Med udsigt til små 24 timer i to forskellige tog og med en margin på 20 minutter at skifte tog i kl. 02.30 et sted i Ukraine, ja så var en flyvetur, trods mellemlanding og venten, en noget mere tillokkende løsning. Lidt luksus må man vel kunne tillade sig, når man er kommet op i vores alder!

Carpat air

Så vi købte uden den store tøven to billetter på nettet med Carpat air. Selskabet blev dog hurtigt omdøbt til Krabat air – pga. den ikke overvældende service!

Turen til Lviv ville som antydet indebære et ”lille” stop i Timisuara Lufthavn i Rumænien, hvor vi skulle vente 6½ time. Men da der var Wi-Fi, gik tiden forholdsvis hurtigt. Dog undrede det os, at lufthavnen af flere omgange var fuldstændig tom – altså lige bortset fra os!

Anne Marie bliver desperat

Da Krabat air kort før boarding endnu en gang levede op til sit nye navn ved at melde om yderligere to timers forsinkelse, blev Anne Marie pludselig desperat. For der var intet sted i lufthavnen, hvor man kunne købe noget at spise. Og vi havde hverken fået morgenmad eller frokost. Med store våde hundeøjne spurgte hun securitypersonalet, om vi måtte have lov til at gå ud i afgangshallen og finde noget mad. Men det mente de ikke, der kunne blive tale om… Men jo, hvis vi kunne få en medarbejder fra ”Krabat air” til at gå med, så kunne det måske lade sig gøre.
Så gik jagten ind på en medarbejder, men de var som sunket i jorden. Til sidst lykkedes det at finde en og overtalte hende til at gå ud og tale med personalet i paskontrollen. De sagde heldigvis også ja, og så lå afgangshallen åben for os… Der var bare ingen steder, der solgte mad! Det endte med, at vi fandt to daggamle croissanter med chokolade og hver en flaske vand. Og så kunne vi lige klare to timers venten mere.

Så med to timers forsinkelse fik ”Krabat Air” gang i propellerne, og vi kom sikkert til Lviv i Ukraine.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Krabat air blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Vi har brugt de sidste par dage på at opsnuse, hvad man egentlig spiser i Moldova. Svaret er stadig noget uklart, da dette ”køkken” er et stort mix mellem Rumænien, Ukraine, Rusland, Tyrkiet og Bulgarien.

Endnu engang suppe

Men en ting er dog sikkert – suppe står i høj kurs hos de lokale.
I en lille by kom vi ind på en restaurant uden et menukort. Til alt held kunne mutter sige ”ZUPPA”, hvilket mindede os tilstrækkeligt meget om noget, vi kendte – og så fik vi også mad den dag.

Sådanne oplevelser kommer man selvfølgelig til at betale for. Den samlede regning på den håndskrevne lap for de 3 x suppe og 3 x sodavand blev 27 kr. Vi betalte 30 kroner, men så fik vi også en is med i købet!

Intet går til spilde

Hos Larisa i Tiraspol oplevede vi, hvordan man i denne del af verden får beskedne lønninger til at række langt. Her ruttes der ikke med pengene! Altså, har man først købt tomater, pålæg og brød – ja, så spiser man tomater, pålæg og brød til der ikke er mere……..
Så efter 4 ens måltider i træk – middag, aften, morgen og middag – bad Anne Marie om suppe, selvom Rasmus havde foreslået Larisa, at vi da lige kunne tage det 5. identiske måltid i træk.
Suppen blev en skøn russisk inspireret ”pelmeny” – en grøntsagssuppe med en slags russisk tortelini. Og så kunne Anne Marie lige klare en sidste tomatmad morgenen efter!

Søde sager i lange baner

Ud over de nævnte retter, så blev vi selvfølgelig på det kraftigste opfordret af vores i øvrigt fantastiske vært til at spise søde sager som chokolade, kage, tyrkisk slik, kiks og andre ting, der alle havde det til fælles, at sukkerindholdet var omkring de 100%. Vi skiftedes til at tage fra. Om morgenen var det især Rasmus, der gik om bord i chokoladen, da det var det, der lettest kunne glide ned.

Og lidt om drikkevarer

Nu hvor vi har forladt de rakia-drikkende bulgarere, de palinka og tuica-drikkende rumænere og er på vej ind i ”vodka-zonen”, så viser Moldova en helt ny side af områdets drikkekultur ved at være kendt for ”Cricovas” vine og ”Kvints” cognacs. I Moldova er det ifølge Larisa kun drankere, der drikker vodka.

Der ud over vil man på gader og stræder se både børn og voksne starte dagen med en ordentlig ”fadbamse”. Eller det var i hvert fald det, som vores canadiske venner troede, og de var imponerede! Det har imidlertid vist sig, at der er tale om den lokale drik ”Kvass”, som er en alkoholfri øllignende væske, der fremstilles af brød.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Spise med Price… i Moldova blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Når man nu i snart 4 uger har bevæget sig rundt både i og på grænsen af EU, så kan det ikke undgås, at man en gang imellem undrer sig.
Der er naturligvis kæmpe forskel på rig og fattig, og det ses især på folks boliger samt deres køretøjer.

I Moldova er forskellen især udtalt. Her ser man gamle Moskvitcher og Volgaer holde tilbage for rødt side om side med Maseratier, Rolls Royces og Aston Martins.

Men det er så, hvad det er.

Kære synsinspektør

Standarden af de gamle biler er ikke just blændende. Så man fristes til at spørge: ”Hvorfor kære synsinspektør, kunne du ikke vende det blinde øje til og lade Puntoen gå igennem syn uden at banke så hårdt på den stakkels undervogn?”
En ting er i hvert fald helt sikkert. Der bliver ikke banket lige så hårdt på bilerne herovre østpå – og måske derfor holder de længere?

Men sammen er vi stærke! Og vi har alle 3 efterhånden affundet os med, at Puntoen skulle en tur i ”pitten” – retfærdigt eller ej! Vi ved den er i gode hænder i Halsted hos Finn-mekaniker, og gensynsglæden skal nok blive stor, når Puntoen er klar til 2 år mere!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Hvorfor kære synsinspektør? blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Det der med navnet Moldova kan godt blive lidt indviklet her på disse kanter. Altså, på dansk kalder vi landet Moldova for – ja, Moldova. Rumænerne siger Republic of Moldova, da den del af Rumænien, som vi danskere kalder Moldavien, er det, de kort og godt kalder Moldova.

Det vi så kalder Moldavien bliver også kaldt Sydbucovina, og her er det så, man begynder at undre sig over, hvor Nordbucovina er – men det ligger altså i det nuværende Ukraine.

Over grænsen til Moldova

Men tilbage til landet Moldova! For vi havde godt nok hørt mange ”interessante” historier om netop dette land – og ikke mindst grænseovergangene.

For ikke nok med, at Moldova er et ukendt land for de fleste, ja så bliver forvirringen først stor, når man opdager, at der inden for det lille lands grænser, findes yderligere to lande – eller i hvert fald to selvudråbte republikker: Transnistrien og Gagauzia. Og de to ”lande” er vi ret sikre på, at de færreste har hørt om.

Og rygtet siger, at det netop er grænseovergangen til Transnistrien, som skulle volde de fleste problemer… så der besluttede vi selvfølgelig at tage hen! Men det må vi vist hellere fortælle om i et andet afsnit.

Så lad os nu begynde med begyndelsen:
Efter 2 dage i det nordlige Rumænien, hvor vi boede på et hostel ejet af den skøre fyr Ciprian, tog vi videre til Moldova. Ciprian ville – mod betaling – køre os og en schweizer Jürg over floden PRUT (til stor morskab for Rasmus) til Moldovas hovedstad Chisinau.

Cricova vine

Sammen med Jürg, ville vi dagen efter se en af Moldovas største turistattraktioner: Cricova. En vinproducent, som har 120 km underjordiske vinkældre og en af verdens største samlinger af vin – med over en million flasker. Bl.a. en samling af Hermann Görings vine.

Vi bookede en tur gennem det hostel, vi boede på – dog kun for at få at vide næste morgen, at der ikke var flere pladser på rundturene den dag! Men det lod vi os naturligvis ikke slå ud af.

Af sted på egen hånd

Så af sted mod busstationen, hvor det viste sig at være lidt sværere at finde den rigtige bus end først antaget. Men en ting var at komme på bussen – noget helt andet var at komme af det rigtige sted! Vi fik hele forenden af bussen til at skændes om, hvor det mon var, vi gerne ville af. Så efter at have stået af og på den samme bus tre gange, kom vi ved hjælp af ”billet-mutter” af det rigtige sted.

En låst dør

Efter en god gåtur nåede vi frem til Cricova – og en låst dør! Men nu var vi jo taget af sted, så vi gav stadig ikke så let op. Efter en 10 minutters tid låste en dame op til kontoret. Hun undrede sig noget over, hvad vi lavede der, når vi ikke havde en reservation og ja, alt var rigtig nok optaget… men hvis vi kunne vente 1½ time, så kunne hun putte os på en engelsksproget tur. Vi gik op til den nærliggende landsby og spiste frokost og kom fortrøstningsfulde tilbage – til en lukket dør.

Efter endnu mere venten kom der en ung pige, som talte engelsk. Problemet var nu, at vi jo ikke havde nogen bil, og at vi derfor ikke sådan lige kunne komme ned i vinkælderen, da det kun var muligt i et køretøj. Et par telefonopringninger blev foretaget og pludselig spurgte den unge pige: ”Er I danskere?” Øh, ja det er vi da, men hvor vidste hun det fra?

Det viste sig, at pigen, som hed Olga, var ven med Ciprian, og da de manglede et køretøj, havde hun ringet til ham, for at høre om han var i nærheden. Han havde straks spurgt: ”Er den ene høj og har briller?” og havde derved kun kunnet gætte på, at vi kunne være skøre nok til at tage derud selv med offentlig transport.

Ting løser sig

Ciprian ville være fremme om 15 min. sammen med to canadiere, som vi også tidligere havde mødt i Suceava, og som nu var på vej til Chisinau. Derved lykkedes det til sidst at komme på vintur. Dog var der et sæde for lidt i bilen, så Rasmus måtte sidde på gulvet.

Orheiul Vechi

Nu da vi havde bil og chauffør, kørte vi også til Moldovas anden store turistattraktion klosteret Orheiul Vechi. 

Det er et grotte-kloster gravet ind i kalkstensklipper, hvor der igen lever munke under jorden, som der gjorde i 1200-tallet.

Vi sagde endnu engang farvel til Ciprian – og regnede med aldrig at se ham igen! (fortsættelse følger – selvfølgelig)

Moderne tider

PS. Selv om Moldova er et af Europas fattigste lande, så er de helt fremme på beatet når det gælder internet. Der er gratis Wi-Fi i alle parker i Chisinau og flere steder er der endda stikkontakter, så man ikke løber tør for strøm. Se det er borgerservice!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Republikken Moldova blev først udgivet på Two Danes On Tour.