En større undersøgelse sættes i gang

Jeg har nemlig besluttet mig for at rejse til den østlige by Karakol i Kirgisistan, og så er det en kæmpe omvej at skulle over Bishkek. 

På Almaty Backpackers, hvor jeg har bosat mig, spørger jeg derfor ALLE rejsende, jeg møder, hvor de netop kommer fra, og hvor de er på vej hen.

Mest interessant er det for mig med en franskmand og en schweizer. De er begge kommet over grænsen ved Kegen. Eneste problem er, at de kører på henholdsvis cykel og på motorcykel, så de har ikke været afhængige af offentlig transport. Men de fortæller, at selve grænseovergangen er uproblematisk på trods af dens ringe størrelse.  

Jeg spørger også ud i diverse internationale rejsefora på Facebook, men får hver gang samme svar: Der er ingen offentlig transport mellem Almaty og grænseovergangen Kegen. Og heller ikke på den kirgisiske side fra grænsen og til byen Karakol. Men det skal selvfølgelig ikke stoppe mig

Den store planlægning

Efter den megen snak med folk på hostelet, kigger jeg på et kort over området og lægger derefter tre planer:

Plan A

Drømmescenariet er at finde en bus til Kegen, gå over grænsen og tomle det sidste stykke (ca. 2 timer) til Karakol. Det vil blive en lang dag, men nok ikke umuligt. Ellers må jeg overnatte et sted undervejs.

Plan B

En kvinde har i et rejseforum skrevet til mig, at hun har krydset grænsen lige nord for den kirgisiske by Cholpon Ata. Det er selvfølgelig også en mulighed, men så skal jeg selv finde transport fra Almaty og til grænsen, og fra grænsen og til Chopon Ata. Derudover skal jeg med bus fra Chopon Ata og næsten en tredjedel vej rundt om Issyk-Kul lake. Tidsmæssigt er det måske det samme som Plan A – men det er bare den, jeg har brændt mig varm på.

Plan C
Sidste mulighed er selvfølelig at tage bussen til Bishkek, overnatte, og tage bussen videre til Karakol den næste morgen. Det lyder langt, det lyder besværligt og det lyder (i mine ører) pisse kedeligt. Det er jo den nemme vej, som alle andre tager, men ikke nødvendigvis den sjove vej.

Aftenen før min afgang spørger jeg en medarbejder på hostelet om busser. Hun Googler sig frem til, at der burde være en bus næste dag kl. 9 fra Sayran Bus Terminal til Kegen. Den satser jeg på!

Sandhedens time

Da jeg står op næste morgen for at tage af sted, er Finlay fra England og Rory fra Holland også klar. Jeg har talt med dem dagen før, og de er åbenbart brændt varme på min idé om at tage til Kegen og videre til Karakol. 

Af flere årsager er jeg rigtig glad for, at de to har lyst til at følges med mig. For det første er det altid hyggeligt med selskab. For det andet er vi flere til at tænke tingene igennem og tage beslutninger. For det tredje er jeg ikke alene, hvis jeg ender med at skulle tomle. For det fjerde taler de begge to lidt russisk – hvilket jeg OVERHOVEDET ikke gør!

Sayran busstation

Vi tager en taxa til Sayran busstation for 1000 tenge/15 kr. Taxachaufføren ryster på hovedet af vores forehavende, men sætter os selvfølgelig af foran busstationen, som vi har bedt om.

Indenfor finder vi et billetkontor. Damen bag skranken forklarer os via Google Translate, at der ikke kører nogle busser fra denne busstation til Kegen. Vi kan prøve en anden busstation, som jeg aldrig rigtig finder ud af, hvad hedder, eller hvor ligger.

Nå, så står vi der tre mand høj og ved ikke rigtig, hvad vi skal. Vi overvejer at finde en bybus til den anden busstation, men hvis bussen til Kegen kører kl. 9, så kan vi dårligt nå det.

Finlay og Rory begynder at tale med nogle forskellige taxachauffører. Den ene tilbyder at køre os til Kegen for 40.000 tenge – næsten 600 kr. Det er godt nok mange penge, men vi er jo tre til at betale og det er en køretur på godt 3,5 time. Samtidig har vi mulighed for at stoppe undervejs og tage billeder. Af mangel på gode alternativer, beslutter vi os for denne løsning.

En vild taxatur

Vores chauffør Beka er en munter fyr, som tager kørerturen som en dagsudflugt. Så når vi står ud af bilen for at tage billeder, så gør han det samme. 

Hans kørsel er dog lidt interessant. Han ryger smøger ud af vinduet samtidig med at han betjener Google Translate på mobiltelefonen. Når han nu har fået tre udlændige i bilen, skal han da vide noget om vores liv i Europa.

Der er sikkerhedsseler i bilen – der er bare ikke noget at klikke dem fast i. Så når vi ser politiet, tager vi alle selerne over skulderen og lader som om, at alt er i den skønneste orden.

Og så er der også lidt med hastigheden! På motorvejen er fartgrænsen 120 km/t, men Beka sniger den op over 160, mens han ligger HELT oppe i røven på de forankørende biler. Og i en 50 km zone på frygtelig hullet vej, kører han 120 km/t som det mest naturlige. 

På et tidspunkt kommer en lastbil med et kæmpe læs hø lige imod os og fylder næsten begge vejbaner. Beka klarer dog at bremse ned og køre lidt ud i rabatten i sidste øjeblik, så vi ikke får halmballerne på skødet. Puha, det var tæt på!

Smukke landskaber 

Undervejs stopper vi bl.a. ved et mindesmærke for Den store fædrelandskrig (2. Verdenskrig). Beka holder også ved et fint udsigtspunkt, hvor man kan se det smukke landskab her i det østlige Kasakhstan.

Men det fineste sted er nu Charyn Canyon. Jeg ved, at der laves mange ture hertil fra Almaty, og jeg er sikker på, at det er et smukt sted at vandre. Vi tager bare et par billeder og er hurtigt videre.

Gæret hoppemælk – nej tak!

Beka synes også, at vi skal have fornøjelsen af at smage gæret hoppemælk. Finlay er straks med på ideen og drikker det med stor velbehag. Rory hopper også med på vognen, men jeg holder mig fuldstændig fra de våde varer.

Jeg har hørt alt for mange historier om folk, som har fået rigtig dårlig mave efter at have drukket denne skumle drik. Sådan gider jeg ikke at begynde mit kirgisiske eventyr.

I stedet lister jeg lidt rundt blandt de små boder og tager dette skønne billede af en ældre mand, som stolt viser mælken frem i tønden.

Her sælger de også honning samt de berømte – eller berygtede utrolig salte ostekugler, som man skal passe på, at man ikke brækker tænderne på. 

Da vi når til Kegen by, er der stadig 26 km til grænsen. Beka indvilger i at køre os hele vejen, mod at han får yderligere 6000 tenge/90 kr. Vi siger ja af mangel på gode alternativer. Og vi har det også rigtig sjovt i bilen og ønsker ikke, at denne køretur allerede skal ende.

Kegen border

Da vi når frem til grænsen, skal vi først stemples ud af Kasakhstan. Det forløber helt uden problemer. Derefter skal vores bagage scannes ligesom i en lufthavn. Maskinen er dog imidlertid i stykker, så vi sidder på en bænk og venter et lille kvarters tid, mens det begynder at småregne. Men stemningen er god og vi kan kigge lidt på, hvor få biler der faktisk passerer grænsen.

Pludselig går det op for os, at Beka og hans bil er på vej til Kirgisistan?! 

Til sidst bliver vi stemplet ind i Kirgisistan. Som europæer skal vi ikke bruge visum til hverken Kasakhstan eller Kirgisistan, så på den måde er dette en nem og “smertefri” region at rejse i.

Beka står på den anden side og tager imod os med et Velkommen til Kirgisistan og et stort smil

Han vil gerne lave en aftale med os om en pris til Karakol. Vi forhandler lidt frem og tilbage og ender på en samlet pris fra Almaty til Karakol på 65.000 tenge/ca. 950 kr. fordelt mellem tre personer. Det kunne vi selvfølgelig have gjort meget billigere, hvis vi havde tomlet. Men det er sjældent nemt at tomle tre. Og vi har haft en fantastisk sjov og begivenhedsrig dag sammen med Beka.

Velkommen til Kirgisistan

Jeg elsker jo at krydse landegrænser – og grænsen mellem Kasakhstan og Kirgisistan ingen undtagelse. Her i det østlige Kirgisistan er der pludselig meget grønt med mange nåletræer. Og vi ser også mange flere heste, end vi gjorde i Kasakhstan. 

Efter godt 7 timers kørsel, når vi frem til Duet hostel i Karakol. Vi vil gerne byde Beka på mad, men han må hurtigt tilbage inden grænsen lukker – og han har jo en køretur på ca. 7 timer tilbage til Almaty. Så det bliver kun til en hurtig afsked. 

En dag, som jeg troede ville byde på en lang tur alene fra Almaty til Karakol, tog pludselig en helt uventet drejning og blev i stedet et festligt indslag sammen med mine to nye rejsekammerater og en vild taxachauffør. Men heldet følger jo de tossede, som man plejer at sige.

Læs også om: Iran

Læs også om: Albanien

Jeg bliver glad, hvis du vil følge med på sociale medier:

Facebook: Two Danes On Tour

Instagram: @twodanesontour

Glade rejsehilsner
Anne Marie

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Fra Kasakhstan til Kirgisistan blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Jeg ankommer med fly kl. 5 om morgenen, og efter en nat i et flysæde, kæmper jeg med jetlag de første par dage. Alligevel begiver jeg mig ud for at se nærmere på Almaty.

Byen har omkring 2 millioner indbyggere, men er ikke længere Kasakhstans hovedstad. Den blev flyttet til Astana i 1997. Byen virker grøn og venlig med mange parker og vejtræer, som giver skygge om sommeren, hvor solen kan være ubarmhjertig. 

Meget af tiden går jeg bare rundt. Men jeg finder dog også snart ud af at tage metroen, som indtil videre har én linje med 11 stop. Det koster 100 tenge/1,5 kr. pr. tur og der er dejlig aircon i togvognene. 

Central State Museum

Der er flere museer i Almaty, men jeg vælger kun at besøge Central State Museum of the Republic of Kazakhstan, som jeg får anbefalet af et ungt par, som jeg møder på en restaurant.

Museet er i mine øjne lidt af en rodebutik i flere etager. Det indeholder masser af malerier, lidt våben fra både stenalderen, middelalderen og sjovjet-tiden, forskellige nationaldragter – også fra bl.a. Tyskland og Polen, fossiler, udstoppede dyr, en lille udstilling om Kasakhstans rumeventyr og meget, meget mere.

Bygningen er til gengæld rigtig flot. Entreen koster 500 tenge/7,50 kr, så der kan alle vist være med. 

Også indvendigt er der flot med en fin kuppel i loftet, som giver et dejligt ovenlys til forhallen. 

Park of the 28 Guardsmen

Centralt i Almaty ligger Park of the 28 Guardsmen også kaldet Panfilov Park. Det er et sted, som de fleste turister kommer forbi på et eller andet tidspunkt.

Parken er opkaldt efter 28 soldater fra Almatys infanteri, som mistede livet under 2. Verdenskrig, da de kæmpede mod nazisterne udenfor Moskva i 1941.  

Hvis det er muligt, bør man gå ind i parken af den østlige indgang. Den er stor og pompøs med et kæmpe indgangsparti.

Her brænder den evige flamme foran et stort monument til ære for både ofrene for borgerkrigen i 1917-20, samt ofrene for Den Store Fædrelandskrig 1941-45. (Sådan kaldes 2. Verdenskrig i det tidligere Sovjetunionen.)

Men parken er især kendt for sin smukke og meget farverige Holy Ascension Cathedral – måske den eneste rigtige, store turistattraktion i Almaty.

Katedralen er bygget i 1904 under zartidens Rusland udelukkende af træ – inklusiv “sømmene”. Under soviet-tiden, hvor religion var forbudt, blev kirken brugt som museum og koncertsal. Men i 1995 blev den igen bragt tilbage til sin oprindelse: en russisk ortodoks kirke.  

Det er gratis at gå indenfor i katedralen. Og skulle du som kvinde have glemt et tørklæde, kan du låne et lige inden for døren. 

Green Bazar

Tæt på parken ligger den store Green Bazar, som faldbyder alt i hestekød, grøntsager, frisk og tørret frugt, friskpresset juice, krydderier og meget, meget mere. Selvom du måske ikke har brug for de store indkøb, så kan det stadig være interessant at gå en tur i den store hal.

Ved de fire søjler i midten kan man gå op til forskellige restauranter og caféer og nyde udsigten udover det store marked.

Jeg fik morgenmad bestående af suppe, kød og en kæmpe kartoffel samt te for omkring 20 kr.

Kök Töbe

Ikke så langt fra metrostationen Abay, kan man tage en kabelbane til det meget turistede udsigtspunkt Kök Töbe. Prisen er 5000 tenge/75 kr. for en retur. Vil du spare penge, er det muligt at tage en bus til toppen. 

Det er et sandt Tivoli, og et hvert barns drøm at komme op på toppen (og de fleste voksnes mareridt). Her er masser af restauranter, skydetelte, gynger, rutsjebaner, klatrevæg og en lille zoo med dyr i alt for små bure.

Alt det hurlumhej er ikke lige noget for mig, men turen i kabelbanen og udsigten over Almaty fra toppen, er fin. 

Af en eller anden uforklarlig grund, findes der også en statue af de fire medlemmer af The Beatles – selvom de aldrig nogen siden har besøgt Kasakhstan. Det er vist noget med, at en lokal mand, som var stor fan af The Beatles har betalt for at få statuen placeret her. Og det skulle efter sigende være den eneste statue i verden hvor alle fire medlemmer er samlet – hvis det skulle have din interesse. 

Almaty Backpacers

Mens jeg er i Almaty bor jeg på Almaty Backpackers – et klassisk hostel med køjesenge i sovesale og fælles bad og toilet.

Det er ikke altid min foretrukne boform, men det er rigtig fint, hvis man hurtigt vil lære andre rejsende at kende og evt. dele rejseanbefalinger, ture i området eller et måltid mad. Og således får jeg præcis det, jeg kommer efter.  

Og skulle du begynde eller ende en tur gennem Centralasien, så er Almaty en fin by til formålet. Du flyver nemt hertil med bl.a. Pegasus Airlines over Istanbul.

Fra byen er der masser af muligheder for at komme på tur til de omkringliggende bjerge og smukke kløfter. Jeg valgte dog ikke at tage nogle af disse ture, da de fleste er ret dyre, og jeg i stedet ville videre til Kirgisistan.

Har du lyst til at følge mine Centralasiatiske eventyr, så foregår det lige nu på Facebook: Two Danes On Tour og på Instagram @twodanesontour – og der er meget mere i vente!

Glade rejsehilsner
Anne Marie

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Almaty, Kasakhstan blev først udgivet på Two Danes On Tour.