Valg af tur

Vi undersøgte flere muligheder for at komme dertil. Enten kunne vi tage den offentlige bus, eller også kunne vi tage med på en bustur med flere stop undervejs og med afslutning i San Miguel de Allende. Denne tur gik under navnet I uafhængighedens fodspor, da man flere steder ville blive indført i denne del af Mexicos historie.

Prisen på 280 pesos (under 100 kr.) var næsten den samme, som hvis vi tog den offentlige bus. Så efter moden overvejelse valgte vi den guidede bustur. Også selv om den var med spansktalende guide, og at vi af erfaring ved, at de ofte kan tale Fanden et øre af. Skulle vi med engelsktalende guide, blev prisen næsten firdoblet.

Vi skulle møde bag det smukke Teatro Juarez kl. 10.30. Det skulle rigtig mange andre også, og der herskede stor forvirring. Et hav af minibusser kom kørende ud af det underjordiske vejsystem. Hver gang en af dem holdt stille for at samle gæster op, stod hele trafikken stille. Samtidig havde nærmest ingen af busserne skilte i forruden. Det var derfor noget nær umuligt at finde ud af, hvilken bus man skulle med.

Vores chauffør og guide for dagen kom 20 minutter for sent. Så vi nåede lige at stå med vores vestlige punktlighed og tanken om, at vi ikke ville blive hentet. Men altså mañana, mañana – endelig var det afgang for os og ni mexicanere i en minibus.

Mange stop på vejen

Nu kan man nogle gange dårligt huske, hvad man selv havde forestillet sig inden afgang. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at Anne Marie var noget overrasket. Hun havde ikke lige forstået, hvor mange stop der var på selve turen, inden vi nåede bestemmelsesstedet San Miguel de Allende. Det var nemlig dette besøg, som hun havde set frem til.

Første stop var i den lille by Santa Rosa de Lima. Her var nogle lokale kvinder gået sammen om at starte et marmelade-kollektiv. Det kunne vi nok godt have sprunget over… Men det fortæller selvfølgelig en historie om, at sammen er vi stærkere, samt hvordan et lokalmiljø kan profitere af tilblivelsen af en lille fabrik.

Vi ved også fra adskillige busture i andre verdensdele, at sådanne stop er med til at holde prisen for turen nede, da fabrikken betaler operatøren/chaufføren for at bringe kunder i butikken.

Tilbage i bussen var vores buschauffør nu ved at vågne lidt op. Så nu var det tid til, at alle skulle præsentere sig selv – på spansk!

Tequila til morgenmad

Næste gang vi stoppede, var det til liv og glade dage i en Tequila-shop. Det havde nok været sjovere, hvis man havde spist et godt og solidt måltid mad inden, eller havde været på herre-tur og nu var på vej hjem. Så vi blev nødt til at holde lidt igen med de mange smagsprøver, da buskørsel i bjergene uden køresygetabletter og med alkohol i kroppen kan blive en knapt så smagfuld oplevelse.

Lige overfor Tequila-shoppen lå der en stor kirkegård, hvor den berømte mexicanske sanger og sangskriver José Alfredo Jiménez ligger begravet. Her er der et stort og farverigt monument udformet som en kæmpe stor sombrero (en typisk mexicaner-hat). Vi kendte ikke sangeren på forhånd, (og regner heller ikke med, at I gør) så det var klart mere interessant for mexicanerne end for os.  

Farverige Dolores Hidalgo

Nu gik turen til den lille by Dolores Hidalgo, som er mest kendt for sine mange keramikfabrikker, som producerer keramik til hele Mellemamerika.

Da vi kørte gennem byen, så vi nogle flotte og farverige huse tæt på hovedgaden. Så da de andre i bussen gik ind på Casa Museo José Alfredo Jiménez (et museum for ham sangeren fra kirkegården), lavede vi snigeren og gik vores egne veje. Snart fandt vi gaden, og den var præcis så fin, som vi havde set det fra bussen.

Da vi mødtes med gruppen igen, var det tid til at smage på is. Men ikke helt almindelige is!

Vi kunne få lov til at smage på is med smag af kaktusblomst, michelada (lemon, tomat og øl), flæskesvær med mole (chili-chokoladesauce), ceviche (råmarineret fisk – den sprang vi så lige over), rejer og blæksprutter (den gik vi også uden om) og avocado – den var faktisk rigtig god! De havde selvfølgelig også helt almindelige is, som man også kunne få lov til at købe.

Vi blev nu vist rundt på Museo Casa de los Descendientes de Hidalgo – Museet for efterkommerne af Hidalgo. Vi vidste ikke meget om denne mand inden besøget, men vi kan da nu fortælle, at den gode Miguel Hidalgo (som faktisk havde 12 navne) var hovedmanden bag Mexicos uafhængighedskrig mod Spanien. Hidalgo var præst her i byen Dolores, som efter krigens afslutning, ændrede navn til Dolores Hidalgo i taknemmelighed til deres bysbarn.

Sidste stop i byen var en keramikbutik med alt, hvad du kan forestille dig i ragelse.

San Miguel de Allende

Og SÅ gik turen endelig det sidste stykke til San Miguel de Allende. Byen er meget populær blandt turister, som vi straks bemærkede. Gaderne er virkelig farverige, byens kirke er helt speciel, og der er masser af sælgere med hatte og kurve.

Ud over byens skønhed, var vi også interesserede i en væg med streetart, som vi havde set fra bussen. Vi gik ned forbi for at fotografere dette sjove billede af Donald Trump. Ja, mexicanernes had til deres nabo fornægter sig ikke…

San Miguel de Allende var et fint besøg, men vi var nu meget glade for, at vi i stedet havde valgt at bosætte os i den mere rolige og for os fantastiske Guanajuato.

Og så kan vi da også godt afsløre, at vi havde forventet mere tid i San Miguel de Allende, end hvad turen tilbød. Vi havde nok lige overset HVOR mange andre stop der var undervejs. Men vi hyggede os nu fint, og som dagen skred frem, gik snakken lystigt med de andre i bussen. 

Læs også: Mumier og pub-crawl i Guanajuato

Læs også: Street art i Guadalajara

Du er meget velkommen til at synes godt om vores side på Facebook:
Two Danes On Tour. Her kommer vi med billeder og små anekdoter, når vi er ude og rejse. Det er også her, du kan se, når vi har skrevet et nyt blogindlæg.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget I uafhængighedskrigens fodspor blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi havde bestilt busturen gennem Hotel Comfort, hvor vi boede. Vi havde fået besked på at stå klar kl. 9 foran hotellet – men nu er det jo Indien, så vi var godt klar over, at bussen nok ikke var der til tiden.
Efter ca. 45 minutter gik Martin ind og spurgte, hvor bussen blev af. Han fik følgende svar (igen med tyk indisk accent) ”Coming, on the way, just wait.” Ja, så præcist kan det siges… Og det er et udtryk, som har fulgt os siden hen. Det siger det hele. Alt kommer til den, som venter.

Fotomodeller

Da bussen kom, var der tale om en gammel indisk Tata fra før krigen – og den var allerede fyldt med de andre turister – 13 indere, som virkelig fik dagens oplevelse, da vi hoppede ombord.

Vi vakte stor opsigt og blevet fotograferet et utal af gange af både vores medpassagerer og andre, vi mødte undervejs rundt i byen.

Holiday

Inden afgang havde vi selvfølgelig sikret os, at der var en guide med på turen for at fortælle os om alle Chennais seværdigheder – vi havde bare lige glemt at spørge, om selvsamme guide talte engelsk… Hvilket det så viste sig at han gjorde i et meget begrænset omfang. Vi forstod dog, at flere af de ting, som vi skulle se på turen var lukket lige netop i dag pga. ”holiday” – hvor behændigt! Så ud af de ca. 8 ting, som var på listen over seværdigheder, som turen ville indeholde, fik vi mulighed for at se 4.

Alligevel synes vi, at det var en kanon sjov tur, idet den var så indisk, som man overhovedet kunne forestille sig, og samtidig fik vi snakket og grinet sammen med de andre turister på bussen. Sightseeing eller ej.

Læs også: Spise med Price… på indisk

Læs også: Vores møde med inderne

Vi vil blive rigtig glade, hvis du har lyst til at følge os på Facebook. Der lægger vi rejsebilleder ud, når vi er på farten og poster blogindlæg, når vi har skrevet nye.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Sightseeing i Chennai blev først udgivet på Two Danes On Tour.