Nogle gange overgår fantasien virkeligheden – og nogle gange får man en invitation som sendt fra himlen.

En invitation man ikke kan takke nej til

På vej hjem fra markedsdag i Arslanbob møder jeg tilfældigt Hayat, min guide fra dagen før og lederen af det lokale turistkontor. Vi hyggesnakker der lige midt på vejen, og da hans svoger går forbi med et får i snor, bliver jeg inviteret til datterens bryllupsfest dagen efter. Wauw! Et bryllup i Kirgisistan vil jeg virkelig gerne opleve.

Jeg har egentligt besluttet at rejse videre til byen Osh dagen efter, men på 10 sekunder laver jeg mine planer om. Det haster jo ikke med at rejse videre. Og jeg vil VIRKELIG gerne opleve et lokalt bryllup.

Ala kachuu – kidnapning af bruden

Kirgisistan er berømt og berygtet for den gamle bryllupstradition ala kachuu, hvor gommen stjæler sin brud. Denne tradition har åbenbart fået en opblomstring igen efter Sovjetunionens sammenbrud og Kirgisistans selvstændighed. 

Hvad jeg har kunne læse mig frem til på internettet, praktiseres det stadigvæk. Og der står ligefrem, at 1/3 af kirgisiske ægteskaber indgås mod brudens vilje!!! Det lyder meget voldsomt, så jeg er spændt på, hvad jeg skal være vidne til dagen efter.   

Til stor bryllupsfest

Hayat og hans kone, datter og to børnebørn henter mig i taxa ved 9-tiden om morgenen. De har en kage med i bilen, som er en del af gaven til brylluppet.

Vi stopper kort i bazaaren, hvor damerne shopper de sidste gaver til brylluppet. En svigerinde støder til, og vi kører nu ud i en afkrog af Arslanbob, hvor jeg ikke har været før.

Hayats kone sætter ærmet op i kagen i et ubemærket øjeblik. Pyt, hun griner bare og slikker karamel af kjolen. Jeg er ikke sikker på, at mange danske kvinder på vej til bryllupsfest havde taget det lige så afslappet…

Hayat fortæller, at der i dag er to bryllupper i byen – og derved fire fester – en hos hver af de fire sæt forældre/svigerforældre. Vi er på vej til den ene bruds forældre, som i dag holder farvelfest for deres datter i deres hjem.

Selvom jeg befinder mig i Kirgisistan, så er de fleste mennesker i Arslanbob af usbekisk herkomst. Så det er faktisk et usbekisk og ikke kirgisisk bryllup, jeg skal til. Hvad det har af betydning for bryllupstraditionerne finder jeg aldrig ud af.  

Ankomst til brylluppet

Ude i haven bliver vi først mødt af en dreng med et vaskefad og en fin kande. Alle vasker deres hænder, inden de går ind til festen (hvilket vist er meget heldigt, da vi skal spise med fingrene af de samme fade med mad).

Jeg har i går rådført mig med Hayat for at høre, om jeg skal købe en gave eller komme med penge. Han forstår det sidste. Jeg har ingen idé om beløbets størrelse, men Hayat foreslår mellem 200 og 500 som (mellem 15 og 40 kr.). Jeg giver 40 kr. til brudens far, og jeg er ikke i tvivl om, at de falder i god jord! Jeg får et kæmpe smil tilbage.

Alle mændene sidder bænket i haven og spiser. Jeg følger i første omgang efter Hayat, men på en pæn måde beder han mig om at gå med kvinderne ind i huset. Jeg havde slet ikke tænkt over, at man selvfølgelig her er opdelt i mænd og kvinder til festen.

Kvinderne viser mig ind i huset, hvor der er dækket op på gulvet i et værelse med madrasser og puder. Maden er anrettet flot på en plastikdug, og det ser meget indbydende ud. 

Et overdådigt måltid

Før vi spiser, beder kvinderne en lille bøn ved at holde hænderne frem foran brystet og til sidst føre håndfladerne ned over ansigtet. Dette gentages, hver gang der kommer nye spisende gæster til. Jeg synes, at det er en fin gestus, så jeg deltager, så godt jeg kan.

Først bliver jeg budt en klar suppe med dild og løg. Deri putter man små brødstykker, som brækkes af de smukke runde brød. Der er ingen skeer, så suppen drikkes af skålen og brødet fisket op af den varme suppe med fingrene.

Da jeg skal på toilettet, finder jeg ud af, at det rum, som jeg sidder i, kun er ét ud af tre. Jeg bliver vist ind i det “officielle” rum, som er til gommen og hans mandlige familiemedlemmer og venner, når de ankommer til festen senere. Hold op et bord! Og med store lammekøller i midten. Det ser helt fantastisk ud.

Gommen ankommer til bryllupsfesten

Klokken 13 kommer Hayat og siger farvel. Der er kunder i bixen, så han kan ikke blive længere. Nu gik min livline og den eneste til festen, som kan tale engelsk. Men jeg beslutter at blive, og se hvad der sker. Jeg må finde hjem på et tidspunkt.

I går aftes har jeg selvfølgelig tænkt over, hvad jeg skal eller kan tage på af tøj til et usbekisk bryllup. Af gode grunde har jeg jo ingen gallakjole med.

Det ender med lange løstsiddende bukser og en tunika med lange ærmer, som går ned over numsen. Den brugte jeg flittigt, da jeg var i Iran, og jeg er meget tilfreds med mit valg ud fra mine valgmuligheder i rygsækken, som er rimelig begrænsede.

I sidste øjeblik beslutter jeg at lade tørklædet blive hjemme. Jeg er jo turisten. Det går også fint de mange først timer, men da gommen og hans følge er på vej, finder kvinderne et tørklæde, som de binder om mit hoved. Nu kan jeg ikke længere være uanstændigt klædt.

Gommen kommer ind i huset med hele sit følge. De tager alle sammen skoene af på trappen, som alle andre bryllupsgæster. Derefter sætter de sig ved det overdådige måltid. 

Kvinder har ingen adgang, men jeg får en fyr til at tage et billede med min telefon.

Omkring kl. 17 ser jeg bruden for første gang. Jeg har flere gange spekuleret på, hvor hun mon er hende, men hun har åbenbart opholdt sig i et andet rum i huset.

Bruden sidder tildækket på gulvet med de nærmeste veninder og søstre omkring sig og græder. Nu er det blevet tid til at forlade hendes barndomshjem, og hendes far og et par andre mænd holder en lille ceremoni foran hende.

Jeg kan fornemme på de andre gæster, at det der med at græde, er en del af traditionen, og jeg skal ikke tage det så tungt. Men jeg har selvfølgelig hele tiden kidnapning af bruden i baghovedet.

Anden del af bryllupsfesten

Lige pludselig er der opbrud i selskabet, og alle som har lyst, kører nu med til den næste del af bryllupsfesten, som foregår hos gommens familie. Jeg følges med Hayats datter og svigerdatter, og de tager sig rigtig godt af mig.

Da vi kommer over til gommens familie får jeg endelig lov til at se brudens ansigt for første gang. Hun stråler og er tydelig stolt, og vil gerne fotograferes sammen med mig og alle de andre børn og kvinder, som kommer forbi for at få et glimt af hende.

Denne gang kommer jeg til at  sidde i samme rum som bruden og alle de unge kvinder. Igen er der masser af mad – jeg har nu spist i 8 timer i træk… Men jeg skal da lige have brød med yoghurt, kød og kartofler samt et kæmpe stykke bryllupskage at slutte dagen af på.

Omkring kl. 19.30 begiver jeg mig hjem til mit homestay sammen med Hayats familie. Det er vist første gang, at jeg er gået hjem fra et bryllup 100% ædru.

Det har været helt fantastisk og næsten ubeskriveligt at få lov til at deltage i et bryllup i Kirgisistan. Det er en af de oplevelser, som man bare må sige ja tak til, når de byder sig.

Kommer du til Arslanbob, så anbefaler jeg at du tager kontakt til Hayat på CBT’s kontor. Du kan skrive til ham på forhånd via Whatsapp +996 777 342 476 eller stikke hovedet ind på kontoret, som ligger tæt på bazaaren. 

Har du lyst til at følge mine rejser på sociale medier, så er du meget velkommen til at følge med på Facebook: Two Danes On Tour og Instagram @twodanesontour

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Til bryllup i Arslanbob blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Et stop i Toktugul

For at bryde turen lidt op, beslutter jeg at lave et stop på vejen til Arslanbob. Fra Bishkek tager jeg en marshrutka (minibus) fem timer til Toktugul. Her overnatter jeg to dage på Guesthouse Rahat. 

Det er udmærket uden at være prangende. Dog er det hyggeligt at sidde i blomsterhaven om eftermiddagen. 

Efter første nat går jeg en lang og varm tur ned til det store vandreservoir, som ligger ca. 5 km fra byen.

Jeg er lige ved at få hedeslag på hjemturen. Derfor beslutter jeg mig for at tomle tilbage til Toktugul og kommer op og køre med to forskellige biler.

Først to mænd og en lille pige, og derefter tre mænd. Flinke alle sammen på trods af, at chaufføren i den sidste bil virker meget fuld og kysser mig på hånden og siger “I love you mass”, da jeg stiger ud af bilen. Ellers tak! Godt jeg ikke skulle køre med så langt.

På vej til Arslanbob

Da jeg vil videre til Arslanbob, går jeg ned til markedet i Toktugul for at finde en bus. Men enten er jeg det falske sted, eller også er jeg kommet på det forkerte tidspunkt. Jeg får i hvert fald at vide, at der ikke er en bus før næste morgen kl. 6.

Det kan (eller vil) jeg ikke vente på, så det ender med, at jeg betaler en taxachauffør for at køre mig de 5 timer til Arslanbob.

Undervejs får jeg chaufføren til at stoppe, så jeg kan tage et par fotos af det smukke og fascinerende landskab. 

Min chauffør Akyl taler kun russisk og kører ind indimellem som død og helvede. Når vi møder hyrder med køer eller får, stikker han sin hættetrøje ud af vinduet og svinger den vildt rundt for at få dyrene til at flytte sig – med varierende succes.

Om det er et får, som har ramt forruden, melder historien ikke noget om…

Da vi nærmer os Arslanbob bliver Akyl pludselig snakkesalig via Google translate. Og inden jeg ved af det, har han tilbudt at gifte sig med mig. Jeg kan ikke sige meget på russisk, men godt at jeg i det mindste kan sige NIET!  

Fantastisk oplevelse med homestay i Arslanbob

Dagen før min ankomst til Arslanbob, har jeg gennem den lokale afdeling af turistorganisationen CBT arrangeret at bo på et homestay hos en familie i byen.

I Arslanbob bliver jeg på torvet mødt af en ung dreng, som følger mig til hans families hus. Det viser sig, at jeg skal bo hos den sødeste familie bestående af mor, far, to drenge og to piger samt en bedstefar. Der er to huse på matriklen, og jeg får det ene helt for mig selv med spisestue og soveværelse – og flere andre værelser uden møbler i, da man jo hovedsageligt sidder på gulvet.

Toilettet findes i et skur i haven, og er et almindeligt vestligt toilet. Badet finder jeg først efter to dage. Det er i en udbygning på det ene hus, men vandtrykket er så ringe, så mens jeg er i Arslanbob, formår jeg ikke at vaske mit hår.  

Familien bruger et udekøkken ved siden af stalden her i sommermånederne. Det er sjovt at følge med i, hvad der er i gryderne om aftenen, når hele familien samles til madlavning under åben himmel.

Jeg lægger hurtigt mærke til, at alle i familien hjælper til med det, de kan. Både de store skoledrenge, og den største af pigerne på 5 år. Selv bedstefar er sat i sving med at lave te og servere snacks for mig. 

Jeg kan desværre ikke snakke meget med familien, da de ikke taler engelsk, men med Google translate og tegnsprog går det fint. Jeg er virkelig glad og taknemmelig for at få muligheden for at bo hos denne skønne familie. Prisen er 1300 som/100 kr. for overnatning og morgenmad. Aftensmad koster 400 som/30 kr. oveni. 

CBT

Hvis jeg har brug for hjælp til noget eller trænger til at tale engelsk, kan jeg henvende mig til Hayat på CBT-kontoret, som ligger centralt i byen. Han er en sød, ældre mand, som taler utrolig godt engelsk. 

Hayat kan hjælpe med homestays, bustider, guidede vandreture i området – og tilmed skiture om vinteren. Han fortæller mig, at man går op ad bjerget med skiene på i ca. 4 timer og kører ned igen på et øjeblik. 

Hvis du kommer til Arslanbob og vil kontakte Hayat via Whatsapp, så er hans nummer +996 777 342 476

Vandretur omkring Arslanbob

På min anden dag i byen beslutter jeg at booke en vandretur til områdets to vandfald og den store valnøddeskov. Jeg kunne sikkert sagtens have gået turen selv uden guide, men det er dejligt at have en at følges med, som kan fortælle mig om området. 

Hayat henter mig i taxa, som kører os til vores startsted ved foden af Big waterfall. Man kan selvfølgelig sagtens gå dertil, men vi skærer lige 5 ret uinteressante kilometer af turen, ved at blive kørt.

Vi begynder turen med den ret stejle opstigning til det 130 meter høje vandfald.

Der løber ikke meget vand ned her om efteråret, men udsigten fra toppen over dalen og Arslanbob er flot. Faktisk føles byen ikke særlig stor, når man går rundt i den, men her bor alligevel omkring 15.000 mennesker, som hovedsageligt lever af landbrug og turisme.

Over os rejser Ferganabjergene sig med den højeste top på 4427 meter. Nogle morgener er der sne på bjergtoppene, andre dage er de indhyllet i skyer.  

Nede for foden af vandfaldet igen begynder vi gåturen tilbage mod byen. Det er hyggeligt, det er smukt og det er landligt.

Vi går på stier og grusveje og gennem marker og små boligområder. Hayat ser ud til at kende alle, så vi stopper mange gange og hilser på folk, og børn råber Hello. 

Verdens største valnøddeskov

Vi når til Arslanbobs stolthed: Verdens største valnøddeskov på 600.000 hektarer. Nogle af træerne er flere hundrede år gamle.

Legenden fortæller, at Profeten Muhammed bad en mand om at finde paradis på jord. Efter han havde søgt længe, fandt han en smuk dal. Der var kun ét problem: Der var ingen træer. Profeten sendte ham en stor sæk med frugter og valnødder fra himlen. Manden kravlede op på bjerget Babash Ata, hvor han tømte sækken, og vinden spredte frugterne ud over hele dalen.

Der er i alt 11 forskellige sorter valnødder her, og det er snart høsttid. De første valnødder bliver klar i midten af september. De sidste i slutningen af oktober. Folk sætter telte op i skoven og flytter simpelthen derud, mens høsten står på. Det ville jeg gerne have oplevet, men jeg er kommet lige lidt for tidligt.

En anden historie fortæller, at Alexander den Store engang kom her forbi, og fra Arslanbob tog han de første valnødder med tilbage til Europa. Så byen har meget at være stolt af.

I skoven spiser vi vores frokost, som Hayats kone har pakket til os, inden vi begiver os op på et udsigtspunkt med panorama-udsigt over byen.

Sidste stop på turen er Small Waterfall, inden vi går ned gennem Arslanbob. På hele dagen møder jeg i alt 8 andre turister. Der er ingen tvivl om, at det allerede er off season her.

Markedsdag i Arslanbob

Onsdag er markedsdag i Arslanbob. Dyremarkedet, som ligger lidt uden for centrum begynder kl. 8.

Jeg går ned for at se det, men føler mig ikke helt tilpas ved at være der. Ingen siger eller gør noget ubehageligt, men det føles underligt at være den ENESTE kvinde (og tilmed turist) til denne mandsdominerede aktivitet. Havde jeg fulgtes med en, tror jeg, det havde været helt fint.

I stedet går jeg videre til markedsdag i bazaaren. Der er et leben af mennesker og nok at kigge på. Frugt og grøntsager, store sække med løg og kartofler, værktøj, tekander og tøj i store bunker. Mange af boderne er store stykker plastik direkte på jorden.

Folk fra nærliggende landsbyer kommer hertil for at handle. Dalen er, udover valnødder, kendt for sine kartofler, som tidligere blev eksporteret i stor stil til hele Sovjetunionen.

Jeg tager et billede af en mand, som sidder bag i sin bil og ser YouTube-videoer, mens han venter på, at nogen skal komme forbi og købe løg. Jeg viser ham billedet på min telefon, og via Google oversæt fortæller han, at han hedder Nurlan og er fra Kirgisistan. Han vil gerne vide, hvor jeg kommer fra, og om jeg synes, at naturen er smuk her.

En mand ved navn Ibrahim henvender sig til mig på engelsk. Han har også et homestay og fortæller, at han har haft to hollandske gæster i nat.

Jeg sætter mig på et trappetrin med en kold cola og nyder bare at kigge på mennesker og ikke mindst deres hovedbeklædninger. Dette er virkelig et studie i hatte. Et par børn kommer hen og giver hånd og siger Hello. Det er øjeblikke som disse, som er gyldne.

En invitation, man ikke kan sige nej til

På vejen hjem møder jeg tilfældigt Hayat. Mens vi står og snakker, kommer to mænd forbi. Den ene har et får i snor. Den anden stopper op og hilser på. Hayat fortæller, at det er hans svoger, som har købt et får. Det skal slagtes til hans datters bryllup i morgen, og jeg er inviteret! Wow.

Jeg havde faktisk tænkt at tage en marshrutka til Osh i morgen, men denne chance kan jeg da ikke lade gå fra mig. Så på 10 sekunder laver jeg mine rejseplaner om. Det er jo det, denne uplanlagte og ustrukturerede rejse kan: Give plads til alle de tilbud, som måtte komme min vej. Brylluppet må I høre om i næste blogindlæg.

Se alle blogindlæg fra Kirgisistan

Følg med på sociale medier
Facebook: Two Danes On Tour

Instagram @twodanesontour

Glade rejsehilsner,
Anne Marie

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Arslanbob – en lille oase i bjergene blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Jeg har læst mig til, at Issyk-Kul Lake er:

• Den syvende dybeste sø i verden
• Den 10. største sø i verden, når man måler søens volumen
• Den anden største indsø i verden efter Det Kaspiske Hav
• Frostfri – søen bliver kaldt den varme sø og fryser aldrig til 

Karakol

Jeg og mine rejsefæller Rory fra Holland og Finlay fra England starter ud i byen Karakol, som har omkring 70.000 indbyggere og ligger ca. 15 km fra Issyk-Kul Lake.

Karakol er en blanding af traditionelle kirgisiske huse, russiske betonboligblokke og et lige vejnet efter europæisk forbillede. Kommer man lidt uden for centrum, skal man ikke forvente, at vejene er asfalterede, og bliv ikke overrasket over at se en flok høns.

De fleste kommer til Karakol for at arrangere trekkingture til de fantastiske Tian Shan-bjerge rundt om byen. Det er dog ikke min agenda i denne omgang.

Turistattraktioner i Karakol

Selve Karakol har et par enkelte attraktioner, som er værd at nævne. Den gammel ortodokse kirke The Holy Trinity Cathedral er bygget udelukkende af træ, da originalen af sten gik til under et jordskælv i 1890. Find den tæt på centrum på adressen Gagarin nr. 16. 

Dungan Mosque er ret unik, da den er opført af kinesiske muslimer for ca. 200 år siden. Moskéen er bygget i træ uden et eneste søm eller skruer og er utrolig farverig. 

Farverne på taget har forskellige betydninger. Rød er beskyttelse mod onde ånder, gul betyder rigdom og velstand, mens grøn symboliserer lykke. 

I stedet for en traditionel minaret har moskéen en blå pagode, som står rimelig skævt… 

Sidst men ikke mindst er der en Lenin-statue i Karakol, hvis man (ligesom mig) samler på selfies med sådan en. Den finder du i parken Public Garden.

Mødet med vores første kalpak

Her møder vi tilfældigt en ældre mand med en traditionel kirgisisk hat kaldet en kalpak. Den er vi selvfølgelig straks interesserede i.

Hatten bæres af drenge og mænd både til hverdag og fest. Kalpak’en er syet sammen af fire stykker hvidt filt, som skal forestille et bjerg med sne på toppen. De fire sider repræsenterer de fire elementer: jord, vand, luft og ild. På filtsiderne er der broderet fine, sorte mønstre, som hver har stor symbolik og fortæller noget om ejerens personlighed og Kirgisistans kulturarv.

Og skulle du befinde dig i Kirgisistan den 5. marts, så er det national Kalpak-dag, som er en officiel fridag. Her går alle kirgisiske mænd med respekt for sig selv stolte rundt med en hvid kalpak på hovedet dagen lang, og der er sang, dans og fest i gaderne. Det må være sjovt at være med til. 

Den ældre mand vil rigtig gerne småsludre lidt om Lenin – og vi vil meget gerne have et billede med ham og hans fine hat. Det er han heldigvis helt med på.

Duet hostel

Mens vi er i Karakol bor vi på Duet hostel, som er meget populært blandt rejsende – ikke mindst grundet deres lækre restaurant, som også serverer Baileys-milkshake, som umiskendeligt minder om min yndlingsdrink Baileys Colada. Jeg må sige, at dette faktum i sig selv kunne være grund nok til at bosætte sig her.

Men udover de lækre drinks vil jeg også fremhæve det venlige og meget hjælpsomme engelsktalende personale, den hyggelige restaurant og have, samt at det er et godt sted at møde andre rejsende.

Derudover afholdes der ca. en gang om ugen i sommerhalvåret kirgisisk aften med sang og dans, hvilket er en unik mulighed for at få et lille indblik i den lokale kultur, som ellers kan være svær at komme tæt ind på livet af. 

Denne aften lærer vi om den kirgisiske helt Manas, som oftest ses til hest. Han har skrevet det meget lange digt, som reciteres og nærmest synges på en helt speciel måde af en Manashi. Det får vi en lille forsmag på i haven på Duet Hostel. Heldigvis skal vi ikke høre det hele. Det skulle tage over 100 timer at recitere – og en Manashi kan det udenad! 

Ud over de heroiske fortællinger om Manas bedrifter indeholder digtet også fakta om kirgisiske skikke, traditionel mad og forholdet til naturen. Historierne er blevet givet videre fra generation til generation, da Kirgisistan tidligere ikke havde noget skriftsprog. Manas er således en levende historiebog og nøglen til den kirgisiske kultur. 

Nikolay Przhevalsky museum

Tæt på Issyk-Kul Lake ved landsbyen Pristan’-Przheval’sk ligger det lille Nikolay Przhevalsky museum. Du har ikke hørt om Nikolay Przhevalsky? Fortvivl ikke – det havde jeg heller ikke. Men det viser sig, at han faktisk var en ret interessant fyr.

Nikolay Przhevalsky blev født i Rusland i 1839 af polske forældre. Han var geograf og en af datidens store opdagelsesrejsende i Central- og Østasien, hvor han blandt andet besøgte Sibirien, Mongoliet og Kina.

På hans mange rejser indsamlede han ny og vigtig viden om både planter og dyr. Han beskrev flere dyrearter for første gang blandt andet Przhevalsky-hesten, Przhevalsky-gazellen og den vilde Bactrian kamel. 

Hans største mål, at rejse til den hellige by Lhasa i Tibet, nåede han desværre ikke før sin død i Karakol i 1888. Og faktisk hed byen Przhevalsk indtil 1991, da Sovjetunionen kollapsede. 

Nikolay Przhevalsky ligger begravet i museets store park. 

Jeg synes altid, at det er spændende at høre om nogle af fortidens store opdagelsesrejsende, som vi ofte kender alt for lidt til. Så måske er du også blevet klogere i dag.

Efter museumsbesøget går vi ned til Issyk-Kul Lake, hvor drengene hopper i vandet og spiller frisbee, mens jeg nyder at ligge i det lune sand langs søen. Dem som kender mig godt ved, at jeg kun bader i tropisk vand

Stranden er ikke så stor, men da vi nærmest er de eneste, gør det jo ikke så meget. Der er masser af plads her lidt uden for sæsonen.

Syd om Issyk-Kul Lake

Efter et par dage i Karakol er vi klar til at rejse videre. Igen beslutter vi at tage en taxa, da vi således kan få lov til at stoppe ved nogle af de steder, som vi rigtig gerne vil se langs søen.

Der er ingen tvivl om, at det vil være en stor fejl at tage offentlig transport uden mulighed for at opleve nogle af de fantastiske steder ved Issyk-Kul Lake. Derfor anbefaler jeg enten lejebil eller taxa på strækningen fra Karakol til Bishkek.

Vi er igen heldige med en rigtig sød chauffør. Denne gang en lidt ældre herre på 64 år, som tydeligt kan huske tiden før Sovjetunionens kollaps, hvor folk, ifølge ham, havde penge, jobs og et bedre liv. Jeg synes, at jeg har hørt den “sang” før…

Vi har en hyggelig dag i taxaen og får også oplevet rush hour Kyrgyz style tæt på, da vi skal gennem en kæmpe fåreflok.

Jeti-Öguz

Vi har bedt vores chauffør om at køre os til Jeti-Öguz – De syv tyre, som er en flot rød klippeformation i landskabet og uden tvivl en af de helt store turistattraktioner langs Issyk-Kul Lake.

Vi kører op ad en lille, stejl grusvej, så vi kan se det hele lidt fra oven. Det er virkelig et smukt syn – også selvom vejret ikke var helt med os. 

Jurij Gagarin

Da vi kommer tilbage til hovedvejen, spørger vores chauffør pludselig, om vi også vil se et mindesmærke over Yuri Gagarin – den første mand i rummet i 1961. Det kan vi da ikke sige nej til.

Vi kører til Barskoon, hvor to statuer af astronauten pludselig toner frem for foden af høje bjerge. Efter sigende skulle den første mand i rummet have besøgt dette sted, og da rumfeberen stadig rasede, blev Yuris hoved hugget ud af en stor sten. 

Hvis du ikke er den store Gagarin-fan, så er der måske ingen grund til at lægge vejen forbi, men ellers er det en udmærket lille detour på en rimelig dårlig vej.  

Fairy Tale Valley

Inden vi kører ind til Fairy Tale Valley har jeg egentlig ikke så mange forventninger. Men da jeg kravler op til et udsigtspunkt og kigger ud over området med Issyk-Kul Lake i baggrunden, bliver jeg virkelig overrasket over, hvor smukt det er.

Det er en stor canyon, hvor vind og vejr igennem årtusinder har skåret smukke formationer ud i den røde sandsten.

Området, som også bliver kaldt Skazka, er klart et besøg værd, hvis du kommer til Kirgisistan. Man kan vandre nogle virkelig flotte ture i og omkring Fairy Tale Valley.

Min første nat i yurt

Vores chauffør sætter os som aftalt af i byen Bokonbaevo. Det er som om at himlen har åbnet sine sluser, og det styrter ned. Vi skynder os derfor at løbe ind på en restaurant, hvor vi både kan få stillet vores sult og vores abstinenser for wifi. Vi har nemlig ikke på forhånd booket noget overnatning i byen.  

Vi beslutter hurtigt, at vi skal prøve at sove i yurt om natten – Centralasiens traditionelle og karakteristiske runde nomadetelte. Så vi booker en overnatning i en camp ved Issyk-Kul Lake.

Da vi kommer ud fra restauranten, er regnen stoppet, og jeg skråner over mod den første og bedste taxa. Men drengene vil det anderledes. De har med det samme spottet en gul Lada, som de drømmer om at få en tur i. Og sådan ender det med, at vi kommer kørende til vores yurt med stil. 

Yurt-campen Meiman Ordo

Jeg har ikke nogen videre forventninger til yurt-campen Meiman Ordo, andet end det sikkert er turistet. Men da det allerede er ved at være off-season her i slutningen af august, har vi nærmest det hele for os selv. De søde piger, som arbejder i Meiman Ordo, giver os derfor en stor yurt, som normalt er beregnet til seks personer kun til os tre.

Det viser sig, at der er rene og pæne toiletter og bade og en lille restaurant, som serverer et begrænset sortiment. Men både te, mad og øl kan vi da få.

Stedet har privat strand ved Issyk-Kul Lake, hvor man kan bade med en fantastisk udsigt til sneklædte bjerge i baggrunden. Og så har stedet også en varm kilde med tre bassiner, som vi selvfølgelig må prøve. Det er helt fantastisk og minder mig om Island. Den varme kilde fuldender en i forvejen fantastisk dag.

Burana Tower

Næste morgen vågner vi op til flot solskin. Jeg har sovet fint i yurten. Eneste anke er, at madrassen er meget tynd – noget jeg snart finder ud af er et gentagende problem i Centralasien, når man er ømskindet som mig. Så i løbet af natten finder jeg en ekstra dyne fra en af de andre senge og lægger mig oven på den som Prinsessen på ærten. 

Ny dag – ny taxa. I dag vil vi gerne det sidste stykke til Kirgisistans hovedstad Bishkek. Vi booker en taxa og beder vores chauffør om at gøre et stop ved Burana Tower, som er en gammel, smuk minaret tæt på byen Tokmok.

Tårnet er 24 meter højt, og har engang været del af en moske i byen Balasagun, som blev ødelagt af den mongolske hær i år 1218. Ja, faktisk mener man, at tårnet var ca. 47 meter højt, da det blev bygget. 

Man kan af en meget smal og stejl trappe kravle til toppen, hvor der er en fin udsigt.

Jeg anbefaler dog ikke dette til folk, som enten har højdeskræk eller er bange for små rum. For der er virkelig snævert i den lille gang, og det er helt umuligt at passere hinanden to mennesker. Så må den ene bakke. 

Omkring Burana Tower

Tæt ved tårnet er der en stor bunke jord. Det ligner ikke noget særligt, men hvis du kravler op på bakken, kan du kigge ned i et gammelt slot eller citadel, som har ligget her ved moskeen. 

Her er også et stort område fyldt med gamle stenskulpturer, kaldet balbals. Stenskulpturerne er fundet over hele Kirgisistan og samlet her til udstilling. 

Balbals er skåret ud som mennesker – især mænd, og man mener, at de første balbals blev lavet som fjender, man havde dræbt. Senere gik man over til at lave balbals af ens afdøde slægtninge. Man mente, at personen kunne leve videre i op til et år i en balbal, så derfor blev stenfiguren opbevaret i yurten, indtil den blev sat på gravstedet. 

Ved Burana Tower der der også et lille museum, hvor man kan se andre fund fra området og et interessant billede af tårnet, inden det blev restaureret i 1970’erne. 

Der er ingen tvivl om, at der er masser at se og opleve langs den sydlige kyst af Issyk-Kul Lake – også meget mere end vi nåede. Jeg har læst, at den nordlige kyst er meget mere udviklet med store turistresorts – men til gengæld også bedre og asfalteret vej. Der har sydsiden stadig en del at ønske. 

Hvis du har været ved Issyk-Kul Lake, så smid gerne en kommentar om dine oplevelser langs søen.

Jeg rejser i øjeblikket rundt i Pakistan og Indien, så hvis du har lyst til at følge med i det eventyr, så foregår det lige nu på Facebook: Two Danes On Tour og Instagram @twodanesontour

Glade rejsehilsner
Anne Marie

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Syd om Issyk-Kul Lake blev først udgivet på Two Danes On Tour.

En større undersøgelse sættes i gang

Jeg har nemlig besluttet mig for at rejse til den østlige by Karakol i Kirgisistan, og så er det en kæmpe omvej at skulle over Bishkek. 

På Almaty Backpackers, hvor jeg har bosat mig, spørger jeg derfor ALLE rejsende, jeg møder, hvor de netop kommer fra, og hvor de er på vej hen.

Mest interessant er det for mig med en franskmand og en schweizer. De er begge kommet over grænsen ved Kegen. Eneste problem er, at de kører på henholdsvis cykel og på motorcykel, så de har ikke været afhængige af offentlig transport. Men de fortæller, at selve grænseovergangen er uproblematisk på trods af dens ringe størrelse.  

Jeg spørger også ud i diverse internationale rejsefora på Facebook, men får hver gang samme svar: Der er ingen offentlig transport mellem Almaty og grænseovergangen Kegen. Og heller ikke på den kirgisiske side fra grænsen og til byen Karakol. Men det skal selvfølgelig ikke stoppe mig

Den store planlægning

Efter den megen snak med folk på hostelet, kigger jeg på et kort over området og lægger derefter tre planer:

Plan A

Drømmescenariet er at finde en bus til Kegen, gå over grænsen og tomle det sidste stykke (ca. 2 timer) til Karakol. Det vil blive en lang dag, men nok ikke umuligt. Ellers må jeg overnatte et sted undervejs.

Plan B

En kvinde har i et rejseforum skrevet til mig, at hun har krydset grænsen lige nord for den kirgisiske by Cholpon Ata. Det er selvfølgelig også en mulighed, men så skal jeg selv finde transport fra Almaty og til grænsen, og fra grænsen og til Chopon Ata. Derudover skal jeg med bus fra Chopon Ata og næsten en tredjedel vej rundt om Issyk-Kul lake. Tidsmæssigt er det måske det samme som Plan A – men det er bare den, jeg har brændt mig varm på.

Plan C
Sidste mulighed er selvfølelig at tage bussen til Bishkek, overnatte, og tage bussen videre til Karakol den næste morgen. Det lyder langt, det lyder besværligt og det lyder (i mine ører) pisse kedeligt. Det er jo den nemme vej, som alle andre tager, men ikke nødvendigvis den sjove vej.

Aftenen før min afgang spørger jeg en medarbejder på hostelet om busser. Hun Googler sig frem til, at der burde være en bus næste dag kl. 9 fra Sayran Bus Terminal til Kegen. Den satser jeg på!

Sandhedens time

Da jeg står op næste morgen for at tage af sted, er Finlay fra England og Rory fra Holland også klar. Jeg har talt med dem dagen før, og de er åbenbart brændt varme på min idé om at tage til Kegen og videre til Karakol. 

Af flere årsager er jeg rigtig glad for, at de to har lyst til at følges med mig. For det første er det altid hyggeligt med selskab. For det andet er vi flere til at tænke tingene igennem og tage beslutninger. For det tredje er jeg ikke alene, hvis jeg ender med at skulle tomle. For det fjerde taler de begge to lidt russisk – hvilket jeg OVERHOVEDET ikke gør!

Sayran busstation

Vi tager en taxa til Sayran busstation for 1000 tenge/15 kr. Taxachaufføren ryster på hovedet af vores forehavende, men sætter os selvfølgelig af foran busstationen, som vi har bedt om.

Indenfor finder vi et billetkontor. Damen bag skranken forklarer os via Google Translate, at der ikke kører nogle busser fra denne busstation til Kegen. Vi kan prøve en anden busstation, som jeg aldrig rigtig finder ud af, hvad hedder, eller hvor ligger.

Nå, så står vi der tre mand høj og ved ikke rigtig, hvad vi skal. Vi overvejer at finde en bybus til den anden busstation, men hvis bussen til Kegen kører kl. 9, så kan vi dårligt nå det.

Finlay og Rory begynder at tale med nogle forskellige taxachauffører. Den ene tilbyder at køre os til Kegen for 40.000 tenge – næsten 600 kr. Det er godt nok mange penge, men vi er jo tre til at betale og det er en køretur på godt 3,5 time. Samtidig har vi mulighed for at stoppe undervejs og tage billeder. Af mangel på gode alternativer, beslutter vi os for denne løsning.

En vild taxatur

Vores chauffør Beka er en munter fyr, som tager kørerturen som en dagsudflugt. Så når vi står ud af bilen for at tage billeder, så gør han det samme. 

Hans kørsel er dog lidt interessant. Han ryger smøger ud af vinduet samtidig med at han betjener Google Translate på mobiltelefonen. Når han nu har fået tre udlændige i bilen, skal han da vide noget om vores liv i Europa.

Der er sikkerhedsseler i bilen – der er bare ikke noget at klikke dem fast i. Så når vi ser politiet, tager vi alle selerne over skulderen og lader som om, at alt er i den skønneste orden.

Og så er der også lidt med hastigheden! På motorvejen er fartgrænsen 120 km/t, men Beka sniger den op over 160, mens han ligger HELT oppe i røven på de forankørende biler. Og i en 50 km zone på frygtelig hullet vej, kører han 120 km/t som det mest naturlige. 

På et tidspunkt kommer en lastbil med et kæmpe læs hø lige imod os og fylder næsten begge vejbaner. Beka klarer dog at bremse ned og køre lidt ud i rabatten i sidste øjeblik, så vi ikke får halmballerne på skødet. Puha, det var tæt på!

Smukke landskaber 

Undervejs stopper vi bl.a. ved et mindesmærke for Den store fædrelandskrig (2. Verdenskrig). Beka holder også ved et fint udsigtspunkt, hvor man kan se det smukke landskab her i det østlige Kasakhstan.

Men det fineste sted er nu Charyn Canyon. Jeg ved, at der laves mange ture hertil fra Almaty, og jeg er sikker på, at det er et smukt sted at vandre. Vi tager bare et par billeder og er hurtigt videre.

Gæret hoppemælk – nej tak!

Beka synes også, at vi skal have fornøjelsen af at smage gæret hoppemælk. Finlay er straks med på ideen og drikker det med stor velbehag. Rory hopper også med på vognen, men jeg holder mig fuldstændig fra de våde varer.

Jeg har hørt alt for mange historier om folk, som har fået rigtig dårlig mave efter at have drukket denne skumle drik. Sådan gider jeg ikke at begynde mit kirgisiske eventyr.

I stedet lister jeg lidt rundt blandt de små boder og tager dette skønne billede af en ældre mand, som stolt viser mælken frem i tønden.

Her sælger de også honning samt de berømte – eller berygtede utrolig salte ostekugler, som man skal passe på, at man ikke brækker tænderne på. 

Da vi når til Kegen by, er der stadig 26 km til grænsen. Beka indvilger i at køre os hele vejen, mod at han får yderligere 6000 tenge/90 kr. Vi siger ja af mangel på gode alternativer. Og vi har det også rigtig sjovt i bilen og ønsker ikke, at denne køretur allerede skal ende.

Kegen border

Da vi når frem til grænsen, skal vi først stemples ud af Kasakhstan. Det forløber helt uden problemer. Derefter skal vores bagage scannes ligesom i en lufthavn. Maskinen er dog imidlertid i stykker, så vi sidder på en bænk og venter et lille kvarters tid, mens det begynder at småregne. Men stemningen er god og vi kan kigge lidt på, hvor få biler der faktisk passerer grænsen.

Pludselig går det op for os, at Beka og hans bil er på vej til Kirgisistan?! 

Til sidst bliver vi stemplet ind i Kirgisistan. Som europæer skal vi ikke bruge visum til hverken Kasakhstan eller Kirgisistan, så på den måde er dette en nem og “smertefri” region at rejse i.

Beka står på den anden side og tager imod os med et Velkommen til Kirgisistan og et stort smil

Han vil gerne lave en aftale med os om en pris til Karakol. Vi forhandler lidt frem og tilbage og ender på en samlet pris fra Almaty til Karakol på 65.000 tenge/ca. 950 kr. fordelt mellem tre personer. Det kunne vi selvfølgelig have gjort meget billigere, hvis vi havde tomlet. Men det er sjældent nemt at tomle tre. Og vi har haft en fantastisk sjov og begivenhedsrig dag sammen med Beka.

Velkommen til Kirgisistan

Jeg elsker jo at krydse landegrænser – og grænsen mellem Kasakhstan og Kirgisistan ingen undtagelse. Her i det østlige Kirgisistan er der pludselig meget grønt med mange nåletræer. Og vi ser også mange flere heste, end vi gjorde i Kasakhstan. 

Efter godt 7 timers kørsel, når vi frem til Duet hostel i Karakol. Vi vil gerne byde Beka på mad, men han må hurtigt tilbage inden grænsen lukker – og han har jo en køretur på ca. 7 timer tilbage til Almaty. Så det bliver kun til en hurtig afsked. 

En dag, som jeg troede ville byde på en lang tur alene fra Almaty til Karakol, tog pludselig en helt uventet drejning og blev i stedet et festligt indslag sammen med mine to nye rejsekammerater og en vild taxachauffør. Men heldet følger jo de tossede, som man plejer at sige.

Læs også om: Iran

Læs også om: Albanien

Jeg bliver glad, hvis du vil følge med på sociale medier:

Facebook: Two Danes On Tour

Instagram: @twodanesontour

Glade rejsehilsner
Anne Marie

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Fra Kasakhstan til Kirgisistan blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Jeg ankommer med fly kl. 5 om morgenen, og efter en nat i et flysæde, kæmper jeg med jetlag de første par dage. Alligevel begiver jeg mig ud for at se nærmere på Almaty.

Byen har omkring 2 millioner indbyggere, men er ikke længere Kasakhstans hovedstad. Den blev flyttet til Astana i 1997. Byen virker grøn og venlig med mange parker og vejtræer, som giver skygge om sommeren, hvor solen kan være ubarmhjertig. 

Meget af tiden går jeg bare rundt. Men jeg finder dog også snart ud af at tage metroen, som indtil videre har én linje med 11 stop. Det koster 100 tenge/1,5 kr. pr. tur og der er dejlig aircon i togvognene. 

Central State Museum

Der er flere museer i Almaty, men jeg vælger kun at besøge Central State Museum of the Republic of Kazakhstan, som jeg får anbefalet af et ungt par, som jeg møder på en restaurant.

Museet er i mine øjne lidt af en rodebutik i flere etager. Det indeholder masser af malerier, lidt våben fra både stenalderen, middelalderen og sjovjet-tiden, forskellige nationaldragter – også fra bl.a. Tyskland og Polen, fossiler, udstoppede dyr, en lille udstilling om Kasakhstans rumeventyr og meget, meget mere.

Bygningen er til gengæld rigtig flot. Entreen koster 500 tenge/7,50 kr, så der kan alle vist være med. 

Også indvendigt er der flot med en fin kuppel i loftet, som giver et dejligt ovenlys til forhallen. 

Park of the 28 Guardsmen

Centralt i Almaty ligger Park of the 28 Guardsmen også kaldet Panfilov Park. Det er et sted, som de fleste turister kommer forbi på et eller andet tidspunkt.

Parken er opkaldt efter 28 soldater fra Almatys infanteri, som mistede livet under 2. Verdenskrig, da de kæmpede mod nazisterne udenfor Moskva i 1941.  

Hvis det er muligt, bør man gå ind i parken af den østlige indgang. Den er stor og pompøs med et kæmpe indgangsparti.

Her brænder den evige flamme foran et stort monument til ære for både ofrene for borgerkrigen i 1917-20, samt ofrene for Den Store Fædrelandskrig 1941-45. (Sådan kaldes 2. Verdenskrig i det tidligere Sovjetunionen.)

Men parken er især kendt for sin smukke og meget farverige Holy Ascension Cathedral – måske den eneste rigtige, store turistattraktion i Almaty.

Katedralen er bygget i 1904 under zartidens Rusland udelukkende af træ – inklusiv “sømmene”. Under soviet-tiden, hvor religion var forbudt, blev kirken brugt som museum og koncertsal. Men i 1995 blev den igen bragt tilbage til sin oprindelse: en russisk ortodoks kirke.  

Det er gratis at gå indenfor i katedralen. Og skulle du som kvinde have glemt et tørklæde, kan du låne et lige inden for døren. 

Green Bazar

Tæt på parken ligger den store Green Bazar, som faldbyder alt i hestekød, grøntsager, frisk og tørret frugt, friskpresset juice, krydderier og meget, meget mere. Selvom du måske ikke har brug for de store indkøb, så kan det stadig være interessant at gå en tur i den store hal.

Ved de fire søjler i midten kan man gå op til forskellige restauranter og caféer og nyde udsigten udover det store marked.

Jeg fik morgenmad bestående af suppe, kød og en kæmpe kartoffel samt te for omkring 20 kr.

Kök Töbe

Ikke så langt fra metrostationen Abay, kan man tage en kabelbane til det meget turistede udsigtspunkt Kök Töbe. Prisen er 5000 tenge/75 kr. for en retur. Vil du spare penge, er det muligt at tage en bus til toppen. 

Det er et sandt Tivoli, og et hvert barns drøm at komme op på toppen (og de fleste voksnes mareridt). Her er masser af restauranter, skydetelte, gynger, rutsjebaner, klatrevæg og en lille zoo med dyr i alt for små bure.

Alt det hurlumhej er ikke lige noget for mig, men turen i kabelbanen og udsigten over Almaty fra toppen, er fin. 

Af en eller anden uforklarlig grund, findes der også en statue af de fire medlemmer af The Beatles – selvom de aldrig nogen siden har besøgt Kasakhstan. Det er vist noget med, at en lokal mand, som var stor fan af The Beatles har betalt for at få statuen placeret her. Og det skulle efter sigende være den eneste statue i verden hvor alle fire medlemmer er samlet – hvis det skulle have din interesse. 

Almaty Backpacers

Mens jeg er i Almaty bor jeg på Almaty Backpackers – et klassisk hostel med køjesenge i sovesale og fælles bad og toilet.

Det er ikke altid min foretrukne boform, men det er rigtig fint, hvis man hurtigt vil lære andre rejsende at kende og evt. dele rejseanbefalinger, ture i området eller et måltid mad. Og således får jeg præcis det, jeg kommer efter.  

Og skulle du begynde eller ende en tur gennem Centralasien, så er Almaty en fin by til formålet. Du flyver nemt hertil med bl.a. Pegasus Airlines over Istanbul.

Fra byen er der masser af muligheder for at komme på tur til de omkringliggende bjerge og smukke kløfter. Jeg valgte dog ikke at tage nogle af disse ture, da de fleste er ret dyre, og jeg i stedet ville videre til Kirgisistan.

Har du lyst til at følge mine Centralasiatiske eventyr, så foregår det lige nu på Facebook: Two Danes On Tour og på Instagram @twodanesontour – og der er meget mere i vente!

Glade rejsehilsner
Anne Marie

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Almaty, Kasakhstan blev først udgivet på Two Danes On Tour.