Døden fra Isfahan

I påsken 2013 var vi på en dejlig rejse til Georgien. Dengang havde vi også vores gode ven Martin med på tur. Og når man siger Martin, siger man også Dagbladet Information. Martin har altid rygsækken fyldt med gamle “Informere”, som højlydt bliver læst op og debatteret undervejs.

I Georgien læste vi en artikel om Døden fra Isfahan:

En gammel sufihistorie handler om en tjener, der i al hast må flygte fra sin hjemby. På markedspladsen har han nemlig mødt Døden, som gjorde en truende bevægelse mod ham, og nu vil han ride til Isfahan. Tjenerens herre låner ham en hest og går selv hen på markedspladsen, hvor han møder Døden. »Hvorfor truede du ad min tjener?« spørger han Døden. »Jeg truede ikke, jeg vinkede til ham, fordi jeg blev forbavset over at se ham her, for i aften har jeg en aftale med ham i Isfahan,« svarer Døden (Information 1. september 2012).

Vi var meget fascinerede af denne lille, fine historie. Så den morgen over morgenmaden og en kop te, blev vi enige om, at vi sammen skulle rejse til Isfahan. Og pludselig fire år efter står vi nu her i denne storslåede by. Det er fantastisk endelig at være her, og vi kigger flere gange efter “Døden”, men ser ham ikke

Pol-e Si-o-Seh broen

Vi bor på Saadi Hotel i nærheden af den berømte Pol-e Si-o-Seh bro og besøger den både morgen, middag og aften for at se, hvordan hverdagslivet udspiller sig her.

Mange iranere kommer forbi for at holde picnic – eller for at holde sin kæreste i hånden. Hver gang vi sætter os ned, får vi straks nye venner i alle aldre. Og som altid bliver vi budt velkommen til byen.

Picnic blandt iranere

Fredag går vi ud for at finde den berømte iransk frokostret beryooni, som Isfahan er så kendt for. Vi bliver af vores hotel ledt hen til restaurantkæden Azam Beryani, som laver retten som en fast-food-udgave. Og fordi det er helligdag, kan man ikke spise i restauranten, men kun købe take-away. Det passer os egentlig fint, og snart befinder vi os mellem alle andre, som denne dag er taget på picnic langs Zayandeh-floden.

I vores take-away-kit ligger der selvfølgelig en plasticdug til at brede ud på græsset. Det skal der jo til i Iran.

Vi prøver at “blende ind” sammen med iranerne. Men snart er vi opdagede af lokale børn, og vi bliver budt på både te, agurker og appelsiner.

Det armenske kvarter

En morgen går vi over Pol-e Si-o-Seh broen, og snart når vi det armenske kvarter, som har en helt anden atmosfære end noget andet, vi har set i Iran. De er ved at renovere bykernen, og der popper nu små hyggelige cafeer op alle steder.

Vi er på jagt for at finde den store armenske katedral, men kommer til at dreje af for tidligt og tror i første omgang, at vi har fundet det rigtige sted. Vi går ind i den armenske kirke. Der er en lidt anspændt stemning, og vi kan se, at gudstjenesten er lige ved at gå i gang. Præsten tager sin messekåbe på og begynder at synge.

Pludselig rejser kirkegæsterne sig op og går efter præsten ud af kirken, og vi går med, da vi egentlig ikke havde forestillet os, at vi skulle sidde til gudstjeneste denne formiddag. 

Nu kommer fire mand gående med en kiste. De går ind i det kirkerum, som vi lige har siddet i. Vi er simpelthen blevet deltagere til en begravelse – det var ikke meningen, og vi lister stille af.

Ved at kigge en ekstra gang på kortet, finder vi det rigtige sted og ser de fantastiske kirkemalerier i katedralen, som vi var kommet efter.

På tværs af Isfahan

Så starter jagten på en taxa. Vi har ønsket os at se et ildtempel. Det er byen Yazd især kendt for, men der når vi ikke forbi i denne omgang. Ildtempler bliver brugt af troende zoroastere, men dette i Isfahan er blot en ruin. 

Vi prutter taxaen ned til en for os rimelig pris: 150.000 rial (30 kr.) Det viser sig dog, at det er en længere tur til den anden side af millionbyen Isfahan. Vi kan på ingen måde kommunikere med vores chauffør, men vi viser ham navnet på ildtemplet på farsi, som det står i vores guidebog, og tror, at alt er i den skønneste orden.

Han sætter os af på en stor gade, hvor der er en indgang, men hurtigt kan vi se, at det er det falske sted! Vi bliver dog enige om at lade chaufføren køre og selv finde ud af at komme det sidste stykke til ildtemplet.

Moskeen med de rystende tårne

Vi går hen til hovedindgangen til det sted, vi nu en gang er blevet sat af ved, for at spørge, hvor vi er, og hvordan vi kommer videre. Her møder vi en iransk familie, som vi spørger til råds. De svarer os på tysk? og siger, at vi skal skynde os ind, for lige om lidt begynder det. Vi ved ikke rigtigt, hvad “det” er, men vi betaler, og følges med den flinke familie, som til hverdag bor i Berlin. De er ligesom os på ferie i Iran – men er “bedre stillet”, da de selvfølgelig taler sproget og kun betaler en tiendedel af prisen både ved turistattraktioner og i taxaer! 

Vi stiller os foran en lille moské i en fin park med blomster og venter. Nogle klokker ringer, og pludselig opdager vi, at en af minareterne på moskeens tag ryster. Da vi kigger nærmere efter, ser vi, at der er en mand inde i minareten, og det er ham, der får det hele til at ryste ved at kaste sin kropsvægt fra side til side. Det mærkelige er, at når han ryster den ene minaret, så ryster den anden også. Det ser lidt vildt og farefuldt ud, men dette optrin udspiller sig åbenbart flere gange hver dag, og er blevet til en turistattraktion.

Da det er slut, fortæller faderen os på tysk om historien bag, samt at der tidligere også var adgang på taget og i minareten for turister. Men for et par år siden faldt en ung studerende ned og døde, så det er nu blevet forbudt. -Meeen han afslutter med at sige, at lukningen af tårnet for offentligheden nok alligevel ikke er grundet den studerendes død, men i stedet at der ikke er to opgange til tårnet, så derfor kan mænd og kvinder jo ikke besøge minareten samtidig. Det har han lige fået besked på ikke at oversætte af postkortsælgeren, men gør det heldigvis alligevel

Familien hjælper os nu med at finde en chauffør, som kan køre os til ildtemplet, og vi tager afsked med dem.

Ildtemplet i Isfahan

Ildtemplet er meget gammelt og slidt. Det har også tidligere været en bastion for militæret, da det ligger højt på en klippetop. Vi begiver os op for både at nyde udsigten og templet. Selve templet er for nyligt restaureret, men der er ikke rigtig noget at se og udsigten er denne dag… overskyet.

Da vi bevæger os ned igen, møder vi vores iranske/tyske familie. De fik også lyst til en tur til ildtemplet, efter at vi havde snakket om det. Det er hyggeligt at møde dem igen og snakken går lystigt på en blanding af tysk og engelsk.

Imam Khomeini-pladsen

Næste stop bliver en tomletur med en lokal fyr til Imam Khomeini-pladsen, som er en flot oplevelse. Det er en kæmpe plads med en stor park og springvand, hvor iranerne hygger sig med madkurven.

Derudover ligger der to flotte moskeer og rundt om hele pladsen, en kæmpe bazar. Og her foran Masjed-e Sheikh Lotfollah moskeen, står vores iranske/tyske familie pludselig igen foran os. Denne gang bliver vi nød til at få taget et afskedsbillede – og det bliver også sidste gang, vi møder den utrolig søde familie.   

Masjed-e Sheikh Lotfollah moskeen

Masjed-e Sheikh Lotfollah moskeen har et fantastisk “kirkerum”, hvor vi nyder freden og roen og tager mange billeder. Det er her forsidebilledet til guidebogen Lonely Planet Iran 6. udgave er taget, og det kan vi godt forstå.

Azadegar Teahouse

Og til sidst skal I lige have en anbefaling til et helt særligt tehus, som er en oplevelse at besøge. Gå på jagt efter Azadegar Teahouse, som ligger i en sidegade til bazaren ved Imam Khomeini-pladsens nordøstlige hjørne (vi spurgte os bare frem og blev guidet derhen af lokale handlende).

Hele tehuset er fyldt med alverdens tingel tangel som hænger ned fra loftet og er udstillet på alle frie flader. Vi bestilte te og fik nogle MEGET søde kager med. 

Læs også: Ruinbyen Petra

Læs også: Det gamle Dubai

Vi bliver utrolig glade, hvis du vil følge vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her får du endnu mere inspiration til rejser og du kan følge med i alle nye indlæg, som vi skriver på bloggen.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Døden fra Isfahan blev først udgivet på Two Danes On Tour.