Fra busstationen besluttede vi at gå til centrum, da det på kortet ikke så ud til at være særlig langt. Og pludselig stod vi foran en statue af Bill Clinton!

Ham har vi jo et lidt sjovt forhold til, da vi i 2014 så ham i en speedbåd på en flod i Indonesien, og i 2017 stod vi pludselig ansigt til ansigt med selveste Bill Clinton i et slumområde i byen Medellin i Colombia. Her fik vi både en lille snak og en selfie med ham

Og her i Pristina står han selvfølgelig på Bulevardi Bill Klinton. Kosovo-albanerne er meget begejstrede for Mr. Clinton, da de ser ham som årsagen til, at NATO besluttede at gribe ind i krigen på Balkan i 1999.

På opdagelse i Pristina

Tæt på hovedgaden Bulevardi Nënë Tereza havde Rasmus fundet et værelse på Sleep Inn Pristina for 25,50 Euro pr. nat. Det var på andensalen af et hus, og det fineste sted vi boede på denne rejse til Nordmakedonien og Kosovo. Familien snakkede ikke meget engelsk, men ved hjælp af smil og fagter gik det rigtig fint.

Snart var vi på vej ud for at udforske Pristina. En meget lille hovedstad med kun lidt over 200.000 indbyggere, og hvoraf over halvdelen er under 25 år!

Vi er altid meget spændte på at opleve nye byer og nye steder. At indsnuse dufte og stemninger samt med egne øjne at se bygninger, kunst og mennesker.

Vi opdagede hurtigt, at Pristina er en by, som stadig bærer præg af tidligere grå og tung østeuropæisk betonarkitektur. Men det har i vores øjne sin helt egen særprægede charme – måske er det en af grundende til, at vi elsker østlandende så meget

Gensyn med Mother Teresa

Da vi i Skopje havde set stedet, hvor Mother Teresa var født og vokset op, ville vi også gerne se statuen af hende her i byen. Begge Mother Teresas forældre var kosovo-albanere, og derfor er hun elsket her i landet på trods af hendes romersk-katolske tro. Vi gik derfor på en lille Mother Teresa-jagt. Statuen fandt vi meget tæt på vores overnatningssted og lige ved siden af gågaden Zahir Pajaziti. 

Senere kom vi også forbi Cathedral of Saint Mother Teresa, som ligger tæt på Nationalbiblioteket. Det er ret specielt, at sådan en stor kristen kirke er bygget midt i et muslimsk land. Og meget symbolsk lagde landets tidligere præsident Ibrahim Rugova, som selv er muslim, den første sten til kirken. Men det siger noget om befolkningens stolthed over deres tidligere landsmand m/k.

Måske verdens grimmeste bibliotek

Og når vi nu lige nævnte Kosovos Nationalbibliotek, så lad os da lige se lidt nærmere på det. Det er simpelthen kendt for sin grimhed! Det ligner noget, som er landet fra det ydre rum. Men netop på grund af dette faktum, får bygningen rigtig meget opmærksomhed – også fra os  

Vi så både bygningen udefra og indefra og var ikke videre begejstrede – men det var vel egentlig heller ikke meningen. Arkitekten bag rædslen er kroaten Andrija Mutnjaković, og han har virkelig fået mange hug for denne mastodont af en grimrian. Ja, sådan kan man jo også få opmærksomhed

I nærheden af Nationalbiblioteket gik vi også forbi den ufærdige kirke Christ the Savior Cathedral, som blev bygget af Serberne, da de havde overherredømmet over Kosovo. Dog nåede de ikke at færdiggøre bygningsværket, før krigen brød ud, og nu står kirken så her som et symbol på de fortsatte spændinger de to befolkningsgrupper imellem.

Engang kunne man gå ind i kirken, men det kan man desværre ikke mere, så det blev kun et meget kort besøg.

Som antydet er forholdet mellem Serbien og Kosovo stadig ikke det bedste, da Serbien ikke vil anerkende Kosovos selvstændighed. Konflikten bliver synlig for rejsende blandt andet gennem forladte kirker, graffiti og skulpturer på gaden.

Newborn og Heroinat

Vi gik over til gaden Luan Haradinaj, hvor en typografisk skulptur med teksten Newborn er placeret foran Paladset for ungdom og sport. Skulpturen er tre meter høj, 24 meter lang, 0,9 meter tyk og vejer 9 ton. Den blev afsløret den 17. februar 2008, da Kosovo formeldt erklærede sig uafhængig af Serbien og dermed blev “Født på ny”. Hvert år d. 17. februar bliver monumentet malet over med et nyt design, og i 2019 så det altså således ud:

På bagsiden var der dette år ord med relation til natur, bæredygtighed og klimaforandringer.

På modsatte side af gaden stod et meget stærkt monument kaldet Heroinat. Det er et monument, som sætter fokus på alle de frygtelige voldtægter, som de serbiske soldater udsatte de kosovo-albanske kvinder for under krigen fra 1998 til 1999. Monumentet forestiller et kvindeansigt lavet af 20.145 medaljer. Én for hver kosovo-albansk kvinde, som blev voldtaget af en serbisk soldat. 

Længere henne ad samme gade ligger Indenrigsministeriet og Justitsministeriet. Her stod en statue af Ismail Qemajli, som var grundlæggeren af den moderne albanske stat og landets første premierminister. Det er tydeligt at se, at der stadig er stærke bånd til Albanien. 

På markedet

Vi elsker at udforske de steder, hvor de lokale køber ind, og derfor gik vi en tur ned til markedet, hvor man kunne købe alt inden for grøntsager, blomster, tøj og ikke mindst billige cigaretter.

Vi kom til at snakke med et par mænd, som kunne lidt gloser på tysk, da de havde arbejdet en årrække i Tyskland. De fortalte os, at livet i Kosovo er svært. Arbejdsløsheden er høj, og lønningerne lave. De, der kan, forsøger at finde arbejde i Vesteuropa, hvor de har bedre muligheder for at klare sig. Og mange familier er dybt afhængige af den indtægt, som især unge arbejdsduelige mænd kan sende hjem.

Det var spændende at snakke med mændende. De udtrykte stor glæde over, at vi var rejst til Kosovo for at se deres land med egne øjne, og de ønskede os en fortsat god tur.

Vi havde lidt svært ved at finde markedet, men prøv at søge på gaderne Ilaz Agushi og Xhemajl Prishtina, så skulle du komme det rigtige sted hen. 

Et par anbefalinger til mad og drikke

Hen på eftermiddagen lavede vi en lille pub-crawl.

Først besøgte vi hippe Soma. Lokalet er stort og luftigt med en oval bar i midten og sjov kunst på væggene.

Udover lækker mad og drikke, så har Soma også en lp-samling og et bibliotek, hvor de lejer bøger ud til besøgende for 1 Euro pr. stk. 

Rasmus smagte på et par spændende lokale øl, og de havde også fine cocktails for mellem 5 og 7 Euro. Da Anne Marie ikke lige fandt dét, hun søgte, spurgte hun tjeneren om at lave en cocktail lige efter hendes smag og vupti, så stod der den lækreste drink foran hende.

Deres menukort var også super lækkert, men vi havde planer om at spise et andet sted, så vi listede videre. Vi anbefaler at bestille bord, hvis du påtænker at spise middag her. Der er også udendørs servering om sommeren.

Hvis du også vil finde Soma, så er adressen: 4/A Fazli Grajqevci.

Dit’ e Nat’

Næste stop var Dit’ e Nat’, endnu en hyggelig bar med masser af bøger på bogreolen. Men det aller hyggeligste er katten, som ofte ligger på en barstol og venter på at blive aet over ryggen, når folk kommer op til baren for at bestille mad og drikke.

Også Dit’ e Nat’ havde et lækkert menukort med vegetarretter, men vi havde stadig andre planer.

Dit’ e Nat’ ligger på Fazli Grajqevci.

Liburnia

Vi sluttede af med en dejlig middag på Liburnia. Det er en sjov restaurant med udestue, masser af grønne planet, antikviteter og en stor åben grill. Vi var heldige at få det sidste ledige bord.  

Anne Marie kastede sig over lammeskank, hjemmelavet pasta, kartofler og broccoli. Det smagte helt fantastisk!

Rasmus smagte på krydret oksekød i en champignonsauce. Generelt er østlandene og Balkan rigtig gode til svamperetter.

Vi måtte selvfølgelig også lige skåle i en raki

Vil du også finde Liburnia, så er adressen Rr. Meto Bajraktari. Og vi anbefaler selvfølgelig, at du bestiller bord.

En rigtig spændende tur til Kosovo var ved at nå sin afslutning. Næste dag tog vi bussen tilbage til Nordmakedonien, hvor vi havde et par timer, som blev brugt i centrum af Skopje, inden vi igen tog mod lufthavnen. Vi var endnu engang blevet bekræftet i, at der er masser af gode og skønne oplevelser at finde på Balkan. Vi glæder os til næste gang, vi kommer forbi regionen.

Vi håber, at vores historie fra Kosovo vakte din interesse. Måske har du lyst til at læse flere af vores historier. Du er velkommen til at kigge rundt på bloggen eller klikke på et af blogindlæggene herunder.

Læs også: Montenegro

Læs også: Kroatien

Hvis du ikke allerede synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, så håber vi, at du har lyst til at kigge forbi siden og se de billeder og blogindlæg, som vi deler. Vi er super glade for alle, som har lyst til at støtte os med et like. Næste rejse går til Athen i uge 7.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Pristina blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Efter 2 uger i gummistøvler blev det tid til lidt storbyferie. Vi havde valgt at gøre et stop i den grønne, venlige og meget moderne by Medellin. Men venlighed og imødekommenhed har langt fra altid været byens varemærke.

Medellin var tidligere en af verdens aller farligste byer på grund af bandekrige, narkokarteller og ikke mindst berømte og berygtede Pablo Escobar. Men grundet en kæmpe indsats fra den colombianske regering med politiet og militæret i spidsen samt hjælp udefra, er det lykkedes at ”generobre” byen samt gøre den til en fredelig storby med 4,5 millioner indbyggere med opland – altså fredelig efter sydamerikansk standard.

Metro og svævebaner

Vi havde valgt at bosætte os på hostelet Black Sheep, da det lå super centralt i forhold til metrostationen Poblado. Metroen er virkelig byens stolthed, og lokalbefolkningen passer rigtig godt på den – så ingen graffiti eller hærværk her.

Indtil nu er der bygget to metrolinjer samt flere svævebaner, som forbinder den meget lange og til tider ret stejle by.

Da vi ankom til Black Sheep kl. 23, var der liv og glade dage med ”umchi umchi” for fuld udblæsning! Vi kiggede lige på hinanden og overvejede et øjeblik, om vi måske var vokset fra hostelverdenen? Men da vi, efter et besøg hos vores veninde Dianas gode venner Mabel og Leon (som nu også er vores gode venner), kom hjem godt ud på natten, var festen døet ud.

Dagen efter fik vi de hyggelige og informative snakke med de andre rejsende, som vi havde eftersøgt, så vi er ikke helt blevet for gamle til at bo på hostel – endnu.

Parque Botero i centrum af Medellin

Efter en fin nats søvn og vores første varme bad i Colombia, var vi klar til at kigge nærmere på centrum af Medellin. Her ligger den meget berømte park ”Parque Botero”, hvor bysbarnet Fernando Botero har udstillet en del af hans meget karakteristiske skulpturer. Vi måtte selvfølgelig en tur forbi for at forevige os selv sammen med nogle af de fede skulpturer.

Medellin botaniske have

Vi aflagde også et besøg i byens botaniske have, hvor en stor leguan havde indtaget nogle besøgenes tæppe, til stor morskab for alle.

Det største tilløbsstykke var måske dette sprinkleranlæg uden for haven, som kunne afkøle varme sjæle – inklusiv AM.

Guidet tur til Comuna 13

En anden stor turistattraktion er Comuna 13. Et område af Medellin, som tidligere var fuldstændigt ”no-go” for andre folk end dem, der boede der samt FARC, som styrede området. Hvis vi skal sammenligne det med noget, minder det lidt om en favela som i Rio de Janeiro, på nær at her i Comuna 13 er de fleste huse bygget af mursten modsat i Rio, hvor mange af husene var flækket sammen af brædder.

Comuna 13 var tidligere nærmest uovervindeligt, da der kun er én vej ind i området. Den vej kunne nemt beskyttes af snigskytter, som var placeret højere oppe.

Mange af dem, som boede der, havde intet med konflikten imellem FARC og regeringen at gøre. De var fanget i et drama, som de ikke kunne komme ud af. De blev presset til at betale beskyttelsespenge, og de måtte se til, mens deres sønner enten blev rekrutteret af FARC, eller blev nød til at flytte (flygte) væk.

Der var derfor jubelråb og viften med hvide flag og lommetørklæder den dag, da det lykkedes politi, militær og specialstyrker at generobre området. Det tog dog yderligere et stykke tid, inden hele bydelen blev befriet fra bander og narkohandlere. En frihed, som befolkningen nu nyder godt af.

Masser af street art

Flere graffiti-tegnere har skildret vejen til frihed på væggene i Comuna 13. Nogle af dem er i dag ret berømte for deres værker og deres tegnestil.

Seje rulletrapper

Efter befrielsen af bydelen blev der lavet en undersøgelse, som viste, at størstedelen af beboerne i området var ældre mennesker. De stejle gader var et problem i forhold til deres bevægelsesfrihed, og derfor blev det besluttet, at forsyne bjergskråningen med rulletrapper. Ret smart!

Møde med selveste Bill Clinton

Så dem skulle vi selvfølgelig også ud og prøve. Og mens vi kørte rundt på dem, ja så kom selveste Bill Clinton forbi. Han var også lige ude at prøve trapperne Vi ventede lidt på, at Bill drak en kop kaffe, og så kom han op til den etage, som vi stod på. 

Han var super imødekommende over for alle og ville gerne lade sig fotografere. Og mens vi stod der, så tænkte Anne Marie, at hun da lige kunne fortælle Bill, at vi var fra Danmark. Bill begyndte straks at rose Danmark og danskerne i store vendinger. Han fortalte, at han ofte rejser til Skandinavien om sommeren og elsker både København og Stockholm. Han havde dog ikke nået forbi denne sommer.

Da vi efterfølgende fortalte vores ven og rejsefælle Martin om vores møde med den tidligere præsident, mindede han os om, at vi da også så ham for tre år siden, da vi var i den indonesiske del af Borneo. Dengang nåede vi bare ikke at tage et billede, da han susede forbi i en speedbåd. Men hvad er lige chancen for, at man møder den mand to gange i løbet af sit liv??? Og så i hver sin ende af verden. Men han må jo være interesseret i de samme steder som os.

Vi bliver rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her vil du kunne se, når vi er ude og rejse, og når vi udgiver nye blogindlæg. Du er også altid velkommen til at stille os rejserelaterede spørgsmål, som vi svarer på med glæde.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Medellin og Bill Clinton blev først udgivet på Two Danes On Tour.