blev samlet i en krypt i det ene hjørne af kirkegården. Snart blev krypten berømt, og folk begyndte at betale lidt penge til graveren, for at få ham til at åbne døren, så man kunne få et kig ind til det voksende antal mumier. I 1970 besluttede man at lave et decideret mumiemuseum, og det er blevet en stor succes!

En anden tilgang til døden

Vi Nordeuropæere synes nok, at det er lidt morbidt og makabert med sådan et museum. Men det skal jo også sættes ind i en regional kontekst i et land, hvor en stor del af kulturen har afsæt i de oprindelige befolkningers kulturer. For aztekerne var døden ikke enden på livet. Det var bare en anden måde at fortsætte livet på i underverdenen.

Den dag i dag fejres De dødes dag: El Dia de los Muertos over hele Mexico. Den 1. og 2. november valfarter mexicanerne til landets kirkegårde for at mindes og hylde deres forfædre, som de mener, vender tilbage til vores verden denne ene dag om året. De laver deres afdøde familiemedlemmers livretter og tager maden med hen på kirkegården. På det fint pyntede gravsted fester de sammen med de døde med mad, drikke og musik.

Vil du vide lidt mere om denne skik i børnehøjde, så har Disney sidste vinter lanceret tegnefilmen Coco, som er bygget over mexicanernes fejring af De dødes dag.

Helt tæt på mumier

Vi ankom til museet lidt op af formiddagen og opdagede, at det var et populært sted. På de to foregående museer, var vi gået lige ind. Nu kom vi til at stå i kø. Vi betalte indgangen på 60 pesos pr. person (ca. 20 kr.) Derudover betalte vi også 22 pesos (7 kr.) for at få lov til at fotografere derinde.

Derefter stod vi igen i kø, fordi folk blev lukket ind i hold. Først skulle vi se en film om mumierne og museet, men da den var gammel og kun var på spansk og uden undertekster, listede vi snart videre. Og så fik vi syn for sagen! Straks blev vi mødt af de første mumier.

Snart stødte vi ind i den næste gruppe besøgende, som netop lige havde set filmen. Hver gruppe blev ført rundt af en spansktalende guide, og der var rimelig mange mennesker i de forholdsvis små rum, hvis man gerne ville kigge næremere på de bizarrer mumier. Og vi må da sige, at der var noget at kigge på!

Vi gik dog lidt vores egne veje. Fulgte med en gruppe et stykke tid for at lytte til guidens fortællinger for så at gå lidt på egen hånd igen, men snart kom der jo også en gruppe bagfra.

Vi var overraskede over, hvor godt mange af mumierne var bevaret – det var med hud og hår!

Der var også nogle små babyer, som var klædt i fint tøj.

Her på museum kan de også bryste sig af at have verdens mindste mumie. Det er et foster af et lille drengebarn, som er optaget i Guiness Rekordbog.

Ved udgangen kunne man lave lidt sjov og spas mens man lige afprøvede nogle af mumiernes kister.

Vi må dog sige, at dette museum ikke nødvendigvis er for alle. For os var det en interessant oplevelse, men mindre børn og sarte sjæle skal nok ikke kigge forbi. 

Fantastisk pubcrawl – i etaper.

Oven på de lidt støvede museer var det blevet tid til at fugte ganen. Samtidig var der VM på programmet, da England tørnede sammen med Kroatien.

Der var kort sagt ikke andet at gøre end at finde de første og bedste saloondøre – og gå ind på Guanajuato Libre Cantina (Det er altså fantastisk, at saloon-døren stadig er i brug i denne del af verden. Det er ellers noget, man mest læser om i Lucky Luke).

Vi befandt os snart efter på et meget lokalt værtshus med super venlig betjening og imødekommende gæster. Folk rykkede sammen, så vi kunne få plads i baren. Anne Marie bad om en sodavand, mens Rasmus bestilte en øl. Og allerede efter den første tår blev der sat en ny øl foran ham med hilsen fra Luis for enden af baren.

Nye venner

Luis var i 70’erne, stamkunde og uden tvivl den mest velstående af alle barens gæster. Han var ikke det fjerneste interesseret i fodbold, så Rasmus måtte hurtigt droppe at følge med i kampen og i stedet tage en hyggelig snak med Luis. 

Snart mødte vi også en ældre nordmand, som var pensioneret og nu bosiddende i Guanajuato. Niels, der havde været på baren siden den åbnede, blev tydeligt nervøs, da Rasmus efter lidt tid spurgte Luis om den politiske situation i landet. Selvom nordmandens spanskkundskaber var nærmest ikke eksisterende, kunne han godt fornemme, at nu blev der snakket politik.

Men det viste sig, at han hellere skulle være nervøs på egne vegne over de svadaer, Luis lod rulle over ham, hver gang Niels ikke ville drikke en øl med ham, fordi han kun drak rom og cola. Og Rasmus måtte flere gange glatte lidt ud imellem Niels og Luis, som tydeligvis ikke talte samme sprog.

Nu ved vi jo ikke, om og hvor I andre går på værtshus. Men for os er det sjældent, at et værtshusbesøg over en fodboldkamp kaster så mange snakke og oplevelser af sig. Derudover rullede både øl og rom/cola i en lind strøm ud over disken. Så selvom det var hårdt og krævede en lille middagslur bagefter, så var det det hele værd.

Clave Azul

Dagen efter gik vi på jagt efter det lille hyggelige værtshus Clave Azul, som bl.a. er rost af Lonely Planet. Dog havde vi læst, at det kendte rejsebogsforlag havde gengivet en forkert vej derhen til, så her kommer den rigtige:

Gå til Plaza San Fernando. Find café Bossa Nova i den ene ende af pladsen. Der er en lille bitte gade Callejón ved siden af cafeen. Væggene er gule og blå og hvis du ikke vidste bedre, ville du nok ikke på eget initiativ gå ned af den. Men 15 meter fremme ligger Clave Azul.

Vi fik et bord ovenpå, hvor en dæmpet bossanova bød os velkommen fra højttalerne. Der var rå vægge, en sjov udsmykning og en hyggelig stemning, og snart havde vi bestilt både botanas og drikkevarer.

Botanas er små “hapsere”, man kan nyde sammen med sin øl. På en rigtig mexicansk cantina får man botanas med, så længe man køber noget at drikke. På Clave Azul var det lidt mere fancy, så her skulle de købes.
Hvis man til gengæld købte drikkevarer for 400 pesos, så var de gratis. 

Mariachi

Undervejs kom der også et mariachi band forbi og spillede for et par, som sad ved et af de andre borde. Det er meget traditionelt med denne form for musik, som ofte bruges til fester og bryllupper. Og det er ikke unormalt, at små orkestre kommer rundt på restauranter og barer og tilbyder at spille for penge. Musikerne kan være af svingende kvalitet, men de giver sig altid fuldt ud, så det kan både være hyggeligt men også anstrengende at høre på disse bands. 

Det var, som vi har forsøgt at beskrive, en hyggelig bar, men for os manglede der ligesom noget på Clave Azul. Der var en del turister på baren, men ingen snakkede med andre end dem, de var kommet sammen med. Vi savnede den mexicanske gæstfrihed, som vi havde mødt dagen før. Derfor gik vi ud for at finde endnu en ægte mexicansk cantina med saloon-døre.

Mexicansk stemning i særklasse

Lidt tilfældigt gik vi ind på Famoso Bar el Incendio – forkortet til FBI af de lokale, og det kom vi ikke til at fortryde. Det var eftermiddag, men på trods af det, gik vi igennem saloondørene til en prop fyldt mexicansk cantina. Lige hvad vi havde ønsket os!

Vi kæmpede derfor lidt for at komme frem og afgive bestillingen. Det viste sig nærmest umuligt grundet de mange gæster, men som så ofte før fik vi hjælp af de lokale. En gut råbte bartenderen an, så vi kunne få slukket tørsten. Ham kom vi straks i snak med, han hed Hector og var tømrer. Det var super hyggeligt at snakke med ham, og vi kvitterede med at give en omgang til Hector og hans kammerat.
Når en bajer koster 7 kr. kan man godt vise lidt taknemmelighed.

Noget af en overraskelse

Bedst som vi stod der med vores nyerhvervede drikkevarer, fik vi kigget os lidt omkring. Og her var det så, at det gik op for Anne Marie, at den lille halvmur, hun lænede sig op af, faktisk var eneste afskærmning til pissoiret, der hang på væggen i hjørnet af det åbne lokale. Så slap man også for at gå helt ud på toilettet…

Det forklarede også hvorfor, der havde været en lind strøm af unge mænd, der havde banet sig vej bagom Anne Marie. Og samtidig fandt vi ud af, at vores nye ven Hector ikke bare sad på et bord, men at han faktisk sad i håndvasken, som jo så ikke kunne benyttes. Vi var naturligvis glade for, at der ikke blev serveret botanas i små skåle, som vi skulle dele med de andre gæster!

Rasmus måtte selvfølgelig også prøve pissoiret – bare sådan lige for stemningens skyld

Udsmykningen på cantinaen var store vægmalerier, der forestillede tidligere tiders stamgæster. Stedets ejer er 3. generation, og selvom baren én gang er flyttet, så rummer den alligevel så mange minder og så meget sjæl for de lokale, at der stort set altid er fuldt hus.

Snart faldt vi i snak med flere andre mexicanere omkring baren. De var alle nysgerrige på, hvem de to udlændinge var, og snakken gik lystigt. Vi får altid mange gode kontakter, når folk finder ud af, at Rasmus taler spansk.  

Skulle vi engang komme tilbage til Guanajuato, så vil vi helt sikkert være at finde på FBI igen. Det var virkelig en sjov tur i byen.

Læs også: Street art i Guadalajara

Læs også: Mexico City

Du er meget velkommen til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi kommer med billeder og opdateringer, når vi er på farten. Efterårsferien går i år til Kirgisistan!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Mumier og pub-crawl i Guanajuato blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Byen er oprindeligt bygget i forbindelse med en sølvmine i en lille dal mellem bjergene. Guanajuato er dog for længst vokset ud af dalen og breder sig nu op af alle bjergsiderne.

Byens huse er utrolig farverige, og her er ingen restriktioner eller farvekodeks, som skal overholdes. Lyserød, grøn, gul, blå, orange, lilla – you name it! Alle farver blander sig i de snørklede brostensbelagte gader.

Til gengæld er der skrappe regler for neonreklamer og lyskurve, som er totalt forbudte i det historiske centrum. 

Her er store kirker, skyggefulde plazaer med træer klippet runde i facon og et fantastisk flot teater lige midt i byen. Og så er Guanajuato også berømt for sit store tunnel-vejnet, som findes under det historiske centrum, og som gør transport ind og ud af byen muligt.  

Musik og sang i gaderne

Byen oser af god stemning, men især om aftenen er der liv i gaderne. Optrædende tager folk med på “callejoneadas” – gåture rundt i de labyrintiske gader, med sang og musik samt spas og løjer undervejs. Vi betalte ikke selv for at gå med på sådan en tur, men vi mødte de optrædende hver aften og stoppede nogle gange op for at lytte til en sang eller to.

Og så havde de et af deres stop lige neden for vores hotel, så vi havde således glæde af dem hver aften kl. 21 og kl. 22.30. Vi synes dog, at det var både hyggeligt og stemningsfult på trods af, at det var de samme sange, vi hørte hver gang. 

Mens vi var i Guanajuato havde vi bosat os i det historiske centrum på det lille familiedrevne hotel Casa de Pita. Hver morgen kl. 9 var der fælles morgenmad for hotellets beboere i køkkenet. Her mødte vi rejsende fra hele Mexico samt resten af verden, og snakken gik lystigt på flere sprog.

Fra hotellets tagterrasse var der den skønneste udsigt over den farverige by. Vi var derfor godt tilfredse med valg af hotel.

Callejón Del beso

Guanajuatos mest kendte og mest fotograferede gade er uden tvivl den smalle Callejón Del Beso – kyssepassagen. 

Flere gamle sagn fortæller – ikke nødvendigvis samstemmende – om de to unge mennesker, Doña Carmen og Don Luis, som var blevet forelskede i hinanden. Der kunne dog ikke blive tale om et giftemål, proklamerede pigens strenge far.

Den unge fyr var listig og sørgede for at bruge sine surt tjente penge fra minearbejdet til komme til at bo i huset overfor Doña Carmens. Og da gaden var så smal, kunne de om aftenen, i ly af mørket, nå hinanden fra hver deres altan. 

En aften gik det imidlertid galt. De kom til at støje – eller også havde faderen hørt rygter i byen. Han overraskede dem i hvert fald. Og imens de stod og kyssede, kom Doña Carmens far listende ud på altanen og stak sin egen datter bagfra med en kniv. Luis holdt hende ifølge et af sagnene i hånden til den blev kold, og gav hende et sidste kys, imens et andet fortæller, at Don Luis faldt ud over altanen og slog sig ihjel i mødet med det tredje trin. 

Og uanset hvilket sagn man tror på, så er gaden nu berømt, og hvis man stiller sig på tredje trin (som engang har været malet rødt) og kysser sin elskede på munden, så vil man opleve 7 års held i kærlighed. Det måtte vi selvfølgelig prøve.

Kabelbane til den flotteste udsigt over Guanajuato

Midt i byen ligger det store, fantastiske nyklassicistiske teater Juarez, som anses for at være det smukkeste i hele landet. Lige bagved teateret ligger indgangen til kabelbanen. Det koster 50 pesos pr. vej at køre med. 

På toppen er der en stor statue af den lokale folkehelt Juan José de los Reyes Martínes, bedre kendt som El Pípila. Han var en fattig minearbejder, der deltog i præsten Miguel Hidalgos oprørshær under den mexicanske uafhængighedskrig i 1810-1811. Under et opgør mod spanierne, bandt El Pípila en stor flad sten på ryggen for at beskytte sig mod soldaternes kugler. Derefter kravlede han med en fakkel og en spand tjære hen til døren, hvor fjenden havde forskanset sig. Han smurte døren ind i tjære og stak ild til den. Det kostede ham livet, men han blev en stor folkehelt, og i 1930 blev dette kæmpe monument rejst til ære for ham. 

Udsigten over byen var formidabel, så den blev nydt, inden vi tog kabelbanen ned igen.

Guanajuato var virkelig et dejligt bekendtskab, og vi nød vores fire dage i fulde drag, hvor vi fik travet gaderne tynde på jagt efter masser af oplevelser.

I næste blogindlæg fortæller vi bl.a. om vores oplevelse på byens bizarre mumiemuseum. Vi kan godt afsløre, at det ikke er for sarte sjæle

Læs også: Vores guide til Mexicos pyramider

Læs også: På skildpaddejagt

Eller se alle vores indlæg fra Mexico

Vi bliver rigtig glade, hvis du har lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her kan du se masser af rejsebilleder, når vi er på tur og følge med i, hvornår vi udgiver nye blogindlæg. Du er også meget velkommen til at følge os på Instagram @twodanesontour

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Fantastiske Guanajuato blev først udgivet på Two Danes On Tour.