Fado i Lissabon

En sjov aften i byen

Umiddelbart skulle man ikke tro, at vi var i færd med at give os selv en oplevelse for livet, da vi en lørdag aften i Lissabon, af en portugisisk udgave af Pippi Langstrømpe, lod os overtale til at spise aftensmad på Porta de Alfama. Men det skulle hurtigt vise sig, at det for os – i hvert fald denne aften – var det helt rigtige valg.

Vi havde kigget på adskillige menukort i Alfama-kvarteret, uden at have kunne tage en beslutning. Så da vi efter at have passeret en højtråbende ”Pippi” foran restauranten kunne se, at vi var på vej ud af kvarteret, vendte vi om og blev enige om, at det ene nok kunne være lige så godt som det andet.

Vi lod os derfor føre indenfor, hvor vi fik et bord tæt ved musikken, som imidlertid holdt pause.

Blandede anmeldelser

Imens vi bestilte drikkevarer, tjekkede Rasmus lige Tripadvisor for at se bedømmelserne af stedet. De lå med lige mange på ”Fantastisk” og på ”Frygteligt” samt en hel masse der imellem. Men vi blev enige om, at bordet fangede, og at det under alle omstændigheder ville blive en oplevelse. Og det blev det!

Vi blev i bedste grisefest-stil introduceret til resten af restauranten, der klappede af ”Dinamarca” og råbte ”bravo”!

Så kom maden. Husets bøf. Et meget tyndt stykke kalv, der ifølge Rasmus kunne have vundet betragteligt ved en dobbeltpanering. Hertil ris og fritter samt en noget speciel kaffesauce – ja, kaffesauce!
Et godt råd her fra er, at det behøver man ikke eksperimentere videre med hjemme.
Uden at gå for meget i detaljer, så har den del af de tidligere gæster, der har bedømt stedet som frygteligt, måske givet deres dom ene og alene ud fra maden.

En fantastisk oplevelse

Heldigvis glemte vi alt om maden, da musikken begyndte. To ældre gutter med paryk og påmalede fregner. Den ene spillede på en almindelig guitar, den anden på den berømte portugisiske 12 strengede guitar. De kunne deres kram! (Og når vi skriver “den berømte guitar”, kan vi da godt afsløre, at vi ikke kendte til den, før vi kom til Portugal.)
Vi sad samtidig og grinede lidt af, at vi havde set begge musikerne i gaderne tidligere og troet, at de var på polterabend. Men de var åbenbart bare til fado-aften i karnevalstiden. Og det var vi godt tilfredse med.

Ud over at være gode på hver deres guitar, så sang de også glimrende. Og i løbet af aftenen kiggede gæstesangere forbi, ligesom restaurantens personale på skift alle viste deres sangpotentiale. Gad vide om man skal kunne synge – og være lidt småtosset – for at blive ansat?

Efter hvert nummer klappede publikum selvfølgelig, hvorefter Pippi råbte “um, dois, três”, og hele restauranten svarede “Magnifico!” Der blev slynget portugisiske jokes gennem lokalet, som de lokale hyggede sig over, og stemningen var høj. Til tider højrøstet!

Gæster til restauranten, som kom ind midt i showet, så noget overraskede ud, når der blev klappet af deres nationalitet og råbt i samlet kor efter hvert nummer, men snart overgav de sig også til løjerne. En mexicansk gæst lignede dog i starten en, der hellere ville undergå en times vandtortur.
Det hele var total kitch’et og mindede lidt om Rocky Horror Picture Show eller Crazy Christmas Cabaret. Men sjovt var det i hvertfald.

Omkring midnat takkede vi for en skæg aften, betalte den samlede regning på 40 euro, blev foreviget med Pippi og listede i retning af metroen. Vi havde kun været i Lissabon i knapt seks timer, og vi var allerede vilde med byen, stemningen og dens indbyggere.

 

Fado-musikken

Fado er en berømt portugisisk lidenskabelig og melankolsk musikgenre. Den opstod i 1800-tallet på knejperne i Alfama, Mouraria og Bairro Alto-kvartererne i Lissabon og spilles fortsat her.

Det går direkte i sjælen, når man lytter til fado. De dygtige musikere og den store stemme, som synger rummet op uden brug af mikrofon, indfanger alle i lokalet. Og det er gennem den sørgmodige musik at man forstår, hvad der gør Portugal til noget helt særligt. Essensen af fado er beskrivelsen af længslen efter den store mistede kærlighed, hverdagens hårde realiteter eller en svunden tid, som aldrig kommer tilbage.

Omdrejningspunktet i selve musikken er den 12-strengede portugisiske guitar og musikken menes at have både arabiske og afro-brasilianske rødder. En fantastisk blanding, som ikke findes magen til noget andet sted.

Skulle du komme til Lissabon, vil vi helt sikkert opfordre dig til at høre fado en aften – også selv om det måske ikke lige er din musikgenre til hverdag. Musikken er virkelig stemningsfyldt og fortæller en interessant del af Lissabons og Portugals historie.

Og skulle du falde helt i svime over fadoen, så findes der ligefrem et fado-museum i Alfama.

Der er også en meget berømt musical Amália, som vi var blevet opfordret af de danske rejsebloggere bag PassportPlease til at tage ind og se. Vi er ikke de store musical-folk, men de havde faktisk lokket så meget, så vi overvejede det. Det viste sig desværre, at Amália ikke spillede, mens vi var i Lissabon.

Clube de Fado

Efter en dejlig uge i Lissabon, blev det igen lørdag aften og dermed tid for os til at høre mere fado. Denne gang havde vi følgeskab af to medlemmer fra De berejstes klub, som tilfældigt var i Lissabon samtidig med os.
Det blev en mere stilfuld og seriøs oplevelse denne gang – og også til en lidt anden pris.

Vi var ellers ved ankomsten til Clube de Fado lidt i tvivl om, hvorvidt vi var havnet i en turistfælde. Vi havde valgt stedet ud fra anmeldelser i guidebøger og på Internettet, som alle roste stedet til skyerne.

Men snart blev vi anvist et bord, og der faldt lidt ro over os. Det viste sig, at vi var kommet i selskab med omkring 80 portugisiske pensionister, som nærmest kunne synge med på alle sangene. Og det gjorde de med stor entusiasme! For os gjorde det blot oplevelsen endnu mere intens.

Maden var rigtig god og i en helt anden liga end sidst (og der var ingen kaffesauce). 

Musikerne var også et step op ad rangstigen. Denne gang var der 3 musikere på henholdsvis guitar, portugisisk guitar og kontrabas. I løbet af de 4 sæt, som vi hørte i aftenens løb, kom der tre forskellige sangerinder, mens en af musikerne sang det sidste sæt. 

 

Dette blev endnu en rigtig god aften med fado-musik, om dog det var en helt anden oplevelse end sidst. Glade og opfyldte af de smukke, melankolske toner gik vi hjem gennem de stille gader.

Blot som en lille oplysning, kan vi fortælle, at hovedretter lå på ca. 30 Euro stykket og at man derudover også betaler 7,50 Euro pr. person for musikken. Det er jo ikke fordi at ca. 375 kr./pr. person er dyrt for en glad aften i byen, men man skal bare ikke tro, at ting kommer gratis på Clube de Fado.

Og lige lidt om etikette:

Det sømmer sig ikke at tale, mens der bliver spillet fado. Skulle du formaste dig til at sige noget til din sidemand, kan du være sikker på, at der nok skal være en portugiser, som tysser på dig. Således bliver der heller ikke serveret mad eller drikkevarer under musikken, men kun før og efter.